Jeremiah 13 Cross References - Danish

¹ Saa sagde HERREN til mig: Gak og køb dig et linnet Bælte, og læg det om dine Lænder, men lad det ikke komme i Vand. ² Og jeg købte Bæltet, efter HERRENS Ord, og lagde det om mine Lænder. ³ Da kom HERRENS Ord til mig anden Gang saaledes: ⁴ Tag Bæltet, som du købte, og som er om dine Lænder, og staa op, gak til Eufrat, og skjul det der i en Klipperevne! ⁵ Og jeg gik og skjulte det ved Eufrat, som HERREN bød mig. ⁶ Og det skete de HERREN til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Bælte, som jeg befalede dig at skjule der. ⁷ Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Bæltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Bæltet var fordærvet, det duede ikke til noget. ⁸ Da kom HERRENS Ord til mig saalunde: ⁹ Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg tilintetgøre Judas Stolthed, ja, Jerusalems store Stolthed. ¹⁰ Dette onde Folk, de, som vægre sig ved at høre mine Ord, de, som vandre i deres Hjertes Stivhed og gaa efter andre Guder for at tjene dem og at tilbede dem, det blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi ligesom Bæltet slutter sig til en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Hus og alt Judas Hus slutte aig til mig, siger HERREN, for at de skulde blive mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke. ¹² Og du skal sige dette Ord til dem: Saa siger HERREN, Israels Gud: Hver Flaske skal fyldes med Vin; og de skulle sige til dig: Mon vi ikke vide det, at hver Flaske skal fyldes med Vin? ¹³ Og du skal sige tll dem: Saa siger HERREN: Se, jeg fylder alle dette Lands Indbyggere, baade de Konger, som efter David sidde paa hans Trone, og Præsterne og Profeterne og alle Indbyggerne i Jerusalem med Beruselse. ¹⁴ Og jeg vil sønderslaa dem, den ene imod den anden, baade Fædrene og Børnene tillige, siger HERREN; jeg vil hverken skaane, ej heller spare, ej heller forbarme mig, at jeg jo Ødelægger dem. ¹⁵ Hører og laaner Øren, ophøjer eder ikke! thi HERREN har talt. ¹⁶ Giver HERREN eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde paa Mørkets Bjerge, og I skulle forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed. ¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort. ¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: Sætter eder lavere! thi nedfaldne ere eders Hovedsmykker, ja, eders dejlige Krone. ¹⁹ Stæderne i Sydlandet ere tillukkede, og der er ingen, som oplader dem; al Juda er bortført, fuldstændigt bortført. ²⁰ Opløfter eders øjne, og ser dem, som komme fra Norden; hvor er nu Hjorden, som dig var given, dine dejlige Faar? ²¹ Hvad vil du sige, naar han sætter Venner, som du selv har lært at være dig imod, til Overhoved over dig; mon Smerter ikke skulle betage dig som en Kvinde, der føder? ²² Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting, saa er det for din Misgernings Mangfoldigheds Skyld, at dit Slæb er slaaet op, at dine Hæle have lidt Overlast. ²³ Kan en Morian omskifte sin Hud eller en Parder sine Pletter, saa skulle ogsaa I kunne gøre vel, I, som have lært at gøre ilde! ²⁴ Derfor vil jeg adsprede dem som Halm, der farer hen for et Vejr fra Ørken. ²⁵ Dette er din Lod, din tilmaalte Del fra mig, siger HERREN, du, som har glemt mig og forladt dig paa Løgn. ²⁶ Saa har da ogsaa jeg opslaaet dit Slæb for dit Ansigt, og din Skam er set. ²⁷ Dine Horerier og din Vrinsken, din Bolens Skændsel paa Højene, paa Marken, ja, dine Vederstyggeligheder har jeg set; ve dig Jerusalem! du vil ikke blive ren, hvor længe det endnu herefter varer.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

²¹ Og HERREN sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at markan føle paa Mørket.

⁵ Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. ⁶ Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.

⁴² Efter alt det som HERREN havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen. ⁴³ Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom HERREN havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.

¹⁶ Og Mose gjorde det; efter alt det, som HERREN havde befalet ham, saaledes gjorde han.

¹⁹ Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders. Jord som Kobber.

³¹ Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt. ³² Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor. ³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk.

³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk.

¹¹ Og HERREN sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem?

⁷ Thi hvor er saa stort et Folk, til hvilket Guder: holde sig nær, saaledes som HERREN vor Gud til os, saa tidt vi kalde paa ham?

²⁷ Og HERREN skal adsprede eder iblandt Folkene, saa at I skulle blive som en liden Hob tilovers iblandt Hedningerne, hvor HERREN skal føre eder hen.

¹⁷ Naar du siger i dit Hjerte: Disse Folk ere mangfoldigere end jeg, hvorledes formaar jeg at fordrive dem?

¹⁷ og du skulde sige i dit Hjerte: Min Kraft. Og min Haands Styrke har skaffet mig denne Vælde.

²¹ Og om du siger i dit Hjerte, hvorledes kunne vi kende det Ord, som HERREN ikke har talet:

¹⁸ Og HERREN har tilsagt dig i Dag, at du skal være ham et Ejendomsfolk, saasom han har talet til dig, og at du skal holde alle hans Bud,

¹⁵ Og det skal ske, dersom du ikke hører HERREN din Guds Røst om at holde og at gøre efter alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig:

⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig.

⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten.

⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten. ⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl. ⁶⁶ Og dit Liv skal hænge i et Haar for dig, og du skal ræddes Dag og Nat og ikke være sikker paa dit Liv. ⁶⁷ Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften! og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen! for dit Hjertes Rædsel, som du skal ræddes med, og for det Syn, dine Øjne skulle se. ⁶⁸ Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten igen paa Skibe ad den Vej, om hvilken jeg sagde dig: Du skal ikke ydermere se den; og der skulle I sælge eder selv til dine Fjender som Trælle og som Trælkvinder, og der skal ingen være, som vil købe.

²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen,

¹⁰ Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten. ¹¹ Som en Ørn, der opvækker sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sine Slagfjedre. ¹² HERREN alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham. ¹³ Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han aad Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den haarde Sten; ¹⁴ han gav ham Smør af Køer og Mælk af Faar med Fedme af Lam og Vædre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin. ¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. ¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.

²⁶ Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene,

³⁷ Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlod sig paa, ³⁸ de, som skulle æde deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem staa op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder!

¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;

⁵ Og de skulle dele det i syv Dele; Juda skal blive i sit Landemærke mod Sønden; og Josefs Hus, de skulle blive i deres Landemærke mod Norden.

²⁰ Saa blæste de tre Hobe i Trompeterne og sønderbrøde Krukkerne, men de holdt Blussene fast i deres venstre Haand og Trompeterne i deres højre Haand til at blæse udi, og de raabte: Sværd for HERREN og for Gideon! ²¹ Og de stode hver paa sit Sted omkring Lejren; da løb den ganske Lejr, og de skrege og flyede. ²² Og de blæste i de tre Hundrede Trompeter, og HERREN satte den enes Sværd imod den anden og imod den ganske Lejr; og Lejren flyede til Beth-Sitta til Zerera, indtil Grænsen af Abel Mehola ved Tabbath.

⁵ Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land.

¹⁶ Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin saa til, og se, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

³⁵ Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Døds Dag, thi Samuel sørgede. over Saul; og det angrede HERREN, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.

⁷ Saa sendte Akas Bud til Thiglath-Pileser, Kongen af Assyrien, og lod sige: Jeg er din Tjener og din Søn, kom op og frels: mig af Syriens Konges Haand, og; af Israels Konges Haand, hvilke have; oprejst sig imod mig.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar.

¹⁵ Og han bortførte Jojakin til Babel, og Kongens Moder og Kongens Hustruer, og hans Hofbetjente og de mægtige i Landet lod han gaa fangne fra Jerusalem til Babel;

²¹ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

²³ Thi Ammons Børn og Moab stode imod Indbyggerne af Sejrs Bjerg for at bandlyse og ødelægge dem; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Sejr, hjalp de den ene den anden med at ødelægge hinanden.

¹² Og der han kom i Angest, bad han ydmygelig for HERREN sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare fór sine Fædres Guds Ansigt.

¹⁹ Og hans Bøn, og at han blev bønhørt, og al hans Synd og Forgribelse og de Steder, paa hvilke han byggede Højene og satte Astartebilleder og udskaarne Billeder, førend han blev ydmyget; se, dette er skrevet i Seernes Krønike.

²³ Men han ydmygede sig ikke for HERRENS Ansigt, som hans Fader Manasse havde ydmyget sig; thi denne Amon gjorde Skylden mangfoldig.

¹⁵ Og HERREN, deres Fædres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig. ¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

²⁹ Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

¹⁰ Se dog Behemoth, som jeg skabte saavel som dig, den æder Græs som en Okse. ¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede.

⁴ Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver.

⁹ Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem.

¹⁷ HERREN er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela!

⁶ Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vældigt Storrnvejr? skal blivde deres Bægers Del.

¹⁹ Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej,

³ Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!

⁸ men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden.

⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne"; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme.

¹¹ Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den.

¹³ dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom. ¹⁴ Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. ¹⁵ Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene,

⁴ De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

⁸ Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

⁷ Giver HERREN, I Folkeslægter! giver, HERREN Ære og Magt! ⁸ Giver HERREN hans Navns Ære, frembærer Skænk og kommer til hans Forgaarde!

²¹ De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, ²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav.

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

⁴ Thi HERREN har udvalgt sig Jakob, Israel til sin Ejendom.

¹ Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi graad, naar vi kom Zion i Hu.

²⁰ Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand!

¹⁹ De ugudeliges Vej er som Mørket, de vide ikke, hvorpaa de skulle støde sig.

¹⁸ Foran Undergang er Hovmod, og foran Fald gaar Stolthed.

²² Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

⁸ Thi lever Mennesket endog mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme de mørke Dage i Hu; thi de alle blive mange; alt det, der kommer, er Forfængelighed. ⁹ Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.

¹ Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem: ² Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen;

⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.

¹⁰ Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for HERRENS Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld. ¹¹ Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men HERREN skal alene være høj paa den Dag. ¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres, ¹³ og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan ¹⁴ og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje ¹⁵ og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur ¹⁶ og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue. ¹⁷ Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og HERREN skal alene være høj paa den Dag.

¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel.

²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

³⁰ Og de skulle bruse ind over dem paa denne Dag, som naar Havet bruser; og skuer man til Landet, da se, der er Trængsels Mørke, og Lyset er formørket af de tykke Skyer.

²² og han skal til Jorden, men se, der skal være Angest og Mørke, Trængsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.

²⁰ Og man snapper til højre og hurlgrer endda, og man æder om sig til venstre og mættes I ej; de fortære hver sin Arms Kød: ²¹ Manasse er imod Efraim og Efraim imod Manasse, begge med hverandre imod Juda. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

³ Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive?

⁸ Og de skulle forfæerdes, Veer og smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfærdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue.

⁶ Vi have hørt om Moabs Hovmod, han er saare hovmodig, ja, om hans Stolthed og hans Hovmod og hans Grumhed, hans tomme Pral.

⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.

² paa i den Tid talte HERREN ved Esajas, Amozs Søn, og sagde: Gak hen, og løs Sørgedragten af dine Lænder, og drag din Sko af din Fod; og han gjorde saa og gik nøgen og barfodet.

⁴ saaledes skal Kongen af Assyrien bortføre Ægyptens fangne og Morianernes landflygtige, unge og gamle, som nøgne og blottede paa Bagdelen, Ægypterne til Blusel.

³ Derfor ere mine Lænder fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg var der mig, saa jeg ikke kan høre, Jeg er forfærdet, saa at jeg ikke kan se.

⁹ Den HERRE Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

¹¹ Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

¹⁴ Derfor hører HERRENS Ord, I Bespottere! der herske over dette Folk, som er i Jerusalem. ¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.

¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul. ¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke. ¹⁷ Og jeg vil sætte Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Vægt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet. ¹⁸ Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned. ¹⁹ Saa ofte den farer forbi, skal den rive eder bort; thi den skal fare forbi hver Morgen, om Dagen og om Natten; og det skal allerede være en Skræk at høre Rygtet. ²⁰ Thi Sengen er for kort, saa at man ikke kan strække. sig ud, og Dækket er for smelt naar man vil dække sig dermed. ²¹ Thi HERREN skal gøre sig rede som ved Perazims Bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons Dal, til at gøre sin Gerning - paafaldende er hans Gerning! og fuldkomme sit Værk - uhørt er hans Værk! ²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

⁹ Dvæler kun og forundrer eder; forblindes kun og vorder blinde! de ere drukne, men ikke af Vin; de rave, men ikke af stærk Drik.

² Og Ezekias blev glad ved dem og lod dem se Huset med sine dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og de vellugtende Urter og den bedste Olie og hele sit Vaabenhus og alt det, som fandtes i hans Skatkammer; der var ingen ring i hans Hus og i hans hele Rige, som Ezekias jo lod dem se. ³ Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt og hvorfra ere de komne til dig? Og Ezekias sagde: De ere komne til mig fra et Land langt borte, fra Babel. ⁴ han sagde: Hvad have de set i dit Hus? Og Ezekias sagde: De have set alt det, som er i mit Hus; der var ingen Iing, som jeg jo lod dem se i mine Skatkamre.

¹⁶ Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i HERREN, du skal prise dig i Israels Hellige.

²³ Hvo er der iblandt eder, som vender Øret til dette, og som vil mærke og høre det, som skal ske herefter.

²¹ Det Folk, som, jeg har dannet mig, de skulle fortælle min Pris.

¹ Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kælne" og "den yppige". ² Tag fat paa Kværnen og mal Mel; slaa Sløret til Side, løft Slæbet, blot Benene, vad over Floderne! ³ Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil hævne mig, og jeg, skal ikke møde noget Menneske.

⁸ Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs.

²⁶ Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, og den Mæbtige i Jakob er din Genløser.

¹⁷ Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af HERRENS Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger.

²¹ Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin!

⁹ Alle I Markens Dyr! kommer at æde, alle I Dyr i Skoven! ¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn. ¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden. ¹² Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke stærk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!

⁷ Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer?

⁹ Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdigheden naar ikke til os; vi forvente Lys, og se, der er Mørke; vi vente idel Solskin, og se, vi vandre i Mulm.

² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal HERREN oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses.

¹² Og man skal kalde dem et helligt Folk, HERRENS genløste; og dig skal man kalde "den søgte Stad, den ej forladte".

⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?

⁶ Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.

⁷ Eders Misgerninger og eders Fædres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger HERREN, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Fra Norden skal Ulykken udlades over alle Landets Indbyggere.

¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.

¹⁷ Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt HERREN, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen? ¹⁸ Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har da at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand? ¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth. ²⁰ Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge. ²¹ Og jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintræ? ²² Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Sæbe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, HERRE.

²² Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Sæbe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, HERRE. ²³ Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje, ²⁴ som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned.

³⁰ Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.

³² Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.

¹ Man siger: Dersom en Mand lader sin Hustru fare; og hun gaar fra ham og bliver en anden Mands, mon han da maa vende tilbage til hende igen? mon ikke dette Land vilde blive besmittet derved? Men du har bedrevet Hor med mange Bolere, og du skulde komme til mig igen? siger HERREN. ² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab.

⁶ Og HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Har du set, hvad det frafaldne Israel har gjort? Hun gik paa alle høje Bjerge og hen under Hor.

¹⁷ Paa den Tid skulle de kalde Jerusalem HERRENS Trone, og alle Hedningerne skulle forsamles til den for HERRENS Navns Skyld, i Jerusalem; og de skulle ikke ydermere vandre efter deres onde Hjertes Stivhed.

¹¹ Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje Ørken er mit Folks Datters Vej, de er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved; ¹² et fuldt Vejr fra den kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem. ¹³ Se, har trækker op som Skyerne; og han: Togne ere som Hvirvelvinden, hans heste ere lettere end Ørne: Ve os! Thi vi ere ødelagte. ¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

²³ Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere.

³¹ Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.

³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om.

⁷ Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen. ⁸ De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.

¹⁹ Og det skal ske, naar I sige: Hvorfor gjorde HERREN vor Gud alle disse Ting ved os? da skal du sige til dem: Ligesom I forlode mig og tjente de fremmede Guder i eders Land, saaledes skulle I og tjene fremmede i et Land, som ikke er eders.

²³ Men dette Folk har et modvilligt og genstridigt Hjerte; de afvege og gik bort.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

¹⁷ Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.

²¹ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme. ²² Saa siger HERREN: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses tra det yderste af Jorden.

²⁴ Vi bave hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.

²⁹ Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte. ³⁰ Forkastet Sølv kalder man dem; thi HERREN har forkastet dem.

⁴ Forfader eder ikke paa løgnagtige Ord, naar de sige: HERRENS Tempel, HERRENS Tempel, HERRENS Tempel er her! ⁵ Men dersom I alvorligt bedre eders Veje og eders Idrætter, og dersom I gøre Ret imellem Mand og hans Næste, ⁶ og I ej gøre den fremmede, den faderløse og Enken Vold og ej udøse uskyldigt Blod paa dette Sted on ej vandre efter andre Guder, eder til Ulykke: ⁷ Da vil jeg lade eder bo paa dette Sted, i Landet, som jeg gav eders Fædre, altid og evindelig. ⁸ Se, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som intet gavne.

²⁴ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men de vandrede i deres Raad, i deres onde Hjertes Stivhed; og de gik tilbage og ikke fremad. ²⁵ Fra den Dag, der eders Fædre udgik af Ægyptens Land, indtil denne Dag sendte jeg til Øer alle mine Tjenere, Profeterne, dagligt, tidligt og ideligt. ²⁶ Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhærdede deres Nakke; de gjorde det værre end deres Fædre.

²⁶ Men de hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre; men de forhærdede deres Nakke; de gjorde det værre end deres Fædre. ²⁷ Og du skal tale til dem alle disse Ord, men de skulle ikke høre dig; og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig. ²⁸ Og du skal sige til dem: Dette er det Folk, som ikke hører paa HERRENS, deres Guds Røst og ej annammer Tugt; Troskaben er gaaet til Grunde og forsvunden af deres Mund.

⁵ Hvorfor er dette Folk i Jerusalem da afveget med en evig Afvigelse? de holde fast ved Svig, de, vægre sig ved at vende om.

¹⁵ Man venter paa Fred, og det bliver ikke godt; paa Lægedoms Tid, og se, Forfærdelse kommer.

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne. ² Gid jeg havde i Ørken et Herberg for vejfarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de ere alle sammen Horkarle, en Forsamling af troløse Folk. ³ Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og ikke ved Troskab ere de blevne vældige i Landet; men de gaa fra det ene Onde til det andet; og mig kende de ikke, siger HERREN. ⁴ Forvarer eder hver for sin Ven, forlaaer eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder er fuld af List, og hver Ven vandrer om som en Bagvadsker. ⁵ Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have lært deres Tunge at tale Løgn, de have trættet sig med at handle forvendt.

⁵ Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have lært deres Tunge at tale Løgn, de have trættet sig med at handle forvendt. ⁶ Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger HERREN. ⁷ Derfor saa siger den: HERRE Zebaoth: Se, jeg viI smelte dem og prøve dem; thi hvorledes skal jeg handle over for mit Folks Datter. ⁸ Deres Tunge er en dræbende Pil, der taler Bedrageri; med sin Mundtaler enhver Fred med sin Ven, men i sit Hjerte lægger han Snarer for ham. ⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger HERREN; eller skulde min Sjæl ikke hævne sig paa saadant Folk som dette?

¹⁴ men vandrede efter deres Hjertes Stivhed og efter Baalerne, som deres Fædre lærte dem:

¹⁴ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.

²² Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Stæder til en ødelæggelse, til Dragers Bolig.

⁷ Thi jeg vidnede højt for eders Fædre paa den Dag, jeg førte dem op af Ægyptens Land, indtil denne Dag, tidligt og ideligt, sigende: Adlyder min Røst! ⁸ Men de adløde ikke og bøjede ikke heller deres øre, men hver vandrede i sit onde Hjertes Stivhed; og over dem lod jeg komme alle denne Pagts Ord, som jeg havde befalet at gøre efter, men som de ikke gjorde.

¹⁸ Og HERREN lod mig det vide, se jeg ved det; dengang lod du mig se deres Idrætter.

⁷ Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Bæltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Bæltet var fordærvet, det duede ikke til noget. ⁸ Da kom HERRENS Ord til mig saalunde:

¹⁰ Dette onde Folk, de, som vægre sig ved at høre mine Ord, de, som vandre i deres Hjertes Stivhed og gaa efter andre Guder for at tjene dem og at tilbede dem, det blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi ligesom Bæltet slutter sig til en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Hus og alt Judas Hus slutte aig til mig, siger HERREN, for at de skulde blive mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke.

¹⁵ Hører og laaner Øren, ophøjer eder ikke! thi HERREN har talt. ¹⁶ Giver HERREN eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde paa Mørkets Bjerge, og I skulle forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed. ¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort.

¹⁹ Stæderne i Sydlandet ere tillukkede, og der er ingen, som oplader dem; al Juda er bortført, fuldstændigt bortført. ²⁰ Opløfter eders øjne, og ser dem, som komme fra Norden; hvor er nu Hjorden, som dig var given, dine dejlige Faar?

²² Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting, saa er det for din Misgernings Mangfoldigheds Skyld, at dit Slæb er slaaet op, at dine Hæle have lidt Overlast.

²⁶ Saa har da ogsaa jeg opslaaet dit Slæb for dit Ansigt, og din Skam er set.

¹⁷ Og du skal sige dette Ord: til dem: Mine Øjne maa rinde med Graad Nat og Dag og ikke holde op; thi med et stort graad er Jornfruen, mit Folks Datter, nedhrudt, med et saare svart Slag.

¹⁹ Mon du har forkastet Juda aldeles? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Lægedom for os? man vælter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Lægedommens Tid, og se, der er Forfærdelse.

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud! ² Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger HERREN: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab. ³ Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger HERREN: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at Ødelægge. ⁴ Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.

⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde. ⁵ Thi saa siger HERREN: Du maa ikke gaa ind i Sørgehus og ikke gaa hen for at holde Klagemaal og ej vise Medynk over dem; thi jeg har borttaget min Fred fra dette Folk, siger HERREN, ja, Miskundheden og Barmhjertigheden.

¹⁰ Og det skal ske, naar du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor udtaler HERREN al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgerning, og hvad er vor Synd, som vi hava syndet med for HERREN vor Gud? ¹¹ da skal du sige til dem: Det er, fordi eders Fædre forlode mig, siger HERREN, og gik efter andre Guder og tjente dem og tilbade dem, men mig forlode de, og min Lov holdt de ikke. ¹² Og I have gjort det værre end eders Fædre, og se at vandre hver efter sit onde Hjertes Stivhed for ikke at ville høre mig:

⁹ Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?

¹⁶ Men jeg søgte ikke at unddrage mig fra som Hyrde at følge dig, jeg har heller ikke begæret den smertelige Dag, du ved det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.

²⁶ Og de skulle komme fra Judas Stæder og fra Jernsalems Omegn og fra Benjamins Land og fra Lavlandet og fra Bergene og fra Sydlandet, de, som bringe Brændoffer og Slagtofler og Madoffer og Virak, og som bringe Takoffer frem til HERRENS Hus.

⁴ Og naar det Kar, som han gjorde, mislykkedes, som det kan gaa med Leret i Pottemagerens Haand, saa begyndte han igen og gjorde et andet Kar deraf, saaledes som det var ret for Pottemagerens Øjne at gøre. ⁵ Da kom HERRENS Ord til mig saaledes: ⁶ Mon jeg ikke kan gøre ved eder, Israels Hus, ligesom denne Pottemager? siger HERREN; se, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saaledes ere I, Israels Hus, i min Haand.

¹ Saa sagde HERREN: Gak hen og køb en Pottemagerkrukke, og tag med dig nogle af de Ældste for Folket og af de Ældste for Præsterne,

⁹ Og jeg vil lade dem æde deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle æde hver sin Næstes Kød, i den Belejring og Trængsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle trænge dem. ¹⁰ Og du skal sønderslaa Krukken for de Mænds Øjne, som gik med dig. ¹¹ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave.

⁴ Thi saa siger HERREN: Se, jeg vil gøre dig til Rædsel for dig selv og for alle dine Venner, og de skulle falde for deres Fjenders Sværd, og dine Øjne skulle se det; og jeg vil give al Juda i Kongen af Babels Haand, og han skal bortføre dem til Babel og slaa dem med Sværdet.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

⁵ Men dersom I ikke ville høre disse Ord, da. har jeg svoret ved mig selv, siger HERREN, at dette Hus skal blive til et Øde Sted.

²³ Du, som bor paa Libanon og bygger Rede i Gedrene, hvor vil du finde Medynk, naar Smerter komme paa dig, Pine som hendes, der føder?

²⁶ Og jeg vil kaste dig og din Moder, som dig fødte, ud i et andet land, hvor I ikke ere fødte, og del skulle I dø.

¹ Ve de Hyrder, som ødelægge og adsprede min Græsgangs Faar! siger HERREN. ² Derfor, saa siger HERREN, Israels Gud, imod Hyrderne, som vogte mit Folk: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke set til dem; se, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger HERREN.

¹² Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger HERREN.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel. ² I den ene Kurv vare meget gode Figener som tidligt modne Figener; og i den anden Kurv vare meget slette Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. ³ Og HERREN sagde til mig: Hvad ser du, Jeremias? og jeg sagde: Figener! de gode Figener ere meget gode, og de slette ere meget slette, saa at de ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette. ⁴ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ⁵ Saa siger HERREN, Israels Gud: Ligesom det er med disse gode Figner, saaledes vil jeg kendes ved de bortførte fra Juda, hvilke jeg sendte fra dette Sted til Kaldæermes Land dem til Baade. ⁶ Og jeg vil fæste mit Øje paa dem til det gode og føre dem tilbage til dette Land; og jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, og jeg vil plante og ikke oprykke dem. ⁷ Og jeg vil give dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN, og de skulle være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skulle omvende sig til mig af deres ganske Hjerte. ⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land,

³ Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er HERRENS Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt. ⁴ Og HERREN har sendt til eder alle sine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, og I have ikke hørt og ikke bøjet eders Øre til at høre; ⁵ idet de sagde: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og fra sine Idrætters Ondskab, saa skulle I bo i Landet, som HERREN gav eders Fædre, fra Evighed indtil Evighed; ⁶ og vandrer ikke efter andre Guder for at tjene dem og for at tilbede dem; og I skulle ikke opirre mig med eders Hænders Gerning, at jeg ikke skal gøre eder ondt. ⁷ Men I hørte mig ikke, siger HERREN, for at opirre mig med eders Hænders Gerning, til eders Ulykke.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den. ¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem. ¹⁷ Og jeg tog Bægeret af HERRENS Haand, og jeg gav alle Folkene, til hvilke HERREN sendte mig, at drikke: ¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag;

²⁷ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Drikker og bliver drukne, og spyer og falder, saa at I ikke kunne staa op igen; for Sværdet; sorn jeg sender iblandt eder.

¹⁵ Kun det skulle vide, at dersom I dræbe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed HERREN har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren.

² Saa sagde HERREN til mig: Gør dig Baand og Aag, og læg dem paa din Hals,

⁶ Spørger dog og ser, om en Mand føder? hvorfor saa jeg hver Mand med sine Hænder paa sine Lænder som hun, der føder, og at alle Ansigter ere omskiftede til Bleghed?

²⁰ Du, som har gjort Tegn og underlige Ting i Ægyptens Land, indtil denne Dag, baade iblandt Israel og iblandt andre Mennesker, og har indlagt dig et Navn, som det er paa denne Dag;

⁹ Og det skal være mig til et glædeligt Navn, til Lov og til Ære for alle Jordens Folkeslag, som høre alt det gode, jeg gør dem; og de skulle forfærdes og skælve over al det gode og over al den Fred, Søn jeg vil give dem.

¹³ I Stæderne paa Bjerget, i Stæderne i Lavlandet og i Stæderne imod Sønden og i Benjamins Land og trindt omkring Jerusalem og i Judas Stæder skulle Hjordene endnu gaa forbi Tællerens Hænder, siger HERREN.

¹⁴ Naar syv Aar ere til Ende, skulle I fri, give hver sin Broder, naar det er en Hebræer, som sælger sig til dig og skal tjene dig i seks Aar, for at du da skal lade ham drage fra dig som fri; men eders Fædre hørte mig ikke og bøjede ikke deres Øre dertil. ¹⁵ Men I omvendte eder i og gjorde det, som var ret for mine Øjne, ved at udraabe Frihed hver for sin Næste; og I gjorde en Pagt for mig i det Hus, som er kaldet efter mit Navn. ¹⁶ Dog gjorde I det om og vanhelligede mit Navn og tilbagetoge hver sin Tjener og hver sin Tjenestepige, hvilke I havde givet fri til at gøre, hvad de vilde, og I tvang dem til at være eders Tjenere og Tjenestepiger. ¹⁷ Derfor siger HERREN saaledes: I hørte mig ikke om at udraabe Frihed, hver for sin Broder og hver for sin Næste: Se, jeg udraaber Frihed for eder, siger HERREN, til Sværdet, til Pesten og til Hungeren, og jeg vil gøre eder til en Gru for alle Riger paa Jorden.

²² Se, alle Kvinderne, som ere blevne tilbage i Judas Konges Hus, føres ud til Kongen af Babels Fyrster og sige: Dine gode Venner have forført dig og have faaet Overhaand over dig, dine Fødder ere nedsunkne i Skarnet, medens hine ere vegne tilbage.

⁹ Og de Øvrige af Folket, som vare blevne tilbage i Staden, og de frafaldne, som vare gaaede over til ham, de øvrige af Folket, som vare blevne tilbage, dem bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, til Babel.

³ for Lyden af hans vældige Hestes Hovslag, for hans Vognes Rumlen, for hans Hjuls Bulder; Fædrene se ikke tilbage efter Børnene, fordi de have ladet Hænderne synke,

¹² Derfor se, de Dage skulle komme, siger HERREN, da jeg vil sende Folk til det, som skulle vende dets Fade om; de skulle tømme dets Kar sønderbryde dets Flasker.

²⁹ Vi have hørt om Moabs Hovmod, det er saare hovmodigt, om dets Hoffærdighed og dets Hovmod og dets Stolthed og dets Hjertes Højhed.

⁴¹ Stæderne erobres, og Fæstningerne indtages; og de vældiges Hjerte i Moab skal være paa denne Dag som en beængstet Kvindes Hjerte.

⁷ Babel var et Guldbæger i HERRENS Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen.

⁵⁷ Og jeg vil gøre dens Høvedsmænd og dens vise, dens Statholdere og dens Fogeder! og dens Helte drukne, og de skulle sove den evige Søvn og ikke vaagne op, siger Kongen, hvis Navn er HERRE Zebaoth.

⁶³ Og det skal ske, naar du er færdig med at oplæse denne Bog, da skal du binde en Sten ved den og kaste den midt i Eufrat. ⁶⁴ Og du skal sige: Saa skal Babel synke og ikke komme op formedelst den Ulykke, som jeg lader komme over dgn; og de skulle blive matte. - Hertil gaa Jeremias's Ord.

²⁷ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

³⁰ i Nebukadnezars tre og tyvende Aar bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjæle; alle Sjæle vare tilsammen fire Tusinde og seks Hundrede.

² Hun glæder svart om Natten, og hendes Taarer løbe over hendes Kinder; der er ingen, som trøster; hende af alle dem, som elskede hende, alle hendes Venner ere troløse imod hende, de ere blevne hendes Fjender.

⁸ Jerusalem har syndet svarlig, derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; alle, som ærede den, ringeagte den, thi de saa dens Nøgenhed; selv sukker den og vender sig bort.

¹⁶ Over disse Ting græder jeg, mit Øje, mit Øje strømmer med Vand; thi Trøsteren, som skulde vederkvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.

¹⁰ Zions Datters Ældste sidde paa Jorden, de ere tavse; de kastede Støv over deres Hoved, iførte sig Sæk; Jerusalems Jomfruer sænkede deres Hoved ned imod Jorden.

¹⁸ Deres Hjerte raabte til Herren: O Zions Datters Mur lad Taarerne strømme ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øjesten ikke være rolig!

¹⁷ Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse.

⁵ Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile. ⁶ Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød. ⁷ Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger. ⁸ Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.

⁸ Men du Menneskesøn! hør, hvad eg taler til dig: Vær ikke genstridig som det genstridige Hus; oplad din Mund, og æd det, som jeg giver dig.

¹⁰ Og han udbredte den for mit Ansigt, og den var beskreven paa begge Sider, og derudi var skrevet Klagemaal og Suk og Ve.

¹ Og du Menneskesøn! tag dig en Mursten, og læg den for dit Ansigt, og tegn derpaa en Stad, nemlig Jerusalem. ² Og læg en Belejring omkring den, og byg et Vagttaarn imod den, og opkast en Vold imod den, og læg Lejre imod den, og sæt Stormbukke imod den trindt omkring! ³ Men tag du for dig en Jernpande, og stil den som en Jernvæg mellem dig og imellem Staden; og ret dit Ansigt imod den, at den kommer i Belejring, og du belejrer den; dette skal være Israels Hus til et Tegn. ⁴ Og du, læg dig paa din venstre Side, og læg Israels Hus's Misgerning paa den; saa mange Dage, som du ligger paa den, saa længe skal du bære deres Misgerrling. ⁵ Og jeg vil gøre dig deres Misgernings Aar til et Antal af Dage, nemlig tre Hundrede oghalvfemsindstyve Dage; og du skal bære Israels Hus's Misgerning.

² En Tredjedel skal du brænde i Ilden midt i Staden, naar Belejringens Dage, ere udløbne; og den anden Tredjedel skal du tage og slaa med Sværddet trindt omkring den, og den sidste Tredjedel skal du sprede for Vinden; thi jeg vil uddrage Sværdet efter dem.

¹⁰ Derfor skulle Forældrene æde deres Børn i din Midte og Børnene æde deres Forældre; og jeg vil holde Ret hos dig og adsprede alt det overblevne af dig for alle Vinde. ¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane. ¹² En Tredjedel af dig skal dø i Pesten og fortæres ved Hungeren i din Midte, og den anden Tredjedel skal falde for Sværdet trindt omkring dig, og den sidste Tredjedel vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Sværdet efter dem.

⁸ Men jeg vil lade en Levning blive tilovers, idet der iblandt Hedningerne skulle være nogle af eder, som ere undkomne fra Sværdet, naar I blive adspredte i Landene.

¹³ Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar deres saarede ligge midt iblandt deres Afguder, trindt omkring deres Altre, paa alle fremragende Høje, paa alle Bjergenes Toppe og under alle grønne Træer og under alle løvrige Terebinther hvor de ofrede Vellugt til alle deres Afguder.

⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

¹⁸ Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.

⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane.

¹⁰ Og jeg! mit Øje skal heller ikke spare, og jeg vil ikke skaane; men jeg vil lade deres Vej falde tilbage paa deres Hoved.

³ Mon man tager Træet deraf til at gøre et Arbejde deraf? eller mon man tager en Knag deraf til at hænge noget Redskab derpaa? ⁴ Se det gives til Ilden til at fortæres naar da Ilden har fortæret begge Ender deraf, og det midterste deraf er forbreendt, mon det saa duer til noget Arbejde? ⁵ Se, den Tid del var helt, da kunde intet Arbejde gøres deraf; hvor meget mindre kan noget Arbejde herefter gøres deraf, naar Ilden har fortæret det, og det er forbrændt?

¹⁵ Men du forlod dig paa din Skønhed og bolede, fordi du var navnkundig, og du udøste dine bolerske Lyster over hv er den, som gik og du bolede med dem. ¹⁶ Og du tog dine stukne Klæder og gjorde dig brogede Høje og bolede paa dem, hvilke ikke skulde være komne, og hvilket ej skulde være sket. ¹⁷ Du tog og din Prydelses Tøj og tog af mit Guld og af mit Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder; og du bolede med dem. ¹⁸ Og du tog dine stukne Klæder og bedækkede dem dermed; og du satte min Olie og min Røgelse for deres Ansigt. ¹⁹ Og mit Brød, som jeg havde givet dig, og det fine Mel og Olien og Honningen, som jeg havde giv et dig at æde, det satte du frem for deres Ansigt, til en behagelig Lugt, og saaledes skete det, siger den Herre, HERRE. ²⁰ Og du tog dine Sønner og dine Døtre, som du fødte mig, og ofrede dem disse til at fortæres; var det dig for lidet med din Bolen? ²¹ saa at du ogsaa skulde slagte mine Børn? og hengive dem, idet du lod disse gaa igennern Ilden for dem? ²² Og ved alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen har du ikke ihukomrnet din Ungdoms Dage, der du var il gen og bar, sprællende i dit Blod.

³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel.

³⁷ Derfor se, jeg samler alle dine Elskere, hvem du har været behagelig, og alle dem, som du elskede, tillige med alle dem, som du hadede, og jeg vil samle dem imod dig trindt omkring fra og blotte din Blusel for dem, og de skulle se al din Blusel. ³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed. ³⁹ Og jeg vil give dig i deres Haand, og. de skulle nedbryde din Hvælving og nedrive dine Høje og føre dig af dine Klæder og tage din Prydelses Tøj og lade dig sidde nøgen og bar.

⁵⁰ Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det.

⁵⁶ Og Sodoma, din Søster, var dig ikke til Lærdom i din Mund paa din Hovmodigheds Dag.

²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

² og sig: Hvad er din Moder? en Løvinde; iblandt Løvinder laa hun; iblandt unge Løver opdrog hun sine Unger. ³ Og hun opdrog een af sine Unger, den blev en ung Løve, og den lærte at røve Rov, den aad Mennesker. ⁴ Der Hedningerne hørte om ham, blev han fangen i deres Grav, og de førte ham i Lænker til Ægyptens Land. ⁵ Og da hun saa, at det trak ud og blev til intet med hendes Haab, tog hun en anden af sine Unger og gjorde en ung Løve af den. ⁶ Og den vandrede midt iblandt Løver, den blev en ung Løve, og den lærte at røve Rov, den aad Mennesker. ⁷ Og denne skændede deres Enker og ødelagde deres Stæder; og Landet, og hvad der var i det, forfærdedes for hans Brølens Røst. ⁸ Og Hedningerne trindt omkring fra Landskaberne opstillede imod ham og udbredte over ham deres Garn, han blev fangen i deres Grav. ⁹ Og de satte ham i et Bur, i Lænker, og førte ham til Kongen af Babel: De førte ham til Fæstningerne, paa det hans Røst ikke mere skulde høres paa Israels Bjerge. ¹⁰ Da du var stille, var din Moder som et Vintræ, plantet ved Vand, det var frugtbart og løvrigt af det meget Vand. ¹¹ Og det flk stærke Grene til Herskerspir, og det voksede højt op imellem Skyerne; og det saas i sin Højde med sine mange Grene. ¹² Da blev det oprykket i Vrede, kastet til Jorden, og østenvejr tørrede dets Frugter; dets stærke Grene bleve afbrudte og tørre, Ild fortærede dem. ¹³ Men nu er det plantet i Ørken, udi et tørt og tørstigt Land. ¹⁴ Og der er en Ild udgangen fra dets udstrakte Grene, den fortærede dets Frugt, at der ikke er bleven en stærk Gren paa det til et Herskerspir; dette er et Klagemaal og skal være til et Klagemaal.

²⁸ Der jeg havde ført dem til det Land, over hvilket jeg havde opløftet min Haand for; at give dem det, og de saa nogen fremragende Høj eller noget løvrigt Træ, da ofrede de der deres Slagtofre og nedlagde der deres Gaver til at fortørne mig og bragte der deres søde Lugt og udøste der deres Drikofle.

⁴⁶ Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Sønden, og lad Ordene falde som Draaber imod sønden, og spaa imod Markens Skov imod Sønden! ⁴⁷ Og da skal sige til Skoven imod Sønden: hør HERRENS Ord; saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil antænde en Ild i dig, og den skal fortære alle grønne Træer og alle tørre Træer i dig, den blussende Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbrændte ved den.

² Du Menneskesøn! der var to Kvinder, Døtre af een Moder, ³ og de bolede i Ægypten, i deres Ungdom bolede de; der trykkedes deres Bryster, og der befølte man deres jomfruelige Barm. ⁴ Og deres Navne vare: Ohola, den store, og Oholiba, hendes Søster; og de bleve mine og fødte Sønner og Døtre; og hvad deres Navne angaar, er Ohola Samaria, og Oholiba er Jerusalem. ⁵ Og Ohola bolede og antog fremmede i mit Sted og brændte af Kærlighed til sine Bolere, til Assyrerne, som stode hende nær, ⁶ til dem, som vare klædte i blaat Pilrpur, Fyrster og Befalingsmænd, alle sammen yndige unge Karle, Ryttere, som rede paa Heste. ⁷ Og han vendte sine bolerske Lyster til dem, til alle de Udvalgte af Assurs Børn; og ved alle dem, til hvilke han brændte af Kærlighed, ved alle deres Afguder besmittede hun sig. ⁸ Og hun opgav ikke sit bolelske Væsen, som hun førte med sig fra Ægypten; thi de havde ligget hos hende i hendes Ungdom og havde befølt hendes jomfruelige Barm, og de havde udøst deres bolerske Lyster over hende. ⁹ Derfor gav jeg hende i hendes Boleres Haand, i Assurs Børns Haand, imod hvilke hun brændte af Kærlighed. ¹⁰ De blottede hendes Blusel, borttoge hendes Sønner og hendes Døtre og ihjelsloge hende selv med Sværdet; og hun fik Navn iblandt Kvinderne, da han havde holdt Dom over hende. ¹¹ Der hendes Søster Oholiba saa det, da drev hun det værre med sin Elskov end den anden og med sin Bolen værre end hendes Søsters bolen. ¹² Hun brændte af Kærlighed til Assyriens Børn, til Fyrster og Befalingsmænd, som stode hende nær og vare klædte paa det pragtfuldeste, Ryttere, som rede paa Heste, alle sammen yndige unge Karle. ¹³ Og jeg saa, at hun var besmittet, de gik begge een Vej. ¹⁴ Og hun drev sin Bolen end videre; del hun saa Mænd malede paa Væggen, Billeder af Kaldæer, malede med rødt, ¹⁵ ombundne med Bælte om deres Lænder, med farvede Huer paa deres Hoveder, alle sammen af Anseelse som Høvedsmænd, efter Babels Børns Lignelse, hvis Fødeland er Kaldæa: ¹⁶ Da brændte hun af Kærlighed til dem, saa snart hun saa dem med sine Øjne, og hun sendte Bud til dem til Kaldæa. ¹⁷ Og Babels Børn kom til hende, til Elskovsleje, og de besmittede hende med deres Bolen, og hun besmittede sig ved dem; derefter vendte hendes Sjæl sig fra dem. ¹⁸ Og hun drev sin Bolen aabenbart og blottede sin Blusel; og, min Sjæl vendte sig fra hende, ligesom min Sjæl havde vendt sig fra hendes Søster. ¹⁹ Dog udaandede hun sin bolerske Handel, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun bolede i Ægyptens Land. ²⁰ Og hun brændte al Kærlighed til deres Bolere, hvis Kød var som Aseners Kød, og hvis Brynde var som Hestes Brynde. ²¹ Saa søgte du igen til din Ungdoms Skændsel, da de fra Ægypten befølte din Barm for din Ungeloms Brysters Skyld.

²⁷ Saa vil jeg bringe din Skændsel til at høre op hos dig og din Bolen fra Ægyptens Land, og du skal ikke opløfte dine Øjne til dem og ikke ydermere komme Ægypten i Ihu. ²⁸ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader, i deres Haand, som din Sjæl har vendt sig fra. ²⁹ Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skændsel og din Bolen skal blive aabenbar.

²⁹ Og de skulle handle med dig i Had og tage alt dit Erhverv og forlade dig nøgen og bar; og din bolerske Blusel og din Skændsel og din Bolen skal blive aabenbar.

⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Ve den blodskyldige Stad, en Gryde, hvori der er Rust, og hvis Rust ikke er gaaet af den! tag et Stykke efter det andet ud deraf, der skal ikke kastes Lod derover.

¹³ I din Urenhed er Skændsel; fordi jeg har renset dig, og du dog ikke blev ren, saa skal du ikke mere blive ren for din Urenhed, førend jeg har stillet min Harme paa dig. ¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

¹⁹ Og Folket sagde til mig: Vil du ikke give os til Kende, hvad disse Ting betyde for os, at du gør saaledes?

⁹ Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig:

⁷ Derfor, Hyrder hører HERRENS Ord! ⁸ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faarere blevne til Føde for alle vilde Dyr paa Marken, eftersom de ingen Hyrde havde, og mine Hyrder ikke søgte mine Faar; men Hyrderne bleve deres egne Vogtere og vogtede ikke mine Faar. ⁹ Derfor, I Hyrder, hører HERRENS Ord! ¹⁰ Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod Hyrderne og kræver mine Faar af deres Haand og lader dem blive fri for at vogte Faarene, saa Hyrderne ikke mere skulle være deres egne Vogtere; og jeg vil redde mine Faar af deres Mund, og de skulle ikke være dem til Føde.

³¹ Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, HERRE.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord. ³⁸ Som en hellig Hjord, som en Hjord i Jerusalem paa dens Højtider, saaledes skulle de øde Stæder blive fulde af Menneskehjorde, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

² Der HERREN begyndte at tale ved Hoseas, da sagde HERREN til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra HERREN.

² Der HERREN begyndte at tale ved Hoseas, da sagde HERREN til Hoseas: Gak hen, tag dig en Horkvinde og Horebørn, thi Hor bedriver Landet ved at vende sig bort fra HERREN. ³ Og han gik og tog Gomer, Diblajims Datter, og hun undfangede og fødte ham en Søn.

³ paa det jeg ikke skal klæde hende nøgen af og fremstille hende, som den Dag hun blev født, og gøre hende som Ørken og bringe hende til at ligne et tørt Land og lade hende dø af Tørst.

¹⁰ Og nu vil jeg blotte hendes Skam for hendes Boleres Øjne, og ingen skal redde hende af min Haand.

² Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.

⁵ Din Kalv, Samaria! er forkastet, min Vrede er optændt imod dem, hvor længe? de taale ikke Renhed.

⁸ I Kanaans Haand er der Falskheds Vægtskaale; han har Lyst til at forfordele.

³ Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue.

² Hører dette, I gamle! og laaner øren, alle Landets Indbyggere! mon saadant er sket i eders Dage eller i eders Fædres Dage?

¹⁵ Men HERREN tog mig fra Hjorden, og HERREN sagde til mig: Gak hen, vær Profet for mit Folk Israel!

⁹ Og det skal ske paa denne Dag, siger den Herre, HERRE, da vil jeg lade Solen gaa ned, om Middagen og lade det blive mørkt, for Jorden ved højlys Dag. ¹⁰ Og jeg vil omvende eders Fester til Sorg og alle eders Sange til Klagemaal og bringe Sæk om alle Lænder og gøre hvert Hoved skaldet; og jeg vil give Sorg eder som over en eneste Søn, og det sidste der skal være som en bitter Dag.

⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske.

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os.

¹⁰ Vrid dig, og vaand dig i Smerte, du Zions Datter som den fødende Kvinde! thi du skal du drage ud af Staden og bo paa Marken og komme lige til Babel; der skal du udfædes, der skal HERREN genløse dig af dine Fjenders Haand.

² En Adspreder drager op imod dig, vogt Befæstningen, spejd Vejen, styrk Lænderne, anspænd Kraften stærkt!

⁵ Se, jeg kommer imod dig, siger den HERRE Zebaoth; og slaar dit Slæb op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkefærd se din Nøgenhed og Kongeriger din Skam.

⁶ Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til.

¹⁶ Du har mættet dig med Skam og ikke med Ære; saa drik da ogsaa du og lad dig se som uomskaaren! HERRENS højre Haands Læber skal vende sig til dig, og Skændsel skal være over din Herlighed.

¹⁸ Hvad gavner et udskaaret Billede, at den, som dannede det, har udskaaret det? eller et støbt Billede og en Løgnens Lære, at den, som danner dens Billede, forlader sig paa den, idet han gør stumme Afguder? ¹⁹ Ve den, som siger til en Træklods: Vaagn op! til en tavs Sten: Vaagn! - den skul de kunne belære? - se, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er aldeles ingen Aand i den.

¹² Og det skal ske paa den Tid, at jeg vil ransage Jerusalem med Lygter, og jeg vil hjemsøge de Folk, som ligge stille paa deres Bærme, dem, som sige i deres Hjerte: HERREN gør hverken godt eller ondt.

² førend Beslutningen vorder udført som Avner farer Dagen frem førend HERRENS brændende Vrede kommer over eder, førend HERRENS Vredes Dag kommer over eder!

¹ Ve den genstridige og besmittede, den Stad, som Øver Undertrykkelse!

¹¹ Paa den Dig skal du ikke skamme dig ved nogen af dine Gerninger, med hvilke du forsyndede dig imod mig; thi da vil jeg borttage af din Midte dine stolte Pralere, og du skal ikke blive ved at ophøje dig ydermere paa mit hellige Bjerg.

³ Og Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Ansigt. ⁴ Da svarede han og sagde til dem, som stode for hans Ansigt: Tager de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til ham: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og ifører dig Helligdagsklæder!

¹⁶ Thi se, jeg lader en Hyrde fremstaa i Landet; dem, som ere nær ved at omkomme, skal han ikke se til, det forvildede skal han ikke opsøge, det, som har taget Skade, skal han ikke læge; det, som holder sig oprejst, skal han ikke forsørge, men Kødet af det fedede skal han æde, og dets Klove skal han sønderrive. ¹⁷ Ve den unyttige Hyrde, som forlader Faarene! et Sværd skal komme imod hans Arm og imod hans højre Øje; hans Arm skal visne hen, og hans højre Øje skal blive aldeles dunkelt.

² Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke lægge det paa Hjerte at give mit Navn Ære, siger den HERRE Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville lægge det paa Hjerte.

²¹ Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem.

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.

²⁴ Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. ²⁵ Men der hans Disciple hørte det, bleve de saare forfærdede og sagde: hvo kan da blive salig? ²⁶ Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige. ²⁷ Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle vi da have? ²⁸ Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

² Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup. ³ Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. ⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. ⁵ Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab; ⁶ Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

⁵¹ og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹² Men en Broder skal overantvorde den anden til Døden, og Faderen Barnet; og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og slaae dem ihjel.

²¹ Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder uden Gud alene? ²² Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter?

⁹ Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. ¹⁰ Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades. ¹¹ Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en slange? ¹² Eller og dersom han beder om et Æg, monne han give ham en Skorpion? ¹³ Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede?

³⁴ Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? ³⁵ Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre!

¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

⁴¹ Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde: ⁴² vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine.

²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører. ⁶ Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader. ⁷ Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med vand; og de fyldte dem indtil det Øverste. ⁸ Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham.

³⁷ Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse. ³⁸ Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han har udsendt, ham troe I ikke. ³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig. ⁴⁰ Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet.

¹² Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene. ¹³ Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene.

³⁵ Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.

⁶ Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? ⁷ Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter.

¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I.

²⁶ Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod; ²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad. ²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod. ²⁹ Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve ibland Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden.

¹⁹ Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn; ²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

¹² alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een.

² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. ³ Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet, ⁴ hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre,

¹ Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, i Elskelige! lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds Frygt.

²¹ at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed, ¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

³ Derfor lid du Ondt som en god Jesu Christi Stridsmand.

¹¹ som tilforn var dig unyttig, men nu er dig og mig nyttig, hvem jeg sender tilbage.

¹ Efterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Propheterne, saa har han i disse sidste Dag talet til os ved Sønnen;

⁸ Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.

¹⁷ Formedelst Tro offrede Abraham Isaak, der han fristedes, ja den Eenbaarne offrede ham, som havde annammet Forjættelserne, ¹⁸ til hvem der var sagt: i Isaak skal Sæd fremkaldes dig: ¹⁹ thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde, og i en Ligheddermed fik han ham ogsaa tilbage.

²⁵ Vogter Eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,

⁴ I Hoerkarle og Hoerkvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fjendskab? Derfor, hvo som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

¹⁰ Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.

⁸ hvilke støde an, idet de ikke troe ordet, hvortil de og vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade. ⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.

¹⁰ Hvo som elsker sin Broder, bliver i Lyset og der er ingen Forargelse i ham. ¹¹ Men hvo som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket og veed ikke, hvor han gaaer, fordi Mørket har forblindet hans Øine.

²⁹ Hvo som har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!

¹³ Og jeg saae, og jeg hørte en Engel flyve midt igjennem Himmelen, som sagde med høi Røst: vee, vee, vee dem, som boe paa Jorden, som de øvrige Basunrøster af de tre Engle, som skulle basune!