Bible verses about "women in church" | Danish

¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig.

¹ Og Himmelen og Jorden bleve fuldkommede, og al deres Hær. ² Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag fra al sin Gerning, som han havde gjort. ³ Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den; thi paa den hvilede han fra al sin Gerning, som Gud skabte og gjorde. ⁴ Disse ere Himmelens og Jordens Oprindelser, der de skabtes, paa den Dag Gud HERREN gjorde Jorden og Himmelen. ⁵ Og alle Haande Buske paa Marken vare endnu ikke paa Jorden, og alle Haande Urter paa Marken vare endnu ikke fremspirede; thi Gud HERREN havde ikke ladet regne paa Jorden, og der var intet Menneske til at dyrke Jorden. ⁶ Og der opgik en Damp af Jorden og vandede al Jordens Overflade. ⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl. ⁸ Og Gud HERREN plantede en Have udi Eden mod Østen og satte der Mennesket, hvilket han havde gjort. ⁹ Og Gud HERREN lod opvokse alle Haande Træer af Jorden, som vare lystelige at se til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven og Kundskabens Træ paa godt og ondt. ¹⁰ Og der gik en Flod ud fra Eden til at vande Haven, og derfra deltes den og blev til fire Hovedstrømme. ¹¹ Den førstes Navn er Pison, hvilken løber om det ganske Land Havila, Hvor der er Guld. ¹² Og Guldet fra det samme Land er godt; der er Bdellion og den Sten Unyks. ¹³ Og den anden Flods Navn er Gihon, hvilken løber om det ganske Land Kus. ¹⁴ Og den tredje Flods Navn er Hiddekel, hvilken gaar Østen for Assyrien; og den fjerde flod, den er Frat. ¹⁵ Og Gud HERREN tog Mennesket og satte det i Edens Have at dyrke den og vogte den. ¹⁶ Og Gud HERREN bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; ¹⁷ men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du dø Døden. ¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha. ¹⁹ Og Gud HERREN havde gjort af Jorden alle vilde Dyr paa Marken og alle Himmelens Fugle og ledte dem til Mennesket for at se, hvad han vilde kalde hvert; og alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn. ²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

³ Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved.

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren;

² Derfor bør det en Biskop at være ustraffelig, en Kvindes mand, aarvaagen, sindig, tugtig, gjestfri, bekvem til at lære Andre;

⁸ Thi Manden er ikke af Kvinden; men Kvinden af Manden;

¹⁵ Men hun skal frelses ved Barnefødsel, dersom de blive i Tro og Kjærlighed og Hellighed med Tugt.

³ desligeste, at de gamle Kvinder skulle holde sig i Klæder, som det sømmer de Hellige, ikke være Bagtalersker, ikke hengivne til megen Viin, men give god Lærdom; ⁴ saa at de anføre de unge Kvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn, ⁵ at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige; at Guds Ord skal ikke bespottes.

⁴ saa at de anføre de unge Kvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,

¹ Vorder mine Efterfølgere, ligesom og jeg er Christi! ² Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder. ³ Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved. ⁴ Hver mand, som beder eller propheterer og har Noget paa Hovedet, beskæmmer sit Hoved. ⁵ Men hver Kvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget. ⁶ Thi dersom en Kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedække hun sig. ⁷ Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens ære. ⁸ Thi Manden er ikke af Kvinden; men Kvinden af Manden; ⁹ ei heller et Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld. ¹⁰ Derfor bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld. ¹¹ Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren. ¹² Thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er og Manden ved Kvinden; men alle Ting af Gud. ¹³ Dømmer selv: lader det vel for en Kvinde, at bede med blottet Hoved til Gud? ¹⁴ Eller lærer ikke Naturen selv Eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære? ¹⁵ Men dersom en Kvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi haaret er givet hende til et Skjul. ¹⁶ Men er der Nogen, som har Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller. ¹⁷ Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Værre. ¹⁸ For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det. ¹⁹ Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare. ²⁰ Naar I da komme sammen, da er det ikke at æde Herrens Nadvere. ²¹ thi under Maaltidet tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, den Anden overæder sig. ²² Have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskæmmedem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke. ²³ Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, ²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! ²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse! ²⁶ Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. ²⁹ Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme. ³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt Eder, og en Deel ere hensovede. ³¹ Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke. ³² Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes. ³³ Derfor, mine Brødre! naar i komme sammen til Maaltidet, da deler med hverandre. ³⁴ Men dersom Nogen hungrer, han æde hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer.

¹² men Kvinden tilsteder jeg ikke at lære, ikke heller at byde ovre Manden, men at være i Stilhed.

³⁴ tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.