Hebrews 10 Cross References - Danish

¹ Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme. ² Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede. ³ Men ved Offrene skeer aarligen Syndernes Ihukommelse. ⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder. ⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig; ⁶ Brænd-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til. ⁷ Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie. ⁸ Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven), ⁹ saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.) ¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang. ¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder. ¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand, ¹³ biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel. ¹⁴ Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres. ¹⁵ Dette vidner ogsaa den Hellig Aand for os; thi efter først at have sagt: ¹⁶ denne er den pagt, som jeg vil gjøre med dem efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Hjerter og skrive dem i deres Sind; ¹⁷ da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres Overtrædelser. ¹⁸ Men hvor disse ere forladte, der behøves ikke mere Offer for Synden. ¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frihed til at indgaae i Helligdommen ved Jesu Blod, ²⁰ hvortil han indviede os en ny og levende Vei gjennem Forhænget, det er, hans Kjød, ²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Huus: ²² da lader os træde frem med et sanddru Hjerte, i Troens fulde Forvisning, Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet aftvættet med reent Vand. ²³ Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen; ²⁴ og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger, ²⁵ og ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, men formane hverandre, det saa meget des mere, som I see, at Dagen nærmer sig. ²⁶ Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden, ²⁷ Men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige. ²⁸ Naar Nogen har brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners udsagn: ²⁹ hvor meget værre Straf, mene I, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn med Fødder og ringeagter pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaaner Naadens Aand? ³⁰ Thi vi kjende den, som har sagt: mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk. ³¹ Det for forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder. ³² Kommer de forrige Dage i hu, i hvilke I, efterat I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser, ³³ idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar. ³⁴ Thi baade have I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede Eder med Glæde deri, atman røvede Eders Gods, vidende, at I have i Eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene. ³⁵ kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning; ³⁶ thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen. ³⁷ Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve. ³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham. ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl.

³¹ Og du skal gøre et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned; du skal gøre Keruber med kunstigt Arbejde paa det. ³² Og du skal hænge det paa fire Støtter af Sithimtræ, som ere beslagne med Guld, deres Kroge skulle være af Guld, paa fire Fødder af Sølv skulle de staa. ³³ Og du skal hænge Forhænget under Hagerne og føre Vidnesbyrdets Ark derhen, indenfor Forhænget, og Forhænget skal skille for eder imellem det hellige og imellem det allerhelligste. ³⁴ Og du skal sætte Naadestolen paa Vidnesbyrdets Ark i det allerhelligste. ³⁵ Men du skal sætte Bordet uden for Forhænget, og Lysestagen tværs over for Bordet, paa den Side i Tabernaklet mod Sønden; men Bordet skal du sætte paa den nordre Side. ³⁶ Og du skal gøre et Dække for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, stukket Arbejde. ³⁷ Og du skal gøre fem Støtter af Sithimtræ til Dækket og beslaa dem med Guld, deres Kroge skulle være af Guld; og du skal støbe fem Kobberfødder til dem støbe fem Kobberfødder til dem.

⁴ Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand.

³⁸ Og dette er det, som du skal ringe paa Alteret: Hver Dag to aargamle, bestandig. ³⁹ Det ene Lam skal du bringe om Morgenen, det andet Lam skal du bringe ellem de tvende Aftener.

¹⁰ Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for HERREN.

³⁵ Han gjorde og et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; man gjorde med kunstigt Arbejde Keruber paa det. ³⁶ Og man gjorde fire Støtter dertil af Sithimtræ og beslog dem med Guld, deles Kroge vare af Guld; og man tøbte fire Fødder dertil af Sølv: ³⁷ Og man gjorde Dækket for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, stukket Arbejde, ³⁸ og dets fem Støtter med deres Kroge, og beslog deres Knapper og deres Stænger med Guld, og deres fem Fødder vare af Kobber.

¹ Og han kaldte ad Mose; og HERREN talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde: ² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar nogen af eder vil ofre et Offer til HERREN, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af smaat Kvæg. ³ Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for HERRENS Ansigt. ⁴ Og han skal lægge sin Haand paa Brændofrets Hoved, saa bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham. ⁵ Og han skal slagte den unge Okse for HERRENS Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun. ⁶ Og man skal flaa Brændofret og hugge det i sine Stykker.

² Tal til Israels Børn og sig: Naar nogen synder af Vanvare imod noget af HERRENS Bud, hvad der ikke skulde ske, og handler imod eet af dem,

¹³ Og dersom al Israels Menighed forser sig, og Gerningen er skjult for Forsamlingens Øjne, at de have gjort noget imod i eet af HERRENS Bud, hvad der ikke skulde ske, og ere blevne skyldige,

⁶ Og Mose førte Aron og hans Sønner frem, og toede dem med Vand.

⁷ Og han skal stænke syv Gange paa den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud paa Marken.

² Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid maa gaa ind i Helligdommen iden for Forhænget lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Naadestolen.

⁶ Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus. ⁷ Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for HERRENS Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør ⁸ Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for HERREN og een Lod for Asasel. ⁹ Og Aron skal ofre den Buk, paa hvilken Lodden kom ud for HERREN, og berede den til Syndoffer. ¹⁰ Men den Buk, paa hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for HERRENS Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken. ¹¹ Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham.

¹⁵ Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Naadestolen og for Naadestolen.

²¹ Og Aron skal lægge begge sine Hænder paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder, og han skal lægge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til ørken ved en Mand, som er skikket dertil. ²² Og Bukken skal bære alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken.

²⁹ Og det skal være eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjæle og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder. ³⁰ Thi paa denne Dag skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; af alle eders Synder skulle I vorde rene for HERRENS Ansigt.

³⁴ Og dette skal være eder til en evig Skik, at gøre Forligelse for Israels Børn for alle deres Synder een. Gang om Aaret. Og han gjorde det, ligesom HERREN havde befalet Mose.

²³ Kun skal han ikke komme til Forhænget og ej gaa frem til Alteret; thi der er Lyde paa ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme; thi jer er HERREN, som gør dem hellige

²⁷ Fremdeles paa den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjæle, og I skulle ofre Ildoffer for HERREN. ²⁸ Og I skulle ingen Gerning gøre paa den Dag; thi den er Forligelsens Dag, til at gøre Forligelse for eder, for HERREN, eders Guds Ansigt.

⁷ Og saaledes skal du gøre ved dem, til at rense dem: Stænk Sonevand paa dem, og de skulle lade Ragekniven gaa over hele deres Legeme og to deres Klæder og rense sig.

²⁸ Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, som har forset sig og syndede af Vanvare, for HERRENS Ansigt; han skal gøre Forligelse for ham, saa bliver det ham forladt. ²⁹ For den indfødte blandt Israels Børn og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, hos eder skal være een Lov for den som gør noget af Vanvare. ³⁰ Men den Person, som gør noget af Trod sighed, være sig en indfødt eller en fremmed, han har forhaanet HERREN, og den Sjæl skal udryddes midt ud af sit Folk; ³¹ thi han har foragtet HERRENS Ord og gjort hans Bud til intet; den Sjæl skal udryddes, hans Misgerning skal være paa ham.

³⁶ Da førte al Menigheden ham ud uden for Lejren, og de stenede ham med Stene, og han døde; saasom HERREN havde befalet Mose.

³⁵ Og en Ild for ud fra HERREN og fortærede de to Hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som ofrede Røgelse.

¹⁸ Og en Mand, som er ren, skal tage Isop og dyppe i Vandet, og stænke over Teltet og over alle Karrene og over Personerne, som have været der, og over den, som har rørt ved et Ben eller ved en ihjelslagen eller ved en død eller ved en Grav. ¹⁹ Og den rene skal stænke paa den urene paa den tredje Dag og paa den syvende Dag og rense ham fra Synden paa den syvende Dag, og han skal to sine Klæder og bade sig i Vand, saa bliver han ren om Aftenen.

³ Og du skal sige til dem: Dette er det Ildoffer, som I skulle ofre HERREN: To Lam, aargamle, uden Lyde, hver Dag til et ideligt Brændoffer.

²⁴ Paa denne Maade skulle I lave hver Dag af de syv Dage Brød til et Ildoffer, en behagelig Lugt for HERREN; det skal laves foruden det idelige Brændoffer, og Drikoffer dertil.

⁶ foruden Maaneds Brændofret og dets Madoffer, og det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre, efter deres Vis; til en behagelig Lugt, et Ildoffer for HERREN. ⁷ Og paa den tiende Dag i denne syvende Maaned skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjæle, I skulle intet Arbejde gøre. ⁸ Men I skulle ofre Brændoffer for HERREN til en behagelig Lugt: En ung Tyr, een Væder, syv Lam, aargamle; uden Lyde skulle de være eder; ⁹ og deres Madoffer, Mel, blandet. med Olie, tre Tiendeparter til Tyren, to Iiendeparter til den ene Væder ¹⁰ een Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam; ¹¹ een Gedebuk til Syndoffer, foruden Forligelsens Syndoffer og det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre.

⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, ⁷ af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: ⁸ Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham. ⁹ Men du skal slaa ham ihjel, din Haand skal være den første paa ham til at give ham Døden, og til sidst alt Folkets Haand. ¹⁰ Og du skal stene ham med Stene, og han skal dø; thi han søgte at drage dig fra HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus;

² Naar der findes midt iblandt dig, i en af dine Byer, som HERREN din Gud giver dig, Mand eller Kvinde, som gør det, som er ondt for HERREN din Guds Øjne, ved at overtræde hans Pagt, ³ og denne gaar hen og tjener andre Guder og tilbeder dem, enten Sol eller Maane eller noget af hele Himmelens Hær, som jeg ikke har budet, ⁴ og det bliver givet dig til Kende, og du hører det: Da skal du ransage det vel; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, er denne Vederstyggelighed sket i Israel: ⁵ Da skal du føre den Mand eller den Kvinde, som gjorde denne onde Handel, ud til dine Porte, Manden eller Kvinden, og du skal stene dem med Sten, og de skulle dø. ⁶ Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund. ⁷ Vidnernes Haand skal først være paa ham til at slaa ham ihjel og til sidst alt Folkets Haand; saa skal du borttage den onde af din Midte. ⁸ Naar en Sag for Retten er for vanskelig for dig, imellem Blod og Blod, imellem Sag og Sag og imellem Slag og Slag, i hvad Retstrætte der kan være inden dine Porte: Da skal du gøre dig rede og gaa op til det Sted, som HERREN din Gud skal udvælge. ⁹ Og du skal komme til Præsterne, Leviterne og til den Dommer, som mon være i de samme Dage; og du skal forespørge dig, saa skulle de give dig Rettens Ord til Kende. ¹⁰ Og du skal gøre efter det Ords Lydelse, som de give dig til Kende fra det Sted, som HERREN skal udvælge, og du skal tage Vare paa, at du gør efter alt det, som de lære dig. ¹¹ Efter den Lovs Lydelse, som de lære dig, og efter den Ret, som de sige dig, skal du gøre; du skal ikke vige fra det Ord, som de tilkendegive dig, hverken til højre eller til venstre Side. ¹² Men den Mand, som gør noget i Hovmodighed, at han ikke vil høre Præsten, som staar til at tjene der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal borttage den onde af Israel,

¹² Men den Mand, som gør noget i Hovmodighed, at han ikke vil høre Præsten, som staar til at tjene der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal borttage den onde af Israel, ¹³ for at alt Folket maa høre det og frygte og ikke mere handle hovmodigen.

¹³ Dit Øje skal ikke spare ham, og du skal borttage det uskyldige Blod af Israel, at det maa gaa dig vel.

¹⁵ Eet Vidne skal ikke staa frem imod nogen for nogen Misgerning eller for nogen Synd, i hvad Haande Synd nogen har syndet; efter to Vidners Mund eller efter tre Vidners Mund skal en Sag stadfæstes.

³⁵ Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig. ³⁶ Thi HERREN skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baad med den bundne og den løsladte

⁴³ Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

¹⁹ Og HERREN skal endog give Israel tillige med dig i Filisternes Haand, og du og dine Sønner skulle være hos mig i Morgen; HERREN skal endog give Israels Lejre i Filisternes Haand. ²⁰ Da faldt Saul hasteligen til Jorden, saa lang som han var, og frygtede saare for Samuels Ord; der var heller ingen Kraf i ham, thi han havde ikke smagt Brød den ganske Dag og den ganske Nat.

⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd.

¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø.

² HERRENS Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge.

³ Og han vandrede i alle sin Faders Synder, som han gjorde før ham, og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud, som Davids, hans Faders, Hjerte.

¹⁸ Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn.

³³ Og han sagde: Styrter hende ned! og de styrtede hende ned, og af hendes Blod overstænkedes Væggen og Hestene, og man sønderraadte hende.

³³ Af Sebulon, som droge ud til Strid, rustede til Krig med alle Haande Krigsvaaben, halvtredsindstyve Tusinde, og de stillede sit i Slagorden uden tvedelt Hjerte

⁹ Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.

¹⁷ Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glæde set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt.

³⁰ Og du lod det gaa hen med dem i mange Aar og lod vidne for dem ved din Aand ved dine Profeter, men de vendte ikke Øren dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.

⁴ HERRE! om Morgenen høre du min Røst! jeg vil fremstille mig om Morgenen for dig og vente.

¹ Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal.

¹¹ De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. ¹² Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn. ¹³ Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst!

⁹ Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd.

¹¹ Glæder eder i HERREN og fryder eder, I retfærdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!

⁷ Ti for HERREN og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som Øver Underfundighed.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David.

⁶ HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. ⁷ Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. ⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David.

¹⁸ Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt.

⁴ Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. ⁹ Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.

⁹ Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.

⁹ Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde. ¹⁰ Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.

¹⁰ Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.

¹⁰ Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. ¹¹ Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.

¹¹ Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.

¹¹ Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig. ¹² Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.

¹² Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.

¹² Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde. ¹³ Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod?

¹³ Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod? ¹⁴ Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! ¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. ¹⁶ Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, ¹⁷ da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? ¹⁸ Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del. ¹⁹ Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig. ²⁰ Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn. ²¹ Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. ²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.

²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier. ²³ Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.

¹⁰ Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt.

¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed.

¹ Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. ² Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt.

⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

⁷ Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

²⁸ Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, HERRE, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.

²² Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.

⁷ For din Trusel, Jakobs Gud! er baade Hest og Vogn falden i den dybe Søvn.

¹² Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

⁸ HERRE! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse.

⁵¹ Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd,

¹¹ Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

¹³ paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.

¹ HERRE! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

¹⁵ Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

¹³ for HERRENS Ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med sin Sandhed.

⁹ thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med Retvished.

¹² Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os.

¹ Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.

¹ Halleluja! Jeg vil prise HERREN af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden.

² Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte;

⁷ Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende.

¹⁰ Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud!

³⁴ Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte.

⁵⁸ Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord!

⁶⁹ De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.

⁸⁰ Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes.

¹⁴⁵ Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke.

¹⁴ Thi HERREN skal dømme sit Folk, og det skal angre ham for hans Tjeneres Skyld.

¹⁰ Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land!

¹¹ Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

⁴ Thi HERREN har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse.

³² Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.

³¹ jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.

¹⁴ Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.

²⁶ Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje.

⁷ En retfærdig kender de ringes Sag; den ugudelige forstaar sig ikke paa Kundskab.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? ¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. ¹⁴ Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. ¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

¹⁴ Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

¹⁹ men du, du er henslængt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedækket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Sværd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel.

¹¹ HERRE! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

²⁰ Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.

¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

³ Med Fødder skal den trædes ned, de druknes stolte Krone i Efraim.

¹³ Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær til mig, og de ære mig med deres Mund, med deres Læber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frgt for mig er Menneskens Bud, som de have lært:

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹ Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne.

²⁵ Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min egen Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder.

²² Jeg har udslettet dine Overtrædelser som en Taage og dine Synder som en Sky; vend om til, mig; thi jeg har igenløst dig.

⁷ Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

¹⁵ saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.

¹⁷ Og han iførte sig Retfærdighed som sit Panser, og Frelsens Hjelm var paa hans Hoved; og som Klædning tog han Hævnens Klæder paa og iførte sig Nidkærhed som en Kappe.

²² Den lille skal blive til tusinde, og den ringe til et stærkt Folk; jeg HERREN, jeg vil lade det hastelig ske i sin Tid.

² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende;

⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet.

¹⁰ Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem.

³ Hvo som slagter en Okse, er som den, der ihjelslaar en Mand, hvo som ofrer et Lam, er som den, der hugger Halsen af en Hund, hvo som ofrer Madoffer, er som den, der ofrer Svineblod, hvo som gør et Ihukommelsesoffer af Virak, er som den, der velsigner Uret; ja, disse have valgt deres egne Veje, og deres Sjæl har haft Behag i deres VederstyggeIigheder.

⁵ Før jeg dannede dig i Moders Liv, kendte jeg dig, og før, du udkom af Moders Skød, helligede jeg dig; jeg beskik kede dig til en Profet for Folkene.

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

²⁰ Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortiggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lægger eders Brændofre til eders Slagtofre, og æder Kødet! ²² Thi jeg har ikke talt med eders Fædre, ej heller befalet dem, paa den Dag, jeg udførte dem af Ægyptens Land, angaaende Brændoffer og Slagtoffer.

¹⁴ Og jeg vil sønderslaa dem, den ene imod den anden, baade Fædrene og Børnene tillige, siger HERREN; jeg vil hverken skaane, ej heller spare, ej heller forbarme mig, at jeg jo Ødelægger dem.

⁷ Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte.

²¹ Og hans Fyrste skal nedstamme fra ham selv, og hans Hersker skal udgaa fra hans Midte, og ham vil jeg lade nærme sig, og han skal komme nær til mig; thi hvo er ellers den, som har sat sit Hjerte i Borgen for at komme nær til mig? siger HERREN.

²² Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi HERREN skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

² Tag din Bogrulle og skriv i den alle de Ord, som jeg har talt til dig om Israel og om Juda og om alle Hedningerne, fra den Dag af, da jeg har talt til dig, fra Josias's Dage og indtil denne Dag.

¹⁵ Herren forkastede alle mine vældige i min midte, han sammenkaldte en Forsamling imod mig til at knuse mit unge Mandskab; Herren traadte Vinpersen for Jomfruen, Judas Datter.

²⁰ Og naar en retfærdig vender sig bort fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for hans Ansigt, skal han dø; fordi du ikke har advaret ham, skal han dø i sin Synd, og harls retfærdige Gerninger, som han har gjort, -skulle ikke ihukommes; og hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

⁶ Og jeg gik forbi dig og saa dig sprællende i dit Blod; og jeg sagde til dig: Lev i dit Blod! ja, jeg sagde til dig: Lev i dit Blod!

⁹ Og jeg badede dig i Vand og skyllede dit Blod af dig og salvede dig med Olie.

²⁴ Men naar den retfærdige vender sig bort fra sin Retfærdighed og gør Uret, gør efter alle de Vederstyggeligheder, som den ugudelige gør, skulde han da leve? Alle hans retfærdige Gerninger, som han har gjort, skulle ikke ihukommes; formedelst den Trofasthed, han begik, og formedelst den Synd, som han øvede, formedelst dem skal han dø.

³⁰ Derfor vil jeg dømme enhver af eder, o Israels Hus! efter hans Veje, siger den Herre, HERRE; omvender eder, og vender eder bort fra alle eders Overtrædelser, at ikke Misgerning skal vorde eder til Fald.

¹⁷ Og I, mine Faar! saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg dømmer imellem Lam og Lam, imellem Vædrene og Bukkene.

⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Sandelig, jeg har talt i min brændende Nidkærhed imod Levningen af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke selv have givet sig mit Land til Ejendom med Glæde af fuldt Hjerte, med Haan ud af Sjælen, for at rane det som et Bytte.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

¹⁹ Og jeg har talt i min Nidkærhed, i min Vredes Ild: Sandelig, paa denne Dag skal der være en stor Rystelse i Israels Land.

⁴ Det skal være en hellig Del: af Landet, det skal høre Præsterne til, som tjene i Helligdommen, dem; som staa nær for at tjene HERREN; og der skal være Plads for dem til Huse og en hellig Plads for Helligdommen.

⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig,

⁶ Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Lænders Ledemod bleve slappe, og hans Knæ sloge imod hinanden.

²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette. ²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret.

¹¹ Ja, indtil Hærens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet.

²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid.

²⁷ Og han skal befæste en Pagt med de mange i den ene Uge; og i den halve Uge skal han bringe Slagtofter og Madoffer til at ophøre, og paa Vederstyggelighedernes Vinger kommer Ødelæggeren, og det indtil Undergang og det besluttede Raad udgyder sig over den ødelagte.

³¹ Og en Stridsmagt fra ham skal staa frem og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, og den skal borttage den stadige Tjeneste og opstille den ødelæggende Vederstyggelighed.

¹¹ Og fra den Tid, da den stadige Tjeneste bliver borttagen, og det for at opstille Ødelæggelsens Vederstyggelighed, er der Tusinde to Hundrede og halvfemsindstyve Dage.

⁶ Thi jeg har Lyst til Miskundhed og ikke til Offer og til Gudskundskab mer end Brændofre.

⁸ Og Højene i Aven, ved hvilke Israel syndede, skulle ødelægges, Torn og Tidsler skulle vokse op over deres Altre; og de skulle sige til Bjergene: Skjuler os! og til Højene: Falder over os!

² Omvend dig, Israel! til HERREN din Gud; thi du er falden ved din Misgerning.

³⁰

²¹ Jeg hader, jeg foragter eders Fester, og jeg finder ikke Behag i eders Højtidsforsamlinger. ²² Thi om I end ofre mig Brændofre, saa har jeg dog ikke Behag i eders Gaver; og jeg ser ikke hen til Takoffer af eders fede Kvæg.

⁶ Hvormed skal jeg komme HERREN i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve? ⁷ Ion HERREN vil have Behag i Tusinder af Vædre, i ti Tusinder af Oliebække mon jeg skal give min førstefødte for min Overtrædelse, min Livsfrugt som Syndoffer for min Sjæl? ⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad HERREN kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud.

¹⁰ Og min Modstanderinde maa se det, og Skam skal bedække hende, idet hun siger til mig: Hvor er HERREN din Gud? mine Øjne skulle se deres Lyst paa hende; nu skal hun blive til at nedtrædes som Dynd paa Gader.

¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.

² En nidkær og hævnende Gud er HERREN, en Hævner og mægtig i Vreden er HERREN; en Hævner er HERREN imod sine Modstandere, og han bevarer Vrede imod sine Fjender.

⁵ Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa. ⁶ Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.

⁸ Men med en Oversvømmelse drager han forbi og gør Ende paa dens Sted, og Mørke skal forfølge hans Fjender. ⁹ Hvad tænke I om HERREN? Tilintetgørelse bringer han; Nøden skal ikke komme to Gange. ¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

⁶ Og jeg vil, kaste vederstyggelige Ting paa dig I og gøre dig ringeagtet og sætte dig frem til Skue.

³ Thi endnu naar Synet paa den bestemte tid, og det taler om Enden og lyver ikke; dersom del tøver, da bi efter det; thi det ska visselig komme, det skal ikke ude blive. ⁴ Se, opblæst og ikke ydmygt er hans Sjæl i ham; men den retfærdige skal leve ved sin Tro.

⁴ Se, opblæst og ikke ydmygt er hans Sjæl i ham; men den retfærdige skal leve ved sin Tro.

⁶ og dem, som ere vegne bort fra HERREN, og som ikke have søgt HERREN og ikke spurgt efter ham.

¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

⁸ Derfor, bier efter mig, siger HERREN, efter den Dag, da jeg rejser mig til Rov! thi min Ret er den at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, for over dem at udøse min Fortørnelse, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkærheds Ild skal den hele Jord for tæres.

⁸ Hør dog, Josva, du Ypperstepræst: Du og dine Venner, som sidde for dit Ansigt, ere Mænd til Forbillede; thi se, jeg vil lade min Tjener Zemak komme.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte.

¹ Paa den Dag skal der være en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Urenhed.

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. ²¹ Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. ²² Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: ²³ see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

¹⁰ Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden. ¹¹ Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild. ¹² Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. ¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

¹⁹ Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igennembryde og stjæle; ²⁰ samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igennembryde, ei heller stjæle.

⁶ Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder.

²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.

²⁹ Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os.

²² Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

³² Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene.

⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

¹⁸ see min Tjener, som jeg har udvalgt, min Elskelige, hvilken min Sjæl har Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

³¹ Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene. ³² Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hvorken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.

⁴³ Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. ⁴⁴ Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. ⁴⁵ Saa gaar han, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre end dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt.

⁵⁰ Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.

²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.

⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel.

¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund.

²⁰ Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.

²¹ Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom følg mig.

²¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee. ²² Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae.

³¹ Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige.

⁴⁴ Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel?

¹³ Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

³³ Saaledes og I, naar I see alt dette, vider, at han er nær for Døren. ³⁴ Sandelig siger jeg Eder, denne Slægt skal ikke forgaae, førend dette skeer altsammen.

⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

²⁸ thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.

⁵¹ Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil Nederste, og Jordenskjalv, og klipperne revnede;

⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.

²³ Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde. ²⁴ Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begjere i Bønnen, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares Eder.

³³ Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjæl og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligsom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere.

³⁶ Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

²⁹ Ligesaa og I, naar I see, at disse Ting skee, vider, at han er nær vor Dørene. ³⁰ Sandelig siger jeg Eder: denne Slægt skal ingenlunde forgaae, førend disse Ting skee allesammen.

³⁸ Og Forhænget i Templet splittedes i to fra det Øverste indtil det Nederste.

¹⁶ Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt.

⁹ tilfaldt Røgningen ham efter Præstedømmets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel. ¹⁰ Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

¹⁹ og sendte dem til Jesus og lod sige: er du den, som kommer eller skulle vi vente en anden?

¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed.

⁴² men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.

²⁶ Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første.

⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.

¹⁰ Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades.

³³ Sølger hvad I have, og giver Almisse! Gjører Eder Poser, som ikke bliver gamle, et Liggendefæ, som ikke forgaaer, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordærver.

⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

¹⁴ saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse.

²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.

⁸ Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

²⁷ Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

⁴³ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

¹¹ Og der skal skee store Jordskjælv her og der og Hunger og Pestilentse og skee skrækkelige Ting og store Tegn af Himmelen.

¹⁹ Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjæle.

²⁶ naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres.

³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os!

⁴⁵ Og Solen blev formørket, og Forhænget i Templet splittedes midt ad.

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

⁵ Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.

¹⁵ paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv. ¹⁶ Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.

³⁰ Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig.

³⁸ Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte.

⁴⁰ Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

⁵¹ Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv. ⁵² Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde? ⁵³ Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder. ⁵⁴ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. ⁵⁵ Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke. ⁵⁶ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham.

¹⁷ Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.

⁹ Men der de hørte det og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, En efter den Anden, fra de ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene og Kvinden staaende i Midten.

¹⁷ Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.

⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

⁷ Derfor sagde Jesus atter til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er Faarenes Dør.

⁹ Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind ved mig, han skal frelses; og han skal gaae ind og gaae ud og finde Føde.

³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?

⁸ Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. ⁹ Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. ¹⁰ Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle.

¹⁷ Dersom I vide dette, ere I salige, om I gjøre det.

⁶ Jesus siger til ham: jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig.

²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. ²³ Hvo mig hader, hader og min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

²⁶ Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig.

¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

¹⁹ Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden.

³⁴ Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand.

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder! ²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren. ²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder. ²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand! ²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne. ²⁴ Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom. ²⁵ Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe. ²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder! ²⁷ Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haandhid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende. ²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud! ²⁹ Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet.

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

¹³ Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Pilip og Tomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alphæus' Søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs Broder. ¹⁴ Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

¹ Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.

³³ Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. ³⁴ Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, ³⁵ indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

⁴² Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne.

⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I.

¹ Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne. ² Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt en stor Begrædelse over ham. ³ Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og overantvordede dem i Fængsel.

²¹ Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.

¹ Men Saulus fnøs endnu med Trusel og Mord mod Herrens Disciple og gik til den Ypperstepræst. ² og begjerede af ham Breve til Damacus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som vare af denne Lærevei, han da kunne føre dem bundne til Jerusalem.

²⁹ Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, Noget til Hjælp for Brødrene, somboede i Judæa;

²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.

³⁶ Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre og saae Forraadnelse.

¹⁶ Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.

³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? ³¹ Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus.

⁷ Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat.

³² Og nu, Brødre! befaler jeg Eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt at opbygge Eder, og at give Eder Arv iblandt alle de Helligede.

³³ Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

¹³ de jeg midt om Dagen faae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

²⁰ For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.

²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

¹⁷ Thi derudi aabenbares Guds retfærdighed ved Troen for Troen, som skrevet staaer: den Retfærdige ved Troen skal leve.

⁷ dem, som ved Bestandighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv;

² ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud; ³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab,

¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!

²⁵ Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.

³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

¹⁵ Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over.

⁹ Thi dersom du bekjender den Herre Jesus med din Mund og tror i dit Hjerte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du blive salig. ¹⁰ Thi med hjertet troer man til Retfærdighed, men med Munden bekjender man til saliggjørelse.

⁴ Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal.

²⁷ og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder.

² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

⁸ eller om Nogen formaner, paa Formanelsen; den, som uddeler, gjøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med iver; den, som gjør Barmhjertighed, gjøre det med Glæde.

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

¹⁹ Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren.

⁴ Thi den er Guds Tjener, dig til Gode. Men dersom du gjør det, som er ondt, da frygt dig; thi den bærer ikke Sværdet forgjeves, den er Guds Tjener, en hævner, til Straf over den, som gjør det Onde.

¹¹ Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben; ¹³ lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind;

¹ Vi, som ere stærke, bør da bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv. ² Hver af os være sin Næste til Behag i det Gode, til Opbyggelse.

⁴ Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, det er skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab ved taalmodighed og Skriftens Trøst. ⁵ Men Taalmodighedens og Trøstens Gud giver Eder at have eet Sind indbyrdes efter Christus Jesus,

¹⁶ at være Jesu Christi Tjener iblandt Hedningerne, at betjene Guds Evangelium, paa det Hedningernes Offer maa blive velbehageligt, helliget formedelst den Hellig Aand.

²⁰ Men Fredens Gud skal snart knuse Satanas under Eders Fødder. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder! Amen.

² til Guds Menighed, som er i Corinth, de Helligede i Christus Jesus, de kaldte Hellige, med alle dem, som paa ethvert Sted paakaldte vor Herres Jesu Christi, deres og vor Herres, Navn:

⁹ Gud er trofast, ved hvem I ere kaldte til hans Søns, Jesu Christi, vor Herres Samfund.

³⁰ Men ved ham ere I udi Christus Jesus, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggjørelse, og Forløsning;

⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning. ¹⁰ Jeg lagde Grundvolden som en viis Bygmester, efter den Guds Naade, som mig er given, men en Anden bygger derpaa; hver see til, hvorledes han bygger. ¹¹ Thi ingen kan lægge anden Grundvold end den, som lagt er, hvilken er Jesus Christus; ¹² men dersom Nogen bygger paa denne Grundvold Guld, Sølv, dyrebare Stene, træ, hø, straa, ¹³ da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares, og Ilden skal prøve, hvordan hvers Gjerning er.

¹³ da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares, og Ilden skal prøve, hvordan hvers Gjerning er. ¹⁴ Dersom Nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver fast, da skal han faae Løn; ¹⁵ dersom Nogens Gjerning bliver opbrændt, da skal han lide Skade; men han selv skal blive frelst, dog som igjennem Ild. ¹⁶ Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Aand boer i Eder? ¹⁷ Dersom Nogen fordærver Guds Tempel, han skal Gud fordærve; thi Guds Tempel er helligt, hvilket I ere.

⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostler som de Ringeste, som henantvordede til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden baade for Engle og Mennesker.

⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft,

¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

¹² Men naar I saaledes synde mod Brødrene og saare deres skrøbelige Samvittighed, synde I mod Christus. ¹³ Derfor, om mad forarger min Broder, vil jeg aldrig æde Kjød, at jeg ikke skal forarge min Broder.

²² Jeg er bleven de Skrøbelige som en Skrøbelig, at jeg kunde vinde de Skrøbelige; jeg erbleven Alt for Alle, at jeg dog for Alting kunde frelse Nogle.

¹³ Eder er ingen Fristelse paakommen uden menneskelig; men Gud er trofast, som ikke skal lade Eder fristes over Eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens udgang saaledes, at I det kunne taale.

³³ ligesom jeg og i Alt stræber at tækkes Alle, idet jeg ikke søger det, som er mig selv, men det, som er Mange nyttigt, at de kunne frelses.

¹⁷ Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Værre. ¹⁸ For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det.

²⁰ Naar I da komme sammen, da er det ikke at æde Herrens Nadvere.

²⁷ Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod.

²⁹ Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme.

⁷ fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.

³ Men hvo som propheterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst.

²³ Naar altsaa den ganske Menighed som tilsammen, og Alle talede med fremmede Tungemaal, men der kom Lægfolk eller Vantroe ind, vilde de ikke sige, at I vare galne?

²⁵ Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.

²⁷ Han har jo lagt alle Ting under hans Fødder. men naar han siger, at alle Ting ere ham underlagte, da er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alle Ting.

⁵⁸ Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

¹⁰ Thi os bør alle at aabenbares for Christi Domstol, at hver kan faae efter det, som skeet er ved legemet, efter det, som han har gjort, enten Godt eller Ondt.

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

¹ Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.

⁸ Jeg siger det ikke somen Befaling, men efterdi Andre ere saa nidkjære, da vil jeg ogsaa prøve Eders Kjærligheds Oprigtighed.

² thi jeg kjender Eders Redebonhed for hvilken jeg roser Eder hos de Macedonier, at nemlig Achaia alt for et Aar siden var beredt; og den Nidkjærhed, som kom fra Eder, tilskyndte Mange.

¹⁰ Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

¹ Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfæstes.

³ Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet? ⁴ Have I da prøvet saa meget forgjeves? hvis ellers kun forkjeves!

¹¹ Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve.

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,

⁶ Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader! ⁷ Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus.

⁶ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjærlighed.

¹³ I ere jo kaldte til Frihed, Brødre! kun misbruger ikke Friheden til en Anledning for Kjødet, men værer i Kjærlighed hverandres Tjenere.

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed.

¹ Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper ham tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.

⁸ Thi hvo som saaer i sit Kjød, skal høste Forkrænkelse af Kjødet; men hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden. ⁹ Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage.

⁹ Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage. ¹⁰ Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.

¹⁵ da han i sit Kjød afskaffede Fjendskabet, Budenes Lov med dens Befalinger, paa det han ved sig selv kunde skabe de To til eet Nyt Menneske og gjørde Fred,

¹⁸ Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen. ¹⁹ Saa ere I da ikke mere Gjester og Fremmede, men de Helliges Medborgere og Guds Huusfolk, ²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

¹ For hvilken Sags Skyld jeg Paulus, Christi Jesu Bundne for Eder, Hedninger:

¹² i hvem vi have Frimodighed og Adgang med Tillid ved Troen paa ham.

¹ Jeg formaner Eder derfor, jeg den Bundne i Herren, at I vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,

³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.

² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.

²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet,

⁵ I Tjenere! lyder Eders Herrer efter Kjødet med Frygt og Bæven i Eders Hjertes Enfoldighed, som Christus; ⁶ ikke med Øientjeneste som de, der ville tækkes Menneskene, men som Christi Tjenere, saa I gjøre Guds Villie af Hjertet,

²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

⁷ saaledes bør jeg og mene om Eder alle, efterdi jeg har Eder i Hjertet, baade under mine Lænker og Evangeliums Forsvar og Stadfæstelse, Eder alle, som ere deelagtige med mig i Naaden.

⁹ Og derom beder jeg, at Eders Kjærlighed maa fremdeles mere og mere forøges, tilligemed Kundskab og al Skjønsomhed, ¹⁰ saa I kunne vælge, hvad som bedst er, paa det I maa være rene og uden Anstød indtil Christi Dag, ¹¹ fyldte med Retfærdigheds Frugter, som virkes ved Jesus Christus, Gud til Ære og Lov.

²⁹ Thi Eder er det forundt for Christi Skyld ikke alene at troe paa ham, men og at lide for hans Skyld, ³⁰ idet I have den samme Kamp, som I have seet paa mig og nu høre om mig.

¹⁶ Kun at vi, saa vidt vi ere komne, vandre efter den samme Regel, mene det Samme.

⁵ Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! Herren er nær!

¹⁴ Dog gjorde I vel, at I deeltoge i min Trængsel.

¹⁸ Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigeligen, der jeg annammede af Epaphroditus det fra Eder, en velbehagelig Lugt, et antaget Offer, tækkeligt for Gud.

⁵ for det Haab, som Eder er henlagt i himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliums Sandheds Ord,

¹¹ styrkede med al Styrke efter hans Herligheds Kraft til al Taalmodighed og Langmodighed med Glæde;

¹ Thi jeg vil, I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for Eder og for dem i Laodicea og saa mange, som ikke have seet min person i Kjødet,

¹⁷ hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Christi.

¹ Ere i altsaa opriste med Christus, da søger det, som er oventil, hvor Christus sidder hos Guds høire Haand. ² Tragter efter det, som er oventil, ikke efter det, som er paa Jorden. ³ Thi I ere døde, og Eders Liv er skjult med Christus i Gud. ⁴ naar Christus, vort Liv, aabenbares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Herlighed.

¹⁶ Lader Christi ord boe rigeligen iblandt Eder i al Viisdom, saa I lære og paamindre hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerte for Herren.

²⁴ vidende, at I skulle faae Arvedelen til Vederlag af Herren; thi I tjene den Herre Christus.

¹² Epaphras hilser Eder, han som er fra Eders by, en Christi Tjener, som altid strider for Eder i sine Bønner, at i maatte staae fuldkomne og fuldendte efter Guds Villie.

³ tænkende uafladeligen paa Eders gjerning i Troen, og Eders Arbeide i Kjærligheden, ogEders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Christus, for vor Guds og Faders Aasyn,

¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af de Guds Menigheder, som ere i Judæa i Christus Jesus, idet I ogsaa have lidt det Samme af Eders Frænder, som de af Jøderne; ¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod,

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

¹² Og Eder forfremme og overflødiggjøre Herren i Kjærligheden til hverandre og til Alle, ligesom vi have den til Eder, ¹³ paa det Eders Hjerter maae styrkes, at være ustraffelige i hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Christi Tilkommelse med alle hans Hellige!

¹⁸ Saa trøster hverandre med disse ord!

⁹ Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesus Christus,

¹¹ Formaner derfor hverandre og opbygger den Ene den Anden, ligesom i og gjøre.

²⁴ Han er trofast, som Eder kaldte han skal og gjøre det.

⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige;

³ Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordærvelsens Søn,

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse.

¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed. ¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro, ¹⁴ hvortil han kaldte Eder ved vort Evangelium, til at erholde vor Herrens Jesu Christi Herlighed.

³ Men Herren er trofast som skal styrke og bevare Eder, fra det Onde;

⁹ Ikke fordi vi havde magt dertil; men vi vilde give Eder os selv til et Mønster at efterfølge.

¹³ mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.

¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold, ¹⁶ og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed: Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle. prædiket iblandt Heninger, troet i Verden, optagen i herlighed.

² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed,

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;

¹⁸ at de gjøre Godt, blive rige i gode Gjerninger, gjerne give, meddele, ¹⁹ samle sig selv et Liggendefæ, en god Grundvold for det Tilkommende, at de kunne gribe det evige Liv.

⁷ Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand. ⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,

¹⁶ Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke,

¹⁶ Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, ¹⁷ men der han var i Rom, søgte han saa flittelig efter mig, og fandt mig. ¹⁸ Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! Og hvor meget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.

³ Derfor lid du Ondt som en god Jesu Christi Stridsmand. ⁴ Ingen, som gaaer i Strid, indvikler sig i Livets Handler, at han kan behage den, som tog ham i Sold. ⁵ Dersom og Nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke kronet, dersom han ikke kæmper lovmæssigen. ⁶ Først naar Bonden arbeider, bør han nyde Frugterne. ⁷ Mærk, hvad jeg siger, og Herren give dig Forstand i alle Ting! ⁸ Kom Jesus Christus ihu, som er oprist fra de Døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium, ⁹ for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.

⁹ for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. ¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed. ¹¹ Det er en troværdig Tale: dersom vi ere døde med ham, skulle vi og leve med ham; ¹² dersom vi udholde, skulle vi og regjere med ham; dersom vi fornægte, skal han og fornægte os; ¹³ dersom vi ere utroe, bliver han dog tro; han kan ikke nægte sig selv.

⁷ Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen. ⁸ Iøvrigt er Retfærdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.

⁸ Iøvrigt er Retfærdigheds Krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hiin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans herlige Aabenbarelse.

² i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,

⁴ saa at de anføre de unge Kvinder til at elske deres Mænd og at elske deres Børn,

⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand,

⁸ Dette er troværdig Tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, paa det de, som have troet paa Gud, skulle beflitte sig paa at overgaae Andre i gode Gjerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.

³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;

⁶ Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham.

¹³ Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?

² Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn: ³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham, ⁴ idet Gud vidnede med, baade ved Tegn og Under og mangehaande kraftige Gjerninger og den Hellig Aands Meddelelser, efter sin Villie.

¹¹ Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,

¹⁴ Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,

¹⁷ Derfor burde han blive sine Brødre lig i alle Ting, at han maatte blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst for Gud til at forsone Folkets Synder.

¹ Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,

³ Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. ⁴ Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges, ⁶ men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.

⁶ men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes. ⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,

¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.

¹⁴ Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.

¹⁴ Efterdi ved iderfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen ind i Himlene, Jesus den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen. ¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

¹ Thi hver Ypperstepræst, som tages af Mennesker, beskikkes for Mennesker til Tjenesten for Gud, at han skal frembære baade Gaver og Slagt-Offere for Synder,

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand,

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, ⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.

⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.

⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud; ⁸ men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes. ⁹ Dog, i Henseende til Eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi saaledes tale. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjærhed, til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden, ¹² saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende: ¹⁴ sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig. ¹⁵ Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen.

¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil, ¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab, ¹⁹ hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget, ²⁰ hvor Jesus, vor Forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er bleven en Ypperstepræst til evig Tid.

¹⁸ Saa skeer da en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt, ¹⁹ (thi Loven har intet fuldkommet), og en Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud.

¹⁹ (thi Loven har intet fuldkommet), og en Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem. ²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene; ²⁷ som ikke dagligen har fornøden, som de andre Ypperstepræster, at frembære Offer først for egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, der han offrede sig selv.

¹ Saa er da Summen af det, som her siges: vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,

³ Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagt-Offere; derfor er det fornødent, at ogsaa denne maa have Noget, som han kan offre.

⁵ hvilke tjene ved Afbildningen og Skykken af det Himmelske, eftersom det blev Moses af Gud betydet, der han skulde berede Tabernaklet: see til, sagde han, du gjør Altidng efter den Lignelse, der blev viist dig paa Bjerget.

⁷ Thi dersom hiin første have været ulastelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden. ⁸ Men dadlende siger han til dem: see, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en Ny Pagt med Israels Huus og med Judas Huus;

⁸ Men dadlende siger han til dem: see, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en Ny Pagt med Israels Huus og med Judas Huus; ⁹ ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren.

⁹ ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren. ¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk.

¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk. ¹¹ Og de skulle ikke lære hver sin Næste og hver sin Broder og sige: kjend Herren; thi de skulle alle kjende mig, fra den Lille iblandt dem indtil den Store iblandt dem.

¹¹ Og de skulle ikke lære hver sin Næste og hver sin Broder og sige: kjend Herren; thi de skulle alle kjende mig, fra den Lille iblandt dem indtil den Store iblandt dem. ¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser.

¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser.

¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser. ¹³ Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.

³ Men bag det andet Forhæng var det Tabernakel, som kaldtes det Allerhelligste,

⁷ men i det andet gik den Ypperstepræst alene ind eengang om Aaret ikke uden Blod, hvilket han offrede for sig selv og Folkets Forseelser,

⁷ men i det andet gik den Ypperstepræst alene ind eengang om Aaret ikke uden Blod, hvilket han offrede for sig selv og Folkets Forseelser, ⁸ hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade;

⁸ hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade;

⁸ hvorved den Hellig Aand gav tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabnet, saa længe det første Tabernakel endnu havde sit Stade; ⁹ hvilket var et Forbillede indtil den nærværende Tid, i hvilken endnu baade Gaver og Offre frembæres,

⁹ hvilket var et Forbillede indtil den nærværende Tid, i hvilken endnu baade Gaver og Offre frembæres, ¹⁰ som ikke formaae fuldkommeligen efter Samvittigheden at hellige den, som forretterTjenesten, men alene med Hensyn til Mad og Drikke og de adskillige Aftvættelser og kjødelige Anordninger, som vare paalagte indtil Rettelsens Tid. ¹¹ Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, saa gik han igjennem et større og fulkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,

¹¹ Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, saa gik han igjennem et større og fulkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, ¹² hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang i Helligdommen, og fandt en evig Forløsning.

¹² hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang i Helligdommen, og fandt en evig Forløsning.

¹² hverken ved Blod af Bukke eller Kalve, men ved sit eget Blod, eengang i Helligdommen, og fandt en evig Forløsning. ¹³ Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed:

¹³ Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed:

¹³ Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed: ¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud. ¹⁵ Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse.

¹⁹ Thi der er alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop og bestænkede Bogen selv og alt Folket, sigende: ²⁰ dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har villet slutte med Eder.

²³ Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men de himmelske Ting selv ved bedre offere end disse.

²³ Altsaa var det fornødent, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men de himmelske Ting selv ved bedre offere end disse. ²⁴ Thi Christus gik ikke ind i en Helligdom, gjort med Hænder, som kun er et Billede af det Sande, men i Himlene selv, for nu at aabenbares for Guds Ansigt for os; ²⁵ ikke heller, at han flere Gange skulde offre sig selv, ligesom den Ypperstepræst hvert Aar gaaer ind i Helligdommen med fremmed Blod;

²⁵ ikke heller, at han flere Gange skulde offre sig selv, ligesom den Ypperstepræst hvert Aar gaaer ind i Helligdommen med fremmed Blod; ²⁶ (ellers havde han ofte maattet lide fra Verdens Begyndelse;) men nu er han eengang i Tidens Fuldkommelse aabenbaret for at afskaffe Synden ved sit Offer. ²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen, ²⁸ saaledes er og Christus eengang offret for at borttage manges Synder; anden gang skal han uden Synd sees af dem, som forvente ham til Saliggjørelse.

¹ Thi Loven, som har ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed fremkomme. ² Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede. ³ Men ved Offrene skeer aarligen Syndernes Ihukommelse. ⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder.

⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder. ⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig;

⁷ Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie. ⁸ Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven), ⁹ saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.) ¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang.

¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang. ¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder.

¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder. ¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,

¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand, ¹³ biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel. ¹⁴ Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.

¹⁴ Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres. ¹⁵ Dette vidner ogsaa den Hellig Aand for os; thi efter først at have sagt: ¹⁶ denne er den pagt, som jeg vil gjøre med dem efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Hjerter og skrive dem i deres Sind; ¹⁷ da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres Overtrædelser.

¹⁷ da siger han: og jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres Overtrædelser. ¹⁸ Men hvor disse ere forladte, der behøves ikke mere Offer for Synden. ¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frihed til at indgaae i Helligdommen ved Jesu Blod, ²⁰ hvortil han indviede os en ny og levende Vei gjennem Forhænget, det er, hans Kjød,

²⁴ og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,

²⁶ Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,

²⁶ Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden, ²⁷ Men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige.

²⁷ Men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige.

¹ Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast overbeviisning om det, som ikke sees.

¹¹ Formedelst Tro fik selv Sara Kraft til at undfange, og fødte over Hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.

¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.

²⁶ agtende Christi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae han til Belønningen.

²⁸ Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodstænkelsen, at den, som ødelagde de Forstefødte, skulde ikke røre dem.

³⁶ Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;

¹ Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al byrde og Synden, som lettelig forrasker os, og med Standhaftighed gjennemløbe den os anviste Bane,

⁴ Endnu stode I ikke imod indtil Blodet, idet I strede mod Synden,

²⁴ og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. ²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,

²⁷ Men dette "endnu een Gang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det de, der ikke bevæges, skulle blive ved. ²⁸ Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt.

²⁸ Efterdi vi da have bekommet et ubevægeligt Rige, saa lader os holde fast ved Naaden, ved hvilken vi kunde tjene Gud velbehagligen, med Undseelse og Ærefrygt. ²⁹ Thi og vor Gud er en fortærende Ild.

¹ Broderkjærligheden blive ved!

³ Kommer de Bundne ihu, som selv medbundne; dem, der lide ilde, som de, der og selv ere i Legemet.

¹² Hvorfor Jesus og led udenfor Porten, at han skulde hellige Folket ved sit Blod. ¹³ Derfor lader os gaae ud til ham udenfor Leiren, idet vi bære hans Forsmædelse;

²⁰ Men Fredens Gud, som ved en evig Pagts Blod udførte fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, ²¹ han befæste Eder i al god Gjerning til at gjøre hans Villie, og han virke i Eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Christus: ham være Ære i al Evighed! Amen.

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser. ³ Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; ⁴ men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet.

⁶ Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret.

¹³ Thi der skal gaae en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed træder frimodighed for Dommen.

⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!

¹⁷ Derfor, hvo som veed at gjøre Godt og gjør det ikke, ham er det Synd.

³ Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod Eder og æde Eders Kjød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage.

⁷ Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.

⁷ Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn. ⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.

⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.

⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. ⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren.

⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren. ¹⁰ Mine Brødre! tager Propheterne, hvilke have talet i Herrens Navn, til Exempel paa at lide Ondt og være taalmodige. ¹¹ See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

⁴ til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i himlene til Eder, ⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

⁹ opnaaende maalet for Eders Tro, Sjælenes Frelse.

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed. ¹² Thi det var dem aabembaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette, som nu er blevet Eder kundgjort af dem, der have forkyndt Eder Evangelium i den Hellig Aand, som blev sendt af Himmelen; hvilke Ting Englene begjere at gjennemskue.

²⁴ hvilken selv bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet, paa det vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed; ved hans Saar ere I lægte.

¹⁸ Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfærdige for de uretfærdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden;

²¹ hvis Modbillede nu frelser os, Daaben, hvilken ikke er Renselse fra Kjødets Ureenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Christi Opstandelse;

⁷ Men alle Tings Ende nærmer sig; værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.

²¹ Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig Aand.

¹⁹ idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven. ²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

⁷ Men Himlene og Jorden, som nu ere, gjemmes ved det samme Ord til Ilden, bevarede til Dommens og de ugudelige Menneskers Fordærvelses Dag. ⁸ Men dette Ene bør ikke undgaae Eder, I elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse

¹⁴ Derfor, I elskelige! efterdi I forvente dette, beflitter Eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,

¹ Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.

¹⁷ Og Verden forgaaer og dens Lyst; men hvo, som gjør Guds Villie bliver til evig Tid.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.

² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.

⁵ Og I vide, at han er aabenbaret, paa det han skulde borttage vore Synder, og der er ikke Synd i ham.

¹⁸ Mine Børn! lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed. ¹⁹ Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn;

¹⁹ Og paa dette kjende vi, at vi ere af Sandheden, og da kunne vi stille vore hjerter tilfreds forhans Aasyn; ²⁰ thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting.

²⁰ thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting. ²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud,

²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud, ²² og hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham; thi vi holde hans Bud og gjøre det, som er behageligt for ham.

² Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er af Gud,

² Derpaa kjende I Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er af Gud, ³ Og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Christus at være kommen i Kjødet, er ikke af Gud; og hvilken i hørte, at han kommer, og han er allerede nu i Verden.

¹⁷ Derudi fuldkommes Kjærligheden hos os, at vi have frimodighed paa Dommens dag, fordi ligesom han er, saa ere og vi i denne Verden.

⁵ Hvo er den, som overvinder Verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn? ⁶ Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.

¹⁶ Dersom Nogen seer sin Broder begaae en Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er en Synd til Døden, for den siger jeg ikke, at han skal bede.

⁷ Thi mange Forførere ere komne ind i Verden, som ikke bekjende Jesus Christus at være kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antichristen. ⁸ Giver Agt paa Eder selv, at vi ikke skulle tabe, hvad vi have arbeidet, men maae bekomme af fuld Løn.

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus:

¹² Disse ere Skampletter ved Eders Kjærlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Træer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod; ¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

¹⁹ Disse ere de, som afsondre sig, dyriske, som ikke have Aand.

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

⁵ Kom derfor ihu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.

⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den som seirer, han vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradis.

¹¹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, skal indgenlunde skades af den anden Død.

¹⁷ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: den, som seirer, han vil jeg give at æde af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Steen, og et nyt Navn skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som annammer det.

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

³ Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig.

⁶ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹¹ See jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, at Ingen skal tage din Krone.

¹³ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

²² Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹⁰ Dersom Nogen samler til Fængsel, han gaaer i Fængsel; dersom Nogen Dræber med Sværd, ham bør det at dræbes med Sværd. Her er de Helliges Taalmodighed og Tro.

¹² Der er de helliges taalmodighed; her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro.

⁸ Det Dyr, som du saae, har været og er ikke, og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordærvelse; og de skulle forundre sig, som boe paa Jorden, de, hvis Navne ikke er skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, naar de see Dyret, som var og ikke, enddog det er.

¹¹ Og Dyret, som var og er ikke, er end selv den ottende og er af de syv og farer bort til Fordærvelse.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

¹⁵ Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

²⁰ Han, som vidner disse Ting, siger: ja, jeg kommer snart! Amen. Ja, kom, Herre Jesus!