Acts 26:26 Cross References - Danish

²⁶ Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.

²⁰ Og Herren skal give eder Angest til Brød og Trængsel til Vand, og ingen af dine Lærere skal ydermere drage sig tilbage; men dine Øjne skulle se dine Lærere.

⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

²⁹ Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: hil være dig du Jødernes Konge. ³⁰ Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved. ³¹ Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han og iførte ham hans egne Klæder, og førte ham hen at Korsfæstes. ³² Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. ³³ Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, der er udlagt: Hovedpandested, ³⁴ da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke. ³⁵ Men de, som havde korsæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine Klæder og kastede Lod om min Klædebon. ³⁶ Og de sadde der og toge vare paa ham. ³⁷ Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham skreven: denne er Jesus, den Jødernes Konge. ³⁸ Da korsfæstede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side. ³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde: ⁴⁰ du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset. ⁴¹ Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde: ⁴² han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham; ⁴³ han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn. ⁴⁴ Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham. ⁴⁵ Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time. ⁴⁶ Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig? ⁴⁷ Men Nogle af dem, som der stode, da de hørte det, sagde de: han kalder paa Elias. ⁴⁸ Og strax løb Een af dem og tog en Svamp, og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør, og gav ham at drikke. ⁴⁹ Men de Andre sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer og vil frelse ham. ⁵⁰ Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden. ⁵¹ Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil Nederste, og Jordenskjalv, og klipperne revnede; ⁵² og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode, ⁵³ og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange. ⁵⁴ Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.

¹ Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. ² Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde. ³ Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem. ⁴ Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. ⁵ Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. ⁶ Der denne Lyd hørtes, kom mængden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. ⁷ Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? ⁸ Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte? ⁹ Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, ¹⁰ i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere, ¹¹ Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal. ¹² Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?

¹⁶ hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte. ¹⁷ Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. ¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. ²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

¹⁸ Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel. ¹⁹ Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde: ²⁰ Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. ²¹ Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem. ²² Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde: ²³ Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde. ²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. ²⁵ Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. ²⁶ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. ²⁷ Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: ²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. ²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene. ³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. ³¹ Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. ³² Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde. ³³ Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel. ³⁴ Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud, ³⁵ og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem. ³⁶ Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet. ³⁷ Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte. ³⁸ Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; ³⁹ men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud. ⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. ⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. ⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

²² Men Agrippa sagde til Festus: jeg vilde og selv høre det Menneske. Men han sagde: i Morgen skal du faae ham at høre.

² Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig, ³ allermeest fordi du har Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig.