Ezekiel 9:9 Cross References - Danish

⁹ Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskrænkelse; thi de sige: HERREN har forladt Landet, og HERREN ser det ikke.

²⁹ Thi jeg ved, at efter min Død ville I vist handle fordærveligt og afvige fra den Vej, som jeg har budet eder, saa skal det onde møde eder i de sidste Dage, naar I gøre det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham med eders Hænders Gerning.

⁵ Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, - en forvendt og vanartet Slægt.

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. ¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke. ¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. ²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. ²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. ²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold.

⁷ Og det skete, fordi Israels Børn havde syndet imod HERREN deres Gud, som havde ført dem op af Ægyptens Land, fra at være under Faraos, Kongen af Ægyptens Magt, og fordi de frygtede andre Guder; ⁸ og de vandrede i de Hedningers Skikke hvilke HERREN havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og i dem, som Israels Konger havde indført; ⁹ og Israels Børn skjulte Ting, som ikke var ret for HERREN deres Gud og byggede sig Høje i alle Stæder, fra Vogternes Taarn indtil hver fast Stad; ¹⁰ og de oprejste sig Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Træ; ¹¹ og de gjorde Røgelse der paa alle Højene ligesom Hedningerne, hvilke HERREN havde bortført fra deres Ansigt, og de gjorde onde Ting til at opirre HERREN; ¹² og de tjente de stygge Afguder, om hvilke HERREN havde sagt til dem: I skulle ikke gøre denne Ting; ¹³ og HERREN lod vidne i Israel og i Juda ved alle sine Profeter, alle Seere, sigende: Vender om fra eders onde Veje og holder mine Bud, mine Skikke, efter den hele Lov, som jeg bød eders Fædre; og efter det, som jeg sendte til eder om ved mine Tjenere, Profeterne; ¹⁴ men de havde ikke været lydige, men de forhærdede deres Nakke, ligesom deres Fædres Nakke, de, som ikke troede paa HERREN deres Gud; ¹⁵ tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfængelighed og bleve forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke HERREN havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de; ¹⁶ ja de forlode alle HERREN deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Hær og tjente Baal; ¹⁷ og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, for at opirre ham: ¹⁸ derfor blev HERREN saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene. ¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt ²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd. ²² Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra, ²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.

¹⁶ Tilmed udøste Manasse ogsaa saare meget uskyldigt Blod, indtil han fyldte Jerusalem fra den ene Ende til den anden; foruden hans Synd, med hvilken han kom Juda til at synde, til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive.

¹⁴ Og alle de øverste iblandt Præsterne og Folket forsyndede sig saare meget, idet de efterlignede alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede HERRENS Hus, som han havde helliget i Jerusalem. ¹⁵ Og HERREN, deres Fædres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig. ¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

¹⁵ Ve dem, som sænke sig dybt ned fra HERREN for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og os?

² Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører. ³ Thi eders Hænder ere besmittede med Blod og eders Fingre med Misgerning; eders Læber tale Løgn, eders Tunge udsiger Uret. ⁴ Der er ingen, som paakalder i Retfærdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man fordu lader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad. ⁵ De udruge Basiliskæg og væve Spindelvæv; hvo, som æder af deres Æg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle. ⁶ Deres Væv skal ikke blive til Klæder, og man kan ikke skjule sig med deres Arbejde, deres Arbejder ere uretfærdige Arbejder, og der er Voldsgerning i deres Hænder. ⁷ Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker; der er Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres Veje. ⁸ Fredens Vej kende de ikke, og der er ingen Ret i deres Spor; deres Stier gøre de krogede for sig selv, hver den, som betræder dem, ved ikke af Fred.

¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger: ¹³ At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet HERREN, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte. ¹⁴ Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang. ¹⁵ Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og HERREN saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.

³⁴ Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.

¹ Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den: ² Og om de end sige: Saa vist som HERREN lever, saa sværge de dog falskelig. ³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om. ⁴ Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende HERRENS Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene. ⁶ Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne Ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige. ⁷ Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen. ⁸ De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru. ⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger HERREN; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?

⁸ Se, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som intet gavne. ⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende,

¹⁷ Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, ¹⁴ Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder.

²³ Gør Lænken færdig! thi Landet er fuldt af Blodskyld og Staden fuld af Vold.

¹² Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Ældste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: HERREN ser os ikke, HERREN har forladt Landet.

¹⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du dette? er det Judas Hus for lidet at gøre de Vederstyggeligheder, som de gøre her, at de endog fylde Landet med Vold og komme atter for at opirre mig? og se, de holde Vinkvisten op for deres Næse.

² Og du Menneskesøn! vil du drømme, vil du dømme den blodskyldige Stad? ja, kundgør den alle dens Vederstyggeligheder! ³ Og du skal sige: Saa siger den Herre, HERRE: Det er en Stad, som udøser Blod i sin Midte, for at dens Tid skal komme, og som gør sig Afguder til at besmitte sig ved. ⁴ Du er bleven skyldig med dit Blod, som du har udøst, og har besmittet mig med de Afguder, som du har gjort, saa at du bragte dine Dage til at nærme sig og naaede dine Aar: Derfor har jeg gjort dig til Forhaanelse iblandt Hedningerne og til Spot for alle Landene. ⁵ Baade de, som ere nær, og de, som ere langt fra dig, skulle spotte dig, du med det besmittede Navn og med den store Forstyrrelse! ⁶ Se, Israels Fyrster, hver efter sin Arms Styrke, vare hos dig for at udøse Blod. ⁷ Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig. ⁸ Du foragtede mine Helligdomme og vanhelligede mine Sabbater. ⁹ Bagvadskere var der hos dig, paa det de kunde udøse Blod; og man holdt Maaltid paa Bjergene hos dig, man gjorde skændige Ting i din Midte. ¹⁰ Man har blottet en Faders Blusel hos dig; man har krænket Kvinden i hendes Svaghed hos dig. ¹¹ Og man har bedrevet Vederstyggelighed med sin Næstes Hustru, og man har vanæret sin Sønnekone med Skændsel, og man har krænket sin Søster, sin Faders Datter, hos dig. ¹² De toge Skænk hos dig for at udøse Blod; du tog Aager og Overgivt og forfordelte din Næste ved Undertrykkelse, men mig glemte du, siger den Herre, HERRE.

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi. ²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt. ²⁹ Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tværtimod Ret. ³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

¹ Og jeg sagde: Hører dog; I Jakobs Øverster og Israels Hus's Dommere! burde I ikke kende Retten? ² De hade det gode og elske det onde; de rive deres Hud af dem og deres Kød af deres Een. ³ Det er dem, som æde mit Folks Kød og drage deres Hud af dem og bryde deres Ben; og de brede dem ud som i en Gryde og som Kød midt i en Kedel.

⁹ Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget! ¹⁰ Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfærdighed! ¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os. ¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

³ Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen. ⁴ Den bedste af dem er som Ton, den opigtigste som et Tjørnegærde; dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer; nu skal deres Forstyrrelse være der.

¹ Ve den genstridige og besmittede, den Stad, som Øver Undertrykkelse! ² Den Israel ikke paa nogen Røst, den annammer ikke Tugt; den forlader sig ikke paa, HERREN, den holder sig ikke naar til sin Gud. ³ Dens Fyrster i dens Midte ere brølende Løver; dens Dommere ere Aftenulve, som ikke levne et Ben til om Morgenen. ⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,