Bible verses about "wholeness" | Danish

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. ³ En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. ⁴ Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. ⁵ Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. ⁶ Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. ⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. ⁸ HERRENS Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; HERRENS Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. ⁹ HERRENS Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; HERRENS Bud er rent, det oplyser øjnene. ¹⁰ HERRENS Frygt er ren, den bestaar evindelig; HERRENS Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. ¹¹ De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. ¹² Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn. ¹³ Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! ¹⁴ Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, HERRE, min Klippe og min Genløser!

¹ Og det begav sig derefter, at han reiste igennem Stæder og Byer og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham, ² saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne; ³ og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods. ⁴ Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse: ⁵ der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. ⁶ Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. ⁷ Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det. ⁸ Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre! ⁹ Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde? ¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae. ¹¹ Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. ¹² Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige. ¹³ Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. ¹⁴ Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt. ¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed. ¹⁶ Men Ingen, som tænder et Lys skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset. ¹⁷ Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skalblive kjendt og komme for Lyset. ¹⁸ Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal og tages det, han synes at have. ¹⁹ Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke komme ham i Tale for Folket. ²⁰ Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at see dig. ²¹ Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det. ²² Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud. ²³ Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. ²⁴ Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. ²⁵ Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige. ²⁶ Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvært overfor Galilæa. ²⁷ Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene. ²⁸ Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig. ²⁹ Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djævelen i Ørkenerne. ³⁰ Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham. ³¹ Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden. ³² Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. ³³ Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede. ³⁴ Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet. ³⁵ Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes. ³⁶ Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst. ³⁷ Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen. ³⁸ Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde: ³⁹ Vend tilbage til dit Huus og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham. ⁴⁰ Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle. ⁴¹ Og see, der kom en Mand, som hedte Jarius, og han var Forstander for Synagogen; og hanfaldt ned for Jesu Fødder og bad ham at komme ind i hans Huus; ⁴² Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Folket ham. ⁴³ Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredt af Nogen. ⁴⁴ hun gik til bagfra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon, og strax stilledes hendes Blodflod. ⁴⁵ Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig? ⁴⁶ Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig. ⁴⁷ Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun bævede og faldt ned for ham og bekendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet. ⁴⁸ Men han sagde til hende: vær frimodig, min Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred! ⁴⁹ Der han endnu talede, kom En fra Synagogeforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren. ⁵⁰ Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst. ⁵¹ Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder. ⁵² Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde græder ikke; hun er ikke død, men sover. ⁵³ Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død. ⁵⁴ Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand og raabte og sagde: Pige, staa op! ⁵⁵ Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at æde. ⁵⁶ Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.

¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.

³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn, ⁴ efterdi vi vide, af Gud elskte Brødre! Eders Udvælgelse. ⁵ Thi vort Evangelium hos Eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig Aand og i fuld Overbeviisning, ligesom i og vide hvorledes vi have været iblandt Eder til Eders bedste. ⁶ Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja Herrens, idet I annammede Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Hellig Aand, ⁷ saa at I ere blevne Mønstre for alle de troende i Macedonien og Achaia; ⁸ thi fra Eder er Herrens ord lydeligen hørt, ikke alene i Macedonien og Achaia, men Eders Tro til Gud er og bleven kundbar allevegne, saa at vi ikke have behov at tale derom; ⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

¹ Og jeg saae en ny Himmel og en ny Jord; thi de første Himmel og den første Jord varforgaaet, og Havet var ikke mere. ² Og jeg, Johannes, saae den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himmelen fra Gud, beredet som Bruden, smykket for sin Brudgom. ³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud. ⁴ Og Gud skal aftørre hver Taare af deres øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi det Første er veget bort. ⁵ Og den, som sad paa Thronen, sagde: see, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: skriv; thi disse Ord ere sande og trofaste. ⁶ Og han sagde til mig: det er skeet. Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden. Den Tørstige vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt. ⁷ Den, som seirer, skal arve alle Ting, og jeg vil være ham en Gud, og han skal være mig en Søn. ⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. ⁹ Og een af de syv Engle, som havde de syv Skaaler fulde af de syv sidste plager, kom til mig og talede med mig og sagde: kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru. ¹⁰ Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af Himmelen fra Gud. ¹¹ Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis. ¹² Den havde ogsaa en stor og høi Muur med tolv Porte og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammer; ¹³ mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte. ¹⁴ Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne. ¹⁵ Og den, som talede med mig, havde et Guldrør, at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Muur. ¹⁶ Og Staden ligger i Fiirkant; dens Længde er saa stor som Breden. Og han maalte Staden med Røret: Tolv tusinde Stadier; og dens Høide svarer lige til dens Længde og Brede. ¹⁷ Og han maalte dens Muur, hundrede fire og fyrretyve Alen, efter et Menneskes Maal, som Englen brugte. ¹⁸ Og dens Muur var fra Grunden opbygt af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar. ¹⁹ Og Stadens Muurs Grundvolde vare prydede med allehaande dyrebare Stene; den første Grundvold var Jaspis, den anden Saphir, den tredie Chalcedon, den fjerde Smaragd, ²⁰ den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Chrysolith, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Chrysopras, den ellevte Hyasinth, den tolvte Amethyst. ²¹ Og de tolv porte vare Perler, enhver af Portene een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. ²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet. ²³ Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys. ²⁴ Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger føre deres Glands og Herlighed til den. ²⁵ Dens porte skulle ikke lukkes om Dagen, og Nat skal der ikke være. ²⁶ Og de skulle føre Folkenes Glands og Herlighed til den. ²⁷ Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller Nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.

¹ Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Throne. ² Midt i dens Gade og paa begge Sider af Floden voxte Livsens Træ som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom. ³ Og der skal ingen Forbandelse være mere; og Guds og Lammets Throne skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham. ⁴ Og de skulle see hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander. ⁵ Og Nat skal der ikke være, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed. ⁶ Og han sagde til mig: disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, de hellige Propheters Gud, har udsendt sin Engel at vise sine Tjenere, hvad snart bør skee. ⁷ See, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs Propheties Ord! ⁸ Og jeg, Johannes, er den, som saae og hørte disse Ting, og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Englens Fødder, som viste mig disse Ting. ⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud! ¹⁰ Og han siger til mig: du skal ikke forsegle denne Bogs Propheties Ord, thi Tiden er nær. ¹¹ Lad den, som gjør uret, fremdeles gjøre Uret, og den Uteerlige fremdeles øve Uteerlighed, og den Retfærdige fremdeles blive retfærdig, og den Hellige fremdeles blive helliget. ¹² Og see, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale Hver, som hans Gjerning monne være. ¹³ Jeg er Alpha og Omega, Begyndelse og Ende, den Første og den Sidste. ¹⁴ Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maa faae Adgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene i Staden. ¹⁵ Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn. ¹⁶ Jeg, Jesus, har udsendt min Engel at vidne disse Ting for Eder i Menighederne; jeg er den af Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne. ¹⁷ Og Aanden og Bruden sige: kom! Og hvo som tørster, komme, og hvo som vil tage Livsens Vand uforskyldt! ¹⁸ Thi jeg vidner for hver, som hører denne Bogs Propheties Ord: dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog. ¹⁹ Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Prophetiens Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog. ²⁰ Han, som vidner disse Ting, siger: ja, jeg kommer snart! Amen. Ja, kom, Herre Jesus! ²¹ Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle. Amen.

¹¹ HERREN skal give sit Folk Kraft; HERREN skal velsigne sit Folk i Freden.

¹⁷ Thi jeg vil lade din Helbredelse tage til og læge mig for dine Saar, siger HERREN; thi de kaldte dig den fordrevne, de saade: Det er Zion, ingen spørgel efter hende.

¹ Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over de urene Aander, at uddrive dem, og at helbrede al Sygdom og Skrøbelighed.

¹² Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader.

¹⁷ og han er for alle Ting, og alle Ting bestaae ved ham;

¹⁰ Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!

²⁰ Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.

²⁵ Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

¹ Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse.

¹³ Jeg formaaer Alt i Christus, som gjør mig stærk.

⁹ thi i ham boer al Guddommens Fylde legemligen. ¹⁰ Og I have al Fylde i ham, som er Hovedet for al Fyrstendømme og Magt.

¹³ Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

¹⁰ Tyven kommer ikke, uden for at stjæle og myrde og fordærve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt.

¹ Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen. ² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser. ³ Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; ⁴ men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet. ⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham. ⁶ Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret. ⁷ Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren; ⁸ en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie. ⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. ¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie. ¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske. ¹³ Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. ¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; ¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død. ¹⁶ Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! ¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. ¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. ¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; ²⁰ thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. ²¹ Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige. ²² Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv. ²³ Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; ²⁴ thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var. ²⁵ Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning. ²⁶ Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. ²⁷ En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.