1 Corinthians 11:30 Cross References - Danish

³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt Eder, og en Deel ere hensovede.

²⁶ Og han sagde: Om du flitteligen hører HERREN din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke lægge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Ægypterne; thi jeg er HERREN, som læger dig.

¹² Og HERREN sagde til Mose til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, til at helliggøre mig for Israls Børns Øjne, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg har givet dem.

²⁴ Aron skal samles til sit Folk, thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg har givet Israels Børn, fordi I vare genstridige mod min Mund ved Meribas Vand.

⁶ Da sendte HERREN giftige Slanger iblandt Folket, og de bed Folket, og der døde meget Folk af Israel. ⁷ Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod HERREN og imod dig, bed til HERREN, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket. ⁸ Da sagde HERREN til Mose: Gør dig en Slange, og sæt den paa en Stang; og det skal ske, at hver som er bidt og ser den, han skal leve. ⁹ Da gjorde Mose en Kobberslange og satte den paa en Stang; og det skete, naar en Slange havde bidt nogen, og han saa til den Kobberslange, da blev han i Live.

¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø. ¹⁵ Saa gik Nathan til sit Hus, og HERREN slog Barnet, som Urias Hustru havde født David, at det blev sygt. ¹⁶ Og David søgte Gud for Drengen; og David fastede meget og gik ind og blev Natten over og laa paa Jorden. ¹⁷ Da opstode de ældste af hans Hus for ham og vilde rejse ham op fra Jorden; men han vilde ikke og aad ikke Brød med dem. ¹⁸ Og det skete paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham til Kende, at Barnet var død; thi de sagde: Se, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst, hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er død? thi det maatte gøre ham ondt.

²¹ og han raabte til den Guds Mand, som var kommen fra Juda, og sagde: Saa sagde HERREN: Fordi du har været genstridig imod HERRENS Mund og ikke har holdt det Bud, som HERREN din Gud bød dig. ²² men du vendte tilbage og aad Brød og drak Vand paa det Sted, om hvilket jeg sagde dig: Du skal hverken æde Brød, ej heller drikke Vand: Derfor skal dit Legeme ikke komme til dine Fædres Grav. ²³ Og det skete, efter at han havde ædt Brød, og efter at han havde drukket, da sadlede han Asenet til ham, nemlig til Profeten, som han havde ført tilbage. ²⁴ Saa drog han bort, og en Løve mødte ham paa Vejen og dræbte ham; og hans Legeme var kastet paa Vejen, og Asenet stod hos det, og Løven stod hos Legemet.

¹ En Psalme af David; til Ihukommelse. ² HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme. ³ Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. ⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld. ⁵ Thi mine Misgernger ere gaaede mig over Hovedede ere blevne mig for svare som en svar Byrde. ⁶ Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld. ⁷ Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder. ⁸ Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

³⁰ De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: ³¹ Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: ³³ Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. ³⁴ Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed.

² Kun eder har jeg kaldt af alle Slægter paa Jorden; derfor vi jeg hjemsøge eder for alle eders Misgerninger.

³⁶ Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre og saae Forraadnelse.

³² Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes.

⁵¹ See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

¹⁴ Thi dersom vi troe, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes føre de Hensovne ved Jesus frem med ham.

⁵ og I have glemt den Formaning, der taler til Eder som til Børn: min Søn! agt ikke Herrens revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham; ⁶ thi hvem Herren elsker, den revser han, og han tugter haardeligen hver Søn, som han antager sig. ⁷ Dersom I lider Revselse, handler Gud med Eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser? ⁸ Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn. ⁹ Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være Aandernes Fader underdanige og leve? ¹⁰ Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han revser os til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. ¹¹ Men al Revselse, imedens den er nærværende, syndes ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som derved ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

¹⁹ Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.