Ezekiel 37 Cross References - Danish

¹ HERRENS Haand kom over mig og HERREN førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben. ² Og han lod mig gaa forbi dem trindt omkring, og se, der laa saare mange vare saare tørre. ³ Og han sagde til dig: Du Menneskesøn! mon disse den kunne blive levende? Og jeg sagde: Herre, HERRE! du ved det. ⁴ Og han sagde til mig: Spaa om visse Ben og sig til dem: I tørre den, hører HERRENS Ord! ⁵ Saa siger den Herre, HERREN til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og skulle blive levende. ⁶ Og jeg vil lægge Sener paa eder og lade Kød kromme over eder og overdrage eder, i med Hud og bringe Aand i eder, at blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁷ Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen; og Benene nærmede sig, det ene Ben til det andet. ⁸ Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem, og der trak sig en Hud der ovenover; men der var ikke Aand i dem. ⁹ Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, HERRE: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende. ¹⁰ Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Hær. ¹¹ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Ben ere Israels hele Hus; se, det siger: Vore Ben ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, det er forbi med os! ¹² Derfor spaa, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg oplader eders Grave og fører eder op af eders Grave, mit Folk! og bringer eder til Israels Land. ¹³ Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg oplader eders Grave, og naar jeg fører eder op af eders Grave, mit Folk! ¹⁴ Og jeg vil sende min Aand i eder, at I blive levende, og jeg vil bosætte eder i eders Land den, jeg har talt det og gjort det, siger HERREN. ¹⁵ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ¹⁶ Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Træ - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre", ¹⁷ og føj dem sammen, det ene til det andet, for dig til eet Stykke Træ, saa at de blive til eet i din Haand. ¹⁸ Og naar dit Folks Børn sige til dig: Vil du ikke give os til Kende, hvad du mener med disse Ting: ¹⁹ Da sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil tage Josefs Træ, som er i Efraims Land, og Israels Stammer, hans Medbrødre, som jeg sætter derpaa, samt Judas Træ, og jeg vil gøre dem til eet Stykke Træ, og de skulle være eet i min Haand. ²⁰ Og I de Stykker Træ, som du skriver paa, skulle være i din Haand for deres Øjne; ²¹ og tal til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg tager Israels Børn ud fra Hedningerne, hvor de vandre, og jeg vil samle dem trindt omkring fra og lade dem komme til deres Land. ²² Og jeg vil være dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal være Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere være tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles. ²³ De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtrædelser; og jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rejse dem; og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem. ²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig. ²⁶ Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal være dem en evig Pagt, og jeg vil bosætte dem og gøre dem mangfoldige og sætte min Helligdom midt iblandt dem evindelig. ²⁷ Og min Bolig skal være hos dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ²⁸ Og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er HERREN, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver midt iblandt dem evindelig.

⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

⁷ Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.

⁷ Og jeg vil ette min Pagt imellem mig og Imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig. ⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

¹³ Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eder Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er HERREN, som helliger eder

⁷ Derfor helliger eder og værer hellige; thi jeg er HERREN eders Gud. ⁸ Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er HERREN, som gør eder hellige.

⁸ Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er HERREN, som gør eder hellige.

⁸ Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg HERREN er hellig, som gør eder hellige.

¹¹ Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. ¹² Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk.

² Tal til Israels Børn og tag af dem een Kæp for hvert Fædrenehus, af alle deres Fyrster for deres Fædrenehuse, tolv Kæppe; du skal skrive hvers Navn paa hans Kæp. ³ Og du skal skrive Arons Navn paa Levi Kæp; thi der skal være een Kæp for hver Øverste over deres Fædrenehuse.

⁶ Og Mose talede til Israels Børn, og alle deres Fyrster gave ham for enhver Fyrste een Kæp, efter deres Fædrenehuse, tolv Kæppe; og Arons Kæp var midt iblandt deres Kæppe. ⁷ Og Mose lagde Kæppene for HERRENS Ansigt i Vidnesbyrdets Paulun. ⁸ Og det skete den anden Dag, da kom Mose til Vidnesbyrdets Paulun, og se, Arons Kæp for Levi Hus havde blomstret, ja, den havde baade skudt Knopper og fremført Blomster og baaret modne Mandler. ⁹ Og Mose bar alle Kæppene ud fra HERRENS Ansigt til alle Israels Børn, og de saa dem, og de toge hver sin Kæp.

¹² Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: Se, vi maa opgive Aanden, vi omkomme, vi omkomme alle sammen! ¹³ Enhver som kommer nær den som kommer nær til HERRENS Tabernakel, han maa dø; mon det da skulde være forbi med os, og vi skulde opgive Aanden?

⁸ Tag Staven, og saml Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til Klippen for deres Øjne, saa, skal den give Vand af sig; og du skal lade Vand af Klippen komme ud til dem og give Menigheden og deres Dyr at drikke.

³⁰ Ere disse ikke paa hin Side Jordanen bag Vejen imod Solens Nedgang, i Kananiternes Land; som bo paa den slette Mark, tværs over for Gilgal ved More Lund?

⁶ I have ikke ædet Brød og ej drukket Vin eller stærk Drik, for at I skulle vide, at jeg er HERREN eders Gud.

³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig. ⁴ Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal HERREN din Gud samle dig derfra og tage dig derfra.

⁶ Og HERREN din Gud skal omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, at du skal elske HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, at du maa leve.

²⁹ Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem.

³⁹ Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand.

⁶ HERREN er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen.

⁵ Thi staar mit Hus sig ikke saa med Gud? thi han har sat mig en evig Pagt, som er ordentligt beskikket i alle Maader og bevaret; thi al min Frelse og al min Lyst, skulde han ej lade den spire frem?

²⁰ Og HERREN har opfyldt sit Ord, som han talede; thi jeg er kommen op i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Trone, saaledes som HERREN talede, og har bygget HERRENS, Israels Guds, Navn et Hus. ²¹ Og jeg har beskikket der et Sted til Arken, hvori HERRENS Pagt er, som han gjorde med vore Fædre, der han førte dem ud af Ægyptens Land.

¹⁶ Der al Israel saa, at Kongen ikke vilde høre dem, da gav Folket Kongen et Svar tilbage og sagde: Hvad Del have vi da i David? vi have ingen Lod i Isajs Søn; Israel! drag til dine Telte; se nu til dit Hus, o David! Saa gik Israel til sine Telte. ¹⁷ Dog Israels Børn, som boede i Judas Stæder, over dem regerede Roboam. ¹⁸ Da sendte Kong Roboam Adoram, som var Rentemester, til dem, og al Israel stenede ham med Stene, saa at han døde; men Kong Roboam brugte al sin Styrke til at komme op i Vognen for at fly til Jerusalem. ¹⁹ Saa faldt Israel af fra Davids Hus indtil denne Dag. ²⁰ Og det skete, der al Israel hørte, at Jeroboam var kommen tilbage, da sendte de hen og kaldte ham til Menigheden og gjorde ham til Konge over al Israel; der var ingen, som fulgte efter Davids Hus, undtagen Judas Stamme alene.

² Og han raabte imod Alteret efter HERRENS Ord og sagde: Alter! Alter! saa sagde HERREN: Se, for Davids Hus skal fødes en Søn, hvis Navn skal være Josias, og han skal ofre paa dig Højenes Præster, som gøre Røgelse paa dig, og de skulle opbrænde Menneskers Ben paa dig.

¹² Og det maatte ske, naar jeg gik fra dig, at HERRENS Aand tog dig bort, jeg ved ikke hvorhen, og jeg kom at give Akab det til Kende, og han fandt dig ikke, da slog han mig ihjel; men din Tjener frygter dog HERREN fra sin Ungdom af

¹¹ Og han sagde: Gak ud, og du skal staa ved Bjerget for HERRENS Ansigt; og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for HERRENS Ansigt: HERREN var ikke i Vejret; og der kom et Jordskælv efter Vejret: HERREN var ikke i Jordskælvet. ¹² Og efter Jordskælvet kom en Ild: HERREN var ikke i Ilden; men efter Ilden kom der en stille, sagte Lyd. ¹³ Og det skete, der Elias hørte det da tilhyllede han sit Ansig med sin Kappe og gik ud og stod i Døren paa Hulen, og se, da kom der en Røst til ham og sagde: Hvad har du her at gøre, Elias

²⁸ Og der kom en Guds Mand frem og talte til Israels Konge og sagde: Saa sagde HERREN: Fordi Syrerne have sagt: HERREN er Bjergenes Gud og ikke Dalenes Gud, derfor har jeg givet hele denne store Hob i din Haand, for at I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹⁶ Og de sagde til ham: Kære se, her er halvtredsindstyve Mænd iblandt dine Tjenere, stærke Folk; lad dem dog gaa og lede efter din Herre, maaske HERRENS Aand har optaget ham og kastet ham paa et af Bjergene eller i en af Dalene; men han sagde: Lader dem ikke gaa!

¹ Og hele Israel blev indført i Slægtregisteret, og se, de ere optegnede i Israels Kongers Bog; men Juda var bortført til Babel for sin Forsyndelses Skyld. ² Og de første Indbyggere, som boede i deres Ejendom, i deres Stæder, vare: Israel, Præsterne, Leviterne og Templets Livegne. ³ Men der boede i Jerusalem af Judas Børn og af Benjamins Børn og af Efraims og Manasses Børn:

¹⁷ Dog Israels Børn, som boede i Judas Stæder, over dem regerede Roboam.

¹⁹ Saa faldt Israel af fra Davids Hus indtil denne Dag.

¹¹ Og han gjorde de faste Stæder stærke og lagde Befalingsmænd i dem og Forraad af Spise og Olie og Vin ¹² og Skjolde og Spyd i alle Stæderne, hvilke han befæstede saare meget; og Juda og Benjamin vare hans. ¹³ Og præsterne og Leviterne, som vare udi al Israel, de gik over til ham fra alt deres Landemærke. ¹⁴ Thi Leviterne forlode deres Marker og deres Ejendom og droge til Juda og til Jerusalem; thi Jeroboam og hans Sønner forkastede dem og lode dem ikke gøre Præstetjeneste for HERREN. ¹⁵ (Men han beskikkede sig Præster til Højene og til Skovtroldene og til de Kalve, som han opstillede.) ¹⁶ Og efter hine fulgte af alle Israels Stammer de, som gave deres Hjerte til at søge HERREN Israels Gud; de kom til Jerusalem for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud. ¹⁷ Og de styrkede Judas Rige og gjorde Roboam, Salomos Søn, mægtig i tre Aar; thi de vandrede i Davids og i Salomos Vej i tre Aar.

⁹ Og han samlede al Juda og Benjamin og de fremmede hos dem af Efraim og af Manasse og af Simeon; thi mangfoldige af Israel gik over til ham, der de saa, at HERREN hans Gud var med ham.

¹¹ Dog nogle af Aser og Manasse og af Sebulon ydmygede sig og kom til Jerusalem. ¹² Guds Haand var og over Juda, saa at han gav, dem et Hjerte til at gøre efter Kongens og de Øverstes Bud, efter HERRENS Ord. ¹³ Og der samledes meget Folk til Jerusalem for at holde de usyrede Brøds Højtid i den anden Maaned, en saare stor Forsamling. ¹⁴ Og de gjorde sig rede og borttoge Altrene, som vare i Jerusalem, og de borttoge alle Røgelsekar og kastede dem i Kedrons Bæk. ¹⁵ Og de slagtede Paaskelammet den fjortende Dag i den anden Maaned; og Præsterne og Leviterne bleve skamfulde, og de helligede sig og førte, Brændofre til HERRENS Hus. ¹⁶ Og de stode paa deres Sted, efter deres Skik, efter Moses, den Guds Mands Lov; Præsterne stænkede Blodet, hvilket de modtoge af Leviternes, Haand. ¹⁷ Thi der var mange i Forsamlingen, som ikke havde helliget sig, derfor slagtede Leviterne Paaskelammene for alle dem, som ikke vare rene, for at hellige dem for HERREN. ¹⁸ Thi der var meget Folk, meget af Efraim og Manasse, Isaskar og Sebulon, som ikke vare rensede, men dog aade Paaskelam, ikke som det var foreskrevet; men Ezekias bad for dem og sagde: HERREN, som er god, gøre Forligelse

¹ Men i Kyrus's, Kongen af Persiens, første Aar, da HERRENS Ord, som var talt ved Jeremias's Mund, var fuldkommet, opvakte HERREN Kyrus's, Kongen af Persiens, Aand, at han lod udraabe over sit ganske Rige og kundgøre ved Skrift og sige: ² Saa siger Kyrus, Kongen i Persien: HERREN, Himmelens Gud, har givet mig alle Riger paa Jorden, og han har befalet mig at bygge sig et Hus i Jerusalem, som er i Juda.

¹⁴ Ogsaa naar du siger, du skuer ham ikke, saa er Dommen alt for hans Ansigt, derfor vent paa ham! ¹⁵ Men nu, fordi hans Vrede ikke hjemsøger, og han ikke agter stort paa Overmodet:

⁶ Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg."

¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

¹⁸ Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed.

²⁰ Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.

³⁵ bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

¹ Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed,

⁸ Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende!

⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

⁷¹ fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. ⁷² Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

¹⁰ Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod; som er udøst, bliver hævnet.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne"; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme.

³ Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed: ⁴ Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:

¹⁵ Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

²⁹ Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. ³⁰ Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

³⁰ Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

² da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse.

² da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse. ³ HERREN har gjort store Ting imod os; vi bleve glade.

⁷ Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg.

¹¹ De vises Ord ere som Braadde og som Søm, de trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.

¹⁶ Vaagn op, Nordenvind! og kom, Søndenvind! blæs igennem min Have, at dens Vellugt maa brede sig ud; min elskede komme i sin Have og æde sine kostelige Frugter!

¹⁸ Og med Afguderne skal det være aldeles forbi.

⁶ Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste; ⁷ for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfæerdighed fra nu og indtil evig Tid; den HERRE Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

¹ Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.

¹¹ Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, an den Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elan og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet. ¹² Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner.

¹² Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner. ¹³ Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim.

¹³ Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim.

¹³ Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim. ¹⁴ Men de skulle flyve ind paa Filisternes Skuldre imod Vesten, de skulle i Forening røve fra dem, som bo imod Østen; Edom og Moab skulle blive et Bytte for deres Haand, og Ammons Børn skulle bevise dem Lydighed. ¹⁵ Og HERREN skal sætte Vigen af Ægyptens Hav i Band og bevæge sin Haand over Floden med sit stærke Vejr; og han skal slaa den i syv Bække og lade den betrædes med Sko. ¹⁶ Og der skal være en banet Vej for de overblevne af hans Folk, som skulle blive tilovers fra Assyrien, ligesom der var for Israel, den Dag det drog op af Ægyptens Land.

¹⁹ Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.

⁶ I de kommende Dage skal Jakob slaa Rødder, Israel skal blomstre og faa Knopper; og de skulle fylde Jorderige med Frugt.

¹² Og det skal ske paa den Dag, at HERREN skal afryste Frugter fra Flodens Strøm indtil Ægyptens Bæk; og I skulle opsankes, en for en, I Israels Børn! ¹³ Og det skal ske, paa den Dag skal man blæse i en stor Basun, saa skulle de fortabte i Assyriens Land og de bortdrevne i Ægyptens Land komme og tilbede HERREN paa det hellige Bjerg i Jerusalem.

¹⁵ indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

²⁷ Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for HERREN, og min Ret gaar min Gud forbi?

¹⁸ I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se.

⁵ Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Sæd fra Østen og samle dig hjem fra Vesten. ⁶ Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Hold ikke tilbage; før mine Sønner hid fra det fjerne og mine Døtre fra Jordens Ende,

¹² Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land.

¹⁴ Men Zion sagde: HERREN har forladt mig, og Herren har glemt mig.

²¹ Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugthar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse?

²³ Og Konger skulle vsere dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er HERREN, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes.

³ Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David.

³ Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David. ⁴ Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag.

²⁰ Og der skal komme en Genløser for Zion og for dem, som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger HERREN. ²¹ Og jeg - dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger HERREN, fra nu og indtil evig Tid.

²¹ Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eje Landet evindelig som de, der ere en Kvist af min Plantning, et Værk af mine Hænder, mig til Herlighed.

¹⁴ Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glædes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Græs; og HERRENS Haand skal kendes paa hans Tjenere; men han skal vredes paa sine Fjender.

²² Thi ligesom de nye Himle og den nye Jord, som jeg skaber, bestandigt blive for mit Ansigt, siger HERREN, saa skal eders Sæd og eders Navn blive bestandigt.

²⁵ Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa.

¹⁸ I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skulle komme med hinanden fra et Land af Norden, til Landet, som jeg har givet eders Fædre til Arv.

³² Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, at man ikke skal kalde det mere Tofeth og Ben-Hinnoms Dal, men Morderdal; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads.

² og udsprede dem for Solen og for Maanen og for al Himmelens Hær, hvilke de elskede, og hvilke de tjepte, og hvilke de vandrede efter, og hvilke de søgte, og hvilke de tilbade; de skulle ikke sankes op og ej begraves, men vorde til Møg oven paa Jorden.

⁵ Og jeg gik og skjulte det ved Eufrat, som HERREN bød mig. ⁶ Og det skete de HERREN til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Bælte, som jeg befalede dig at skjule der. ⁷ Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Bæltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Bæltet var fordærvet, det duede ikke til noget.

¹⁵ men derimod Saa sandt HERREN lever, han, som førte Israels Børn op af Nordenland og fra alle Landene, hvorhen han havde fordrevet dem! Og jeg vil føre dem tilbage til deres Land, som jeg gav deres Fædre.

²⁹ Land! Land! Land! hør HERRENS Ord!

³ Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden.

⁵ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil oprejse David en retfærdig Vækst; og han skal regere som en Konge og handle viselig og Øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ⁶ I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo tryggelig og dette er hans Navn, som man skal kalde ham med: "HERREN vor Retfærdighed".

⁸ men derimod: Saa sandt HERREN lever, som førte og bragte Israels Hus's Sæd op fra Nordenlandet og fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem! Og de skulle bo i deres eget Land.

⁸ Og det skete, der Jeremias var færdig med at tale alt det, som HERREN havde befalet ham at tale til alt Folket, da grebe Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: Du skal visselig dø!

¹⁴ Og Jeg skal lade mig finde af eder, siger HERREN, og omvende eders Fangenskab og sarnle eder fra alle de Hedninger og fra alle de Steder, hvorhen jeg fordrev eder, siger HERREN; og jeg skal lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder.

³ Thi se, de Dage komme, siger HERREN, da vil jeg vende mit Folk Israels og Judas Fangenskab, siger HERREN, og føre dem tilbage til det Land, som jeg har givet deres Fædre, at de skulle eje det.

⁹ Men de skulle tjene HERREN deres Gud og David deres Konge, som jeg vil oprejse dem. ¹⁰ Frygt da ikke, du min Tjener Jakob! siger HERREN, og vær ikke forfærdet, Træl! thi se, jeg frier dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg, og ingen skal forfærde ham.

¹⁸ Saa siger HERREN: Se, jeg vil omvende Fangenskabet for Jakobs Telte og forbarme mig over hans Boliger; og Staden skal bygges paa sin Høj, og der skal blive Palads efter sin Vis. ¹⁹ Og Taksigelse og de legendes Røst skal udgaa fra dem; thi jeg vil formere dem, og de skulle ikke formindskes, og jeg vil ære dem, og de skulle ikke blive ringe.

¹ Paa den Tid, siger HERREN, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skulle være mit Folk.

⁸ Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling. ⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn. ¹⁰ Hører, I Hedninger I HERRENS Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord.

²⁴ Og Juda og alle hans Stæder skulle bo derudi til Hobe, de, som dyrke derudi til Hobe, de, som dyrke Ageren, og de, som drage om med ren, Hjorden.

²⁷ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil besaa Israels Hus og Judas Hus med en Sæd af Folk og med en Sæd af Kvæg.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

³⁷ Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig. ³⁸ Og de skulle veere mig et Folk, og jeg vil være dem en Gud. ³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem.

³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem. ⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig. ⁴¹ Og jeg vil glæde mig over dem ved at gøre dem godt; og jeg vil plante dem i dette Land i Sandhed, af mit ganske Hjerte og af min ganske Sjæl.

⁷ Og jeg vil omvende Judas Fangenskab og Israels Fangenskab, og jeg vil bygge dem som i Begyndelsen.

¹¹ Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, deres Røst, som sige: Takker den HERRE Zebaoth, thi HERREN er god, thi hans Miskundhed er evindelig, og deres, som bringe Takoffer til HERRENS Hus; thi jeg vil omvende Landets Fangenskab som i Begyndelsen, sagde HERREN.

¹⁴ Se, de Dage komme, siger HERREN, da jeg vil stadfæste det gode Ord, hvilket jeg har talt til Israels Hus og om Judas Hus. ¹⁵ I de Dage og paa den Tid vil jeg lade for David en Retfærdigheds Vækst opvokse; og han skal øve Ret og Retfærdighed paa Jorden. ¹⁶ I de Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo tryggelig; og dette er Navnet, man skal give den: HERREN vor Retfærdighed. ¹⁷ Thi saa siger HERREN: Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus's Trone.

²⁴ Har du ikke set, hvad dette Folk har talt, idet det siger: De to Slægter, som HERREN havde udvalgt, dem har han folkastet? og de foragte mit Folk, saa at det ikke mere er et Folk for deres Ansigt. ²⁵ Saa siger HERREN: Dersom jeg. ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, Himmelens og Joldens Skikke, ²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

⁴ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge HERREN deres Gud.

¹⁹ Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead.

⁵⁴ Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der.

¹⁴ Og en Aand opløftede mig og tog mig bort, og jeg for hen, bitter i min Aands Harme; men HERRENS Haan i var stærk over mig.

²² Og HERRENS Haand var over mig der; og han sagde til mig: Staa op, gak ud i Dalen, og der vil jeg tale med dig.

⁷ Og saarede skulle falde midt iblandt eder, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹³ Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar deres saarede ligge midt iblandt deres Afguder, trindt omkring deres Altre, paa alle fremragende Høje, paa alle Bjergenes Toppe og under alle grønne Træer og under alle løvrige Terebinther hvor de ofrede Vellugt til alle deres Afguder.

⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

³ Og han udrakte Skikkelsen af en Haand og tog mig ved Haaret paa mit Hoved; og Aanden opløftede mig imellem Jorden og imellem Himmelen og førte mig, i Syner fra Gud, til Jerusalem, hen imod Indgangen til den indre Forgaards Port, som vender imod Norden, hvor Nidkærhedens Billede, som vakte Nidkærhed, stod.

¹⁰ For Sværdet skulle I falde, paa Israels Grænse vil jeg dømme eder; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹² Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, fordi I ikke have vandret efter mine Skikke og ikke holdt mine Bud, men gjort efter Hedningernes Vis, som ere trindt omkring eder.

¹⁶ Derfor sig: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg har ladet, dem fare langt bort iblandt Hedningerne, og jeg har adspledt dem i Landene, men jeg er dog bleven dem til en Helligdom for en kort Tid i Landene, hvorhen de ere komne.

¹⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte, ²⁰ paa det de skulle vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem; og de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud.

²⁴ Og Aanden opløftede rnig og førte mig i Synet, i Guds Aand, til Kaldæa til de bortførte; og det Syn, som jeg havde set, forsvandt for mig i det høje.

³ Derfor, du Menneskesøn! skaf dig Rejsetøj, og flyt ud om Dagen for deres Øjne; og flyt fra dit Sted til et andet Sted for deres Øjne, om de maaske vilde se det; thi de ere et genstridigt Hus.

⁹ Du Menneskesøn! har ikke Israels Hus, det genstlidige Hus, sagt til dig, hvad gør du?

¹¹ for al de af Israels Hus ikke mere skulle fare vild fra mig ej heller besmitte sig mere med nogen af deres Overtrædelser; men de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud siger den Herre, HERRE.

⁶² Og jeg vil oprette min Pagt med dig, og du skal fornemme, at jeg er HERREN;

¹² Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel.

²⁴ og alle Træer paa Marken skulle fornemme, at jeg, HERREN, har fornedret et højt Træ, ophøjet et lavt Træ, gjort et grønt Træ tørt og gjort et tørt Træ glønt; jeg HERREN, jeg har talt det og gjort det.

¹² Og jeg gav dem ogsaa mine Sabbater, at de skulde være til Tegn imellem mig og imellem dem, at de skulde vide, at jeg er HERREN, som helliger dem.

³⁸ Og jeg vil udrense de genstlidige fra eder og dem, som ere faldne fra mig; jeg vil udføre dem af det Land; hvor de bo som fremmede, men til Israels Land skal ingen af dem komme; og I skulle fornernme, at jeg er HERREN.

⁴³ Og der skulle I ihukomme eders Veje og alle eders Gerninger, med hvilke I have besmittet eder? og I skulle væmmes ved eder selv ved alle eders Ondskaber, som I have begaaet.

⁴⁹ Og jeg sagde: Alc, Herre, HERRE, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?

¹⁴ Mon dit Hjerte skal kunne holde Stand? mon dine Hænder skulle beholde Styrke paa de Dage, naar jeg vil handle med dig? jeg, HERREN, jeg har talt det og vil gøre det.

¹⁹ Og Folket sagde til mig: Vil du ikke give os til Kende, hvad disse Ting betyde for os, at du gør saaledes?

²² og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den. ²³ Og jeg vil sende Pest i den og, Blod paa dens Gader, og der skal falde ihjelslagne i dens Midte for Svældet, som skal komme over den trindt omkring fra; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN. ²⁴ Og for Israels Hus skal der ikke ydermere være en Torn, som stikker, eller en Tidsel, som smerter, af alle dem, som ere trindt omkring dem, som haane dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE. ²⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Naar jeg samler Isralels Hus hjem fra Folkene, iblandt hvilke de ere adspredte, da vil jeg helliggøre mig ved dem for Hedningernes Øjne, og de skulle bo i deres Land, som jeg har givet min Tjener Jakob.

²⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Naar jeg samler Isralels Hus hjem fra Folkene, iblandt hvilke de ere adspredte, da vil jeg helliggøre mig ved dem for Hedningernes Øjne, og de skulle bo i deres Land, som jeg har givet min Tjener Jakob. ²⁶ Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg HERREN er deres Gud.

¹⁵ naar jeg gør Ægyptens Land til en ødelæggelse, og Landet bliver øde for det, som det er fuldt af, naar jeg slaar alle rlets Indbyggere; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²² Og HERRENS Haand var kommen over mig om Aftenen, før den undslupne kom; og han oplod min Mund, inden denne kom til mig om Morgenen; saa oplodes min Mund, og jeg var ikke ydermere stum.

¹³ Og jeg vil føre dem ud fra Folkene og samle dem fra Landene og føre dem ind i deres Land; og jeg vil vogte dem paa Israels Bjerge, i Dalene, og hvor de bo i Landet.

²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde. ²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det. ²⁵ Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene.

²⁷ Og Træet paa Marken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og de skulle være trygge i deres Land, og de skulle fornemme; at der er HERREN, naar jeg bryder deres trykkende I, Aag og redder dem af deres Haand, som brugte dem til Trælle.

⁹ Jeg vil gøre dig til evige Ørkener, og dine Stæder skulle ikke bebos; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹² Og du skal fornemme, at jeg er HERREN, jeg har hørt alle meine Besottelser; som du har sagt imod Israels Bjerge, idet du sagde: De ere ødelagte, os ere de givne til Føde.

¹⁵ Ligesom du har glædet dig over Israels Hus's Arv, fordi den blev Ødelagt, saaledes vil jeg gøre imod dig; du Seirs Bjerg og hele Edom alt sammen skal vorde øde; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹ Og du Menneskesøn! spaa imod Israels Bjerge og sig: I Israels Bjerge! hører HERRENS Ord!

¹⁰ Og jeg vil gøre Menneskene paa eder mangfoldige, hele Israels Hus alt sammen, og Stæderne skulle blive beboede, og de Ødelagte Stæder skulle opbygges.

²³ Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er HERREN, siger den Herre, HERRE, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne. ²⁴ Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land.

²⁴ Og jeg vil tage eder fra Hedningerne og samle eder ud fra alle Landene og lade eder komme til eders Land. ²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem: ²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.

²⁸ Og I skulle bo i Landet, som jeg har givet eders Fædre, og I skulle være mit Folk, og jeg vil være eders Gud. ²⁹ Og jeg vil holde eder fri fra alle eders Urenheder, og jeg vil kalde paa Kornet og gøre det mangfoldigt og ikke sende Hunber over eder.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

³⁶ Og Hedningerne, som blive tilovers trindt omkring eder, skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har bygget det nedbrudte, beplantet det ødelagte, jeg HERREN, jeg har talt og gjort det. ³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

¹ HERRENS Haand kom over mig og HERREN førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben. ² Og han lod mig gaa forbi dem trindt omkring, og se, der laa saare mange vare saare tørre. ³ Og han sagde til dig: Du Menneskesøn! mon disse den kunne blive levende? Og jeg sagde: Herre, HERRE! du ved det. ⁴ Og han sagde til mig: Spaa om visse Ben og sig til dem: I tørre den, hører HERRENS Ord! ⁵ Saa siger den Herre, HERREN til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og skulle blive levende.

⁵ Saa siger den Herre, HERREN til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og skulle blive levende. ⁶ Og jeg vil lægge Sener paa eder og lade Kød kromme over eder og overdrage eder, i med Hud og bringe Aand i eder, at blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁶ Og jeg vil lægge Sener paa eder og lade Kød kromme over eder og overdrage eder, i med Hud og bringe Aand i eder, at blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁷ Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen; og Benene nærmede sig, det ene Ben til det andet. ⁸ Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem, og der trak sig en Hud der ovenover; men der var ikke Aand i dem. ⁹ Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, HERRE: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende.

⁹ Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, HERRE: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende. ¹⁰ Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Hær. ¹¹ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Ben ere Israels hele Hus; se, det siger: Vore Ben ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, det er forbi med os!

¹⁴ Og jeg vil sende min Aand i eder, at I blive levende, og jeg vil bosætte eder i eders Land den, jeg har talt det og gjort det, siger HERREN. ¹⁵ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ¹⁶ Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Træ - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre",

¹⁶ Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Træ - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre",

¹⁶ Og du Menneskesøn tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: "For Juda og for hans Medbrødre af Israels Børn"; og tag et andet Stykke Træ og skriv derpaa: "For Josef - det er Efraims Træ - "og for hele Israels Hus, hans Medbrødre", ¹⁷ og føj dem sammen, det ene til det andet, for dig til eet Stykke Træ, saa at de blive til eet i din Haand.

¹⁹ Da sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil tage Josefs Træ, som er i Efraims Land, og Israels Stammer, hans Medbrødre, som jeg sætter derpaa, samt Judas Træ, og jeg vil gøre dem til eet Stykke Træ, og de skulle være eet i min Haand.

²¹ og tal til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg tager Israels Børn ud fra Hedningerne, hvor de vandre, og jeg vil samle dem trindt omkring fra og lade dem komme til deres Land. ²² Og jeg vil være dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal være Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere være tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles.

²² Og jeg vil være dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge, og een Konge skal være Konge for dem alle, og de skulle ikke ydermere være tvende Folk og ej ydermere dele sig i to Riger fremdeles. ²³ De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtrædelser; og jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rejse dem; og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

²³ De skulle ej heller mere besmitte sig ved deres Afguder og ved deres Vederstyggeligheder eller ved nogen af alle deres Overtrædelser; og jeg vil fri dem for alle deres Boliger, i hvilke de have syndet, og rejse dem; og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem.

²⁴ Og min Tjener og der skal være een Hyrde for dem alle, og de skulle vandre efter mine Bud, holde mine Skikke og gøre efter dem. ²⁵ Og de skulle bo i Landet, som jeg har givet min Tjener Jakob, i hvilket eders Fædre boede; og de skulle bo der, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid, og David min Tjener skal være deres Fyrste evindelig. ²⁶ Og jeg vil slutte en Freds Pagt med dem, det skal være dem en evig Pagt, og jeg vil bosætte dem og gøre dem mangfoldige og sætte min Helligdom midt iblandt dem evindelig. ²⁷ Og min Bolig skal være hos dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

²³ Og jeg vil bevise mig stor og bevise mig hellig, og jeg vil give mig, til Kende for mange Hedningers Øjne; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁶ Og jeg vil sende en Ild paa Magog og paa dem, som bo tryggelig paa Øerne, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN ⁷ jeg vil kundgøre mit hellige Navn midt iblandt mit Folk Israel og ikke ydermere lade mit hellige Navn vanhelliges, og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er HERREN, den Hellige i Israel.

²² Og Israels Hus skal fornemme, at jeg er HERREN deres Gud, fra den samme Dag af og fremdeles. ²³ Og Hedningerne skulle kende, at Israels Hus blev bortført for deres Misgerning, fordi de havde været troløse imod mig, saa at jeg skjulte mit Ansigt for dem og gav dem i deres Fjenders Haand; og de alle faldt for Sværdet.

²⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Nu vil jeg vende Jakobs Fangenskab og forbarme mig over Israels hele Hus og være nidkæer for mit hellige Navn.

²⁷ naar jeg fører dem tilbage fra Folkene og sanker dem fra dere; Fjenders Lande, og naar jeg helliggør mig paa dem for mange Hedningers Øjne. ²⁸ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud idet jeg har bortført dem til Hedningerne og nu samler dem til dere Land og ikke ydermere lader nogen af dem blive tilbage hist. ²⁹ Jeg vil og ikke mere skjule mit Ansigt fo dem; thi jeg har udgydt min Aand over Israels Hus, siger den Herre HERRE.

¹ I det fem og tyvende Aar, efter at vi vare bortførte, i Aarets Begyndelse, paa den tiende Dag i Maaneden, det fjortende Aar efter at Staden var bleven indtagen paa denne Dag kom HERRENS Haand over mig og førte mig derhen.

⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje,

⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje, ⁸ idet de satte deres Dørtærskel ved min Dørtærskel og deres Dørstolper ved mine Dørstolper, og der kun var en Væg imellem mig og imellem dem; og de vanhelligede mit mætige Navn med deres Vederstyggeligheder, som de bedreve, saa at jeg lod dem fortæres i min Vrede.

¹ Og naar I udlodde Landet til Arv, skulle I forlods udtage en Gave til HERREN, et helligt Stykke af Landet; Længden skal være fem og tyve Tusinde Maal lang og Bredden ti tusinde; det skal være helligt inden for hele sin Grænse trindt omkring. ² Deraf skal der til Helligdommen høre fem Hundrede Maal imod fem Hundrede i Firkant trindt omkring; og til en Friplads for den trindt omkring skal der tages halvtredsindstyve Alen. ³ Og efter at dette er maalt, skal du maale i Længden fem og tyve Tusinde og i Bredden ti Tusinde Maal, og den skal Helligdommen, det Allerhelligste, være. ⁴ Det skal være en hellig Del: af Landet, det skal høre Præsterne til, som tjene i Helligdommen, dem; som staa nær for at tjene HERREN; og der skal være Plads for dem til Huse og en hellig Plads for Helligdommen. ⁵ Og fem og tyve Tusinde Maal i Længden og ti Tusinde i Bredden skal være for Leviterne, som gøre Tjeneste i Huset; de skulle have tyve Kamre til Ejendom. ⁶ Og I skulle give til Stadens Ejendom fem Tusinde Maal i Bredden og fem og tyve Tusinde i Længden, ved Siden af Gaven til Helligdommen; det skal høre alt Israels Hus til.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

¹⁰ Dog skal Israels Børns Tal blive som Havets Sand, der ikke kan maales og ikke tælles; og de skal ske, at paa det Sted, hvo der siges til dem: I ere ikke mit Folk, der skal der siges til dem Den levende Guds Børn. ¹¹ Og Judas Børn og Israels Børn skulle samles til Hobe og sætte sig ee Overhoved og drage op af Landet thi stor er Jisreels Dag.

¹⁸ Og jeg vil gøre en Pagt for dem paa samme Dag ved de vilde Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen og med Krybet paa Jorden; og jeg vil sønderbryde Bue og Sværd og Krig og fjerne dem fra Landet og lade dem selv hvile tryggelig. ¹⁹ Og jeg vil trolove dig med mig til evig Tid; og jeg vil trolove dig med mig i Retfærdighed og i Ret og i Miskundhed og Barmhjertighed. ²⁰ Ja, jeg vil trolove dig med mig i Trofasthed, og du skal kende HERREN. ²¹ Og det skal ske paa den Dag, at jeg vil bønhøre, siger HERREN, at jeg vil bønhøre Himlene, og de skulle bønhøre Jorden; ²² og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten vg Olien, og disse skulle bønhøre Jisreel. ²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

²³ Og jeg vil udsaa mig dette i Landet og forbarme mig over Lo-Rukama, og jeg vil sige til Lo-Ammi: Du er mit Folk! og det skal sige: Min Gud.

⁴ Thi i mange Dage skulle Israels Børn sidde hen uden Konge og uden Fyrste og uden Offer og uden Billedstøtte og uden præstelig Livkjortel og Husguder. ⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

² Han skal gøle os levende efter to Dage; paa den tredje Dag skal han oprejse os, at vi maa leve for hans Ansigt.

¹⁰ Men jeg er HERREN din Gud fra Ægyptens Land af: Jeg vil endnu lade dig bo i Telte som paa Højtidens Dage.

¹⁴ Af Dødsrigets Vold vil jeg forløse dem, fra Døden vil jeg genløse dem; Død! hvor er din Pest? Dødsrige! hvor er din ødelæggende Magt? Fortrydelse er skjult for mine Øjne.

⁸ De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintræet; hans Ihukommelse skal være som Vin fra Libanon.

²⁷ Og I skulle fornemme, at jeg er midt i Israel, og jeg er HERREN eders Gud, og ingen ydermere; og mit Folk skal ikke beskæmmes evindelig. ^{28 29}

¹⁷ Opvækkes skulle Hedningerne og drage op til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde, at dømme alle Hedningerne trindt omkring fra.

²⁰ Sol og Maane sortne, og Stjerner forholde deres Skin.

¹⁴ Og jeg vil omvende mit Folk Israels Fangenskab, og de skulle bygge de ødelagte Stæder og tage Bolig der og plante Vingaarde og drikke Vinen af dem, og de skulle anlægge Haver og æde Frugten af dem. ¹⁵ Dg jeg vil plante dem i deres Land; og de skulle ikke ydermere oprykkes af deres Land som jeg har givet dem, siger HERREN din Gud.

¹⁵ Dg jeg vil plante dem i deres Land; og de skulle ikke ydermere oprykkes af deres Land som jeg har givet dem, siger HERREN din Gud.

¹⁷ Men paa Zions Bjerg skal der være engle; som undkomme, og det skal være en Helligdom; og Jakobs Hus skal eje deres Ejendom. ¹⁸ Og Jakobs Hus skal være en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal være til Halm. Og hine skulle antænde disse og fortære dem; og der skal ingen overbleven være for Esaus Hus; thi HERREN har talt det. ¹⁹ Og de, som bo i Sydlandet, skulle eje Esaus Bjerg, og de, som bo i Lavlandet, skulle eje Filistelne, og de skulle eje Efraims Mark og Samarias Mark, og Benjamin skal eje Gilead. ²⁰ Og de hortførte af denne Hær af Israels Børn skulle eje det, som tilhører Kananiterne indtil Zarepta, og de bortførte af Jerusalem, som ere i Sefarad, de skulle eje Stæderne i Sydlandet. ²¹ Og Frelsere skulle drage op paa Zions Bjerg for at dømme Esaus Bjerg; og Bjerget skal høre HERREN til.

² Derfor skal han hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, har født; og de overblevne af hans Brødre skulle vende tilbage til Israels Børn.

⁴ Og han skal være Fred; naar Assur kommer i vort Land, og naar han betræder vore Paladser? saa ville vi rejse imod ham syv Hyrder og otte Folkefyrster.

² Hører, I Bjerge HERRENS Trætte, og I uforanderlige, I Jordens Grundpiller thi HERREN har Trætte med sit Folk, og med Israel gaar han i Rette.

¹¹ Der kommer en Dag, da man skal bygge dine Mure; paa denne Dag skal Grænse være fjern. ¹² Paa den Dag, da skal man komme til dig lige fra Assur og Ægyptens Stæder, og lige fra Ægypten og indtil Floden, og til Hav fra Hav, og fra Bjerg til Bjerget.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Arvs Hjord, som bor ene for sig, i Skoven midt paa Karmel; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage!

⁹ Thi da vil jeg omskifte Læberne til rene for Folkene, at de alle skulle paakalde HERRENS Navn og tjene ham endrægtelig.

¹⁴ Syng, du Zions Datter! raab højt, o Israel! vær glad du Jerusalems Datter! ¹⁵ HERREN har borttaget Dommene over dig, har udryddet din Fjende; HERREN, Israels Konge, er i din Midte, du skal ikke se Ulykke ydermere.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel. ¹³ Ja, han skal bygge HERRENS Tempel, og han skal bære Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone, og der skal være Freds Raad imellem dem begge.

⁴ Saa siger den HERRE Zebaoth: Der skal endnu sidde gamle Mænd og gamle Kvinder paa Jerusalems Gader, og hver med sin Stav i sin Haand for den høje Alders Skyld. ⁵ Og Stadens Gader skulle være fulde af unge Drenge og Piger, som lege paa dens Gader.

⁶ Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og give dem Bolig; thi jeg har forbarmet mig over dem, og de skulle vorde, som om jeg ikke havde bortkastet dem; thi jeg er HERREN deres Gud og vil bønhøre dem.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

¹ Paa den Dag skal der være en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Urenhed. ² Og det skal ske paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth, at jeg vil udrydde Afgudernes Navne af Landet, og de skulle ikke ihukommes ydermere; ogsaa Profeterne og den urene Aand vil jeg lade forsvinde af Landet.

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

⁹ Og jeg vil bringe denne Tredjedel i Ilden og lutre den, som man lutrer Sølvet, og prøve den, som man prøver Guldet; den skal paakalde mit Navn, og jeg vil bønhøre den; jeg siger: Det er mit Folk, og den skal sige: HERREN er min Gud.

¹¹ Og de skulle bo i den, og Band skal ikke være ydermere, og Jerusalem skal bo tryggelig.

²¹ Og hver Gryde i Jerusalem og i Juda skal være hellig for den HERRE Zebaoth, og alle de, som ofre, skulle komme og tage af dem og koge i dem; og der skal ingen Kananit ydermere være i den HERRE Zebaoths Hus paa den Dag.

²¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

³² Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

¹ Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken;

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.

⁸ Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke hvorfra detkommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med hver, som er født af Aanden.

²¹ Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil.

²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

²⁸ Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst, ²⁹ og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse.

⁵ Da Jesus nu opløftede sine Øine og saae, at meget Folk kom til ham sagde han til Philippus: hvor skulle vi kjøbe Brød, at disse kunne æde? ⁶ (Men han sagde dette for at forsøge ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gjøre.)

¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.

¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine, ¹⁵ (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene. ¹⁶ Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

¹⁶ Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

²⁵ Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. ²⁶ Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette?

³⁴ Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

²⁷ Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke.

¹⁷ Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed. ¹⁸ Ligesom du har sendt mig til Verden, saa har og jeg sendt dem til Verden. ¹⁹ Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden.

²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand!

² Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.

¹⁶ men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: ¹⁷ Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme.

³⁷ Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.

²⁰ Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. ²¹ Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem. ²² Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde: ²³ Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde. ²⁴ Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. ²⁵ Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. ²⁶ Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. ²⁷ Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: ²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. ²⁹ Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

³⁹ Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde.

²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. ²⁷ Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede. ²⁸ Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle. ²⁹ Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas.

⁸ Hvad? holdes det for utroligt hos Eder, at Gud opvækker døde?

¹⁷ (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.

² Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov.

¹¹ Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder.

¹⁵ Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse Andet end Liv af Død?

²⁶ og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob;

³⁰ Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;

² Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder.

⁴⁵ Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven en levende Sjæl, den sidste Adam til en levendegjørende Aand.

⁹ Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde; ¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os,

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

¹ Ogsaa Eder gjorde han levende, der I vare døde i Overtrædelser og Synder,

⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!)

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

¹³ Men i Christus Jesus ere nu I, som forhen vare langt borte, komne nær til ved Christi Blod. ¹⁴ Thi han er vor Fred, som gjorde eet af begge og nedbrød Adskillelsens Mellemvæg,

¹⁹ Saa ere I da ikke mere Gjester og Fremmede, men de Helliges Medborgere og Guds Huusfolk, ²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

⁴ eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald; ⁵ een Herre, een Tro, een Daab, ⁶ een Gud og Alles Fader, som ere over Alle og ved Alle og i Eder alle!

²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,

²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

¹² Derfor, mine Elskelige! ligesom i altid have været lydige, saaledes ikke alene som ved min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse, arbeider paa Eders egen Saliggjørelse med Frygt og Bæven; ¹³ thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag.

⁹ thi i ham boer al Guddommens Fylde legemligen. ¹⁰ Og I have al Fylde i ham, som er Hovedet for al Fyrstendømme og Magt.

¹¹ hvor der ikke er Forskjel paa Græker og Jøde, Omskærelse og Forhud, Barbar, Scythe, Træl, Fri, men Christus er Alt i Alle.

¹⁶ Thi Herren selv skal komme ned af Himmelen med et Anskrig, med Overengels røst og med Guds basune, og de Døde i Christus skulle opstaae først;

²³ Men han selv, den Fredens Gud, hellige Eder ganske og aldeles, og gid Eders ganske Aand og Sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse.

¹¹ Thi Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, ¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden; ¹³ forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,

³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre. ⁴ Men der Guds vor Frelsers Miskundhed og Kjærlighed til Menneskene aabenbares: ⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand,

⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand, ⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser,

⁶ hvilken han har rigeligen udøst over os ved Jesus Christus, vor Frelser, ⁷ at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulle efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv. ⁸ Dette er troværdig Tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, paa det de, som have troet paa Gud, skulle beflitte sig paa at overgaae Andre i gode Gjerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.

¹⁴ sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig.

² hvem ogsaa Abraham gav Tiende af Alt: han er først, naar hans Navn udlægges, Retfærdigheds Konge, dernæst ogsaa Salems Konge, det er: Freds Konge;

²¹ (thi hine bleve Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: Herren har svoret, og det skal ikke angre ham: du er en Præst evindelig efter Melchisedeks Viis):

¹³ Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed: ¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

¹⁹ thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde, og i en Ligheddermed fik han ham ogsaa tilbage.

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus,

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, ²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

⁴ og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.

⁶ Hvo som siger, at han bliver i ham, han er og skyldig til at vandre saaledes, som han vandrede.

¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde:

¹¹ Og efter de tre Dage og en halv kom Livs Aande fra Gud i dem; og de stode paa deres Fødder, og en stor Frygt faldt paa dem, som saae dem.

¹⁵ Og den syvende Engel basunede, og der hørtes stærke Røster i Himmelen, som sagde: Verdens Riger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og han skal regjere i al Evighed.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar. ⁵ Men de andre Døde bleve ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar fuldendtes. Denne er den første Opstandelse.

¹³ Og Havet afgav de Døde, som vare i det; og Døden og Helvede afgave de Døde, som var i dem, og de bleve dømte, hver efter sine Gjerninger.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud. ⁴ Og Gud skal aftørre hver Taare af deres øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorrig, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi det Første er veget bort.

⁷ Den, som seirer, skal arve alle Ting, og jeg vil være ham en Gud, og han skal være mig en Søn.

²² Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige og Lammet.