1 Timothy 6:1 Cross References - Danish

¹ Saa mange, som ere Trælle under Aaget, skulle holde deres Herrer al Ære værd, paa det Guds Navn og lærdommen skal ikke bespottes.

⁷ Og der var Trætte imellem Abrams Fæhyrder og imellem Lots Fæhyrder; og der boede den Gang Kananiter og Feresiter i Landet. ⁸ Og Abram sagde til Lot: Kære, lad der ikke være Trætte imellem mig og imellem dig, og imellem mine Hyrder og imellem dine Hyrder; thi vi ere jo Brødre.

⁹ Og HERRENS Engel sagde til hende: Gak tilbage til din Frue, og ydmyg dig underhendes Hænder.

² Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Hus, som raadede over alt hans Gods: Kære, læg din Haand under min Lænd,

¹² Og han sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, lad det møde mig i Dag, og gør Miskundhed mod min Herre Abraham.

²⁷ Og han sagde: Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har afladt med sin Miskundhed og sin Trofasthed mod min Herre! mig, ja, mig har HERREN ført paa Vejen til min Herres Broders Hus.

³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener. ³⁶ Og Sara, min Herres Hustru, har født min Herre en Søn, efter at hun var gammel, og denne har han givet alt det, han ejer. ³⁷ Og min Herre har taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Kananiternes Døtre, i hvis Land jeg bor. ³⁸ Men du skal fare hen til min Faders Hus og til min Slægt og tabe min Søn en Hustru. ³⁹ Og jeg sagde til min Herre: Maaske Kvinden ikke vil drage med mig. ⁴⁰ Og han sagde til mig: HERREN, for hvis Ansigt jeg har vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Rejse, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Hus. ⁴¹ Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig hende, saa er du fri for min Ed. ⁴² Saa kom jeg i Dag til Brønden og sagde: HERRE, min Herre Abrahams Gud! Kære, dersom du har givet Lykke paa min Rejse, paa, hvilken jeg har vandret, ⁴³ se, jeg staar ved denne Vandbrønd, og naar det sker, der kommer en Jomfru ud at drage Vand, og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke; ⁴⁴ og hun siger mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa Øse til dine Kameler, lad hende være den Kvinde, som HERREN har udset til min Herres Søn. ⁴⁵ Førend jeg havde udtalet i mit Hjerte, se, da kom Rebekka ud, og hendes Krukke var paa hendes Skulder, og hun gik ned til Brønden og drog Vand! da sagde jeg til hende: Kære, giv mig at drikke. ⁴⁶ Saa skyndte hun sig og tog sin Krukke ned ad sig og sagde: Drik, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke; og jeg drak, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke. ⁴⁷ Og jeg spurgte hende og sagde: Hvis Datter er du og hun sagde: Jeg er en Datter af Bethuel, Nakors Søn, som Milka fødte ham. Saa hængte jeg en Ring i hendes Næse og Armbaand paa hendes Hænder. ⁴⁸ Og jeg bøjede mig og tilbad HERREN og lovede HERREN, min Herre Arahams Gud, som havde ledet mig paa den rette Vej at tage min Herres Broders Datter til hans Søn. ⁴⁹ Og nu, dersom I ville vise Miskundhed og Trofasthed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville det, da siger mig det, at jeg kan vende mig til den højre eller til den venstre Side. ⁵⁰ Da svarede Laban og Bethuel og sagde: Denne Sag er kommen fra HERREN, vi kunne hverken tale til dig ondt eller godt. ⁵¹ Se, der er Rebekka for dig, tag hende og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som HERREN har sagt. ⁵² Og det skete, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøjede han sig til Jorden for HERREN. ⁵³ Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk. ⁵⁴ Saa aade de og drak, han og de Mænd, som vare med ham, og bleve der om Natten, og de stode op om Morgenen, og han sagde: Lader mig fare til min Herre! ⁵⁵ abde hendes Broder og hendes Moder: Lad Pigen blive hos os nogle Dage eller ti; siden maa du fare. ⁵⁶ Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi HERREN har givet Lykke paa min Rejse; lader mig fare, og jeg vil vandze til min Herre. ⁵⁷ Og de sagde: Lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger. ⁵⁸ Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand og hun sagde: Jeg vil fare. ⁵⁹ Saa lode de deres Søster Rebekka og hendes Amme og Abrahams Svend og hans Mænd fare. ⁶⁰ Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: Vor Søster bliv du til tusinde Gange Titusinde, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port. ⁶¹ Saa stod Rebekka op og hendes Piger, og de satte sig paa Kameler og fore med Manden, og Svenden annammede Rebekka og for bort. ⁶² Isak kom gaaende fra den Brønd, som kaldes Beer Lakai Roi; thi han boede i Landet imod Sønden. ⁶³ Og Isak var udgangen til at gøre Bøn paa Marken mod Aften, og han opløftede sine Øjne og saa, og se, Kamelerne kom. ⁶⁴ Og Rebekka opløftede sine Øjne og saa Isak og steg hastig ned ad Kamelen. ⁶⁵ Og hun sagde til Svenden: Hvo er den Mand, som gaar paa Marken imod os og Svenden sagde: Det er min Herre; saa tog hun et Slør og skjulte sig. ⁶⁶ Og Svenden fortalte Isak hele Sagen som han havde udrettet. ⁶⁷ Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

⁴⁸ Og du skal tjene dine Fjender, som HERREN skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal lægge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelægger dig.

¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.

² Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru. ³ Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Profets Ansigt, som er i Samaria, da skulde denne skille ham af med hans Spedalskhed.

¹³ Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren!

⁵ Og Leviterne Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabenja, Serebja, Hodija, Sehanja, Pethaja sagde: Staar op, lover HERREN eders Gud fra Evighed til Evighed! Og man love din Herligheds Navn, du, som er ophøjet over al Velsignelse og Lov!

⁶ Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne.

⁵ Og nu, hvad har jeg faaet her? siger HERREN; thi mit Folk er bortført for intet; dets Herskere hyle, siger HERREN, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag.

⁶ Er dette ikke den Faste, som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at I give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag?

²⁰ Og der de vare komne til Hedningerne, hvorhen de kom, da vanhellige de mit hellige Navn, at man sagde om dem: Disse ere HERRENS Folk, og de ere uddragne af hans Land.

²³ Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er HERREN, siger den Herre, HERRE, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne.

⁶ En Søn skal ære Faderen og en Tjener sin Herre; dersom jeg da er Fader, hvor er min Ære? og er jeg Herre, hvor er Frygten for mig? siger den HERRE Zebaoth til eder, I Præster, som foragte mit Navn, og dog sige: Hvormed have vi foragtet dit Navn?

⁹ Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet!

³⁰ Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.

¹ Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme!

⁷ Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.

²² Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.

¹⁰ Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?

²⁴ Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.

²¹ Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette. ²² Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl.

³² Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed;

¹ Derfor bliver stadige i den Frihed, hvormed Christus frigjorde os, og lader Eder ikke atter tvinge under Trældoms Aag.

⁵ I Tjenere! lyder Eders Herrer efter Kjødet med Frygt og Bæven i Eders Hjertes Enfoldighed, som Christus; ⁶ ikke med Øientjeneste som de, der ville tækkes Menneskene, men som Christi Tjenere, saa I gjøre Guds Villie af Hjertet, ⁷ tjenende med Velvillighed Herren, og ikke Mennesker; ⁸ Vidende, at hvad Godt enhver gjør, det skal han gjengældes af Herren, hvad heller han er Tjener eller Fri.

²² I Tjenere! værer Eders timelige Herrer lydige i alle Ting, ikke med Øientjeneste, som de, der ville tækkes Menneskene, men i Hjertets Eenfoldighed, frygtende Gud. ²³ Og Alt, hvad I foretage Eder, det gjører af Hjertet, som for Herren og ikke som for Menneskene, ²⁴ vidende, at I skulle faae Arvedelen til Vederlag af Herren; thi I tjene den Herre Christus. ²⁵ Men hvo som gjør Uret, skal faae Vederlag for hvad han gjorde Uret; og der er ikke persons Anseelse.

¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.

⁵ at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige; at Guds Ord skal ikke bespottes.

⁸ sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder. ⁹ Tjenerne forman at være deres Herrer underdanige, velbehagelige i alle Ting, og ikke sige imod, ¹⁰ ikke besvige, men besvise al god Troskab, at de kunne pryde Guds vor Frelsers Lærdom i alle Ting

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

¹⁷ Ærer Alle; elsker Broderskabet; frygter Gud; ærer Kongen! ¹⁸ I Tjenere! værer Eders Herrer underdanige i al Ærefrygt, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de fortrædelige. ¹⁹ Thi dette finder Naade, dersom Nogen af Samvittighed for Gud fordrager Gjenvordigheder, naar han lider uretfærdeligen. ²⁰ Thi hvad er det for en Roes, dersom I, naar I synde og blive slagne, lide taalmodeligen? Men dersom I, naar I gjøre Godt og lide derfor, ere taalmodige, dette finder Naade for Gud.

¹⁶ og haver en god Samvittighed, at de, der haane Eders gode Omgængelse i Christus, maae beskæmmes, idet de bagtale Eder som Misdædere.