Daniel Cross References - Danish

¹ Jojakims, Judas Konges, Regerings tredje Aar drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, til Jerusalem og belejrede den. ² Og Herren gav Jojakim, Judus Konge, i hans Haand samt en Del af Guds Hus's Kar, og dem lod han føre til Sinears Land, til sin Guds Hus; og Karene lod han føre ind i sin Guds Skatkammer. ³ Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme, ⁴ unge Mennesker, aldeles uden Lyde og smukke af Udseende, med Gave til at forstaa al Slags Visdom og til at lære Kandskab og blive kyndige i Vidskab, og i hvilke der var Dygtighed til at tjene i Kongens Palads; og at han skulde lade dem lære kaldæisk Skrift og Tungemaal. ⁵ Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt. ⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria. ⁷ Og Overhofmesteren gav dem Navne: Daniel kaldte han Beltsazar og Hanania Sadrak og Misael Mesak og Asaria Abed-Nego. ⁸ Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke skulde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begærede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig. ⁹ Og Gud lod Daniel finde Naade og Barmhjertighed for Overhofmesterens Ansigt. ¹⁰ Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen! ¹¹ Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria: ¹² Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke; ¹³ og lad da vort Udseende blive synet af dig som og de Drenges Udseende, hvilke æde af Kongens Mad; og. som du da ser, saa gør med dine Tjenere! ¹⁴ Og han adlød dem i denne Sag og forsøgte det med dem i ti Dage. ¹⁵ Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad. ¹⁶ Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager. ¹⁷ Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. ¹⁸ Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. ¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. ²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige. ²¹ Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.

²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa.

¹⁰ Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear.

² Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.

⁷ Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt.

²⁸ Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand.

²¹ Men HERREN var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander,

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den. ⁹ Da talede den øverste Mundskænk til Farao og sagde: Jeg ihukomzner i Dag min Synd. ¹⁰ Farao var vred paa sine Tjenere og lod mig sætte i Fængsel udi Huset hos den øverste for Livvagten, mig og den øverste Bager. ¹¹ Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. ¹² Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. ¹³ Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man. ¹⁴ Da sendte Farao hen og lod kalde Josef, og de lode ham straks ud af Hulen, og han lod sig rage og førte sig i andre Klæder og kom til Farao. ¹⁵ Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den.

⁴⁵ Og Farao kaldte Josefs Navn Zafnath Panea og gav ham Asnath, en Datter af Præsten Potifera i On, til Hustru; saa drog Josef ud over Ægyptens land. ⁴⁶ Og Josef var tredive Aar gammel, der han stod for Farao, Kongen i Ægypten; og Josef gik ud fra Farao og rejste igennem hele Ægyptens Land.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser. ¹² Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave.

²² Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt.

⁷ Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land.

¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte - forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som HERREN havde sagt.

²⁵ Men I skulle tjene HERREN, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig.

⁴⁵ Thi jeg er HERREN, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige; thi jeg er hellig. ⁴⁶ Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler paa Jorden, ⁴⁷ at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

¹⁸ thi ingen Mand, paa hvem der er Lyde, skal komme nær, hvad enten det er en Mand, som er blind eller lam, eller som har noget Lem for kort eller for langt, ¹⁹ eller en Mand, som har Bræk paa Fod eller Bræk paa Haand ²⁰ eller som er krogrygget eller er en Dværg eller har Men paa sit Øje, eller som har Skurv eller Fnat eller som har Brok. ²¹ Og ingen Mand af Præsten Arons Sæd, paa hvem der er Lyde, skal gaa fra at ofre HERRENS Ildofre; der er Lyd paa ham, han skal ikke gaa frem til at ofre sin Guds Brød.

¹⁹ Og den, som gør Lyde paa sin Næste, ved ham skal gøres saaledes, som han har gjort: ²⁰ Bræk for Bræk, Øje for Øje, Tand for Tand; ligesom han har gjort Lyde paa et Menneske, saaledes skal der gøres paa ham.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

²² thi alle de Mænd, som have set min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og nu have fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

³ Og han ydmygede dig; og lod dig hungre og gav dig Man at æde, hvilket du ikke kendte, og dine Fædre ej kendte, for at lade dig vide, at Mennesket lever ikke ved Brødet alene, men Mennesket lever ved aIt det, som udgaar af HERRENS Mund.

¹ Og det skal ske, om du flitteligen hører paa HERREN din Guds Røst, saa at du tager Vare paa at gøre alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag, da skal HERREN din Gud sætte dig højt over alle Folk paa Jorden. ² Og alle disse Velsignelser skulle komme over dig og vederfares dig, naar du hører paa HERREN din Guds Røst: ³ Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være paa Marken. ⁴ Velsignet skal dit Livs Frugt være og dit Lands Frugt og dit Kvægs Frugt, dine Øksnes Affødning og dit smaa Kvægs Yngel. ⁵ Velsignet skal din Kurv være og dit Dejgtrug. ⁶ Velsignet skal du være, naar du gaar ind, og velsignet skal du være, naar du gaar ud? ⁷ HERREN skal give dine Fjender, som rejse sig imod dig, slagne for, dit Ansigt; ad een Vej skulle de drage ud imod dig, og ad syv Veje skulle de fly for dit Ansigt. ⁸ HERREN skal byde Velsignelsen at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Haand til; og han skal velsigne dig i det Land, som HERREN din Gud giver dig. ⁹ HERREN skal oprejse dig til et helligt Folk, for sig, som han har tilsvoret dig, naar du holder HERREN din Guds Bud og vandrer i hans Veje. ¹⁰ Og alle Folk paa Jorden skulle se, at du er kaldet efter HERRENS Navn, og de skulle frygte for dig. ¹¹ Og, HERREN skal give Overflod, dig til Gode, af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt i det Land, som HERREN tilsvor dine Fædre at give dig. ¹² HERREN skal oplade for dig sit gode Forraadskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i sin Tid og at velsigne al din Haands Gerning, og du skal laane ud til mange Folk, og du skal ikke tage til Laans. ¹³ Og HERREN skal sætte dig til Hoved og ikke til Hale, og du skal kun gaa opad og ikke nedad, dersom du vil høre HERREN din Guds Bud, hvilke jeg byder dig i Dag; at holde og at gøre efter dem, ¹⁴ og du ikke viger fra noget af disse Ord, som jeg byder eder i Dag, til højre eller venstre Side, ved at gaa efter andre Guder og tjene dem.

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar, ⁵⁰ et ublu Folk, som ikke skal agte den gamles Person og ej være den unge naadig. ⁵¹ Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvægs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort. ⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig.

³⁰ Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og HERREN havde overantvordet dem

³⁸ de, som skulle æde deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem staa op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder!

¹⁴ Saa optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt.

⁸ Da optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Haand, som var Konge i Aram Naharaim, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte Aar.

² Og HERREN solgte dem i Jabins, Kanaans Konges, Haand, som regerede i Hazor; og Sisera var hansStridshøvedsmand, og han boede i Haroseth-Hagojim.

¹⁸ Og han sagde til Seba og til Zalmuna: Hvordan vare de Mænd som I sloge ihjel ved Thabor? og de sagde: Som du, saa vare de, hver af dem saa ud som en Kongesøn.

²³ Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand. ²⁴ Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel.

¹⁷ Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; HERREN gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. ¹⁸ Og der hun saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, da lod hun af at tale til hende derom.

² Og Filisterne toge. Guds Ark og førte den ind i Dagons Hus, og de satte den hos Dagon.

²² Derefter sendte Saul til Isai og lod sige: Kære, lad David staa for mit Ansigt, thi han har fundet Naade for mine Øjne.

⁹ Da afhuggede de hans Hoved og afførte ham hans Vaaben, og de sendte hen i Filisternes Land trindt omkring for at bringe Budskab derom i deres Afguders Hus og iblandt Folket. ¹⁰ Og de lagde hans vaaben i Astarte-Billedernes Hus og hængte hans Krop ud paa Muren i Bethsan.

²⁵ Og der var ikke saa dejlig en Mand i al Israel som Absalom, saa at han blev saare rost, der var ingen Lyde paa ham fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.

¹² Se, saa har jeg gjort efter dit Ord, se, jeg har givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke har været nogen som du før dig ej heller nogen som du skal opstaa efter dig.

²⁸ Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saa, at Guds Visdom var i ham til at holde Dom.

²² Og den Mad, der gik med for Salomo til hver Dag, var tredive Kor fint Mel og tresindstyve Kor Hvedemel; ²³ ti fede Øksne og tyve Græsøksne og hundrede Faar, foruden Hjorte og Raadyr og Bøfler og alle Haande Fjerkræ paa Sti.

²⁹ Gud gav Salomo Visdom og saare megen Indsigt og en omfattende Forstand, som Sand, der er ved Havets Bred.

²⁹ Gud gav Salomo Visdom og saare megen Indsigt og en omfattende Forstand, som Sand, der er ved Havets Bred. ³⁰ Og Salomos Visdom var større en alle Østerlændernes Visdom og end alle Ægypternes Visdom.

³⁰ Og Salomos Visdom var større en alle Østerlændernes Visdom og end alle Ægypternes Visdom. ³¹ Og han var visere end alle Mennesker, end Esrahiteren Ethan, og Heman og Kalkol og Darda, Mahols Sønner, og hans Navn var berømt hos alle Hedninger trindt omkring.

³¹ Og han var visere end alle Mennesker, end Esrahiteren Ethan, og Heman og Kalkol og Darda, Mahols Sønner, og hans Navn var berømt hos alle Hedninger trindt omkring. ³² Og han fremsatte tre Tusinde Ordsprog, og hans Sange vare Tusinde og fem. ³³ Og han talede om Træerne fra Cederen, som er paa Libanon, og indtil Isopen, som vokser ud af Væggen; og han talede om Dyrene og om Fuglene og om krybende Dyr og om Fiskene. ³⁴ Og man kom fra alle Folk for at høre Salomos Visdom, fra alle Konger paa Jorden, som havde hørt om hans Visdom.

⁵ Og se, jeg tænker at bygge HERRENS, min Guds, Navn et Hus, som HERREN talede til min Fader David og sagde: Din Søn, som jeg skal sætte i dit Sted paa din Trone, han skal bygge mit Navn Huset.

⁵⁰ og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, som de have begaaet imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, at disse maa forbarme sig over dem;

¹ Og Dronningen af Seba hørte Salomos Rygte i HERRENS Navn og kom for at prøve ham med mørke Taler. ² Og hun kom, til Jerusalem med en saare stor Skare, med Kameler, som bare vellugtende Urter og saare meget Guld og kostbare Stene; og hun kom til Salomo og talte med ham alt det, som var i hendes Hjerte. ³ Og Salomo udtydede hende alle hendes Ord; der var ikke et Ord skjult for Kongen, som han ej udtydede hende.

⁸ Salige ere dine Mænd, salige ere disse dine Tjenere, som stedse staa for dit Ansigt, og som høre din Visdom.

²³ Og Kong Salomo blev større end alle Konger paa Jorden ved Rigdom og ved Visdom. ²⁴ Og fra alle Lande søgte de Salomo for at høre hans Visdom, som Gud havde givet i hans Hjerte:

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

⁴² Og en Mand kom fra Baal-Salisa og bragte den Guds Mand Førstegrødes Brød, tyve Bygbrød, og nyt Korn i sin Pose, og han sagde: Giv Folket, at de maa æde. ⁴³ Og hans Tjener sagde: Hvad! skal jeg sætte dette frem for hundrede Mænd? og han sagde: Giv Folket det, at de maa æde; thi saa sagde HERREN: Man skal æde, og der skal levnes. ⁴⁴ Og han satte det frem for dem, og de aade og levnede efter HERRENS Ord.

¹⁷ Se, de Dage komme, da alt det, som er i dit Hus, og hvad dine Fædre have samlet til Liggendefæ indtil denne Dag, skal føres til Babel; der skal ingen Ting blive tilovers, siger HERREN. ¹⁸ Og af dine Sønner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

³⁴ Og Farao Neko gjorde Eliakim, Josias's Søn, til Konge i hans Faders; Josias's Sted, og omvendte hans Navn til Jojakim; men Joakas tog han med, og denne kom til Ægypten og døde der.

¹ I hans Dage drog Nebukadnezar, Kongen af Babel, op, og Jojakim blev hans Tjener i tre Aar; derefter vendte han om og faldt fra ham. ² Og HERREN sendte Kaldæernes Tropper og Syrernes Tropper og Moabiternes Tropper og Ammons Børns Tropper imod ham og sendte dem ind i Juda til at ødelægge det efter HERRENS Ord, som han havde talt ved sine Tjenere, Profeterne.

¹³ Og han udførte derfra alle Skattene i HERRENS Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i HERRENS Tempel, som HERREN havde talt.

¹⁵ Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de mægtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel;

¹⁷ Og Kongen af Babel gjorde Mathania, hans Farbroder, til Konge i hans Sted, og han omvendte hans Navn til Zedekias.

³⁰ Og angaaende hans Underholdning, da gaves ham stadig Underholdning af Kongen, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, alle hans Livsdage.

¹⁰ Giv mig nu Visdom og Kundskab, at jeg kan gaa ud og gaa ind for dette Folk; thi hvo kan ellers dømme dette dit store Folk?

¹² Saa være Visdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Ære, saadant som de Konger, der have været før dig, ikke have haft, og som ingen efter dig skal have.

⁷ Salige ere dine Mænd, og salige ere disse dine Tjenere, som stedse staa for dit Ansigt, og som høre din Visdom!

⁵ Og han søgte Gud i Sakarias Dage, og denne forstod sig paa Guds Syner; og i de Dage, han søgte HERREN, gav Gud ham Lykke.

⁵ Jojakim var fem og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede elleve Aar i Jerusalem; og han gjorde det, som vnr ondt for HERRENS, hans Guds, Øjne. ⁶ Nebukadnezar, Kongen af Babel, drog op imod ham og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁷ Og Nebukadnezar førte nogle af HERRENS Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel.

⁷ Og Nebukadnezar førte nogle af HERRENS Hus's Kar til Babel og lagde dem i sit Tempel i Babel.

⁷ Og Kong Kyrus lod HERRENS Hus's Kar, hvilke Nebukadnezar havde udført af Jerusalem og sat i sin Guds Hus, føre ud.

²⁷ Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som har indgivet Kongens Hjerte saadant, at han vilde pryde HERRENS Hus, som er i Jerusalem, ²⁸ og har tilvendt mig Miskundhed fra Kongen og hans Raadsherrer og fra alle Kongens vældige Fyrster! Og jeg følte mig stærk, efterdi HERRENS, min Guds, Haand var over mig og samlede de Øverste af Israel til at drage op med mig.

¹¹ Ak, Herre! Kære, lad dit øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.

⁴ Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen.

¹² Og det skete, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde vel ti Gange til os: I, som ere komne fra alle Steder, vender tilbage til os!

³ I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

⁸ Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.

³ I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære væere til Skrændsel? I elske Forfængelighed og søge Løgn. Sela.

¹⁶ Det lidet, som den retfærdige har, er bedre end mange ugudeliges Gods.

²⁸ Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder

⁴¹ Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. ⁴² Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.

⁴⁶ Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.

⁹⁸ Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. ⁹⁹ Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke.

⁹⁹ Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. ¹⁰⁰ Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger.

¹⁰⁶ Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme.

¹¹⁵ Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.

⁴ Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!

⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt.

²² HERRENS Velsignelse bør rig, og han føjer kke Smerte til den.

⁷ Naar HERREN har Velbehag i en Mands Veje, da mor han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.

²⁹ Ser du en Mand, som er snar i sin Gerning, han skal stille sig frem for Konger, han skal ikke stille sig frem for uansete Mænd.

²⁵ At forfærdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa HERREN, bliver beskærmet.

²⁶ Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

¹⁹ Visdom styrker en viis mere end ti vældige, som ere i en Stad.

¹¹ Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet.

³ Og Ægypternes Aand i deres Indre skal udtømmes, og jeg vil tilintetgøre deres Raad, saa de skulle adspørge hos Afguderne og hos Troldkarlene og hos Spaakvinderne og hosTegnsudlæggerne.

²⁶ Thi Gud underviser ham om den rette Maade, hans Gud lærer ham den.

⁷ Og af dine Sørnner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

²⁴ Hvo gav Jakob hen til at plyndres og Israel hen til Røvere? mon ikke HERREN, imod hvem vi syndede, og paa hvis Veje de ikke vilde vandre, og paa hvis Lov de ikke vilde høre?

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. ¹⁴ Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for.

¹⁹ Derfor siger HERREN saaledes: Dersom du omvender dig, vil jeg lade dig vende om, du skal staa for mit Ansigt; og dersom du tager det dyrebare ud fra det slette, skal du være som rnin Mund; de skulle vende om til dig, men du skal ikke vende om til dem.

¹⁹ Thi saa siger den HERRE Zebaoth om Støtterne og om Havet og om Stolene og om de øvrige Kar, som ere blevne tilheige i denne Stad, ²⁰ og som Nebukadnezar, Kongen af Babel; ikke har taget, der han bortførte fra Jerusalem til Babel Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og alle de ypperste af Juda og Jerusalem:

¹ Og det skete i den syvende Maaned, at Ismael, Nethanjas Søn; Elisamas Sønnesøn, der var af kongelig Byrd og en af Kongens Stormænd, og ti Mænd med ham kom til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa; og de aade der Brød med hverandre i Mizpa.

⁴⁴ Og jeg vil hjemsøge Bel i Babel og uddrage det, som han har opslugt, af hans Mund, og Folkene skulle ikke mere strømme til ham; ogsaa Babels Mur er falden.

¹³ Og HERREN sagde: Saaledes skulle Israels Børn æde deres Brød urent iblandt Hedningerne, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁴ Men jeg sagde: Ak! Herre, HERRE! se, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg har ikke fra min Ungdom af og mdtil nu ædet noget Aadsel eller nnget senderrevet, og der er ikke kommet urent, Kød i min Murld.

¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE.

²⁰ men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed.

³ - se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig;

³ Og Kongen sagde til Aspenas, sin Overhofmester, at han skulde lade nogle komme af Israels Sønner, baade af den kongelige Slægt og af de fornemme,

⁵ Og Kongen bestemte, at de Dag for Dag skulde have deres Del af Kongens Mad og af den Vin, som han drak, og at man skulde opdrage dem i tre Aar; og naar de vare til Ende, da skulde de staa for Kongens Ansigt.

⁸ Men Daniel satte sig for i sit Hjerte, at han ikke skulde besmitte sig med Kongens Mad og med den Vin, som han drak; derfor begærede han af Overhofmesteren, at han maatte blive fri for at besmitte sig.

¹⁰ Og Overhofmesteren sagde til Daniel: Jeg Frygter for min Herre, Kongen, som har bestemt eders Mad og eders Drikke; thi hvorfor skulde han se, at eders Ansigter saa slettere ud end Drengenes, som ere jævnaldrende med eder, og I bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen! ¹¹ Da sagde Daniel til den Melzar, som Overhofmesteren havde sat ov er Daniel, Hanania, Misael og Asaria: ¹² Forsøg dog med dine Tjenere i ti Dage; og lad dem give os Grøntsager at æde og Vand at drikke;

¹⁶ Da borttog Melzar deres Mad og den Vin, de skulde drikke, og gav dem Grøntsager. ¹⁷ Og disse fire unge Mennesker gav Gud Kundskab og Forstand i al Slags Skrift og Visdommen Daniel forstod sig paa alle Slags Syner og Drømme. ¹⁸ Og der Dagene vare til Ende, efter hvilke Kongen havde sagt, at man skulde føle dem frem, da førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezars Ansigt. ¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt.

¹⁹ Og Kongen talte med dem, og ingen af dem alle sammen blev funden som Daniel, Hanania, Misael og Asaria; og de stode for Kongens Ansigt. ²⁰ Og i alle Sager, der krævede Visdom og Indsigt, og nm hvilke Kongen spurgte dem, fandt han dem ti Gange at overgaa alle de Spaamænd og Besværgere, som vare i hans hele Rige.

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt.

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt. ³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen. ⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen.

⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen. ⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge.

⁵ Kongen svarede og sagde til Kaldæerne: Ordet fra mig staar fast: Dersom I ikke kundgøre mig Drømrnen og Udtydningen derpaa, skulle; I blive huggede. i Stykker og eders Huse blive gjorte til en Møgdynge. ⁶ Men dersom I kundgøre Drømmen og Udtydninger derpaa, da skulle I bekomme Skænk og Gave og stor Ære af mig; derfor kundgører mig Drømmen og Udtydningen derpaa! ⁷ De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen. ⁸ Kongen svarede og sagde: Sandelig, jeg mærker, at I ville vinde Tid, efterdi I se, at Ur det fra mig staar fast; ⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa. ¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer.

¹⁰ Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer. ¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.

¹³ Og Befalingen udgik, og de vise bleve ihjelslagne; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, for at de kunde blive ihjelslagne.

¹⁷ Da gik Daniel til sit Hus og kundgjorde Hanania, Misael og Asaria, sine Medbrødre, Sagen,

¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud. ²⁰ Daniel svarede og sagde: Velsignet være Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans. ²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.

²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.

²³ Dig, mine Fædres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begærede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag.

²⁶ Kongen svarede og sagde til Daniel, hvis Navn var Beltsazar: Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa? ²⁷ Daniel svarede Kongen og sagde: Hemmeligheden, som Kongen begærer, kunne de vise, Besværgerne, Spaamændene og Sandsigerne ikke kundgøre Kongen. ²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:

³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren, ³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet.

⁴⁹ Og Daniel begærede af Kongen, at han til Bestyrelsen over Landskabet Babel vilde beskikke Sadrak, Mesak og Abed-Nego; men Daniel blev ved Kongens Hof.

⁸ Derfor gik paa samme Tid nogle kaldæiske Mænd frem og rejste Beskyldninger imod Jøderne.

¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst. ¹³ Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Mænd førte frem for Kongen. ¹⁴ Nebukadnezar svarede og sagde til dem: Mon det er et oplagt Raad, Sadrak, Mesak og Abed-Nego! at I ikke ville dyrke min Gud og ej tilbede det Guldbillede, som jeg har oprejst? ¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder? ¹⁶ Sadrak, Mesak og Abed-Nego svarede og sagde til Kongen: Nebukadnezar! vi have ikke fornødent at svare dig et Ord herpaa. ¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge! ¹⁸ Men hvis ikke skal det være dig vitterligt, o Konge! at vi ikke ville dyrke dine Guder og ej tilbede det Guldbillede, som du har oprejst. ¹⁹ Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den. ²⁰ Og Mænd, vældige Mænd i hans Hær befalede han, at de skulde binde Sadrak, Mesak og Abed-Nego for at kaste dem i den brændende Ilds Ovn. ²¹ Da bleve disse Mænd bundne i deres Undertøj, deres Kjoler og deres Kapper og deres øvrige Klæder og kastede midt i den brændende Ilds Ovn. ²² Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, dræbte Ildens Lue de Mænd, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op. ²³ Men disse tre Mænd, Sadrak, Mesak og Abed-Nego, faldt bundne midt i den brændende Ilds Ovn. ²⁴ Da forfærdedes Nebukadnezar og stod hastelig op; han svarede og sagde til sine Raadsherrer: Lode vi ikke kaste tre Mænd bundne midt i Ilden? De svarede og sagde til Kongen: Visselig, o Konge! ²⁵ Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Mænd, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns. ²⁶ Da traadte Nebukadnezar frem for Mundingen af den Brændende Ilds Ovn; han svarede og sagde: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, I den højeste Guds Tjenere! gaar ud og kommer hid; da gik Sadrak, Mesak og Abed-Nego ud midt af Ilden. ²⁷ Og Statholderne, Befalingsmændene Landshøvdingerne og Kongens Raadsherrer samledes; de see disse Mænd, at Tiden ingen Magt havde haft over deres Legemer, og at Haaret paa deres Hoveder ikke var svedet og dennes Undertøj ikke forandret, og at Lugt af Ild ikke var gaaet over dem. ²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud: ²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse. ³⁰ Da lod Kongen Sadrak, Mesak og Abed-Nego nyde Lykke i Landskabet Babel.

⁷ Da kom Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa.

⁷ Da kom Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne ind; og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke kundgøre mig Udtydningen derpaa. ⁸ Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen.

⁸ Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen. ⁹ Beltsazar, du Øverste for Spaamændene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa:

⁹ Beltsazar, du Øverste for Spaamændene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa: ¹⁰ Og mit Hoveds Syner paa I mit Leje vare: Jeg saa og se, de var et Træ midt i Landet, og det var meget højt.

¹⁰ Og mit Hoveds Syner paa I mit Leje vare: Jeg saa og se, de var et Træ midt i Landet, og det var meget højt. ¹¹ Træet blev stort og stærkt, og dets Højde rakte til Himmelen, og man kunde se det indtil hele Jordens Ende. ¹² Løvet derpaa var dejligt, og der var megen Frugt derpaa, og der var Føde for alt, som var derpaa; under det fandt Dyrene paa Marken Skygge, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kød nærede sig deraf. ¹³ Jeg saa i mit Hoveds Syner paa mit Leje, og se, en Vægter; det er en hellig, fór ned fra Himmelen. ¹⁴ Han raabte med Vælde og sagde saaledes: Hugger Træet om og afhugger dets Grene, afriver dets Løv og spreder dets Frugt; Dyrene fiygte fra dets Læ og Fuglene fra dets Grene! ¹⁵ Dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes med Himmelens Dug, og hans Del være med Dyrene af Urterne paa Jorden! ¹⁶ Hans Hjerte skal forandres, saa at det ikke er et Menneskes, og et Dyrs Hjerte skal gives ham; og syv Tider skulle omskiftes over ham. ¹⁷ Tingen er i Vægternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det. ¹⁸ Denne Drøm saa jeg, Kong Nebukadnezar; men du, Beltsazar! sig Udtydningen, efterdi alle vise i mit Rige ikke kunne kundgøre Udtydningen, men du kan det, fordi de hellige Guders Aand er i dig.

² Der Belsazar havde smagt Vinen, befalede han, at de skulde bringe de Kar af Guld og Sølv, som hans Fader, Nebukadnezar, havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, for at Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer kunde drikke af dem. ³ Da bragte man Guldkarrene, som de havde taget ud af Helligdommen i Guds Hus, som var i Jerusalem; og de drak af dem, Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget. ⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen.

¹¹ Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge!

¹¹ Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge! ¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen.

¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen.

¹⁴ Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig.

¹⁷ Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du dine Foræringer, og giv en anden dine Gaver, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgøre ham Udtydningen. ¹⁸ Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Ære og Herlighed.

²⁸ Han er den; som udfrier, og som redder og gør Tegn og underfulde Ting i Himmelen og paa Jorden, han, som udfriede Daniel af Løvernes Vold. Og denne Daniel havde Lykke under Darius's Regering og under Perseren Kyrus's Regering.

¹ Belsazar, Kongen af Babels, første Aar saa Daniel en Drøm og sit Hoveds Syner paa sit Leje; da skrev han Drømmen op, Hovedindholdet fremsatte han.

¹ I Kong Belsazars Regerings tredje Aar viste der sig for mig, Daniel, et Syn, efter det, som havde vist sig for mig i Begyndelsen.

¹ Kyrus's, Kongen af Persiens, tredie Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet.

³ De skulle ikke blive boende i HERRENS Land; men Efraim skal komme tilbage til Ægypten, og i Assyrien skulle de æde, hvad der er urent. ⁴ De skulle ikke udøse Vin til Drikoffer for HERREN, og deres Slagtofre skulle ikke behage ham; deres Brød er som Sorgens Brød, alle, som æde det, skulle blive urene; thi deres Brød er for deres egen Trang, det kommer ikke i HERRENS Hus.

¹⁶ Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede.

⁶ I udsaa meget og høste lidet ind I æde og blive ikke mætte, I drikke og blive ikke læskede, I klæde eder og blive ikke varme, og den, som faar Løn, faar sin Løn i en hullet Pung.

⁹ I vente meget, og se det bliver til lidet, og naar I have ført det hjem, da blæser jeg det bort. Hvorfor? siger den HERRE Zebaoth. For mit Hus's Skyld, som er Øde, medens I have travlt, hver med sit eget Hus.

¹¹ Og han sagde til mig: Hen at bygge hende et Hus i Landet Sinear, at hun, naar det er indrettet, han sættes der paa sit Sted.

² Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke lægge det paa Hjerte at give mit Navn Ære, siger den HERRE Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville lægge det paa Hjerte.

⁴ Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.

¹¹ giv os i Dag vort daglige Brød;

¹⁶ Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte. ¹⁷ Men naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, ¹⁸ at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.

¹⁵ Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det læser, give Agt derpaa!)

⁴¹ Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle. ⁴² Og de aade alle og bleve mætte.

¹⁴ Men naar I see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, at staae, hvor den ikke bør, (hvo det læser, han give agt derpaa!) da flye til Bjergene de, som ere i Judæa;

¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

³ giv os hver Dag vort daglige Brød;

¹⁵ Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.

⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; ⁴³ thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

¹⁰ Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.

¹⁰ Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus.

²⁰ Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

²² Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger.

¹⁴ Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent. ¹⁵ Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent! ¹⁶ Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

² En troer, at man tør æde alt; men den Skrøbelige æder kun Urter.

¹⁵ Men dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere efter Kjærlighed. Led ikke ved din mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Christus er død. ¹⁶ Lader derfor Eders Gode ikke blive bespottet. ¹⁷ Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand.

³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel.

⁷ Men Alle have ikke den Kundskab. Nogle gjøre sig endnu Samvittighed over Agfuder og æde det som Afguds-Offer, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes. ⁸ Men Mad gjør os ikke behageligere for Gud; thi hverken blive vi bedre, om vi æde, eller ringere, om vi ikke æde. ⁹ Men seer til, at denne Eders Frihed ikke bliver de Skrøbelige til noget Anstød. ¹⁰ Thi dersom Nogen seer dig, som har Kundskab, sidde tilbords i Afgudens Huus, bestyrkesikke hans Samvittighed, som er skrøbelig, derved til at æde Afguds-Offer?

¹⁸ Seer til Israel efter Kjødet; de som æde Offerne, ere de ikke deelagtige i Alteret? ¹⁹ Hvad siger jeg da? at en Afgud er Noget? eller at Afguds-Offer er Noget? ²⁰ Nei! men hvad Hedningerne Offre, offre de Djævelene, og ikke Gud; men jeg vil ikke, at I skulle have Samfund med Djævelene. ²¹ I kunne ikke drikke Herrens Kalk og Djævelens Kalk; I kunne ikke være deelagtige i Herrens Bord og Djævelens Bord.

²⁸ Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da ælder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende og for Samvittighedens Skyld. ²⁹ Samvittigheden siger jeg, ikke Ens egen, men den Andens, thi hvorfor skulde min Frihed dømmes af en Andens Samvittighed? ³⁰ Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvi hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? ³¹ Hvad heller I derfor æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører Alt til Guds Ære!

⁷ Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. ⁸ Thi En gives Viisdoms-Tale formedelst Aanden; en Anden kundskabs-Tale ved den samme Aand; ⁹ en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; ¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.

⁷ Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortrædenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.

²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

⁹ Derfor aflagde vi og ikke fra den Dag, vi hørte det, at bede for Eder og begjere, at I maatte fyldes med hans Villies Erkjendelse i al Viisdom og aandelig Forstand,

⁸ Men ligesom Jannes og Jambres imodstode Moses, ligesaa imodstaae og disse Sandheden; Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen. ⁹ Men de skulle ikke faae Fremgang ydermere; thi deres Galenskab skal blive aabenbar for Alle, ligesom og hines blev.

⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.