Exodus 7:16 Cross References - Danish

¹⁶ Og du skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil.

¹² Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle: I tjene Gud paa dette Bjerg.

¹⁸ Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten og I skulle sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til HERREN vor Gud.

¹ Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken. ² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare. ³ Og de sagde: Hebræernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe HERREN vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Sværdet.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

²⁰ Og HERREN sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk fare, at; de maa tjene mig.

¹ Og HERREN sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

¹³ Da sagde HERREN til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

¹⁵ Thi det skete, fordi Farao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, at HERREN ihjelslog alle førstefødte i Ægyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvægets førstefødte; derfor ofrer jeg HERREN alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner.

⁵ Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?

⁶ Der Filisterne hørte det Frydeskrigs Røst, da sagde de: Hvad er dette for et stort Frydeskrigs Røst i Hebræernes Lejr? Og de fik at vide, at HERRENS Ark var kommen til Lejren. ⁷ Da frygtede Filisterne, thi de sagde: Gud er kommen i Lejren; og de sagde: Ve os! thi der er ikke sket noget som dette tilforn. ⁸ Ve os! hvo vil fri os af disse herlige Guders Haand? disse ere de Guder, som sloge Ægypten med alle Haande Plager i Ørken. ⁹ Værer frimodige og værer Mænd, I Filister! at I ikke skulle tjene Hebræerne, som de have tjent eder; ja værer Mænd og strider!

¹³ Jeg opvækker ham i Retf erdiglled og vil jævne alle hans Veje; han skal bygge min Stad og løslade mine bortførte, ikke for Løsepenge, ej heller for Skænk, siger den HERRE Zebaoth.

³³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare.

²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet. ²² Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel. ²³ Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræsterog de Ældste havde sagde til dem.