Job 42 Cross References - Danish

¹ Da svarede Job HERREN og sagde: ² Jeg ved, at du formaar alting, og at ingen Tanke er dig forment. ³ Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig. ⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske. ⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom HERREN havde sagt til dem; og HERREN ansaa Jobs Person. ¹⁰ Og HERREN vendte Jobs Fangenskab, der han havde bedet for sine Venner; og HERREN forøgede alt det, Job havde haft, til det dobbelte. ¹¹ Og alle hans Brødre og alle hans Søstre og alle, som kendte ham tilforn, kom til ham og aade Brød med ham i hans Hus og viste ham Deltagelse og trøstede ham over alt det onde, som HERREN havde ladet komme over ham og de gave ham hver en Penning og hver et Smykke af Guld. ¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder. ¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre. ¹⁴ Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk. ¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre. ¹⁶ Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt. ¹⁷ Og Job døde, gammel og mæt af Dage.

³² Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.

¹⁵ Men de skal fare til dine Fædre med Fred, og du skal blive begravet i en god Alderdom.

¹⁴ Skulde nogen Ting være underlig for. HERREN? til den bestemte Tid vil jeg komme til dig igen, ved denne Aarsens Tid, og Sara skal have en Søn.

²⁷ Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske.

³⁰ Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der. ³¹ Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld. ³² Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld.

¹⁷ Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelek og hans Hustru og hans Tjenestekvinder, og de fødte.

²² Og det skete, der Kamelerne havde afdrukket, gav Mand en hende en Guldring, som vejede en halv Sekel, og satte to Armbaand paa hendes Hænder, de vejede ti Guldsekler.

³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener.

⁵³ Og Svenden udtog Sølvtøj og Guldtøj og Klæder og gav Rebekka; men hendes Broder og hendes Moder gav han dyrebar Skænk.

⁷ Og disse ere Abrahams Livs Aars Dage, som han levede: Hundrede Aar og halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar. ⁸ Og Abraham opgav Aanden og døde i en god Alderdom, gammel og mæt, og blev samlet til sit Folk.

¹² Og Isak saaede der i Landet og fik samme Aar hundrede Fold, og HERREN velsignede ham. ¹³ Og Manden blev mægtig og gik frem og blev mægtig, indtil han blev saare mægtig. ¹⁴ Og han ejede Faar og ejede Kvæg og mange Tyende; derfor bare Filisterene Avind mod ham.

²⁸ Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel.

³⁵ Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham.

²⁸ Og Jakob leve de i Ægyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar.

²³ Og Josef saa Efraims Sønner i tredje Led; desligeste Makirs, Manasse Søns, Sønner bleve fødte paa Josefs Knæ.

²⁶ Saa døde Josef hundrede og ti Aar gammel; og de balsamerede ham, og man lagde ham i Kiste i Ægypten.

⁴ Da raabte Mose til HERREN og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk om et lidet saa stene de mig. ⁵ Og HERREN sagde til Mose: Gak frem for Folket og tag med dig af de ældste af Israel; og tag din Stav, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gaa.

¹² Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.

² Og de sagde: Taler HERREN ene og alene ved Mose? mon ikke ogsaa taler ved os? og HERREN hørte det.

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. ⁷ Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus. ⁸ Jeg taler mundtlig med ham og synlig og ikke i mørk Tale, og han beskuer HERRENS Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?

¹³ Da raabte Mose til HERREN og sagde: Ak, Gud! helbred hende.

¹ Da opløftede og hævede al Menigheden sin Røst, og Folket græd den samme Nat. ² Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi vare døde i Ægyptens Land, eller gid vi vare døde i denne Ørk! ³ Og hvorfor fører HERREN os til dette Land til at falde ved Sværdet? vore Hustruer og vore smaa Børn maa blive til Rov; er det os ikke bedst at vende tilbage til Ægypten? ⁴ Og den ene sagde til den anden: Lader os indsætte en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten.

¹⁰ Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og HERRENS Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn.

¹³ Da sagde Mose til HERREN: Ægypterne have hørt, at du har ført dette Folk med din Kraft ud af deres Midte. ¹⁴ Og de have sagt det til dette Lands Indbyggere; de have hørt, at du, HERRE! er midt iblandt dette Folk, for hvilket du, HERRE! ses øjensynlig, og at din Sky staar over dem, og at du gaar for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten. ¹⁵ Men slog du dette Folk ihjel som een Mand, da skulle Hedningerne, naar de høre det Rygte om dig, sige saaledes: ¹⁶ Fordi HERREN ikke formaaede at føre dette Folk ind i det Land, som han havde tilsvoret dem, derfor har han slaaet dem ned i Ørken. ¹⁷ Og nu, lad dog Herrens Kraft vise sig stor, som du har talet og sagt: ¹⁸ HERREN er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børnene, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led. ¹⁹ Kære, forlad dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, og ligesom du har tilgivet dette Folk, fra Ægypten af og hidindtil ²⁰ Og HERREN sagde: Jeg har forladt det efter dit Ord.

²¹ Skiller eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem, i et Øjeblik. ²² Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?

⁴⁶ Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra HERRENS Ansigt, Plagen er begyndt. ⁴⁷ Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa kom han Røgelse derpaa og gjorde Forligelse for Folket. ⁴⁸ Og han stod imellem de døde og imellem de levende, og Plagen hørte op.

¹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered mig her syv Okser og syv Vædre.

¹⁴ Og han tog ham med sig paa Zofims Mark til Pisgas Top og byggede syv Altre og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

²⁹ Og Bileam sagde til Balak: Byg mig her syv Altere, og bered rnig her syv Okser og syv Vædre.

⁷ Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gaa over til dem.

² paa det du skal frygte HERREN din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlænges

¹⁶ ham, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig og at gøre vel imod dig i den sidste Tid;

¹⁸ Men du skal komme HERREN din Gud i Hu, thi han er den, som giver dig Kraft til at skaffe dig Vælde, for at stadfæste sin Pagt, som han svor dine Fædre, som det ses paa denne Dag.

²⁰ Men HERREN blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.

³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig.

⁷ Og Mose var hundrede og tyve Aar gammel, der han døde; hans Øje var ikke sløvet, og hans Kraft var ikke veget fra ham.

¹⁸ Og det skete, der hun kom, da tilskyndte hun ham til at begære en Ager af sin Fader, og hun sprang ned af Asenet, og Kaleb sagde til hende: Hvad fattes dig? ¹⁹ Og hun sagde: Giv mig en Velsignelse, thi du gav mig et Land Sønder paa, giv mig og Vandkilder; saa gav han hende de Øvre og nedre Vandkilder.

⁴ Vælger eder tre Mænd for hver Stamme, saa vil jeg udsende dem, at de kunne gøre sig rede og gaa igennem Landet og beskrive det for at kunne bestemme deres Arv, og de skulle komme til mig igen.

²⁹ Og det skete efter disse Handler, da døde Josva, Nuns Søn HERRENS Tjener, hundrede og ti Aar gammel.

³² Og Josefs Ben, som Israels Børn havde ført op af Ægypten, begrove de i Sikem, paa den Agers Del, som Jakob havde købt af Hemors, Sikems Faders, Børn for hundrede Penninge; og de bleve Josefs Børn; til Arv.

⁷ HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;

²⁷ Men nogle Belials Børn sagde: Hvad! skal denne frelse os? Og de foragtede ham og bragte ham ikke Skænk; men han var, som han havde væref døv.

³⁵ Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Hus, se, jeg adlød din Røst og ansaa din Person.

²⁷ Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde Sæk om sin Krop og fastede, og laa i Sæk og gik sagtelig.

²⁶ Og det skete, der Gud hjalp Leviterne, som bare HERRENS Pagts Ark, da ofrede de syv Okser og syv Vædre.

⁹ Og Amazia sagde til den Guds Mand: Hvad skal man da gøre med de hundrede Centner, som jeg har givet den Trop af Israel Og den Guds Mand sagde: HERREN har meget mere at give dig end dette.

²¹ Og de førte frem syv Okser og syv Vædre og syv Lam og syv Gedebukke til Syndoffer for Riget og for Helligdommen og for Juda, og han sagde til Arons Børn, Præsterne, at de skulde ofre paa HERRENS Alter.

⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.

¹ Der Mardokaj fik alt det at vide, som var sket, da sønderrev Mardokaj sine Klæder og førte sig i Sæk og Aske og gik ud midt i Staden og raabte med stort og bittert Skrig. ² Og han kom hen lige foran Kongens Port; thi man maatte ikke gaa ind ad Kongens Port, klædt i Sæk. ³ Og i hvert Landskab og paa hvert Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov kom hen, var der en stor Sorg iblandt Jøderne og Faste og Graad og Hylen; mange laa i Sæk og Aske.

² Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døtre: ³ Og hans Kvæg var syv Tusinde Faar og tre Tusinde Kameler og fem Hundrede Par Øksne og fem Hundrede Aseninder, tillige med saare meget Tyende; og den samme Mand var mægtigere end alle Folkene imod Østen.

⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.

⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

¹¹ Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham.

¹ Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

⁴ dine Ord have oprejst den faldne, Og du har styrket de bøjede Knæ:

¹² Men mig, er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

¹⁸ Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge. ¹⁹ I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig. ²⁰ Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.

²⁶ Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom Neg optages i sin Tid.

²² Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue? ²³ eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand

¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

⁶ og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Boig skal have Fred. ⁷ Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.

⁷ Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.

³¹ da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

¹ Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

⁵ Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig! ⁶ og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning.

⁵ Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

¹³ Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig. ¹⁴ Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig.

²⁴ Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene: ²⁵ Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.

²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.

³⁰ Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.

⁸ Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke. ⁹ Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

¹³ Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

¹⁴ Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vældes Torden - hvo forstaar den!

²² Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren.

¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

² Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud. ³ Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

⁵ Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans vrede.

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem

³¹ Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder? ³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

² Hvo er den, som formørker Guds Raad med Tale uden Forstand. ³ Bind op om dine Lænder som en Mand, saa vil; jeg spørge dig, og undervis du mig;

³ Vil du gøre min Ret til intet? vil du dømme mig at være uretfærdig, for at du kan være retfærdig? ⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han?

⁷ Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted!

⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom HERREN havde sagt til dem; og HERREN ansaa Jobs Person.

⁷ Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar HERREN tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

²¹ Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud.

⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd;

¹⁷ Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris.

⁶ Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastel dem. Gid der fra Zion kom Frelse for lsrael; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

¹ En Psalme. ² HERRE! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage. ³ Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela.

¹⁰ Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

¹⁶ Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

¹⁰ Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger.

³⁸ Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.

⁴¹ Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.

¹ En Sang paa Trappernerne Der HERREN hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende,

⁴ Hjemfør, HERRE! vore fangne, lig Sydlandets Strømme. ⁵ De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang. ⁶ Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han frembærer sine Neg.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn.

⁶ Og du skal se Børn Morgenen. af dine Børn! Fred være over Israel!

¹ En Sang paa Trapperne; af David. HERRE! mit Hjerte er ikke hovmodigt, og mine Øjne ere ikke stolte, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig forunderlige.

² Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.

⁶ Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.

¹² at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; ¹³ at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; ¹⁴ at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. ¹⁵ Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud HERREN er!

¹¹ Min Søn! foragt ikke HERRENS Tugt, og vær ikke utaalmodig ved hans Revselse. ¹² Thi HERREN revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag.

¹⁶ I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Ære.

²² HERRENS Velsignelse bør rig, og han føjer kke Smerte til den.

⁷ Naar HERREN har Velbehag i en Mands Veje, da mor han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.

⁶ Børnebørn ere de, gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre.

²¹ Der er mange Anslag i en Mands Hjerte; men HERRENS Raad det skal bestaa.

⁴ Løn for Sagtmodighed og HERRENS Frygt er Rigdom og Ære og Liv.

² Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske. ³ Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige. ⁴ Hvo for op til Himmelen og for ned? Hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fstsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.

¹⁴ Jeg fornam, at alt det, som intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.

⁸ Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; bedre langmodig end hovmodig.

⁷ Gak hen, ad dit Brød med Glæde og drik din Vin med et godt Mod; thi Gud har forlængst Behag i dine Gerninger.

⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes.

¹ I det Aar, der Kong Usias døde, I, da saa jeg Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone, og Slæbet af hans Klædebon fyldte Templet.

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth.

²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

³ Styrker de afmægtige Hænder, og giver de snublende Knæ Kraft! ⁴ Siger til de mistrøstige af Hjerte: Værer frimodige, frygter ikke! se, eders Gud! Hævn kommer, Gengældelse fra Gud, han skal komme og frelse eder.

² taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af HERRENS Haand uagtet alle dens Synder.

¹³ Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;

²⁰ End en Gang skulle dine Børn som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig, Plads, at jeg maa bo der.

⁵ Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for HERREN?

¹⁴ Og Børnene af dem, som trængte dig, skulle gaa bøjede til dig, og alle de, som spottede dig, skulle kaste sig ned for dine Fødder, o de skulle kalde dig HERRENS Stad, Zion, den Helliges i Israel.

⁷ I Stedet for eders Beskæmmelse skulle I have tvefold Ære, og i Stedet for Skændsel ska Jubel vorde eders Lod; derfor skulle I faa en dobbelt Arvelod i eders Land, I skulle have evig Glæde.

¹¹ Og HERREN sagde til mig: Du maa ikke gøre-Bøn-for dette Folk til det gode.

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!

¹⁰ Jeg HERREN er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.

¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE.

⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

⁴³ Og der skulle I ihukomme eders Veje og alle eders Gerninger, med hvilke I have besmittet eder? og I skulle væmmes ved eder selv ved alle eders Ondskaber, som I have begaaet.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

¹⁰ Saa siger den Herre HERRE: Og det skal ske paa denne Dag, at der skal opstige Ting i dit Hjerte, og at du skal optænke en ond Tanke;

²³ Men paa de syv Højtidsdage skal han ofre HERREN som Brændoffer syv Øksne og syv Vædre, som ere lydefri, til hver Dag af de syv Dage, og en Gedebuk til Syndofler hver Dag.

³⁵ Og alle, som bo paa Jorden, ere som intet at regne, efter sin Villie gør han med Himmelens Hær og med dem, som bo paa Jorden; og der er ingen, som kan hindre hans Haand og sige ham: Hvad gør du?

³ Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske.

⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. ⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. ⁸ Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin brændende Vrede, at vi forgaa. ¹⁰ Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.

⁸ Mig hører Sølvet til, mig hører Guldet til, siger den HERRE Zebaoth.

⁸ Og naar I fremføre noget blindt til at ofres, se I intet ondt deri; og naar I fremføre noget halt eller sygt, se I intet ondt deri; bring dog din Landshøvding det! mon han vil finde Behag i dig eller være dig naadig? siger den HERRE Zebaoth. ⁹ Og nu, beder dog ydmygelig for Guds Ansigt, at han vil forbarme sig over os! - af eders Haand er dette begaaet, - mon han for eders Skyld vil være naadig? siger den HERRE Zebaoth.

¹⁷ Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

²³ Derfor, naar Du offrer din Gave paa Alteret og kommer der ihu, at din Broder har noget imod dig, ²⁴ saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offre din Gave.

²⁴ Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe.

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

²⁶ Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige.

²⁷ Men Jesus saae paa dem og sagde: for Menneskene er det umulligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.

³⁶ Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.

¹³ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida! thi vare de kraftige Gjerninger skete i Thyrys og Sidon, som ere skete hos Eder, havde de længe siden siddet i Sæk og Aske og omvendt sig.

¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.

²⁷ Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;

²⁷ Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

¹⁸ Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.

²⁴ Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle, ²⁵ og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

¹⁹ Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.

⁴¹ Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.

⁴⁵ Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt.

¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

²⁰ Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

⁵⁰ Har ikke min Haand gjort alt dette?

⁵⁵ Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand. ⁵⁶ Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

⁶⁰ Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.

⁶ Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

³³ Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.

¹⁷ Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

²⁶ saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med.

⁸ Derefter blev han seet af Jacobus, dernæst af alle apostlerne. ⁹ Men sidst af Alle blev han seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes Apostle, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.

⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte,

¹¹ i hvem ogsaa vi have faaet Lod, vi, som forud vare bestemte efter hans Beslutning, som virker Alt efter sin Villies Raad,

¹⁷ at vor Herrens Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, vilde give Eder Viisdoms og Aabenbarelsens Aaand udi hans Kundskab, ¹⁸ Eders Forstands oplyste Øine, at i kunne kjende, hvilket det Haab er, som han kaldte Eder til, og hvilken hans Arvs herlige Rigdom er iblandt de Hellige,

¹³ mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro. ¹⁴ Men vor Herres Naade har viist sig meget overflødig med Tro og Kjærlighed i Christus Jesus. ¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. ¹⁶ Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv.

¹⁷ Forkynd dem, som ere rige i den nævværende Verden, at de ikke hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde;

¹⁴ Alexander, Smeden, beviste mig meget Ondt; Herren betale ham efter hans Gjerninger!

¹² Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og marve, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Aasyn; men alle Ting ere blotte og udspændte for hans Øine, om hvem vi tale.

²⁵ hvorfor han og kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem.

⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder.

¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang. ¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder. ¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand, ¹³ biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til hans Fødders Fodskammel. ¹⁴ Thi med eet Offer har han for stedse fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres.

⁸ Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.

¹² Derfor retter de slappe Hænder og de afmægtige knæ,

³ Kommer de Bundne ihu, som selv medbundne; dem, der lide ilde, som de, der og selv ere i Legemet.

⁷ Værer derfor Gud underdanige; staaer Djævelen imod, saa skal han flye fra Eder. ⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede! ⁹ Jamrer og sørger og græder; Eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse! ¹⁰ Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.

¹¹ See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.

¹⁴ Er Nogen iblandt Eder syg, han kalde til sig de Ældste af Menigheden, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn.

¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

⁶ Denne er den, som kom med Vand og Blod, Jesus Christus; ikke med Vand alene, men med Vand og Blod og det er Aanden, som vidner, at Aanden er Sandhed.

¹⁶ Dersom Nogen seer sin Broder begaae en Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er en Synd til Døden, for den siger jeg ikke, at han skal bede.

⁹ See, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige jeg selv at være Jøder og ere det ikke, men lyve. See, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder, og kjende, at jeg har elsket dig.