Jeremiah 14 Cross References - Danish

¹ HERRENS Ord, som kom til Jeremias i Anledning af Tørke. ² Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger: ³ Og Stormændene iblandt dem sende Smaafolkene iblandt dem efter Vand; de komme til Brøndene, de, finde ikke Vand, de komme tilbage med deres Kar tomme; de staa beskæmmede og skamlne Sted sig og tilhylle deres Hoveder ⁴ for Markens Skyld, som er forfærdet, fordi der ikke har været Regn paa Jorden; Agerdyrkerne ere beskæmmede, de tilhylle deres Hoveder. ⁵ Thi ogsaa Hinden paa Marken føder og maa forlade sine Kalve, fordi der ikke er Græs. ⁶ Og Vildæsler staa paa de nøgne Høje de snappe efter Luft som Drager; deres Øjne forsmægte, fordi der ingen Urter er. ⁷ Vidne end vore Misgerninger imod os HERRE! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet. ⁸ Og Israels Forhaabning dets Frelser i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en fremmed i Landet og som en vejfarende, der tager ind for blot at overnatte? ⁹ Hvorfor vil du være som en Mand, der er slagen med Skræk, og som en Helt, der ikke kan frelse? Og du, HERRE! er dog midt iblandt os, og vi kalde, efter dit Navn, lad os ikke fare! ¹⁰ Saa siger HERREN om dette Folk: Saaledes have de holdt af at vanke ustadigt om, de have ikke holdt deres Fødder tilbage; derfor har HERREN ikke Behag i dem, nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder. ¹¹ Og HERREN sagde til mig: Du maa ikke gøre-Bøn-for dette Folk til det gode. ¹² Naar de, end faste, vil jeg dog ikke høre deres Skrig, og naar de end ofre Brændoffer og Madoffer, har jeg dog ikke Behag i dem; thi jeg vil gøre Ende paa; dem ved Sværd og ved Hunger og ved Pest. ¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren. ¹⁶ Og Folket for hvilket de spaa, skal blive henkastet paa Jeruslems Gader, formedelst Hunger og Sværd, og de skulle ingen have som skal begrave dem, dem, deres: Hustruer og deres Sønner og deres Døtre; og jeg ville udøse deres Ondskab over dem: ¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag. ¹⁸ Gaar jeg ud paa Marken, da se, der ligge de, som ere ihjelslagne. rned Sværd, og kommer jeg ind i Staden; da se, der er Hungerens Lidelser; thi baade Profet saa og Præst drage til et Land; som de ikke kende: ¹⁹ Mon du har forkastet Juda aldeles? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Lægedom for os? man vælter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Lægedommens Tid, og se, der er Forfærdelse. ²⁰ HERRE! vi kende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgerning thi vi have syndet imod dig? ²¹ Foragt ikke, for dit Navns Skyld, ringeagt ikke din herligheds Trone! kom i Hu, tilintetgør ej din Pagt med os! ²² Mon der iblandt Hednintiernes Afguder er dem, som kunne lade det regne? eller kunne Himlene selv give Regndraaber mon ikke du er HERREN vor Gud, at vi kunne haabe paa dig; thi du har gjort alle disse Ting.

²⁴ Og Gud hørte deres Suk, og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.

⁴⁵ Jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud. ⁴⁶ de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er HERREN deres Gud.

¹⁰ Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg maa fortoere dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk.

¹³ Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de, skulle eje det evindelig.

³² Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet! ³³ Og HERREN sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog. ³⁴ Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem.

¹¹ Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder.

¹¹ Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. ¹² Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk.

¹⁹ Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber. ²⁰ Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, ⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf: ⁴² Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme.

⁴² Saa vil jeg ihukomme min Pagt; med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme. ⁴³ Men Landet skal forlades af dem og faa nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke. ⁴⁴ Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og, tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud. ⁴⁵ Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg er HERREN.

²³ Og HERREN sagde til Mose: Monne da HERRENS Haand være forkortet? nu skal du se, om mit Ord skal vederfares dig eller ej.

¹⁵ Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, naar de høre det Rygte om dig, sige saaledes: ¹⁶ Fordi HERREN ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken.

¹⁴ Thi HERREN din Gud vandrer midt i din Lejr for at udfri dig og at give dine Fjender hen for dit Ansigt; og din Lejr skal være hellig, saa at han ikke skal se nogen ublu Ting hos dig og vende sig bort fra dig.

¹² HERREN skal oplade for dig sit gode Forraadskammer, Himmelen, for at give dit Land Regn i sin Tid og at velsigne al din Haands Gerning, og du skal laane ud til mange Folk, og du skal ikke tage til Laans.

²³ Og din Himmel, som er over dit Hoved, skal være som Kobber, og Jorden, som er under dig, som Jern. ²⁴ HERREN skal gøre dit Lands Regn til Sand og Støv; af Himmelen skal det falde ned over dig, indtil du bliver ødelagt.

³⁶ HERREN skal føre dig og din Konge, som du skal sætte over dig, til et Folk, som hverken du, ej heller dine Fædre have kendt, og der skal du tjene andre Guder, Træ og Sten.

⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten.

²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed;

¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre.

²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.

²⁷ dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og HERREN har ikke gjort alt dette.

⁹ Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn?

¹⁷ Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du?

¹² Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.

¹⁶ Ved denne Tid i Morgen vil jeg sende dig til en Mand af Benjamins Land, og ham skal du salve til en Fyrste over mit Folk Israel, og han skal frelse mit Folk af Filisternes Haand; thi jeg har set til mit Folk, efterdi dets Skrig er kommet for mig.

²² Thi HERREN skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi HERREN har, haft Villie til at gøre eder til sit Folk.

²⁹ Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kære, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning.

² Saaledes sagde HERREN Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Ægypten.

¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø.

³⁰ Men David gik op ad Opgangen til Oliebjerget. Som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var tilhyllet, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, tilhyllet hver sit Hoved og gik op med Graad.

⁴ Og Kongen tilhyllede sit Ansigt, og Kongen raabte med høj Røst: Min Søn Absalom! Absalom, min Søn, min Søn!

¹⁰ Da slog Davids Hjerte ham, efter at han havde talt Folket, og David sagde til HERREN: Jeg har saare syndet, at jeg har gjort det, og nu, HERRE, kære, borttag din Tjeners Misgerning; thi jeg har handlet meget daarligt.

³⁶ Da vil du høre i Himmelen og forlade dine Tjeneres og dit Folk Israels Synd, fordi du viser dem den gode Vej, paa hvilken de skulle vandre, og vil give Regn over dit Land, som du har givet dit Folk til Arv.

¹ Og Thisbiteren Elias, en af dem, som boede i Gilead, sagde til Akab: Saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, for hvis Ansigt jeg staar, skal der hverken komme Dug eller Regn i disse Aar, uden efter mit Ord.

⁷ Og det skete efter en Tids Forløb, da blev Bækken tør, thi der var ikke Regn i Landet.

¹⁴ Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Melet i Krukken skal ikke fortæres, og Oliekruset skal ikke blive tomt indtil den Dag, at HERREN skal give Regn over Jorderige.

¹⁸ Og hun sagde til Elias: Hvad har jeg at gøre med dig, du Guds Mand? du er kommen til mig at lade min Misgerning kommes i Hu og at dræbe min Søn.

¹ Og det skete mange Dage derefter, at HERRENS Ord skete til Elias i det tredje Aar og sagde: Gak, lad dig se for Akab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.

⁵ og Akab havde sagt til Obadias: Drag igennem Landet til alle Vandkilder og til alle Bække, maaske vi kunne finde Græs og beholde Hestene og Mulerne i Live, at ikke Kvæget omkommer for os. ⁶ Og de delte Landet imellem sig for at drage igennem det; Akab drog alene paa en Vej, og Obadias drog alene paa en anden Vej.

³⁹ Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde: HERREN, han er Gud! HERREN, han er Gud! ⁴⁰ Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der. ⁴¹ Og Elias sagde til Akab: Drag op, æd og drik; thi der høres en Susen af megen Regn. ⁴² Og Akab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ. ⁴³ Og han sagde til sin Dreng: Kære, gak op, se ud ad Vejen til Havet; og han gik op og saa til og sagde: Der er ikke noget; og han sagde: Gak igen derhen, syv Gange. ⁴⁴ Og det skete den syvenele Gang, at han sagde: Se, en liden Sky stiger op fra Havet, som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, sig til Akab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig. ⁴⁵ Og det skete i en Haandevending, da blev Himmelen sort af Skyer og Vejr, og der kom en stor Regn; men Akab for af Sted og drog til Jisreel.

²⁵ Og Mika sagde: Se, du skal se det paa den Dag, naar du gaar ind fra et Kammer til et andet for at skjule dig.

¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt

³¹ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig og gaar ud til mig og æder hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ og drikker hver Vand af sin Brønd,

¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen. ⁷ Fra vóre Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgerningers Skyld ere vi, ja vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, givne hen til Sværd, til Fangenskab og til Rov og til vore Ansigters Blusel, som det ses paa denne Dag.

¹⁵ HERRE, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne som en Levning, som det ses paa denne Dag; se, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi ved sligt kan ingen bestaa for dit Ansigt.

² Og Israels Sæd adskilte sig fra alle de fremmede, og de stode og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger.

³³ Og du er retfærdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt. ³⁴ Og vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre have ikke gjort efter din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem.

¹² Og Mardokaj kom tilbage til Kongens Port; men Haman skyndte sig tilbage til sit Hus, sørgende og med tilhyllet Hoved.

¹⁰ ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne;

²⁰ De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.

²⁶ Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt.

²⁸ for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.

²⁶ for at lade regne paa det Land, hvor ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er, ²⁷ for at mætte de øde og ødelagte Steder og bringe Græsbunden til at spire? ²⁸ Har Regnen vel en Fader? eller hvo har avlet Duggens Draaber?

¹ Kan du i jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed, ² naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure ³ Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde? ⁴ Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde? ⁵ Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde ⁶ De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

⁹ Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.

¹ HERRE! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider?

³ Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag.

¹¹ For dit Navns Skyld, HERRE, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor.

²¹ Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig.

⁹ Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud!

¹⁴ Bi efter HERREN, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter HERREN!

⁹ HERRENS Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: Ære!

⁵ Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela.

³⁹ Men de retfærdiges Frelse er af HERREN, han er deres Styrke i Nødens Tid. ⁴⁰ Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

¹⁰ Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

¹⁴ HERRE! lad det behage dig at udfri mig; HERRE! skynd dig at Hjælpe mig.

²³ Men vi blive ihjelslagn for din Skyld den ganske Dag, ere regnede som Slagtefaar. ²⁴ Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os i evindelig! ²⁵ Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel? ²⁶ Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

⁵ Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger.

¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

³ Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. ⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd;

¹¹ Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger!

¹ En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord. ² Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.

² Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa. ³ Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. ⁴ Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. ⁵ Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. ⁶ Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. ⁷ De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.

¹⁸ Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede HERREN, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn. ¹⁹ Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig! ²⁰ Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.

⁵⁹ Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

² De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet. ³ De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.

⁹ Hjælp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Æres Skyld og fri os og forlod os vore Synder for dit Navns Skyld. ¹⁰ Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod; som er udøst, bliver hævnet.

⁴ Gud! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste! ⁵ HERRE, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn?

¹² Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. ¹³ Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den?

³⁸ den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. ³⁹ Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. ⁴⁰ Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.

¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham.

⁶ Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. ⁷ Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. ⁹ Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. ¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem ¹¹ Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. ¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. ¹³ Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. ¹⁴ Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. ¹⁵ Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. ¹⁶ Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige. ¹⁷ Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. ¹⁸ Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige. ¹⁹ De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. ²⁰ Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. ²¹ De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, ²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. ²³ Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? ²⁴ De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. ²⁵ Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst. ²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken, ²⁷ og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene ²⁸ Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder ²⁹ Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. ³¹ Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. ³² De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. ³³ Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber. ³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til ³⁵ Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. ³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. ³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. ⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. ⁴¹ Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. ⁴² Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. ⁴³ Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. ⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. ⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.

⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. ⁴⁶ Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. ⁴⁷ Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! ⁴⁸ Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

¹⁴ Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! ¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

²⁹ Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.

¹ Ikke os, HERRE! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld.

¹⁰¹ Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord.

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

⁵ Jeg biede efter HERREN, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.

⁷ Han gør, at Dampe opstige fra Jordens Grænse; han gøre Lynene til Regn, han udfører Vejret af sine Forraadskamre.

⁷ Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig.

⁸ ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;

²⁸ Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke, svale, de skulle søge mig, men ikke finde mig.

³¹ Saa skulle de æde Frugten af deles Veje og blive mætte af deles egne Raad.

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

²⁷ De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skændigt Forsæt.

⁹ Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? ¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. ¹⁴ Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. ¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen. ¹⁶ Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges.

⁶ Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

⁵ Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig. ⁶ Thi Nimrims Vande blive til Ørk; thi Urterne ere hentørrede, Græsset er borte, der er intet grønt.

⁴ Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmægtige.

⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.

⁷ Men ogsaa disse rave af Vin og ere forvildede af stærk Drik; Præst og Profet rave af stærk Drik, de ere overvældede af Vin, forvildede af stærk Drik, de fare vild under Synet, de vakle under Dommen.

¹⁰ som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting; ¹¹ viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!

¹⁸ Og derfor bier HERREN, indtil han kan benaade eder, og derfor holder han sig i det høje, indtil han kan forbarme sig over eder; thi HERREN er Dommens. Gud, salige ere alle, som bie efter ham.

²³ Da skal han give Regn til din Sæd, hvormed du besaar Jorden, og Brød af Jordens Grøde, og dette skal være fedt og saftigt; dit Kvæg skal den Dag græsse paa en vidtstrakt Eng.

⁹ Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.

²² Dette er det Ord, som HERREN har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

²⁹ Se dem alle! deres Gerninger ere Daarlighed og Tomhed; deres støbte Billeder ere Vejr og Vind.

³ Thi jeg sr HERREN din Gud, Iszaels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted.

¹¹ Jeg er HERREN, og der er ingen Frelser uden jeg.

¹² Smeden bruger Mejselen til Jernet og arbejder ved Klil og danner det med Hamrene; han arbejder paa det med sin Arms Kraft; men lider han Hunger, saa er der ingen Kraft i ham mere, og drikker han ikke Vand, vansmægter han. ¹³ Tømmermanden udstrækker en Maalesnor over Træet, mærker det af med Rødkridt, gør det jævnt med Høvlene og afridser det med Cirkelen; og han gør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Anseelse, til at bo i et Hus. ¹⁴ Han gaar hen at afhugge sig Cedre og tager Cypres og Eg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen bringer den til at vokse. ¹⁵ Saa tjener det Mennesket til Brændsel, og han tager deraf og varmer sig og tænder Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det. ¹⁶ Halvdelen deraf brænder han paa Ilden; ved Halvdelen deraf æder han Kød og steger en Steg og mættes; ja, han varmer sig og siger: Ah! jeg har varmet mig, jeg har set Ild. ¹⁷ Men det øvrige deraf gør han til erl Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøjer sig og beder til det og siger: Frels mig! thi du er min Gud. ¹⁸ De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa. ¹⁹ Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods? ²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

¹⁵ Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud er en Frelser. ¹⁶ De blive beskæmmede, ja de blive alle til Skamme; de gaa alle bort med Skændsel, de, som forfærdige Af gudsbilleder. ¹⁷ Israel er frelst ved, HERREN med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

²¹ Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, HERREN thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg.

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld. ² Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trilsel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst.

⁹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du HERRENS Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen?

³ Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det? Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder

¹ Se, HERRENS Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre.

¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger:

¹⁹ Vi ere, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke vare kaldede efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned, saa at Bjergene fløde bort for dit Ansigt!

⁹ Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem en Ødelæggelse. ¹⁰ Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte. ¹¹ Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, HERRE? vil du tie og nedtrykke os saa saare? ¹²

⁶ Men jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se, jeg forstaar ikke at tale, thi jeg er ung.

⁸ Præsterne sagde ikke: Hvor er HERREN? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.

¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.

¹⁷ Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt HERREN, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen? ¹⁸ Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har da at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand? ¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth.

¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth.

²³ Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje, ²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned.

²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned. ²⁵ Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa. ²⁶ Ligesom en Tyv bliver til Skamme, naar han gribes, saa ere de af Israels Hus blevne til Skamme, de, deres Konger; deres Fyrster og deres Præster og deres Profeter, ²⁷ som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os!

³⁶ Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev I til Skamme ved Assyrien.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN. ² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab. ³ Derfor ere Regndraaberne tilbageholdte, og sildig Regn kom ikke; men du har en Horkvindes Pande, du vil ikke skamme dig.

⁶ Og HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Har du set, hvad det frafaldne Israel har gjort? Hun gik paa alle høje Bjerge og hen under Hor.

¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN.

¹⁷ Paa den Tid skulle de kalde Jerusalem HERRENS Trone, og alle Hedningerne skulle forsamles til den for HERRENS Navns Skyld, i Jerusalem; og de skulle ikke ydermere vandre efter deres onde Hjertes Stivhed.

²⁵ Vi maa ligge i vor Skændsel og vor Skam skjule os; thi vi have syndet imod HERREN vor Gud, vi og vore Fædre, fra vor Ungdom af og indtil denne Dag; og vi vare ikke HERREN vor Guds Røst lydige".

¹⁰ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.

¹⁸ Din Vej og dine Idrætter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte.

²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.

⁶ Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne Ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige.

¹² De fornægtede HERREN og sagde: "Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os" og Sværd og Hunger skulle vi ikke se.

¹² De fornægtede HERREN og sagde: "Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os" og Sværd og Hunger skulle vi ikke se. ¹³ Og Profeterne skulle blive til Vind, og der er ingen, som taler i dem; saaledes skal det ske dem.

²⁴ Og de sige ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte HERREN vor Gud, ham, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; de til Høsten beskikkede Uger bevarer han os.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred. ¹⁵ De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger HERREN.

²⁰ Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortiggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.

³⁰ Forkastet Sølv kalder man dem; thi HERREN har forkastet dem.

¹⁶ Og du, du maa ikke bede for dette Folk og ikke opløfte Skrig eller Bøn for dem og ikke trænge ind paa mig med forbøn; thi jeg hører dig ikke.

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lægger eders Brændofre til eders Slagtofre, og æder Kødet! ²² Thi jeg har ikke talt med eders Fædre, ej heller befalet dem, paa den Dag, jeg udførte dem af Ægyptens Land, angaaende Brændoffer og Slagtoffer.

²⁹ Afklip din Haarprydelse og kast den bort, og opløft et Klagemaal paa de nøgne Høje; thi HERREN har forkastet og forladt den Slægt, som hans Fortørnelse er imod.

³³ Og dette Folks døde Kroppe skulle være til Føde for Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden, og der skal ingen skræmme dem bort.

⁵ Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om.

¹⁰ Derfor vil jeg give deres Hustruer til andre og deres Agre til dem; som skulle eje dem; thi fra den mindste til den største tragter enhver efter Vinding, fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn. ¹¹ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred: ¹² De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde; i den Tid, naar de hjemsøges skulle de snuble, siger HERREN.

¹⁴ Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi HERREN vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod HERREN. ¹⁵ Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Lægedoms Tid, og se, Forfærdelse kommer.

¹⁸ Hvor finder jeg Vederkvægelse for Sorgen! mit Hjerte er sygt i mig. ¹⁹ Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da HERREN ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder?

²¹ Jeg er sønderknust over mit Folks Datters Sønderknuselse, jeg gaar i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig. ²² Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Læge der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

¹⁶ Og jeg vil adsprede dem iblandt de Hedninger, som hverken de eller deres Fædre kendte, og jeg vil sende Sværdet efter dem; indtil jeg faar gjort Ende paa dem.

²² Tal: Saa siger HERREN: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op.

¹³ Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer.

¹⁵ De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

¹⁹ Ve mig for min Brøst! mit Saar er svart; men jeg siger: Dette er kun min Lidelse, og jeg vil bære den.

¹¹ Derfor siger HERREN saaledes: Jeg lader en Ulykke kommn paa dem, fra hvilken de ikke skulle kunne undkomme; og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.

¹⁴ Og du maa ikke bede for dette Folk og ikke opløfte Skrig eller Bøn for dem; thi jeg vil ikke høre paa den Tid, naar de raabe paa mig over deres Ulykke.

⁴ Hvor længe skal Landet sørge; og Urterne paa al Marken tørres hen for deres Ondskabs Skyld; som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive.

⁸ Min Arv er bleven mig som en Løve i Skoven; den har opløftet sin Røst imod mig, derfor hader jeg den.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort.

²² Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting, saa er det for din Misgernings Mangfoldigheds Skyld, at dit Slæb er slaaet op, at dine Hæle have lidt Overlast. ²³ Kan en Morian omskifte sin Hud eller en Parder sine Pletter, saa skulle ogsaa I kunne gøre vel, I, som have lært at gøre ilde! ²⁴ Derfor vil jeg adsprede dem som Halm, der farer hen for et Vejr fra Ørken. ²⁵ Dette er din Lod, din tilmaalte Del fra mig, siger HERREN, du, som har glemt mig og forladt dig paa Løgn.

⁴ for Markens Skyld, som er forfærdet, fordi der ikke har været Regn paa Jorden; Agerdyrkerne ere beskæmmede, de tilhylle deres Hoveder.

⁷ Vidne end vore Misgerninger imod os HERRE! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet.

¹⁹ Mon du har forkastet Juda aldeles? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Lægedom for os? man vælter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Lægedommens Tid, og se, der er Forfærdelse. ²⁰ HERRE! vi kende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgerning thi vi have syndet imod dig? ²¹ Foragt ikke, for dit Navns Skyld, ringeagt ikke din herligheds Trone! kom i Hu, tilintetgør ej din Pagt med os!

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud! ² Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger HERREN: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab. ³ Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger HERREN: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at Ødelægge.

¹⁶ Dine Ord bleve fundne, og jeg slugte dem, og dine Ord vare mig thi dit Navn er nævnet over mim HERRE, Gud Zebaoth!

¹⁸ Hvorfor varer min Smerte evindelig? hvorfor er mit Saar ulægeligt og vil ikke lade sig hele? du er bleven mig som en svigefuld Bæk, som Vand, der ikke er bestandigt.

⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.

¹⁹ HERRE, min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Fædre arvede kun Løgn, Forfængelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.

⁸ Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at hære Frugt.

¹² Herlighedens Trone, Højheden af Begyndelsen, var vor Helligdoms Sted. ¹³ Israels Forhaabning, HERRE! Alle, som forholde dig, skulle beskæmmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode HERREN, de levende Vandes Kilde.

²¹ Derfor giv deres Børn hen til Hungeren, og overlad dem i Sværdets Vold, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive dræbte med Sværd i Krigen! ²² Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du lader en Trop pludselig komme over dem; thi de grove en Grav for at fange mig og skjulte Snarer for mine Fødder.

⁶ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da man ikke mere skal kalde dette Sted Tofeth, eller BenHinnolns Dal, men Morderdal. ⁷ Og jeg vil udtømme Judas og Jerusalems Raad paa dette Sted og lade dem falde ved Sværdet for deres Fjenders Ansigt? og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og jeg vil give Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden deres døde Kroppe til Føde.

⁶ Og du, Paskur, og alle de, som bo i dit Hus, skulle bo i Fangenskab; og du skal komme til Babel, og der skal du dø og begraves der, du og alle dine Venner, for hvilke du har spaaet Løgn.

¹¹ Men HERREN er med mig som en vældig Helt, derfor skulle mine Forfølgere snuble og ikke faa Overhaand; de skulle vorde saare beskæmmede, thi de have ikke handlet forstandigt, til en evig Skam, som ikke skal glemmes.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed. ⁸ Og du skal sige til dette Folk: Saa siger HERREN: Se, jeg lægger for eders Ansigt Livets Vej og Dødens Vej. ⁹ Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldæelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra. ¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land.

¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land. ¹⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af HERRENS Mund. ¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.

²¹ Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de.

²¹ Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de. ²² Men dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad da vilde de lade mit Folk høre mine Ord, og de vilde føre dem tilbage fra deres onde Vej og fra deres Idrætters Ondskab. ²³ Er jeg kun en Gud nær hos? siger HERREN, og ikke en Gud langt borte fra? ²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN. ²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte. ²⁶ Hvor længe dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde, ²⁷ og mon de tænke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortælle hver sin Næste ligesom deres Fædre glemte rnit Navn for Baals Skyld. ²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN. ²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe? ³⁰ Derfor se, jeg er imod de Profeter, siger HERREN, som stjæle mine Ord, den ene fra den anden. ³¹ Se, jeg er imod Profeter, siger HERREN, som tage deres Tunge og varsle: "Han har sagt det". ³² Se, jeg er imod dem, som spaa løgnagtige Drømme, siger HERREN, og som fortælle dem og forvilde mit Folk med deres Løgne og med deres Letfærdighed; og jeg har dog ikke sendt dem og ikke givet dem Befaling, og de gavne slet ikke dette Folk, siger HERREN.

¹⁰ Og jeg vil sende Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Fædre.

⁹ Derfor hører ikke eders Profeter og eders Spaamænd og eders Drømme og eders Dagvælgere og eders Troldkarle, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at Kongen af Babel ¹⁰ Thi de spaa Løgn for eder for at bringe eder langt bort fra eders land, og for at jeg skal støde eder ud, og at I skulle omkomme.

¹⁴ Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder. ¹⁵ Thi jeg har ikke sendt dem, siger HERREN; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder.

² Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Kongen af Babels Aag. ³ Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle HERRENS Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel. ⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag. ⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Præsternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i HERRENS Hus,

¹³ Gak og sig saaledes til Hananias: Saa siger HERREN: Du har sønderbrudt Træaag, men du har gjort Jernaag i Stedet for.

¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn.

¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn. ¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme. ⁹ Thi de spaa Løgn for eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem, siger HERREN.

¹⁷ ja, saaledes har den HERRE Zebaoth sagt: Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, der ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. ¹⁸ Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem;

²⁰ Men I, hører HERRENS Ord, alle I bortførte, hvilke jeg sendte fra Jerusalem til Babel! ²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne.

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne.

³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn:

³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn: ³² Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil hjemsøge Nekelamiten Semaja og hans Afkom; han skal ikke have nogen, som skal bo midt iblandt dette Folk, og han skal ikke se det gode, som jeg vil gøre imod mit Folk, siger HERREN; thi han har prædiket Frafald fra HERREN.

¹³ Ingen tager sig af din Sag til Helbredelse; der er ingen Lægedom, ingen Forbinding for dig. ¹⁴ Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg har slaget dig, ligesom man slaar en Fjende, med en svar Tugtelse, fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige. ¹⁵ Hvorfor raaber du over dit Brud, at din Pine er saa svare fordi dine Misgerninger ere mangfoldige, fordi dine Synder ere talrige; har jeg gjort disse Ting ved dig.

³⁴ Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender HERREN; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger HERREN; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

¹⁹ Og hvor ere eders Profeter, som spaaede for eder og sagde: Kongen af Babel skal ikke komme over eder eller over dette Land?

²¹ Mon ikke de Røgofre, som I bragte i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, I og eders Fædre, eders Konger og eder Fyrster, og Folket i Landet, ere ihukommede af HERREN og rundne ham i Tanker? ²² Og HERREN kunne ikke mere fordrage det for eders Idrætters Ondskabs Skyld, for de vederstyggeligheders Skyld, som I gjorde; og eders Land blev til en Ørk og til en Forfærdelse og til en Forbandelse, sø at ingen bor deri, som det ses paa denne Dag. ²³ Fordi I gjorde Røgelse, og fordi I syndede imod HERREN og hørte ikke HERRENS Røst og vandrede ikke i hans Lov og i hans Skikke og i hans Vidnesbyrd, derfor er denne Ulykke vederfaret eder, som det ses paa denne Dag.

⁷ Alle de, som fandt dem, aade dem op, og deres Fjender sagde: Vi have ingen Skyld; fordi de have syndet imod HERREN, Retfærdigheds Bolig, ja, imod HERREN, deres Fædres Forhaabning.

¹⁶ Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer.

⁶ I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet. ⁷ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede og droge ud af Staden om Natten, ad Vejen igennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have, medens Kaldæerne laa trindt omkring Staden; og de droge hen ad Vejen til den slette Mark.

¹⁰ Fjender udstrakte deres Haand efter alle hendes Herligheder; thi hun saa, at Hedninger kom ind i hendes Helligdom, om hvilke du havde befalet, at de ikke skulde komme i din Menighed.

¹⁵ Herren forkastede alle mine vældige i min midte, han sammenkaldte en Forsamling imod mig til at knuse mit unge Mandskab; Herren traadte Vinpersen for Jomfruen, Judas Datter. ¹⁶ Over disse Ting græder jeg, mit Øje, mit Øje strømmer med Vand; thi Trøsteren, som skulde vederkvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

²⁰ Se til, HERRE! thi jeg har Angest, mine Indvolde ere oprørte, mit Hjerte har vendt sig inden i mig; thi jeg har været meget genstridig; udenfor har Sværdet gjort mig barnløs, i Huset har det været ret som Døden.

⁶ Og han har med Vold nedrevet sit Gærde som en Haves, forstyrret sin Festforsamling; HERREN har ladet Festforsamling og Sabbat glemmes i Zion og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Heftighed. ⁷ Herren har forkastet sit Alter, ringeagtet sin Helligdom, overgivet dens Paladsers Mure i Fjendens. Haand; man opløftede en Røst i HERRENS Hus, som var det en Festforsamlings Dag.

⁹ Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstænger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra HERREN.

¹³ Hvad skal jeg vidne for dig, hvorved skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Ødelæggelse er stor som Havet; hvo kan læge dig? ¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.

¹⁸ Deres Hjerte raabte til Herren: O Zions Datters Mur lad Taarerne strømme ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øjesten ikke være rolig!

²⁰ HERRE se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle æde deres Livsfrugt, de spæde Børn, som man bærer paa Hænderne mon Præst og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom?

²⁵ HERREN er god imod dem; som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efler ham. ²⁶ Det er godt; at man haaber og er stille til HERRENS Frelse.

⁴⁸ Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang. ⁴⁹ Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse,

⁸ Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud hænger ved deres Ben, den er bleven tør som Træ. ⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken.

⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, ¹⁴ Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder. ¹⁵ Viger bort, han er uren! raaber man om dem; "viger bort" viger bortt rører dem ej!" thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der. ¹⁶ HERRENS Ansigt har spredt dem, han vil ikke se til dem mere; man anser ikke Præsternes Person, man er ikke naadig imod de gamle. ¹⁷ Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse.

¹⁰ Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

¹⁷ Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:

²² Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?

¹² En Tredjedel af dig skal dø i Pesten og fortæres ved Hungeren i din Midte, og den anden Tredjedel skal falde for Sværdet trindt omkring dig, og den sidste Tredjedel vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Sværdet efter dem. ¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem. ¹⁴ Og jeg vil gøre dig til et Øde Sted og til Forhaanelse iblandt Hedningerne, som ere trindt omkring dig, for enhvers Øjne, som gaar forbi. ¹⁵ Og dette skal vorde til Spot og Forhaanelse, til Advarsel og Forskrækkelse for Hedningerne, som ere trindt omkring dig, naar jeg holder Ret over dig i Vrede og i Harme og med Harmens Tugtelse; jeg HERREN, jeg har talt det; ¹⁶ naar jee udsender iblandt dem Hungerens onde Pile, som skulle være til Ødelæggelse, hvilke jeg vil sende til at ødelægge eder, og naar jeg fremdeles bringer Hunger over eder og formindsker Brands Forraad for eder. ¹⁷ Og jeg skal sende Hunger og vilde Dyr over eder, som skulle berøve dig dine Børn, og der skal gaa Pest og Blod over dig, og Sværd vil jeg føre over dig; jeg HERREN, jeg har talt det.

¹⁵ Sværdet udenfor og Pesten og Hungeren indenfor! den, som er paa Marken, skal dø for Sværdet, og den, som er i Staden, skulle Hunger og Pest fortære.

²⁰ Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffærdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed. ²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det. ²² Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den.

¹⁸ Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.

²⁴ Thi der skal ikke ydermere være noget tomt Syn eller nogen falsk Spaadom i Israels Hus.

⁶ Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: "HERREN siger det", skønt HERREN ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfæstes. ⁷ Have I ikke skuet forfængeligt Syn og udsagt løgnagtig Spaadom, naar I sige: "HERREN siger det", skønt jeg ikke har talt?

¹⁰ Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, ¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! ¹² Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. ¹⁴ Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁵ Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte, ere de, som anstrøge den, ¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

²² Fordi I ved Løgn gjorde den retfærdiges Hjerte forsagt, skønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges Hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde Vej, at jeg kunde holde ham i Live: ²³ Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haana, og I skulle fornemme, at jeg; er HERREN.

¹⁰ Og de skulle bære deres Misgerning; som hans Misgerning er, der adspørger, saa skal Profetens Misgerning være;

²¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf,

⁹ Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, midt iblandt hvilke de vare, for hvis Øjne jeg havde givet mig til Kende for dem for at udføre dem af Ægyptens Land.

¹⁴ Men jeg gjorde det, som jeg gjorde, for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem.

²² Men jeg drog min Haand tilbage og gjorde det for mit Navns Skyld, at dette ikke skulde vanhelliges for Hedningernes Øjne, for hvis Øjne jeg havde udført dem.

²⁹ idet man bringer dig forfængelige Syner, idet man spaar dig Løgn for at lægge dig ved de ihjelslagne ugudeliges Halse, hvis Dag kom til den Tid, da Misgerningen medførte Enden.

²¹ Sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vanhelliger min Helligdom, eders Magts Stolthed, eders øjnes Lyst og eders Sjæles Længsel; og eders Sønner og eders Døtre, som I efterlade, skulle falde for Sværdet.

²² Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg gør det ikke for eders Skyld, Israels Hus! men for mit hellige Navns Skyld, hvilket I have vanhelliget iblandt Hedningerne, hvor I kom hen. ²³ Og jeg vil helliggøre mit store Navn, som er vanhelliget iblandt Hedningerne, hvilket I have vanhelliget midt iblandt dem; og Hedningerne, skulle fornemme, at jeg er HERREN, siger den Herre, HERRE, naar jeg helliggør mig paa eder for deres Øjne.

²⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Nu vil jeg vende Jakobs Fangenskab og forbarme mig over Israels hele Hus og være nidkæer for mit hellige Navn.

⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje,

¹¹ Ja, indtil Hærens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet. ¹² Og en Hær skal hengives tillige med den stadige Tjeneste for Overtrædelsens skyld; og det skal kaste Sandheden til Jorden og udføre det og have Lykke. ¹³ Derefter hørte jeg en hellig, som talte, og en anden hellig sagde til den, der talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om den stadige Tjeneste og Overtrædelsen, der bringer Ødelæggelse at baade Helligdommen og Hæren skulle hengives til at nedtrædes?

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. ⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet.

⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig.

⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. ¹³ Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet HERREN vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. ¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. ¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt.

¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt. ¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os.

¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os. ¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

³ Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmægter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under HimmeIen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.

⁵ Og Israels Stolthed vidner imod det; og Israel og Efraim skulle falde for deres Misgerning, Juda skal ogsaa falde med dem.

¹⁰ Og Israels Stolthed vidner imod ham, men de vende ikke om til HERREN deres Gud og søge ham ikke, uagtet alt dette.

¹³ Som Ofre, de bringe mig, ofre de Kød og æde; HERREN finder ikke Behag i dem; nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder; de skulle komme tilbage til Ægypten.

⁹ De ere sunkne dybt i Fordærvelse som i Gibeas. Dage; han skal ihukomme deres Misgerning, han skal hjemsøge deres Synder.

⁷ Mit Folk hælder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa stræber ingen af dem opad.

⁹ Jeg vil ikke fuldbyrde min brændende Vrede, jeg vil ikke komme igen og ødelægge Efraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme med glødende Harme.

¹⁰ Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen. ¹¹ Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt.

¹⁷ Sædekornene ere raadnede under Jordskorpen, Forraadshusene ligge øde, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er blevet til Skamme. ¹⁸ Hvor sukker dog Kvæget! Øksnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Græsgang, ogsaa Faarehjordene maa bøde. ¹⁹ Til dig, HERRE! vil jeg raabe; thi en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue har svedet alle Træerne paa Marken. ²⁰ Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken.

²⁰ Ogsaa Dyrene paa Marken se sukkende op til dig; thi Vandstrømmene ere udtørrede, og en Ild har fortæret Græsgangene i Ørken.

⁶ Folkene bæve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.

²³ Og I, Zions Børn! fryder og glæder eder i HERREN eders Gud; thi han giver eder Læreren til Retfærdighed og nedsender saa til eder for det første tidlig Regn og sildig Regn.

¹⁶ Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o HERRE, dine vældige stige ned!

⁷ Og jeg har ogsaa tilbageholdt Regnen for eder, da der endnu var tre Møder til Høsten, og jeg lod regne over een Stad, men over en anden lod jeg ikke regne: En Ager fik Regn, og en anden Ager, som det ikke regnede paa, blev tsr. ⁸ Og to eller tre Stæder vankede hen til een Stad for at drikke Vand, og de fik ikke nok at drikke; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

² Hun er falden, ej mere skal hun rej se sig, hun, Israels Jomfru! hun er nedkastet paa sin Jord, der er ingen, som rejser hende.

²² Thi om I end ofre mig Brændofre, saa har jeg dog ikke Behag i eders Gaver; og jeg ser ikke hen til Takoffer af eders fede Kvæg.

⁸ Den Herre, HERRE har svoret ved sig selv, siger HERREN, Zebaoths Gud: Jeg af skyr Jakobs Stolthed og bader hans Paladser, derfor vil jeg prisgive Staden og dens Fylde.

¹⁷ Derfor saa siger HERREN: Din Hustru skal blive en Skøge i Staden, og dine Sønner og dine Døtre skulle falde ved Sværdet, og din Jord skal deles med Maalesnoren, og du selv skal dø i et urent Land, og Israel skal visselig bortføres fra sit Land.

⁴ Da skulle de raabe til HERREN, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

¹³ Saa vil da ogsaa jeg slaa dig smerteligt, idet jeg ødelægger dig for dine Synders Skyld.

⁷ Men jeg vil skue ud efter HERREN, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig.

¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. ¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud. ¹⁹ Den HERRE, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

¹³ Og det skete, ligesom han raabte, og de hørte ikke: Saaledes skulle de raabe, og jeg vil ikke høre, sagde den HERRE Zebaoth;

¹ Begærer Regn af HERREN paa den sildige Regns Tid! HERREN skaffer Lyn og giver dem Regnskyl, for enhver Mand Urter paa Øarken. ² Thi Husguderne have talt Falskhed, og Spaamændene have skuet Løgn, og skuftende Drømme tale de, med Forfængelighed trøste de; derfor ere de dragne bort som en Hjord, de ere i Nød, thi der er ingen Hyrde.

² Thi Husguderne have talt Falskhed, og Spaamændene have skuet Løgn, og skuftende Drømme tale de, med Forfængelighed trøste de; derfor ere de dragne bort som en Hjord, de ere i Nød, thi der er ingen Hyrde.

⁸ og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig; ⁹ og jeg sagde: Jeg vil ikke vogte eder; hvad som dør, maa dø, og hvad som omkommer, maa omkomrne, og de overblevne maa æde den ene den andens Kød. ¹⁰ Og jeg tog min Stav "Liflighed", og sønderhuggede den for at tilintetgøre min Pagt, som jeg havde gjort med alle Folkeslag. ¹¹ Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var HERRENS Ord.

³ Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i HERRENS Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar.

⁸ Og naar I fremføre noget blindt til at ofres, se I intet ondt deri; og naar I fremføre noget halt eller sygt, se I intet ondt deri; bring dog din Landshøvding det! mon han vil finde Behag i dig eller være dig naadig? siger den HERRE Zebaoth. ⁹ Og nu, beder dog ydmygelig for Guds Ansigt, at han vil forbarme sig over os! - af eders Haand er dette begaaet, - mon han for eders Skyld vil være naadig? siger den HERRE Zebaoth. ¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand. ¹¹ Thi fra Solens Opgang og indtil dens Nedgang er mit Navn stort iblandt Hedningerne, og paa hvert Sted bliver der ofret Røgelse, bliver der frembaaret for mit Navn og det rene Oflergaver; thi stort er mit Navn iblandt Hedningerne, siger den HERRE Zebaoth. ¹² Men I vanhellige det, idet I sige: Herrens Bord, det er besmittet, og hvad angaar det, som ydes dertil, at Maden derpaa er foragtelig. ¹³ Og I sige: Se, hvilken Møje! og I blæse ad det, siger den HERRE Zebaoth, og I fremføre, hvad der er røvet, og det halte og det syge, ja, frembære det som Offergave; skulde jeg have Behag i saadant af eders Haand? siger HERREN.

⁴⁵ paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

⁷² at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt,

¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere. ²⁰ Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham. ²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn.

²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

¹⁵ raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende, Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem; ¹⁶ hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne veie, ¹⁷ endog han har ikke ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os regn og frugtbare tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore hjerter med Glæde.

²⁰ For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.

¹ Jeg spørger derfor: mon Gud har forskudt sig Folk? Det være langt fra! Thi jeg er og en israelit, af Abrahams Sæd, af Benjamins Stamme. ² Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: ³ Herre de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg er alene overbleven, og de efterstræbe mit Liv. ⁴ Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal. ⁵ Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens udvælgelse bleven tilbage. ⁶ Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.

⁴ som os trøster i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud! ⁵ Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christus.

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte,

¹² paa det vi maatte være hans herlighed til Lov, vi, som forud haabede paa Christus.

⁷ paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus.

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹ Paulus, Jesu Christi Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og den Herre Jesus Christus, vort Haab,

² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed,

⁶ Men nu har han faaet en saa meget ypperligere Tjeneste, som han og er Midler for en bedre Pagt, hvilken er grundet paa bedre Forjættelser. ⁷ Thi dersom hiin første have været ulastelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden. ⁸ Men dadlende siger han til dem: see, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en Ny Pagt med Israels Huus og med Judas Huus; ⁹ ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren. ¹⁰ Men denne er den pagt, som jeg vil gjøre med Israels Huus efter disse Dage, siger Herren: jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte; og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et Folk. ¹¹ Og de skulle ikke lære hver sin Næste og hver sin Broder og sige: kjend Herren; thi de skulle alle kjende mig, fra den Lille iblandt dem indtil den Store iblandt dem. ¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser.

¹² Thi jeg vil være naadig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser. ¹³ Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel; men det, som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde.

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse.

¹ Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse. ² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn; ¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd. ⁸ Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os. ⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.

² Men Forgaarden udenfor Templet, gaa den forbi og Maal den ikke, thi den er givetHedningerne; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Maaneder.

¹ Og jeg hørte en stærk Røst fra Templet, som sagde til de syv Engle: gaaer hen og udgyder Guds Vredes Skaaler paa Jorden.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.