Daniel 6 Cross References - Danish

¹ Og Mederen Darius modtog Riget, da han omtrent var to og tresindstyve aar gammel. ² Det behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og, tyve Statholdere, som skulde være I det hele Rige, ³ og for disse tre overordnede, af hvilke Daniel var een, til hvilke disse Statholdere skulde aflægge Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade. ⁴ Da overgik denne Daniel de overordnede og Statholderne, fordi der var en ypperlig Aand i ham; og Kongen tænkte paa at beskikke ham over det hele Rige. ⁵ Da søgte de overordnede og Statholderne at finde Sag imod Daniel, hvad Regeringen angik; men de kunde ingen ag eller slet Handling finde, fordi han var tro, og ingen Forseelse eller slet Handling fandtes hos ham. ⁶ Da sagde disse Mænd: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov. Da kom disse overordnede og Statholdere i hobetal tal Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig! ⁷ He kom disse overordnede og Statholderne i Hobetal til Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evingelig ⁸ Alle overordnede i Riget, Befalingsmændene og Statholderne, Raadsherrerne og Landshævdingerne havde raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfæste en Befaling og bekræfte og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen. ⁹ Nu, o Konge! skal du stadfæste Forbudet og opsætte det skrifligt, at det ikke kan forandres, efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. ¹⁰ Derfor opsatte Kong Darius Skliftet og Forbudet. ¹¹ Og den Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagenfaldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn. ¹² Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaidende for sin Gud. ¹³ Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes. ¹⁴ Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen. ¹⁵ Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham. ¹⁶ Da kom disse Mænd i Hobetal til Konge og de sagde tre Kongen: Vid, Konge at det er Medernes og Persernes Lov, at intet forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfæster, kan forandres. ¹⁷ Da gav Kongen Befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i Løvekulen; af Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrker; han frelse dig! ¹⁸ Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres. ¹⁹ Da gik Kongen til sit Palads og tilbragte Natten uden at have spist og lod ingen Medhustru føre ind til sig, og hans Søvn veg fra ham. ²⁰ Da stod Kongen op om Morgenen i Dagningen og gik hastelig hen til Løvekulen: ²¹ Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne? ²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig! ²³ Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig: har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge! ²⁴ Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud. ²⁵ Da gav Kongen Befaling, og man førte ger disse Mænd, som havde anklaget Daniel, frem og kastede dem og deres Børn og deres Hustruer i Løvekulen; og de kom ikke til Bunden i Kulen, førend Løverne bemægtigede sig dem og knuste alle deres Ben. ²⁶ Da skrev Kong Cyrius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede paa den hele Jord: Eders Fred være mangfoldig! ²⁷ Af mig er givet Befaling, at man udi mit hele Riges Herredom skal skælve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, og den; som nliver evindelig; og hans Rige er et uforkrænkeligt, og hans Herredømme varer til Verdens Ende. ²⁸ Han er den; som udfrier, og som redder og gør Tegn og underfulde Ting i Himmelen og paa Jorden, han, som udfriede Daniel af Løvernes Vold. Og denne Daniel havde Lykke under Darius's Regering og under Perseren Kyrus's Regering.

²¹ Og du skal udse dig af Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade ulovlig Vinding, og sætte disse over dem til Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti. ²² Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle bære den tilligemed dig.

¹ Og det skete i Ahasverus's Dage (det er den Ahasverus, som regerede fra Indien og indtil Morland over hundrede og syv og tyve Landskaber),

³¹

¹⁴ eller Befalingsmænd, som de, der sendes af ham til Straf over Misdædere, men dem til Lov, som gjøre Godt.

³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.

²² Saa værer paamindede, at I ikke begaa en Forseelse herudi hvorfor skal det fordærvelige faa Overhaand, Kongerne til Skade

⁴ Thi vi ere solgte, jeg og mit Folk, til at ødelægges, at ihjelslaaes og at udryddes; og vare vi endda solgte til Tjenere og til Tjenestepiger, saa vilde jeg have tiet; thi Fjenden kan ikke oprette Kongen den Skade.

¹⁶ I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Ære.

⁶ Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.

⁴⁸ Da gjorde Kongen Daniel stor og gav ham mange store Gaver og gjorde ham til Fyrste over hele Landskabet Babel og til øverste Forstander for alle de vise i Babel. ⁴⁹ Og Daniel begærede af Kongen, at han til Bestyrelsen over Landskabet Babel vilde beskikke Sadrak, Mesak og Abed-Nego; men Daniel blev ved Kongens Hof.

¹⁶ Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klædt i Purpur og hære en Guldkæde om din Hals og være den tredjemægtige i Riget.

²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget.

²³ Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.

² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer. ¹⁴ Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os. ¹⁵ Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, athine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet. ¹⁶ Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har forhvervet ti Pund. ¹⁷ Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder. ¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. ¹⁹ Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder. ²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klæde. ²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede. ²² Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede; ²³ hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente? ²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund. ²⁵ (Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.) ²⁶ Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har. ²⁷ Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

² Iøvrigt udkræves af Huusholdere, at de maae findes troe.

³⁸ Og Farao sagde til sine Tjenere: Mon vi kunne finde nogen som denne, en Mand, i hvem Guds Aand er. ³⁹ Og Farao sagde til Josef: Efterdi Gud har ladet dig vide alt dette, da er ingen saa forstandig og viis som du. ⁴⁰ Du skal være over mit Hus, og alt mit Folk skal være dine Ord lydigt; alene ved Tronen vil jeg være Større end du. ⁴¹ Og Farao sagde til Josef: Se, jeg har sat dig over alt Æyptens Land.

² Og jeg beskikkede Hanani, min Broder, og Hanania, Slotshøvdingen, over Jerusalem; thi han var en trofast Mand i og frygtede Gud fremfor mange;

³ Thi Jøden Mardokaj var den anden efter Kong Ahasverus og mægtig hos Jøderne og behagelig for sine Brødres Mangfoldighed, da han søgte sit Folks Vel og talte til Bedste for al sin Slægt.

³ Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle; ⁴ saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne.

²⁷ Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig.

²⁹ Ser du en Mand, som er snar i sin Gerning, han skal stille sig frem for Konger, han skal ikke stille sig frem for uansete Mænd.

¹³ Da saa jeg, at Visdom har For trin for Daarskab, som Lyset har Fortrin for Mørket.

¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen.

¹⁴ Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig.

²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

¹⁸ Derfor gik de til Manden, som forestod Josefs Hus, og talede med ham ved Husets Dør.

⁴ Men hans Fader og hans Moder vidste ikke, at det var af HERREN, thi han søgte en Anledning fra Filisterne selv; men Filisterne herskede paa, den Tid over Israel.

¹⁴ Og David handlede klogeligen paa alle sine Veje, og HERREN var med ham.

⁴ Saa talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode. ⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?

¹⁴ Og Akimelek svarede Kongen og sagde: Hvilken er og iblandt alle dine Tjenere trofast som David, han, der er Kongens Svigersøn og har Adgang til din Fortrolighed og er æret i dit Hus?

¹² Den ubudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. ¹³ Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen.

³² En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. ³³ HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes.

²⁷ En uretfærdig Mand er de retfærdige en Vederstyggelighed; og den, hvis Vej er ligefrem, er den ugudelige en Vederststyggelighed.

⁴ Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

¹⁸ Men de sagde: Kommer og lader os optænke Anslag imod Jeremias; thi Loven gaar ikke tabt for Præsten, eller Raadet for den vise, eller Ordet for Profeten; kommer og lader os slaa ham med Tungen, og lader os ikke give Agt paa noget af hans Ord!

²³ Men du, HERRE! du ved alt deres Raad imod mig til Dødens Søn ikke deres Misgerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem være nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid!

¹⁰ Thi jeg har hørt manges ondskabsfulde Tale, der er Rædsel trindt omkring, de sige: Angiver! saa ville vi angive harn; alle de Mænd, som skulde holde Fred med mig, tage Vare paa, om jeg haltede, og sige: Han maatte maaske lade sig forlede, at vi kunde faa Overhaand over ham og hævne os paa ham.

⁸ Derfor gik paa samme Tid nogle kaldæiske Mænd frem og rejste Beskyldninger imod Jøderne.

⁴ Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham.

¹⁸ Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham.

²⁰ Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

² Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket.

¹⁴ og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig som den, der afvender Folket; og see, jeg har forhørt ham for Eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske i det, som I anklage ham for. ¹⁵ Herodes ikke heller; thi jeg sendte Eder til ham, og see, han har Intet gjort, som han er skyldig at døe for.

⁴ Da gik Pilatus atter ud og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.

¹² Men hvad jeg gjør, det vil jeg fremdeles gjøre, at jeg kan afskære dem Anledning, som ville have Anledning, at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes os lige.

¹⁵ at I kunne vorde ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt iblandt den Vanartige og forvendte Slægt, iblandt hvilke I skinne som Lys i Verden,

¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.

⁸ sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder.

¹² Eders Omgængelse være god iblandt Hedningerne, at de, idet de bagtale Eder som Misdædere, kunne see Eders gode Gjerninger og derover prise Gud paa Besøgelsens Dag.

¹⁶ og haver en god Samvittighed, at de, der haane Eders gode Omgængelse i Christus, maae beskæmmes, idet de bagtale Eder som Misdædere.

¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den. ¹⁵ Thi Ingen af Eder lide som Morder eller Tyv eller Misdæder, eller som den, der trænger sig ind i en fremmed Bestilling; ¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

¹⁷ Og det skete, der David havde fuldendt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? Og Saul opløftede sin Røst og græd.

⁸ Og Haman sagde til Kong Ahasverus: Her er et Folk adspredt og fordelt iblandt Folkene i alle dit Riges. Landskaber; og deres Love ere anderledes end alt Folkets, de gøre ikke heller efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem blive i Ro.

⁶ Da nu de Ypperstepræster og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfæster ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham. ⁷ Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn.

¹³ De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for. ¹⁴ Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne, ¹⁵ og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges. ¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

²⁰ Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret hos mig, da jeg stod for Raadet, ²¹ uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse.

³ Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild?

⁶ Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det Spyd og Pile, og hvis onde.

³ Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

² Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. ³ Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, ⁴ som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, ⁵ for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. ⁶ De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem?

⁴ Da talte Kaldæerne til Kongen paa Syrisk: Kongen leve evindelig! sig dine fjenere Drømmen, og vi skulle kundgøre Udtydningen.

⁹ De svarede og sagde til Kong Nebukadnezar: Kongen leve evindelig!

¹⁰ Ved Kongens og hans Fyrsters Tale kom Dronningen ned i Gæstebudssalen; Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindelig! lad ikke dine Tanker forvirre dig, og skift ikke Farve!

¹¹ Og den Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagenfaldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn.

²¹ Og der han kom nær til Kulen, til Daniel, raabte han med bedrøvet Røst; Kongen talte og sagde til Daniel: Daniel! du den levende Guds Tjener, mon din Gud, som du stedse har dyrket, har kunnet udfri dig fra Løverne?

²³ Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! ²⁴ Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil. ²⁵ Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn.

²³ Men de trængte paa med stort Skrig og begjerede, at han skulde korsfæstes; og deres og de Ypperstepræsters Skrig fik Overhaand. ²⁴ Og Pilatus dømte, at deres Begjering skulde skee. ²⁵ Men han løvsgav dem den, de begjerede, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve. ²³ Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften,

² Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

² Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede:

⁹ Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.

³ Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd!

⁴ Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

¹ En Sang; en Psalme, af Asaf. ² Gud! ti du ikke; vær ikke tavs og hold rlig ikke stille, o Gud! ³ Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet.

²⁰ Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

² Og Kong Nebukadnezar sendte hen at forsamle Statholderne, Befalingsmændene og Landshøvdingerne, Overdommerne, Rentemestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle de mægtige i Landskaberne, for at de skulde komme til Indvielsen af Billedet, som Kong Nebukadnezar havde oprejst.

⁶ Og hvo som ikke falder ned og tilbeder, skal i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn.

¹¹ og at hvo som ikke faldt ned og tilbad, skulde kastes midt i den brændende Ilds Ovn.

²⁷ Og Statholderne, Befalingsmændene Landshøvdingerne og Kongens Raadsherrer samledes; de see disse Mænd, at Tiden ingen Magt havde haft over deres Legemer, og at Haaret paa deres Hoveder ikke var svedet og dennes Undertøj ikke forandret, og at Lugt af Ild ikke var gaaet over dem.

² Det behagede Darius at beskikke over Riget hundrede og, tyve Statholdere, som skulde være I det hele Rige, ³ og for disse tre overordnede, af hvilke Daniel var een, til hvilke disse Statholdere skulde aflægge Regnskab, at Kongen ikke skulde lide Skade.

⁵ Mit Folk! kom dog i Hu, hvad Raad Balak, Konger af Moab, havde oplagt, og hvad Svar Bileam, Beors Søn, gav ham, og hvad der skete fra Sittim indtil Gilgal, for at du maa kende HERRENS retfærdige Gerninger.

¹² Hvor er nu Løvernes Bolig og denne, de unge Løvers Vildbane, hvor Løven, Løvinden gik, Løveungen, og der var ingen, som forfærdede dem.

¹⁴ Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

¹ Og strax om Morgenen, der de Ypperstepræster med de Ældste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham.

¹⁰ Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus;

⁵ Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ⁶ saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt. ⁷ Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?

²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

¹⁹ Dersom det synes Kongen godt, saa udgaa et kongeligt Bud fra ham, og det vorde opskrevet iblandt Persers og Meders Love, saa at det ikke gaar tabt: At Vasthi ikke skal komme for Kong Ahasverus's Ansigt, og hendes kongelige Værdighed give Kongen til hendes Næste, som er bedre end hun.

¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring.

³ Og Esther blev ved og talte for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun gr æd og bad ham om den Naade, at han vilde afværge Hamans; Agagitens, Ondskab og hans Anslag, som han havde optænkt imod Jøderne.

⁸ Saa skriver nu I om Jøderne, saasom eder godt synes, i Kongens Navn, og forsegler det med Kongens Ring, thi den Skrift, som er skreven i Kongens Navn og er bleven forseglet med Kongens Ring, er ikke til at tilbagekalde.

¹⁰ Og han skrev i Kong Ahasverus's Navn og forseglede det med Kongens Ring, og sendte Brevene ved Ilbud til Hest, som rede paa Travere, Muler, faldne efter Hingste:

¹ Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser

¹² Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaidende for sin Gud.

¹⁵ Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.

³⁵ Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. ¹⁰ Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

⁹ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster.

³ Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er.

² har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord:

²² Slaar ikke længer eders Lid til Mennesket, som har Aande i sin Næse; thi for hvad er vel han at agte?

³⁰ og at du vil høre din Tjeners og dit Folk Israels ydmyge Begæring, som de skulle bede paa dette Sted, og at du vil høre paa det Sted, hvor du bor i Himmelen, og vil høre og forlade.

³⁸ Al Bøn, al ydmyg Begæring, som sker af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Hænder til dette Hus,

⁴⁴ Naar dit Folk drager ud i Krigen imod sin Fjende paa den Vej, hvor du sender dem hen, og de bede til HERREN, vendte mod den Stad, som du udvalgte, og imod det Hus, som jeg har bygget til dit Navn:

⁴⁸ og de vende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fjenders Land, som have taget dem fangne, og de bede til dig, vendte imod deres Land, som du har givet til deres Fædre, imod Staden, som du udvalgte, og Huset, som jeg har bygget for dit Navn: ⁴⁹ Da vil du høre i Himmelen, i din faste Bolig, i hvilken du bor, deres Bøn og deres ydmyge Begæringer og skaffe dem Ret ⁵⁰ og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, som de have begaaet imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, at disse maa forbarme sig over dem;

⁵⁴ Og det skete, der Salomo havde fuldendt at bede til HERREN hele, denne Bøn og ydmyge Begæring, da stod han op fra HERRENS Alter, fra at knæle paa sine Knæ, med sine Hænder udbredte imod Himmelen,

¹³ Men Salomo havde gjort en Forhøjning af Kobber og sat den midt i Gaarden, fem Alen var dens Længde, og fem Alen var densBredde og tre Alen var dens Højde; og han stod paa den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling og udbredte sine Hænder imod Himmelen.

³⁸ og de omvende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fangenskabs Land, hvor de holde dem fangne; og de bede, vendte imod Vejen til deres Land, som du har givet deres Fædre, og imod Staden, som du udvalgte, og imod Huset, som jeg har bygget for dit Navn:

⁵ Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til HERREN min Gud,

¹¹ Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flygte? og hvilken Mand, der var som jeg, skulde gaa ind i Templet og leve jeg vil ikke gaa derind.

⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand.

¹ Til Sangmesteren; af David. Jeg haaber paa HERREN; hvorledes kunne I da sige til min Sjæl: Fly til eders Bjerg som en Fugl? ² Thi de ugudelige spænde Buen, de berede deres Pil paa Strengen, at skyde i Mørke paa de oprigtige af Hjertet.

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.

¹⁷ Jeg vil raabe til Gud, og HERREN skal frelse mig.

³ Herre! vær mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag.

⁶ Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for HERREN, vor Skabers Ansigt!

¹³ Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.

⁴ Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Strømmen omgav mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. ²⁹ Sælges ikke to Spurve for en Penning? og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Villie. ³⁰ Ja, endog alle eders hovedhaar ere talte. ³¹ Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve. ³² Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene. ³³ Men hvosomhelst vil nægte mig for Menneskene, den vil jeg og nægte for min Fader, som er i Himlene.

⁴ Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. ⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham. ⁶ Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. ⁷ Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve. ⁸ Men jeg siger Eder: hver den som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskenes Søn bekjende for Guds Engle. ⁹ Og hvo mig fornægter for menneskene, skal fornægtes for Guds Engle.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

⁴¹ Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knæ, og bad og sagde:

¹ Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. ² Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.

¹⁵ Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen;

¹ Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time.

¹⁷ Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. ¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.

²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed,

²⁰ Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.

²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. ⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. ⁴² Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

⁶⁰ Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.

⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op.

⁹ Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien kom nær til Staden, steg Peter op paa Huset at bede ved den sjette Time.

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

³⁶ Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

⁵ Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Starandbredden og bade.

¹⁴ For denne Sags Skyld bøier jeg mine Knæ for vor Herrens Jesu Christi Fader,

¹⁴ og at de Frelse af Brødrene i Herren fik Mod ved mine Baand og bleve des mere dristige til at tale uden Frygt.

²⁰ efter min Forlængsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskæmmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død.

⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

¹⁷ Og Alt, hvad I gjøre i Ord eller i Handling, det gjører alt i den Herrens Jesu Navn, takkende Gud og Faderen formedelst ham.

¹⁷ Beder uden Afladelse. ¹⁸ Frembærer Taksigelse i alle Ting; thi dette er Guds Villie i Christus Jesus til Eder.

¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.

¹³ jeg veed dine Gjerninger, og hvor du boer, der, hvor Satans Throne er; og du holder ved mit Navn og fornægtede ikke min Tro, endog i de Dage, i hvilke Antipas var, mit tro Vidne som blev ihjelslagen hos Eder, der hvor Satan boer.

⁶ Da sagde disse Mænd: Vi finde ingen Sag imod denne Daniel, med mindre vi kunde finde den imod ham i hans Guds Lov. Da kom disse overordnede og Statholdere i hobetal tal Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evindelig!

⁸ Derfor gik paa samme Tid nogle kaldæiske Mænd frem og rejste Beskyldninger imod Jøderne. ⁹ De svarede og sagde til Kong Nebukadnezar: Kongen leve evindelig! ¹⁰ Du, Konge! gav en Befaling, at hvert Menneske, som hørte Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, skulde falde ned og tilbede Guldbilledet; ¹¹ og at hvo som ikke faldt ned og tilbad, skulde kastes midt i den brændende Ilds Ovn. ¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst.

⁸ Alle overordnede i Riget, Befalingsmændene og Statholderne, Raadsherrerne og Landshævdingerne havde raadslaget med hverandre om, at Kongen skal stadfæste en Befaling og bekræfte og bekræfte et Forbud, at hver, som beder en Bøn til nogen Gud eller noget Menneske i tredive Dage uden til dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen.

¹⁹ Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

² Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: ³ at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse. ⁴ Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen. ⁵ Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, ⁶ hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder, ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. ⁹ Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.

⁶ Iblandt dem var der af Judas Børn: Daniel, Hanania, Misael og Asaria.

²⁵ Da førte Ariok Daniel hastelig ind for Kongen og sagde saaledes til ham: Jeg har fundet iblandt det bortførte Folk af Juda en Mand, som vil kundgøre Kongen Udtydningen.

¹² Der er nu nogle jødiske Mænd, som du har beskikket til Bestyrelsen af Landskabet Jesabel: Sadrak, Mesak og Abed-Nego, disse Mænd agte ikke, o Konge! paa dig, de dyrke ikke dine Guder og tilbede ikke det Guldbillede, som du har oprejst.

¹³ Da blev Daniel ført ind for Kongen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du Daniel, en af de bortførte fra Juda, hvilke Kongen, min Fader, førte fra Juda?

⁷ dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handlede imod Keiserens befalinger, og sige en Anden at være Konge, nemlig Jesus.

²⁸ Der David siden hørte det, da sagde han: Jeg og mit Rige er uskyldig for HERREN evindeligt i Abners, Ners Søns, Blod. ²⁹ Det skal blive paa Joabs Hoved og paa hele hans Faders Hus, og Joabs Hus skal aldrig være fri for den, som har Flod og er spedalsk, og som holder sig ved Stav, og som falder ved Sværdet og har Mangel paa Brød.

¹³ Da befalede Nebukadnezar i Vrede og Harme, at man skulde føre Sadrak, Mesak og Abed-Nego frem; da bleve disse Mænd førte frem for Kongen.

¹⁷ Derfor, det de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas eller Jesus, som kaldes Christus? ¹⁸ Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham. ¹⁹ Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld. ²⁰ Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus. ²¹ Men Landshævdingen svarede og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas. ²² Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes! ²³ Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! ²⁴ Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil.

²⁶ Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende.

¹³ Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepræster og de Øverste og Folket, ¹⁴ og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig som den, der afvender Folket; og see, jeg har forhørt ham for Eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske i det, som I anklage ham for. ¹⁵ Herodes ikke heller; thi jeg sendte Eder til ham, og see, han har Intet gjort, som han er skyldig at døe for. ¹⁶ Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs. ¹⁷ Men han var forbunden til at lade dem Een løs ved Høitiden. ¹⁸ Men de raabte i den ganske Hob og sagde: bort med denne, men lad os Barabbas løs! ¹⁹ (Denne var Kastet i Fængsel for et Oprør, som skete i Staden, og var for et Mord.) ²⁰ Da raabte Pilatus atter til dem og vilde lade Jesus løs. ²¹ Men de tilraabte ham og sagde: korsfæst, korsfæst ham!

⁷ Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn. ⁸ Der Pilatus da hørte den Tale, frygtede han mere. ⁹ Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar. ¹⁰ Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg har Magt til at korsfæste dig, og at jeg har Magt til at lade dig løs? ¹¹ Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd. ¹² Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. Men Jøderne raabte og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som gjør sig til Konge, sætter sig op imod Keiseren.

²⁰ Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er? ²¹ De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

³⁹ Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Mænd, Zerujas Børn, ere stærkere end jeg; HERREN skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab.

¹⁹ I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.

³⁹ Men de retfærdiges Frelse er af HERREN, han er deres Styrke i Nødens Tid. ⁴⁰ Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

¹⁴ Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. ¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. ¹⁶ Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

⁸ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. ⁹ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster.

²⁵ At forfærdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa HERREN, bliver beskærmet.

² Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig.

¹⁴ Og jeg, se! Jeg er i eders Haand; gører imod mig som det er godt, og som det er ret for eders Øjne.

⁵ Og Kong Zedekias sagde: Se, han er i eders Haand; thi Kongen forrnaar intet imod eder.

¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder?

¹⁷ Dersom vor Gud, som vi dyrke, kan redde os, saa redder han os af den brændende Ilds Ovn og af din Haand, o Konge!

²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud:

⁷ He kom disse overordnede og Statholderne i Hobetal til Kongen, og de sagde saaledes til ham: Kong Darius leve evingelig

²⁰ Da stod Kongen op om Morgenen i Dagningen og gik hastelig hen til Løvekulen:

⁸ Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende. ¹⁰ Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet.

²³ Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! ²⁴ Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil. ²⁵ Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn. ²⁶ Da gav han dem Barrabas løs; men Jesus lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes.

²⁵ Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. ²⁶ Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. ²⁷ Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved. ²⁸ Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

¹⁴ Da sagde Pilatus til dem: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte meget mere: korsfæst ham! ¹⁵ Men Pilatus vilde gjøre Folket Fyldest og gav dem Barrabas løs; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

¹² Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. Men Jøderne raabte og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som gjør sig til Konge, sætter sig op imod Keiseren. ¹³ Der Pilatus hørte disse Ord, da førte han Jesus ud og satte sig paa Domstolen paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; ¹⁴ men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time; og han siger til Jøderne: see, Eders Konge! ¹⁵ Men de raabte: bort, bort med ham! korsfæst ham! Pilatus sagde til dem: skal jeg korsfæste Eders Konge? De Ypperstepræster svarede: vi have ingen Konge uden Keiseren. ¹⁶ Derfor overantvordede han ham da til dem for at korsfæstes. Men de toge Jesus og førte ham bort.

²⁷ Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.

⁹ Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: vil du drage op til Jerusalem for der at dømmes af mig i denne Sag?

¹¹ Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: ²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig.

³ Thi de Regjerende ere ikke til Skræk for gode Gjerninger, men for onde. Vil du da ikke frygte for Øvrigheden, saa gjør det, som godt er, og du skal have Roes af den.

⁵³ De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig.

⁶⁰ og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven, og gik bort. ⁶¹ Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven. ⁶² Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelses Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus, ⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. ⁶⁴ Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første. ⁶⁵ Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide. ⁶⁶ Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen.

⁴ Der han havde grevet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.

²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

¹⁶ Og David søgte Gud for Drengen; og David fastede meget og gik ind og blev Natten over og laa paa Jorden. ¹⁷ Da opstode de ældste af hans Hus for ham og vilde rejse ham op fra Jorden; men han vilde ikke og aad ikke Brød med dem.

²⁴ Og Mefiboseth, Sauls Søn, kom ned Kongen i Møde; og han havde ikke vadsket sine Fødder eller flyet sit Skæg og ej toet sine Klæder fra den Dag, Kongen var gaaet bort indtil den Dag, der han kom igen med Fred.

²⁷ Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde Sæk om sin Krop og fastede, og laa i Sæk og gik sagtelig.

¹ I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Krønikebogen om de daglige Begivenheder; og. de bleve læste for Kongen.

¹² De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd.

⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.

² Paa Viderne i Landet havde vi hængt vore Harper.

⁸ Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.

⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt. ⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den.

¹ Og i Nebukadnezars andet Regeringsaar drømte Nebukadnezar Drømme, og hans Aand blev bekymret, og det var forbi for ham med hans Søvn.

⁴ Folk, som sove paa Elfenbens Senge og række sig paa deres Leje, og som æde Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden; ⁵ som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optænke sig Strengeleg; ⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!

³ Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter HERRENS Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. ⁴ Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og hanlaabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. ⁵ Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem: ⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. ⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. ⁸ Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin brændende Vrede, at vi forgaa.

²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere;

¹ Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at see Graven.

² Og de kom til graven paa den første Dag i Ugen meget aarle, der Solen gik op.

¹³ men jeg tog Afsted fra dem og drog til Macedonien.

⁵ Hvorfor og jeg, der jeg ikke længere kunde udholde det, sendte ham for at erfare Eders Tro, som Fristeren ikke Maaskee skulde have fristet Eder, og vort Arbeide blive forgjeves.

¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

²³ Og HERREN sagde til Mose: Monne da HERRENS Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.

¹⁵ Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, naar de høre det Rygte om dig, sige saaledes: ¹⁶ Fordi HERREN ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken.

¹¹ Spørger efter HERREN og hans Magt, søger hans Ansigt altid!

¹⁴ Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. ¹⁵ Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. ¹⁶ Jeg vil komme frem med Herrens, HERRENS vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene. ¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. ¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

²³ Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

¹¹² Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.

² Jeg vil love HERREN, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til.

¹⁷ Lad dit Hjerte ikke være misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i HERRENS Frygt! ¹⁸ Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud: ²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse.

¹⁶ Da kom disse Mænd i Hobetal til Konge og de sagde tre Kongen: Vid, Konge at det er Medernes og Persernes Lov, at intet forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfæster, kan forandres.

²⁷ Af mig er givet Befaling, at man udi mit hele Riges Herredom skal skælve og frygte for Daniels Gud; thi han er den levende Gud, og den; som nliver evindelig; og hans Rige er et uforkrænkeligt, og hans Herredømme varer til Verdens Ende.

⁶ Og HERREN, Hærskarernes Gud - "HERREN" er hans Ihukommelses Navn.

³⁷ Thi Intet kan være umuligt for Gud.

¹ Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.

⁴ Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.

⁷ dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv;

¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

² Bliver varagtige i Bønnen, og vaager i samme med Taksigelse;

¹² for hvilken Sag jeg og lider dette, men skammer mig ikke derved; thi jeg veed, hvem jeg har troet, og er vis paa, at han er mægtig til at bevare det, jeg har nedlagt hos ham til hiin Dag.

¹⁶ Ved mit første Forsvar mødte Ingen med mig, men Alle forlode mig; (gid det ikke tilregnes dem!) ¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube. ¹⁸ Herren vil og frie mig fra alt Ondt og frelse mig til sit himmelske Rige; han være Ære i al Evighed! Amen.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

²⁵ Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,

¹⁵ Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebræers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen.

¹⁶ Og vi raabte til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og udførte os af Ægypten, og se, vi ere i Kades, Staden ved det yderste af dit Landemærke.

³⁷ Frem- deles sagde David: HERREN, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og HERREN skal være med dig.

⁹ Men derefter stod David op og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! Da saa Saul sig tilbage, og David bøjede sit Ansigt til Jorden og kastede sig ned. ¹⁰ Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du paa de Menneskers Ord, som sige: Se, David søger efter din Ulykke? ¹¹ Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at HERREN har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, - thi han er HERRENS Salvede.

¹⁸ Og han sagde: Hvorfor forfølger min Herre saa sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min Haand?

⁷ Da jeg var i Angest, raabte jeg til HERREN, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.

²¹ Og HERREN sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.

¹ En Skiggajon, af David, som han sang for HERREN, over Benjaminiten Kus's Ord. ² HERRE, min Gud! jeg tror paa dig, frels mig fra alle mine Forfølere og red mig, ³ at han ikke som en Løve skal slide min Sjæl, ja, rive den bort, uden at der er nogen, som redder. ⁴ HERRE, min Gud! dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder;

¹⁹ De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men HERREN var min Understøttelse. ²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. ²⁴ Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd.

⁶ Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, HERRE!

¹⁴ Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.

⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

²¹ Og de, som tale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. ¹³ paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.

²⁸ Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig.

¹⁰ Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.

⁹ I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.

²³ Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig: har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge!

⁷ Men jeg vil skue ud efter HERREN, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig.

⁴⁶ Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?

¹⁷ Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud. ¹⁸ Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette.

¹¹ Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

⁸ efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg har hverken syndet imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren. ⁹ Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: vil du drage op til Jerusalem for der at dømmes af mig i denne Sag? ¹⁰ Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel. ¹¹ Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.

³³ hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelser, stoppede Løvers Mund,

¹⁹ Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn; ²⁰ thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting. ²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud,

⁹ Da blev Jetro glad for alt det gode, HERREN havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand.

⁷ Og det skete, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være HERREN i Dag, som har givet David en viis Søn over dette talrige Folk!

²⁰ Og de fik Hjælp imod dem, og Hagarenerne og alt det, som var med dem, bleve givne i deres Haand; thi de raabte til Gud i Krigen, og han bønhørte dem, thi de forlode sig paa ham.

¹¹ Da lod Huram, Kongen af Tyrus, sige i et Brev, han sendte til Salomo: Fordi HERREN elsker sit Folk, har han sat dig til Konge over dem. ¹² Fremdeles sagde Huram: Lovet være HERREN, Israels Gud, som har gjort Himmelen og Jorden, at han gav Kong David en viis Søn, som har Forstand og Klogskab, som skal bygge HERREN et Hus og sit Rige et Hus!

²⁰ Og de stode tidligt op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josafat og sagde: Hører mig, Juda, og I, Indbyggere i Jerusalem! tror paa HERREN eders Gud, saa skulle I være sikre, tror paa hans Profeter, saa skulle I faa Lykke.

⁴⁰ Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

³ Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. ⁴ Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. ⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud; ⁶ som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig;

¹⁰ HERRENS Navn er et fast Taarn, den retfærdige løber til det og bliver beskyttet.

³ Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

²⁵ Han svarede og sagde: Se, jeg ser fire Mænd, som gaa løse midt i Ilden, og der er intet beskadiget paa dem; og den fjerdes Udseende er ligesom en Gudesøns.

²⁷ Og Statholderne, Befalingsmændene Landshøvdingerne og Kongens Raadsherrer samledes; de see disse Mænd, at Tiden ingen Magt havde haft over deres Legemer, og at Haaret paa deres Hoveder ikke var svedet og dennes Undertøj ikke forandret, og at Lugt af Ild ikke var gaaet over dem. ²⁸ Nebukadnezar svarede og sagde: Lovet være Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud! som sendte som forlode sig paa ham; og de handlede imod Kongens Ord og hengave deres Legemer, fordi de ikke vilde dyrke eller tilbede nogen Gud, uden deres Gud:

¹⁴ Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen.

¹⁸ Og der blev bragt en Sten og lagt for Aabningen af Kulen, og Kongen forseglede den med sin Ring og med sine Fyrsters Ringe, at intet angaaende Daniel skulde forandres.

²³ Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer.

¹⁸ og Dommerne skulle ransage; og se, er det Vidne et falsk Vidne, som har vidnet falskeligen imod sin Broder, ¹⁹ da skulle I gøre ved ham, saaledes som han havde tænkt at gøre ved sin Broder; og du skal borttage den onde af din Midte, ²⁰ at de øvrige maa høre det óg frygte og ikke blive ved at gøre ydermere efter denne onde Handel iblandt eder.

¹⁶ Forældre skulle ikke dødes for; Børn, og Børn skulle ikke dødes for Forældrene; de skulle dødes hver for sin Synd.

²⁴ Saa tog Josva og al Israel med ham Akan, Seras Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen og hans Sønner og hans Døtre og hans Øksne og hans Asener og hans Faar og hans Telt, og alt det han havde, og de førte ham op i Akor Dal. ²⁵ Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? HERREN skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem.

⁶ Men Mordernes Børn dræbte han ikke, som skrevet er i Moses Lovbog, som HERREN bød og sagde: Forældre skulle ikke dødes for Børnenes Skyld, og Børnene ikke dødes for Forældrenes Skyld, men hver skal dødes for sin Synds Skyld.

¹⁰ Saa hængte de Haman paa Træet, som han havde ladet lave til for Mardokaj; og Kongens Harme stilledes.

¹⁰ ti Sønner af Haman, Ham-Medathas Søn, Jødernes Fjende sloge de ihjel; men de lagde ikke deres Haand paa Byttet.

²⁵ Og da det var kommet for Kongens Ansigt, havde han ladet sige ved Brevet, at hans onde Anslag, som han havde optænkt imod Jøderne, skulde komme tilbage paa hans Hoved; og de hængte ham og hans Sønner paa Træet.

⁵ Thi fremmede staa op imod mig, og Voldsmænd søge efter mit Liv; de have ikke Gud for Øje. Sela.

⁸ Den retfærdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.

¹³ Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.

²² Derfor, eftersom Kongens Ord var strengt, og Ovnen var hedet overmaade, dræbte Ildens Lue de Mænd, som havde bragt Sadrak, Mesak og Abed-Nego op.

¹ Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da HERRENS Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte HERREN Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige og kundgøre ved Skrift og sige: ² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

¹⁷ Kongen sendte Svar til Rehum, Kansleren, og Simsaj, Skriveren, og de øvrige af deres Selskab, som boede i Samaria, og til de øvrige paa denne Side Floden: Fred! og saa videre:

⁹ Saa bleve Kongens Skrivere kaldte paa den Tid, i den tredje Maaned, det er Sivan Maaned, paa den tre og tyvende Dag i samme, og der blev skrevet aldeles, som Mardokaj befalede, til Jøderne og til Statholderne og Fyrsterne og de Øverste i Landskaberne fra Indien og indtil Morland, hundrede og syv og tyve Landskaber, hvert Landskab efter dets Skrift og hvert Folk efter dets Tungemaal; og til Jøderne efter deres Skrift og efter deres Tungemaal.

¹ Kong Nebukadnezar til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som bo paa den ganske Jord: Eders Fred være mangfoldig!

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

² Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen i Guds og Jesu vor Herrens Erkjendelse!

² Barmhjertighed og Fred og Kjærlighed vorde Eder mangfoldigen!

²⁶ Thi hvo er der af alt Kød, der, som vi, har hørt den levende Guds Røst, som taler midt ud af Ilden, og dog bliver ved Livet

²⁶ Da sagde David til Mændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slaar denne Filister og borttager Forhaanelsen fra Israel thi hvo er denne uomskaarne Filister, at han forhaaner den levende Guds Slagordener

³⁶ Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskaarne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener.

⁸ Der er og given Befaling af mig om det, som I skulle gøre imod disse Jøders Ældste, at de kunne bygge dette Guds Hus, nemlig, at af Kongens Gods, af Skatten paa hin Side Floden, skulle Omkostningerne straks udredes til disse Mænd, at de ikke forhindres. ⁹ Og hvad de have fornødent, baade Kalve og Vædre og Lam til Brændoffer for Himmelens Gud, Hvede; Salt, Vin og Olie, skal man paa Forlangende af Præsterne, som ere i Jerusalem, Dag for Dag give dem; der maa ikke ske nogen Forseelse herudi, ¹⁰ paa det de kunne ofre til en sød Lugt for Gud i Himmelen og bede for Kongens og hans Børns Liv. ¹¹ Fremdeles er der given Befaling af mig, at naar et Menneske forandrer denne Ting, saa skal der af hans Hus udrives en Bjælke, og han skal hænges op og slaas fast derpaa, og hans Hus skal gøres til en Møgdynge derfor. ¹² Og Gud, som har ladet sit Navn bo der, nedslaa hver Konge og hvert Folk, som udrækker sin Haand for at forandre det, for at forstyrre dette Guds Hus, som er i Jerusalem; jeg, Darius har givet Befaling; det skal uopholdelig gøres.

¹² Artakserkses, Kongers Konge, til Esra, Præsten, den skriftlærde i Himmelens Guds Lov, og saa videre. ¹³ Der er givet Befaling af mig, at af Israels Folk og dets Præster og Leviter, hver i mit Rige, som frivilligt vil drage op til Jerusalem, maa drage med dig,

¹¹ Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven!

¹⁰ HERREN har siddet ved Syndfloden, og HERREN sidder, en Konge evindelig.

¹ HERREN regerer, han har iført sig Højhed; HERREN, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befæstet, det skal ikke rokkes. ² Fra fordums Tid staar din Trone fast, du er fra Evighed.

¹ HERREN regerer, Folkene bæve; han sidder over Keruber, Jorden ryster. ² HERREN er stor i Zion, og han er ophøjet over alle Folkene. ³ De skulle prise dit Navn som stort og forfærdeligt - hellig er han! -

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

¹² for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære. ¹³ Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt.

¹⁰ HERREN skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!

⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

¹⁰ Men Gud HERREN er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden bæver for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

²⁹ Og der er givet Befaling af mig, at den af ethvert Folk, Stamme og Tungemaal, som i Tale forser sig imod Sadraks, Mesaks og Abed-Negos Gud, skal hugges i Stykker og hans Hus gøres til en Møgdynge, fordi der er ingen anden Gud, der saaledes kan frelse.

³ Hans Tegn - hvor store! og hans underfulde Gerninger - hvor mægtige! hans Rige er et evigt Rige og og hans Herredømme fra Slægt til Slægt!

³⁴ Men der disse Dage vare til Ende, opløftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til Himmelen, og min Forstand kom til mig igen, og jeg lovede den Højeste og priste og ærede ham, som lever evindelig; thi hans Herredømme er et evigt Herredømme, og hans Rige varer fra Slægt til Slægt.

¹⁴ Og ham blev givet Magt og Ære og Rige, og alle Folk, Stammer og Tungemaal skulde tjene ham; hans Herredømme er et evigt Herredømme, som ikke forgaar, og hans Rige et uforkrænkeligt.

²⁷ Men Riget og Herredømmet og Rigernes Magt under al Himmelen skal gives til et Folk af den Højestes hellige; hans Rige er et evigt Rige, og alle Herredømmer skulle tjene og lyde ham.

¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn.

⁶ Thi jeg, HERREN, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte.

¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.

²⁵ han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der har Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting.

²⁶ og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn.

⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil, ¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab,

²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Thronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og lægge deres Kroner ned for Thronen, sigende:

¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

¹⁵ Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig.

⁵⁰ Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Sæd evindelig.

⁷ Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest; med Frelsens Jubel omgiver du mig. Sela.

¹⁷ Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.

¹⁰ I, som elske HERREN! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand.

¹⁹ stor i Raad, og mægtig i Gerning; thi dine Øjne ere opladte over alle Menneskens Børns Veje til at give hver efter hans Veje og efter hans Idrætters Frugt! ²⁰ Du, som har gjort Tegn og underlige Ting i Ægyptens Land, indtil denne Dag, baade iblandt Israel og iblandt andre Mennesker, og har indlagt dig et Navn, som det er paa denne Dag;

² Det behager mig at forkynde de Tegn og de underfulde Gerninger, som den højeste Gud har gjort imod mig. ³ Hans Tegn - hvor store! og hans underfulde Gerninger - hvor mægtige! hans Rige er et evigt Rige og og hans Herredømme fra Slægt til Slægt!

¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes.

⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.

³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.

⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde; ¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

⁴ idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.

²² Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da HERRENS Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte HERREN Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige, ja kundgøre ved Skrift, og sige:

²⁸ den, som siger til Kyrus: Han er min Hyrde, og han skal fuldkomme al min Villie, og han skal sige til Jerusalem: Du skal bygges; og til Templet: Du skal grundfæstes.

²¹ Og Daniel blev indtil Kong Kyrus's første Aar.

¹ Kyrus's, Kongen af Persiens, tredie Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet.