Ezekiel Cross References - Danish

¹ Og det skete i det tredivte Aar, i den fjerde Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg var midt iblandt de bortførte ved Floden Kebar, at Himlene aabnedes, og jeg saa Syner fra Gud. ² Paa den femte Dag i Maaneden (det var i det femte Aar, efter at Kong Jojakin var bortført), ³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der. ⁴ Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden. ⁵ Og midt ud af den saas en Skikkelse af fire levende Væsener, og dette var deres Udseende: De havde et Menneskes Skikkelse. ⁶ Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger. ⁷ Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til. ⁸ Og der var Menneskehænder under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger. ⁹ Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig. ¹⁰ Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire. ¹¹ Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe. ¹² Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de tændte sig ikke, naar de gik. ¹³ Og hvad de levende Væseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der brænde som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Væsener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden. ¹⁴ Og de levende Væsener løb frem og tilbage som Lynglimt at se til. ¹⁵ Og jeg saa de levende Væsener, og se, der var et Hjul paa Jorden hos ethvert af de levende, imod de fire Sider. ¹⁶ Hjulenes Udseende og Arbejdet paa dem var som Synet af en Krysolit, og alle fire vare efter een Skikkelse; og deres Udseende og Arbejdet paa dem var, som om et Hjul var i det andet. ¹⁷ Naar de skulde gaa, gik de: imod deres fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik. ¹⁸ Og de havde Fælger, høje og frygtelige, og deres Fælger vare fulde af Øjne trindt omkring paa dem alle fire. ¹⁹ Og naar de levende Væsener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig. ²⁰ Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene hævede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²¹ Naar de gik, gik disse, og naar de stode, stode disse; og naar de hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²² Og over Hovederne af de levende Væsener var der som en udstrakt Befæstning, af Udseende som blændende Krystal, den var udbredt oven over deres Hoveder. ²³ Og under den udstrakte Befæstning vare deres Vinger strakte lige ud, den ene imod den anden; ethvert af dem her havde to til at dække, og ethvert af dem der havde to til at dække deres Kroppe. ²⁴ Og jeg hørte deres Vingers Lyd som en Lyd af store Vande som Lyden af den Almægtige, naar de gik, et Bulders Lyd som Lyden af en Hær; near de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁵ Og der hørtes en Lyd over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved; naar de stode stille, lode de deres Vinger synke. ²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover. ²⁷ Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Lænder at se til og opad, og fra hans Lænder at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring. ²⁸ Som Udseendet af Regnbuen, naar den er i Skyen paa Regnens Dag, saaledes var Udseendet af Glansen trindt omkring; dette var Udseendet af HERRENS Herligheds Skikkelse; og jeg saa det, og jeg faldt ned paa mit Ansigt og hørte en Røst, som talte.

¹³ Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden. ¹⁴ Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen. ¹⁵ Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød. ¹⁶ Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden.

¹ Efter at dette var sket, kom HERRENS Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.

¹⁷ Og det skete, der Solen var nedgangen, og der var stort Mørke, se, da var der en rygende Ovn og Ilds Blus, som for hen imellem disse Stykker.

³ Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:

²⁴ Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes. ²⁵ Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham. ²⁶ Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig. ²⁷ Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn og han sagde: Jakob. ²⁸ Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand. ²⁹ Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der. ³⁰ Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst.

² Og Gud talede til Israel i Syner om Natten og sagde: Jakob! Jakob! og han sagde: Se, her er jeg.

⁷ og i Morgen skulle I se HERRENS Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod HERREN; og hvad ere vi, at I knurrer mod os?

¹⁰ Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, HERRENS Herlighed saas i Skyen.

¹⁶ Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede. ¹⁷ Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget. ¹⁸ Og hele Sinai Bjerg røg for HERRENS Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare.

¹⁰ Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar.

¹⁶ Og HERRENS Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.

¹⁶ Og HERRENS Herlighed boede paa Sinai Bjerg og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen. ¹⁷ Og HERRENS Herligheds Udseende var som en fortærende Ild, Øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne.

²⁰ Og Keruber skulle udbrede Vinger ovenover, saa at de dække over Naadestolen med deres Vinger, og den enes Ansigt skal være mod den anden: mod Naadestolen skulle Kerubernes Ansigter være vendte.

¹⁸ Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed! ¹⁹ Og han sagde: Jeg vi lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn ud raabe: HERREN! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over, ²⁰ Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve. ²¹ Og HERREN sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen. ²² Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi. ²³ Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

¹³ og den jerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger.

²⁴ Og Ild kom ud fra HERRENS Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.

³ Alt det, som har Klove, og som har Klovene, kløvede helt igennem, det, som tygger Drøv iblandt Dyrene, maa I æde.

⁴⁷ at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

³ Og de som skulle lejre sig foran mod Østen ere: Judas Lejrs Banner efter deres; Hære, og Judas Børns Fyrste, Nahesson, Amminadabs Søn,

¹⁰ Rubens Lejrs Banner skal være mod Sønden efter deres Hære, og Rubens Børns Fyrste, Elizur, Sedeurs Søn,

¹⁸ Efraims Lejrs Banner efter deres Hære skal være mod Vesten og Efraims Børns Fyrste, Elisama, Ammihuds Søn.

²⁵ Dans Lejrs Banner skal være mod Norden, efter deres Hære og Dans Børns Fyrste, Ahieser, Ammisaddai Søn,

³ fra tredive Aar gamle og derover, og indtil halv tredsindstyve Aar gamle, hver som kan uddrage i Strid, til at gøre Arbejde ved Forsamlingens Paulun

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. ⁷ Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. ⁸ Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer HERRENS Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

¹¹ Og I kom nær til og stode neden for Bjerget, og Bjerget brændte med Ild indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja forfærdeligt Mørke. ¹² Og HERREN talede til eder midt ud af Ilden; I hørte Ordets Røst, men I saa ingen, Skikkelse foruden Røsten.

²⁴ Thi HERREN din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkær Gud.

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,

¹³ Og det skete, der Josva var ved Jeriko, at han opløftede sine Øjne og saa, og se, en Mand stod lige imod ham og havde sit dragne Sværd i sin Haand; og Josva gik til ham: og sagde til ham: Hører du os til eller vore Fjender

¹⁸ Da sagde Mændene af Staden til ham paa den syvende Dag, før Solen gik ned: Hvad er sødere end Honning og hvad er stærkere end en Løve? Da sagde han til dem: Dersom I ikke havde pløjet med min Kalv, da havde I ikke fundet paa min mørke Tale.

²⁴ Og den ene Kerubs Vinge var fem Alen, og den anden Kerubs Vinge var fem Alen; der var ti Alen fra den ene Vinges Ende og til den anden Vinges Ende. ²⁵ Og den anden Kerub var ti Alen; de to Keruber havde eet Maal og een Udskæring. ²⁶ Den ene Kerub var ti Alen høj og ligesaa den anden Kerub. ²⁷ Og han satte Keruberne midt i Huset indentil, og Keruberne udbredte Vingerne, og den enes Vinge rørte ved den ene Væg, og den anden Kerubs Vinge rørte ved den anden Væg; men deres Vinger midt i Huset rørte Vinge ved Vinge.

¹⁰ Og det skete, der Præsterne gik ud af Helligdommen, da fyldte Skyen HERRENS Hus, ¹¹ saa at Præsterne ikke kunde staa at gøre Tjeneste for Skyen; thi HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus.

⁴⁶ Og HERRENS Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.

¹⁵ Saa henter mig nu en Harpespiller; og det skete, der Harpespilleren legede paa Harpen, da kom HERRENS Aand over ham.

⁶ Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Hær, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Ægypternes Konger til at komme over os.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar. ¹³ Og han udførte derfra alle Skattene i HERRENS Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i HERRENS Tempel, som HERREN havde talt. ¹⁴ Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vældige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermændene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage. ¹⁵ Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de mægtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel;

⁸ Og af Gaditerne gik nogle over til David til Befæstningen i Ørken, vældige til Strid, Stridsmænd til Krigen, rustede med Skjold og Spyd; og deres Ansigter vare som Løvers Ansigter, og de vare snare til at løbe som Raadyr paa Bjergene.

¹¹ Og Længden af Vingerne paa Keruberne var tyve Alen; den ene Vinge var fem Alen og rørte ved Husets Væg; og den anden Vinge var og fem Alen og rørte ved den anden Kerubs Vinge. ¹² Og den anden Kerubs Vinge var fem Alen lang og rørte ved Husets Væg, og den anden Vinge var fem Alen og naaede til den anden Kerubs Vinge.

¹³ ja det skete, der de som een Mand blæste i Basuner og sang for enstemmigt at lade sig høre med Lov og Tak til HERREN, og der de opløftede Røsten med Basuner og med Cymbler og med andre Sanginstrumenter, og der de lovede HERREN, at han er god, og hans Miskundhed er evindelig: Da blev Huset i HERRENS Hus fyldt med en Sky.

¹ Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENS Herlighed fyldte Huset. ² Og Præsterne kunde ikke gaa ind i HERRENS Hus; thi HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus. ³ Der alle Israels Børn saa Ilden og HERRENS Herlighed nedfalde over Huset, da bøjede de sig ned med Ansigtet til Jorden imod Gulvet og tilbade og takkede HERREN, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.

¹⁸ Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,

¹⁰ han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige ring, saa der ikke er Tal derpaa!

² Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.

⁴ Efter ham brøler Røsten han tordner med sin Højheds Røst, og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres. ⁵ Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.

²² Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.

²² Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt. ²³ Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke. ²⁴ Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.

²⁷ Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

¹¹ Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. ¹² Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.

¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder.

³ HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande. ⁴ HERRENS Røst er med Kraft; HERRENS Røst er med Herlighed. ⁵ HERRENS Røst sønderbryder Cedre, og HERREN har sønderbrudt Libanons Cedre. ⁶ Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning. ⁷ HERRENS Røst slaar ned med Ildsluer. ⁸ HERRENS Røst gør, al Ørken bæver; HERREN gør, at Kades's Ørk bæver. ⁹ HERRENS Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: Ære!

⁶ HERRE! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne.

⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

⁶ Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes.

³ Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare.

³³ I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela),

¹⁶ Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. ¹⁷ Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. ¹⁸ De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. ¹⁹ Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn?

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. ³ Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring.

³ Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. ⁴ Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. ⁵ Bjergene smeltede som Voks for HERRENS Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt.

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!

³ Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. ⁴ Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

⁴ Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

¹⁵ Han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber saare hastelig.

²⁵ Lad dine Øjne se ligefrem, og lad dine Øjenlaage være ret frem for dig! ²⁶ Overvej vel din Fods Sti, og alle dine Veje skulle faa Fasthed. ²⁷ Bøj ikke af til højre eller venstre, vend din Fod fra det onde!

⁴ Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.

³ HERRENS Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode.

¹ Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. ² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹ Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

¹ I det Aar, der Kong Usias døde, I, da saa jeg Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone, og Slæbet af hans Klædebon fyldte Templet. ² Seraferne stode over ham, hver af dem havde seks Vinger; med to skjulte hver sit Ansigt, og med to skjulte hver sine Fødder, og med to fløj de.

⁶ Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra, Alteret med en Tang.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Profeti imod Ægypten. Se, HERREN farer paa en let Sky og kommer til Ægypten, og Ægyptens Afguder skulle bæve for hans Ansigt og Ægypternes Hjerte blive modfaldent i deres Inderste:

¹ Profeti imod Havets Ørk. Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Syden, saa kommer det fra Ørken, fra det forfærdelige Land.

³¹ Men de, som forvente HERREN, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vingel som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

⁸ Kommer dette i Hu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte!

⁸ Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger HERREN, din Genløser. ⁹ Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig. ¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer. ¹¹ Du elendige, af Stormen omse, jeg vil lægge dine Stene i blyglans og lsegge din Grundvold med Safirer.

⁹ Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker.

¹¹ Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;

⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde:

¹³ Og HERRENS Ord kom til mig anden Gang, og han sagde: Hvad ser du? Og jeg sagde: Jeg ser en sydende Gryde, og den vender sig hid fra Egnen imod Nord. ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere.

⁶ Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og en stor Forstyrrelse.

¹ Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

¹⁹ Se, HERRENS Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm! den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved.

⁵ Saa siger HERREN, Israels Gud: Ligesom det er med disse gode Figner, saaledes vil jeg kendes ved de bortførte fra Juda, hvilke jeg sendte fra dette Sted til Kaldæermes Land dem til Baade. ⁶ Og jeg vil fæste mit Øje paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, og jeg vil plante og ikke oprykke dem. ⁷ Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

³² Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, der udgaar Ulykke fra et Folk til et andet Folk, og en vældig Storm skal rejse sig fra det yderste af Jorden.

¹ Og det skete i det tredivte Aar, i den fjerde Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg var midt iblandt de bortførte ved Floden Kebar, at Himlene aabnedes, og jeg saa Syner fra Gud.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der. ⁴ Og jeg saa, og se der kom et Stormvejr af Norden, en stor Sky og Ild, som slyngede sig sammen, og med en Glans trindt omkring; og midt ud af den var der som et Syn af glødende Malm, midt ud af Ilden.

⁶ Og ethvert af dem havde fire Ansigter og ethvert fire Vinger. ⁷ Og deres Ben vare lige Ben, og deres Bens Fod var som en Kalvefod, og de vare skinnende som blankt Kobber at se til. ⁸ Og der var Menneskehænder under deres Vinger, paa deres fire Sider, og de havde alle fire deres Ansigter og deres Vinger. ⁹ Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig.

⁹ Deres Vinger vare sammensluttede, den ene til den anden; de vendte sig ikke, naar de gik, de gik hver lige fremfor sig. ¹⁰ Og deres Ansigt lignede et Menneskes Ansigt, og en Øves Ansigt havde alle file til højre, og en Okses Ansigt havde alle fire til venstre, og en Ørns Ansigt havde alle fire. ¹¹ Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe.

¹¹ Og deres Ansigter og deres Vinger vare oventil adskilte; paa hver vare tvende sammensluttende, den ene til den anden, og tvende skjulte deres Kroppe. ¹² Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de tændte sig ikke, naar de gik.

¹² Og de gik hver lige frem for sig; hvorhen Aanden; vilde gaa, gik de, de tændte sig ikke, naar de gik. ¹³ Og hvad de levende Væseners Skikkelse angaar, da var deres Udseende som glødende Kul, der brænde som Blus, at se til; Ilden for hid og did imellem de levende Væsener; og den skinnede, og der udgik Lyn af Ilden.

¹⁵ Og jeg saa de levende Væsener, og se, der var et Hjul paa Jorden hos ethvert af de levende, imod de fire Sider.

¹⁷ Naar de skulde gaa, gik de: imod deres fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik.

¹⁹ Og naar de levende Væsener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig.

¹⁹ Og naar de levende Væsener gik, gik Hjulene hos dem; og naar de levende hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig. ²⁰ Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene hævede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene.

²⁰ Hvorhen Aanden vilde gaa, gik de - derhen vilde Aanden gaa; og Hjulene hævede sig op ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²¹ Naar de gik, gik disse, og naar de stode, stode disse; og naar de hævede sig op fra Jorden, hævede Hjulene sig ved Siden af dem; thi Livets Aand var i Hjulene. ²² Og over Hovederne af de levende Væsener var der som en udstrakt Befæstning, af Udseende som blændende Krystal, den var udbredt oven over deres Hoveder. ²³ Og under den udstrakte Befæstning vare deres Vinger strakte lige ud, den ene imod den anden; ethvert af dem her havde to til at dække, og ethvert af dem der havde to til at dække deres Kroppe. ²⁴ Og jeg hørte deres Vingers Lyd som en Lyd af store Vande som Lyden af den Almægtige, naar de gik, et Bulders Lyd som Lyden af en Hær; near de stode stille, lode de deres Vinger synke.

²⁶ Og over den udstrakte Befæstning, som var over deres Hoved, var der en Skikkelse af en Trone, der saa ud som Safir, og over Tronens Skikkelse var der atter en Skikkelse som et Menneske at se til, der ovenover. ²⁷ Og jeg saa som et Syn af gloende Malm, som Udseendet af Ild indadtil, trindt omkring; fra hans Lænder at se til og opad, og fra hans Lænder at se til og nedad, saa jeg som Udseendet af Ild, med en Glans trindt der omkring.

¹⁴ Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men HERRENS Haan i var stærk over mig. ¹⁵ Og jeg kom til de bortførte til Tel-Abib, til dem, som boede ved Floden Kebar, og der, hvor de boede, blev jeg siddende i syv Dage, stum midt iblandt dem.

²² Og HERRENS Haand var over mig der; og han sagde til mig: Staa op, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig. ²³ Og jeg stod op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENS Herlighed ligesom den Herlighed, hvilken jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.

¹ Og det skete i det sjette Aar, i den sjette Maaned, paa den femte Dag i Maaneden, da jeg sad i mit Hus, og de Ædste af Juda sade for mit Ansigt, at den Herre, HERRES Haand faldt paa mig der. ² Og jeg saa, og se, der var en Skikkelse af Udseende som Ild, fra hans Lænder at se til og nedad Ild; og fra hans Lænder og opad var det, som man saa en Glans, af Udseende som glødende Malm. ³ Og han udrakte Skikkelsen af en Haand og tog mig ved Haaret paa mit Hoved; og Aanden opløftede mig imellem Jorden og imellem Himmelen og førte mig, i Syner fra Gud, til Jerusalem, hen imod Indgangen til den indre Forgaards Port, som vender imod Norden, hvor Nidkærhedens Billede, som vakte Nidkærhed, stod. ⁴ Og se, der var Israels Guds Herlighed lig det Syn, som jeg havde set i Dalen:

¹ Og jeg saa, og se, paa den udstrakte Befæstning, som var over Kerubernes Hoved, var den som en Safirsten, som Skikkelsen af en Trone at se til; han viste, sig over dem.

¹ Og jeg saa, og se, paa den udstrakte Befæstning, som var over Kerubernes Hoved, var den som en Safirsten, som Skikkelsen af en Trone at se til; han viste, sig over dem. ² Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne.

² Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne.

² Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne. ³ Men Keruberne stode ved Husets højre Side, da Manden gik ind, og Skyen fyldte den inderste Forgaard.

³ Men Keruberne stode ved Husets højre Side, da Manden gik ind, og Skyen fyldte den inderste Forgaard. ⁴ Og HERRENS Herlighed hævede sig op fra Keruben hen til Husets Dørtærskel; og Huset fyldtes af Skyen, og Forgaarden blev fuld af HERRENS Herligheds Glans.

⁴ Og HERRENS Herlighed hævede sig op fra Keruben hen til Husets Dørtærskel; og Huset fyldtes af Skyen, og Forgaarden blev fuld af HERRENS Herligheds Glans. ⁵ Og Lyden af Kerubernes Vinger hørtes ud til den yderste Forgaard ligesom den almægtige Guds Røst, naar han taler.

⁵ Og Lyden af Kerubernes Vinger hørtes ud til den yderste Forgaard ligesom den almægtige Guds Røst, naar han taler. ⁶ Og det skete, der han befalede Manden, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Tag Ild fra den, som er imellem Hjulene, imellem Keruberne, da gik denne ind og stod ved Siden af Hjulet. ⁷ Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Næverne paa ham, der var klædt i Linklæderne, og denne tog derimod og gik ud.

⁷ Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Næverne paa ham, der var klædt i Linklæderne, og denne tog derimod og gik ud. ⁸ Og der saas paa Keruberne Skikkelsen af en Menneskehaand under deres Vinger.

⁸ Og der saas paa Keruberne Skikkelsen af en Menneskehaand under deres Vinger.

⁸ Og der saas paa Keruberne Skikkelsen af en Menneskehaand under deres Vinger. ⁹ Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit.

⁹ Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit.

⁹ Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit. ¹⁰ Og af Udseende havde de alle fire een Skikkelse, det var, som om eet Hjul var midt i det andet.

¹⁰ Og af Udseende havde de alle fire een Skikkelse, det var, som om eet Hjul var midt i det andet. ¹¹ Naar de gik, gik de imod deres fire Sider, de vendte sig ikke, naar de gik; men til det Sted, hvor det forreste vendte, derhen fulgte de efter, de vendte sig ikke, naar de gik.

¹¹ Naar de gik, gik de imod deres fire Sider, de vendte sig ikke, naar de gik; men til det Sted, hvor det forreste vendte, derhen fulgte de efter, de vendte sig ikke, naar de gik. ¹² Og hele deres Legeme og deres Rygge og deres Hænder og deres Vinger og Hjulene vare fulde af Øjne trindt omkring, paa alle de fire Hjul. ¹³ Til Hjulene, til dem blev der raabt for mine Øren: Galgal! ¹⁴ Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt.

¹⁴ Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt. ¹⁵ Og Keruberne hævede sig i Vejret; dette var det levende Væsen, som jeg havde set ved Floden Kebar.

¹⁵ Og Keruberne hævede sig i Vejret; dette var det levende Væsen, som jeg havde set ved Floden Kebar. ¹⁶ Og naar Keruberne gik, gik Hjulene hos dem; og naar keruberne opløftede deres Vinger for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig heller ikke bort fra deres Side.

¹⁶ Og naar Keruberne gik, gik Hjulene hos dem; og naar keruberne opløftede deres Vinger for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig heller ikke bort fra deres Side. ¹⁷ Naar hine stode, stode disse, og naar hine hævede sig, hævede disse sig med dem; thi Livets Aand var i dem.

¹⁷ Naar hine stode, stode disse, og naar hine hævede sig, hævede disse sig med dem; thi Livets Aand var i dem. ¹⁸ Og HERRENS Herlighed gik ud fra Dørtælskelen paa Huset og stillede sig over Keruberne. ¹⁹ Da opløftede Keruberne deres Vinger og hævede sig op fra Jorden for mine Øjne, der de gik ud, og Hjulene ved Siden af dem; og de bleve staaende ved Indgangen til den østre Port paa HERRENS Hus, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.

¹⁹ Da opløftede Keruberne deres Vinger og hævede sig op fra Jorden for mine Øjne, der de gik ud, og Hjulene ved Siden af dem; og de bleve staaende ved Indgangen til den østre Port paa HERRENS Hus, og Israels Guds Herlighed var oven over dem. ²⁰ Dette var det levende Væsen, som jeg havde set under Israels Gud ved Floden Kebar, og jeg kendte, at det var Keruberne.

²⁰ Dette var det levende Væsen, som jeg havde set under Israels Gud ved Floden Kebar, og jeg kendte, at det var Keruberne. ²¹ Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehænder.

²¹ Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehænder. ²² Og deres Ansigter vare at se til som de Ansigter, hvilke jeg havde set ved Floden Kebar, deres Skikkelser og dem selv; enhver gik lige frem for sig.

²² Og deres Ansigter vare at se til som de Ansigter, hvilke jeg havde set ved Floden Kebar, deres Skikkelser og dem selv; enhver gik lige frem for sig.

²² Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds. Herlighed var oven over dem. ²³ Og HERRENS Herlighed steg op fra Stadens Midte og blev staaende paa Bjerget, som er Østen for Staden. ²⁴ Og Aanden opløftede rnig og førte mig i Synet, i Guds Aand, til Kaldæa til de bortførte; og det Syn, som jeg havde set, forsvandt for mig i det høje.

¹ Og det skete i det syvende Aar, i den femte Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, da kom nogle Mænd af Israels Ældste for at adspørge HERREN; og de sade for mit Ansigt.

¹ I det tiende Aar, i den tiende Maaned, paa den tolvte Dag i Maaneden kom HERRENS Ord til mig saaledes:

¹⁷ Og det skete i det syv og tyvende Aar, i den første Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at HERRENS Ord kom til mig saaleeles:

¹ Og det skete i det ellevte Aar, i den tredje Maaned, paa den første Dag i Maaneden, at HERRENS Ord kom til mig saaledes:

²² Og HERRENS Haand var kommen over mig om Aftenen, før den undslupne kom; og han oplod min Mund, inden denne kom til mig om Morgenen; saa oplodes min Mund, og jeg var ikke ydermere stum.

¹ HERRENS Haand kom over mig og HERREN førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben.

¹ I det fem og tyvende Aar, efter at vi vare bortførte, i Aarets Begyndelse, paa den tiende Dag i Maaneden, det fjortende Aar efter at Staden var bleven indtagen paa denne Dag kom HERRENS Haand over mig og førte mig derhen. ² I Syner fra Gud førte han mig til Israels, and og satte mig paa et saare højt Bjerg; og oven paa dette saa det ud, som man byggede en Stad imod syd.

² Og se, Israels Guds Herlighed kom fra Østen af, og Lyden deraf var som vældige Vandes Lyd, og Jorden lyste af hans Herlighed. ³ Og Synet som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelæggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.

³ Og Synet som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelæggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt. ⁴ Og HERRENS Herlighed drog ind i Huset igennem Porten, som vendte imod Østen. ⁵ Og en Aand opløftede mig og førte mig til den indre Forgaard; og se, HERRENS herlighed fyldte Huset.

⁴ Og han førte mig til Porten imod Nord foran Huset, og jeg saa og se: HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus; og jeg faldt paa mit Ansigt.

⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte.

⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild.

⁹ Jeg blev ved at se, indtil Stole bleve satte frem, og den Gamle af Dage satte sig; hans Klæder vare hvide som Sne og Haaret paa hans Hoved som ren Uld, hans Stol var Ildsluer, Hjulene derpaa brændende Ild. ¹⁰ En Strøm af Ild, brød frem og gik ud fra ham; tusinde Gange tusinde tjente ham, og ti Tusinde Gange ti Tusinde stode for ham; Retten blev sat og Bøgerne opladte.

¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

¹ I Kong Belsazars Regerings tredje Aar viste der sig for mig, Daniel, et Syn, efter det, som havde vist sig for mig i Begyndelsen. ² Og jeg saa i Synet, og det skete, idet jeg saa, at jeg var i Borgen Susan, i Landskabet Elam, og jeg saa i Synet, og jeg var ved Floden Ulaj.

¹⁷ Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid.

²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klæder, og hans Lænder vare omgjordede med Guld af Ufas. ⁶ Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder.

⁶ Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder. ⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig. ⁸ Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. ⁹ Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden.

¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. ¹⁸ Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig;

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel.

¹⁰ Men jeg er HERREN din Gud fra Ægyptens Land af: Jeg vil endnu lade dig bo i Telte som paa Højtidens Dage.

¹ HERRENS Ord, som kom til Joel Pethuels Søn.

²⁸

³ HERREN er langmodig og af stor Kraft og lader ikke Skyld blive ustraffet; HERRENS Vej er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv. ⁴ Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmægte. ⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa. ⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

⁸ Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Æde. ⁹ Alt til Hobe komme de til Voldsdaad deres Ansigters Higen er fremad og det samler Fanger som Sand

³ Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestæt bedækker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden. ⁴ Og en Glans, som Lyset bryder frem, Straaler har han til Siden, og der skjuler han sin Magt. ⁵ Foran ham gaar Pesten, og efter ham udgaar dræbende Sot.

³ Da lod HERREN mig se fire Smede. ⁴ Og jeg sagde: Hvad komme disse for at gøre? og han sagde: Hine ere de Horn, som adspredte Juda paa den Maade, at ingen opløftede sit Hoved; men saa kom disse for at forfærde dem, for at nedslaa de Hedningers Horn, som rejste Horn imod Judas Land, for at adsprede det.

¹⁰ Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glæde hine syv, nemlig HERRENS Øjne, de fare om over hele Jorden.

¹ Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se; fire Vogne, som gik frem imellem de to Bjerge, og Bjergene vare Kobberbjerge. ² For den første Vogn var der røde Heste, og for den anden Vogn sorte Heste, ³ og for den tredje Vogn hvide Heste, og for den fjerde Vogn spraglede, stærke Heste svarede og sagde til Engelen, som talte med mig: Hvad betyde disse, min Herre? ⁴ Og Engelen svarede og sagde til mig: Disse ere de fire Vejr under Himmelen, som gaa ud, ⁵ efter at de have stillet sig frem for al Jordens Herre. ⁶ Hvad angaar Vognen med de sorte Heste for, da gaa de ud imod Nordens Land og de hvide ere gangne ud bag efter dem, og de spraglede ere gangne ud imod Sydens Land. ⁷ Og de stærke ere gangne ud, men de begærede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt. ⁸ Da raabte han til mig og talte til mig og sagde: Se, de, som udgaa imod Nordens Land, bringe min Aand til at hvile i Nordens Land.

¹³ Ja, han skal bygge HERRENS Tempel, og han skal bære Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone, og der skal være Freds Raad imellem dem begge.

¹⁶ Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham! ⁶ Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.

⁹ Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sigde dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde.

²⁷ Thi ligesom Lynet udgaaer fra Østen og skinner indtil Vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være.

³¹ Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.

¹³ Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.

³ Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.

¹⁸ Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

¹⁰ Og strax, der han steg op af Vandet, saae han Himlene adskilte, og Aanden ligesom en Due komme ned over ham.

²⁷ Og da skal han sende sine Engle og forsamle sine Udvalgte fra de fire Veir, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.

²¹ Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes,

²³ Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn,

⁵¹ Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.

⁶² Men Jesus sagde ti lham: Inten som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige.

¹⁰ Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

¹⁰ Ligesaa og I, naar I have gjort alle Ting, som Eder ere befalede, siger: vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde det, som vi vare skyldige at gjøre.

²⁴ Thi ligesom Lynet, som lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Siden af Himmelen, saa skal Menneskens Søn være paa sin Dag.

⁵¹ Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

⁵⁶ Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig?

¹⁰ Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et syn: Ananias! Men han sagde: see, her jeg, Herre! ¹¹ Men Herren sagde til ham: staa op, gak hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas Huus efter En ved Navn Saulus fra Tarsus; thi see, han beder. ¹² Og han har seet i et Syn en Mand ved Navn Ananias at komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde blive seende.

³ Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius!

¹¹ Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden;

² Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.

³³ O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!

¹⁰ Men jeg formaner Eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle føre den samme Tale, og at der ikke maa findes Splidagtigheder ibland Eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.

⁹ Thi der er skrevet i Mose Lov: du skal ikke tilbinde Munden paa den Oxe, som tærkser. Er det Øxnene, Gud sørger for? ¹⁰ Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie i Haab, og den, som tærsker, bør tærske for at blive deelagtig i sit Haab.

¹² Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle vi see Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er kjendt.

²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvoxne.

³² Ogsaa Propheters Aander ere Propheter underdanige.

¹ At rose mig, er mig sandeligen ikke nyttigt; dog maa jeg komme til Syner og Herrens Aabenbarelser.

²¹ langt over al Fyrstendom og Myndighed og Magt og Herredom og alt Navn, som nævnes, ikke alene i denne Verden, men ogsaa i den tilkommende; ²² og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,

¹⁰ saa at Guds mangfoldige Viisdom skulde nu blive kundgjort for Fyrstendømmer og Magter i Himlen ved Menigheden,

⁹ Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn, ¹⁰ at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden,

⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige;

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme,

⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹ Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

²² som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og magterne og Kræfterne ere ham underlagte.

¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte. ¹⁴ Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Snee; og hans Øine som Ildslue; ¹⁵ og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen; og hans Røst som mange Vandes Lys;

¹⁵ og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen; og hans Røst som mange Vandes Lys; ¹⁶ og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sværd udgik af hans Mund; og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og der jeg saae ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig: ¹⁸ frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og de Levende; og jeg var død, og see, jeg er levende i al Evighed! Amen. Og jeg har Helvedets og Dødens Nøgler.

²¹ Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Throne, ligesom og jeg har seiret og sidder hos min Fader paa hans Throne.

¹ Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basuns, der talede med mig, sagde: stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee. ² Og strax henryktes jeg; og see, en Throne var sat i Himmelen, og En sad paa Thronen. ³ Og den Siddende var at see til lig Jaspissteen og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Thronen, at see til lig Smaragden.

³ Og den Siddende var at see til lig Jaspissteen og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Thronen, at see til lig Smaragden.

⁵ Og af Thronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv antændte Falker brændte for Thronen, hvilke ere de syv Guds Aander. ⁶ Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.

⁶ Og for Thronen var et Glarhav, ligt Krystal, og i Thronens Midte og omkring Thronen vare fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil. ⁷ Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn.

⁷ Og det første Dyr var ligt en Løve; og det andet Dyr var ligt en Oxe; og det tredie Dyr havde Ansigt som et Menneske; og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

⁸ Og de fire Dyr havde, hvert især, sex Vinder rundt om og indentil fulde af Øine; og de havde ingen Hvile Dag eller Nat, sigende: hellig, hellig, helllig er Herren, Gud, den Almægtige, den, som var og som er og som kommer!

⁵ Og een af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! see, Løven, som er af Judas Stamme, af Davids Rod, har vundet Seir til at oplade Bogen og bryde dens Segl.

¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed!

⁶ Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Dyr, som sagde: en Maade Hvede for en Penge og Tre Maader Byg for en Penge, og du skal ikke gjøre Olien og Vinen Skade.

¹ Og jeg saae en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og en Regnbue var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen, og hans Fødder som Ildstøtter.

¹⁴ Og jeg saae, og see, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig et Menneskes Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.

¹ Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt, og Jorden oplystes af hans Glands.

⁶ Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lys og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Helleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed.

¹¹ Og jeg saae en stor hvid Throne og ham, som sad derpaa, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede; og der blev ikke fundet Sted for dem.

¹¹ Den havde Guds Herlighed, og dens Glands var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis.