Lamentations 4 Cross References - Danish

¹ Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner! ² Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Hænders Gerning? ³ Endog Drager række Brystet frem de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken. ⁴ Den diendes Tunge hænger ved hans Gane af Tørst; spæde Børn begære Brød, der er ingen, som rækker dem det. ⁵ De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet. ⁶ Og mit Folks Datters Misgerning er større end Synden i Sodoma, som blev omkastet i et Øjeblik, og hvortil ingen Hænder brugtes. ⁷ Hendes Nasiræer vare renere end Sne, hvidere end Mælk, paa Legemet vare de rødere end Koraller, deres Skabning var som Safiren. ⁸ Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud hænger ved deres Ben, den er bleven tør som Træ. ⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken. ¹⁰ Barmhjertige I Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse. ¹¹ HERREN har fuldkommet sin Harme, udøst sin brændende Vrede og antændt en Ild i Zion, og den fortærede dens Grundvold. ¹² Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ej heller nogen af alle dem, som bo paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde drage ind ad Jerusalems Porte. ¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, ¹⁴ Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder. ¹⁵ Viger bort, han er uren! raaber man om dem; "viger bort" viger bortt rører dem ej!" thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der. ¹⁶ HERRENS Ansigt har spredt dem, han vil ikke se til dem mere; man anser ikke Præsternes Person, man er ikke naadig imod de gamle. ¹⁷ Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse. ¹⁸ De jage os, hvor vi skride frem, at vi ikke kunne gaa paa vore Gader; vor Ende er nær, vore Dage ere fyldte; thi vor Ende er kommen. ¹⁹ Vore Forfølgere ere lettere end Ørne under Himmelen; de forfølge os paa Bjergene, de lure paa os i Ørken. ²⁰ Vor Livsaande, HERRENS Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene. ²¹ Fryd og glæd dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Bægeret komme, du skal blive drukken og blotte dig. ²² Din Skyld har en Ende, Zions, Datter! han skal ikke mere lade I dig bortføre; nu hjemsøger han din Skyld, du Edoms Dattert han aabenbarer dine Synder.

⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

²⁵ Og han omstyrtede disse Stæder og den ganske Egn og alle Indbyggerne i Stæderne og Jordens Grøde.

²⁸ Disse are Disans Sønner: Uz og Aran.

³⁰ Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og en unge Mand ikke er med os, efterdi hans Sjæl er bunden til den unge Mands Sjæl,

⁷ Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel:

⁴⁵ Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klæder skulle være sønderrevne, og hans Hoved skal være bart, og han skal skjule Skægget over Munden, og han skal raabe: Uren! uren! ⁴⁶ Alle Dage, som den Plage er paa ham, skal han være uren; han er uren, han skal bo alene, hans Bolig skal være uden for Lejren.

²⁹ Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde Døtres Kød.

³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk. ³⁴ Da skal Landet faa nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og faa nok af sine Sabbater; ³⁵ alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede paa eders Sabbater, da I boede deri. ³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. ³⁷ Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt. ³⁸ Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder. ³⁹ Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile paa dem.

³⁹ Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile paa dem.

² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar en Mand eller Kvinde lover et særligt Løfte om at blive Nasiræer, om at være afholdende for HERREN, ³ da skal han holde sig fra Vin og stærk Drik; han skal ikke drikke Vineddike eller Eddike af stærk Drik, og han skal ingen Saft drikke af Druer, han skal hverken æde friske eller tørre Druer. ⁴ Alle hans Afholdenheds Dage skal han ikke æde noget, som beredes af Vinstokken, hverken Kerne eller Skal. ⁵ Alle de Dage, som hans Afholdenheds Løfte varer, skal der ikke komme Ragekniv over hans Hoved; indtil de Dage ere opfyldte, i hvilke han er afholdende for HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhaar vokse frit. ⁶ Alle de Dage, han har lovet at være afholdende for HERREN, skal han ikke komme til noget Lig. ⁷ Han skal ikke gøre sig uren ved sin Fader eller ved sin Moder, ved sin Broder eller ved sin Søster, naar de dø; thi hans Afholdenhedsmærke for Gud er paa hans Hoved. ⁸ Alle hans Afholdenheds Dage skal han være HERREN hellig. ⁹ Og dør nogen meget pludselig hos ham og gør hans Hoved med Afholdenhedsmærket urent, da skal han rage sit Hoved paa sin Renselsesdag, paa den syvende Dag skal han rage det. ¹⁰ Og paa den otten de Dag skal han bringe to Turtelduer eller to Dueunger til Præsten til Forsamlingens Pauluns Dør. ¹¹ Og Præsten skal lave een til et Synd offer og een til et Brændoffer og gøre Forligelse for ham, fordi han har syndet ved Liget, og han skal hellige sit Hoved paa den samm Dag. ¹² Og han skal paa ny være afholdende for HERREN sine Afholdenheds Dage og fremføre et aargammelt Lam til Skyldoffer; og de først Dage skulle falde hen, fordi hans Afholdenhed blev uren. ¹³ Og dette er Nasiræerloven: Paa den Dag, hans Afholdenheds Dage udløbe, skal han fremføre dette for Forsamlingens Pauluns Dør, ¹⁴ og han skal ofre som sit Offer for HERREN eet aargammelt Væderlam uden Lyde til et Brændoffer og eet aargammelt Gimmerlam uden Lyde til et Syndoffer og een Væder uden Lyde til et Takoffer ¹⁵ og en Kurv med usyrede Kager af Mel, blandet Olie, og usyrede tynde Kager overstrøgne med Olie, og Madofret og Drikofret dertil. ¹⁶ Og Præsten skal ofre det for HERRENS Ansigt, han skal lave hans Syndoffer hans Brændoffer. ¹⁷ Og Væderen skal han lave for HERREN til Takoffer lige med Kurven med de usyrede Brød, og Præsten skal lave Madoffer og hans Drikoffer. ¹⁸ Og Nasiræeren skal rage Afholdenhedens Mærke af sit Hoved for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal tage Hovedhaaret, som var Mærket paa hans Afholdenhed, og kaste det paa Ilden, som er under Takofret ¹⁹ Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage af Kurven og een usyret tynd Kage, og han skal lægge dem paa Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit Afholdenheds Mærke. ²⁰ Og Præsten skal røre dem med en Rørelse for HERRENS Ansigt, det er Præsten helliget, tillige med Rørelsesbrystet og tillige med Gaveboven; og derefter maa Nasiræeren drikke Vin. ²¹ Dette er Loven for Nasiræeren, som gør et Løfte, det er hans Offer til HERREN for sin Af holdenhed. foruden det, som hans Haand ellers formaar; efter hans Løftes Beskaffenhed, som han har lovet, saaledes skal han gøre efter Loven om hans Afholdenhed.

¹⁶ Og hver som rører ved nogen paa Marken, der er ihjelslaget med Sværd, eller ved en død eller ved et Menneskes Ben eller ved en Grav, den skal være uren i syv Dage.

³³ Og I skulle ikke besmitte Landet, som I bo udi; thi Blodet besmitter Landet; og for Landet kan ikke ske Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det.

²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden.

²⁸ HERREN skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. ²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig.

⁴⁹ HERREN skal føre et Folk op over dig langt fra, fra Jordens Ende, som Ørnen i Flugt, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaar,

⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig. ⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig. ⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage,

⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage, ⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter

⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter ⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

⁶⁴ Og HERREN skal adsprede dig iblandt alle Folk fra den ene Ende af Jorden til den anden Ende af Jorden; og der skal du tjene andre Guder, som hverken du eller dine Fædre kendte, Træ og Sten. ⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl.

²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. ²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold. ²³ Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. ²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb.

²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb. ²⁵ Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand. ²⁶ Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene,

⁵ thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand.

⁷ Men han sagde til mig: Se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn; saa skal du nu ikke drikke Vin eller stærk Drik og ikke æde noget urent; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af indtil sin Dødsdag.

¹⁷ Og han gav hende sit ganske Hjerte til Kende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv paa mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle andre Mennesker.

¹⁹ Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? ²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig.

³ Se, her er jeg, vidner imod mig for HERREN og for hans salvede: Hvis Okse har jeg taget, og hvis Asen har jeg taget, og hvem har jeg gjort Vold, hvem har jeg fortrykt, og af hvis Haand har jeg taget Bestikkelse, saa jeg derved lukkede mine Øjne? Og jeg vil give eder det igen.

⁵ Da sagde han til dem: HERREN er Vidne mod eder, og hans salvede er Vidne paa denne Dag, at I ikke have fundet noget i min Haand; og Folket sagde: Han skal være Vidne.

⁶ Og det skete, der de kom, da saa han Eliab; og han tænkte: Visseligen er han for HERREN hans salvede.

¹² Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde HERREN: Staa op, salv ham, thi ham er det.

⁶ Og det skete derefter, da slog Davids Hjerte ham, fordi han havde afskaaret Fligen, som hørte Saul til.

¹⁰ Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du paa de Menneskers Ord, som sige: Se, David søger efter din Ulykke?

¹⁴ ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaa Ugudelighed; men min Haand skal ikke være paa dig.

⁹ Men David sagde til Abisai: Dræb ham ikke; thi hvo vil lægge Haand paa HERRENS Salvede og bliver uskyldig?

¹⁶ Dette er ikke en god Ting, som du har gjort; saa vist som HERREN lever, I ere Dødens Børn, fordi I ikke have vaaget over eders Herre, HERRENS Salvede; og se nu, hvor er Kongens Spyd og den Vandkrukke, som var ved hans Hovedgærde?

¹⁴ Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Haand til at dræbe HERRENS Salvede?

²¹ Bjerge udi Gilboa! der skal ikke komme Dug, ej heller Regn paa eder, der skal ej heller være Agre med Offergaver; thi der er de vældiges Skjold besmittet, Sauls Skjold ikke salvet med Olie.

²⁴ I Israels Døtre! græder over Saul, ham, som klædte eder stadseligt med Skarlagen, ham, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.

³ Men Folket sagde: Du skal ikke drage ud, thi om vi flyede, da vilde man ikke lægge sig det paa Hjerte for os, eller om Halvdelen af os døde, da vilde man ikke lægge sig det paa Hjerte for os, men nu er du ligesorn ti Tusinde af os: Saa er det nu bedre, at du kommer os til Hælp fra Staden.

²¹ Men Abisej, Zerujas Søn, svarede og sagde: Skulde ikke Simei lide Døden for denne Sags Skyld, thi han bandede HERRENS Salvede

⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus ⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERREN deres Gud, som udførte deres Fædre af Ægyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og tjente dem, derfor har HERREN ladet alt dette onde komme over dem.

²⁶ Og det skete, der Israels Konge gik forbi paa Muren, da raabte en Kvinde til ham og sagde: Frels, min Herre Konge! ²⁷ Og han sagde: Da HERREN ikke frelser dig, hvorfra skal jeg da skaffe dig Frelse? af Laden eller af Vinpersen? ²⁸ Og Kongen sagde til hende: Hvad fattes dig? Og hun sagde: Denne Kvinde sagde til mig: Giv din Søn hid, saa ville vi æde ham i Dag, og i Morgen ville vi æde min Søn. ²⁹ Saa have vi kogt min Søn og ædt ham; men der jeg sagde til hende paa den anden Dag: Giv din Søn hid og lader os æde ham, da havde hun skjult sin Søn.

⁷ Men Kongen af Ægypten blev ikke ydermere ved at drage ud af sit Land; thi Kongen af Babel havde taget fra Ægyptens Bæk indtil Floden Frat alt det, som var Kongen af Ægyptens.

⁴ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede om Natten ad Vejen gennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have; og Kaldæerne laa trindt omkring Staden, og Kongen drog hen ad Vejen til den slette Mark. ⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede ham paa den slette Mark ved Jeriko, og hele hans Hær blev adspredt fra ham.

⁹ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus; og alle Husene i Jerusalem, ja alle store Huse opbrændte han med Ild. ¹⁰ Og hele Kaldæernes Hær, som var med den øverste for Livvagten, nedbrød Jerusalems Mur trindt omkring.

¹⁸ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja og Zefania, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærskelen; ¹⁹ og af Staden tog han een Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, og fem Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden og som udskrev Folket i Landet og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁰ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²¹ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

¹⁹ Thi HERREN havde ydmyget Juda for Akas's, Israels Konges, Skyld fordi han havde bragt Tøjlesløshed i Juda og forgrebet sig saare imod HERREN.

¹⁷ Og han førte Kaldæernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Sværd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand.

¹ Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job; og den samme Mand var oprigtig og retskaffen; han frygtede Gud og veg fra det onde.

¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen.

¹⁶ Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

²⁰ Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

⁸ De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.

¹⁷ Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. ¹⁸ Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. ¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

³⁰ Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

²¹ hans Kød fortæres, saa man ikke kan se det, og hans Ben hensmuldre og ses ikke;

¹³ Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig? ¹⁴ Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde ¹⁵ Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din. Tærskeplads? ¹⁶ Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

¹⁵ Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

³ Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.

⁴ Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg. ⁵ Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe. ⁶ De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort.

⁷ See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd.

³ Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. ⁴ De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. ⁵ De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes. ⁶ Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: ⁷ Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne, ⁸ Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus. ⁹ Assyrien har ogsaa sluttet sig til dem, de ere blevne Lots Børns Arm. Sela. ¹⁰ Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk, ¹¹ hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken. ¹² Lad det gaa dem, deres Fyrster som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste som Seba og som Zalmuna,

²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. ²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.

³ Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig! ⁴ Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. ⁵ Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

¹¹ for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab.

⁸³ Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.

⁶ Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde. ⁷ HERRE! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den."

¹¹ Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen.

¹² at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil;

²¹ Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.

⁹ Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.

¹⁰ Min elskede er hvid og rød, udmærket fremfor ti Tusinde.

⁹ Dersom ikke den HERRE Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra. ¹⁰ I Sodomas Fyrster! hører HERRENS Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov!

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

²¹ Hvorledes er den trofaste Stad leven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfærdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere.

¹⁶ Og HERREN sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene: ¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel. ¹⁸ Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankel" ringene og de virkede Huer og Spænderne, ¹⁹ Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne, ²⁰ de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, ²¹ Fingerringene og Næseringene, ²² Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, ²³ Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene. ²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet. ²⁵ Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen. ²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

²⁶ Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, som komme langvejs fra, og lokke dem hid fra Jordens Ende; og se, de skulle komme hastelig og let. ²⁷ Der er ingen træt eller skrøbelig iblandt dem, ingen slumrer eller sover, Bæltet om deres Lænder løsnes ikke, og ingens Skotvinge sønderrives. ²⁸ Deres Pile ere skærpede, og alle deres Buer ere spændte; deres Hestehove agtes som Flint og deres Hjul som en Hvirvelvind.

¹⁴ Derfor vil HERREN afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag. ¹⁵ Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen. ¹⁶ Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det; som lade sig føre, opsluges.

¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd?

⁵ Og den skulle forfærdes og beskæmmes over Morland, som de saa op til, og over Ægypten, som var deres Stolthed.

⁶ Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers. ⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke. ⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt. ⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den. ¹⁰ Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind. ¹¹ Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort. ¹² Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne, ¹¹ saa at Synet af det hele skal være eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet; ¹² eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kære, læs dette; men han maa sige: Teg forstaar mig ikke paa Skrift.

¹ Ve de genstridige Børn, siger HERREN, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som lægge Synd til Synd! ² de, som gaa hen for at drage ned til Ægypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Ægyptens Skygge. ³ Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskæmmelse og det Ly under Ægyptens Skygge til Skam. ⁴ Thi deres Fyrster have været i Zoan, og deres Bud ere komne til Hanes. ⁵ Alle blive de til Skamme ved et Folk, som ikke gavner dem, ikke er til Hjælp eller til Gavn, men kun til Beskæmmelse og til Skændsel. ⁶ Profeti imod de Dyr, der drage imod Syd. Gennem Nøds og Trængsels Land, hvor der er Løvinder og Løver, Slanger og flyvende Drager, føre de deres Gods paa Folernes Ryg og deres Liggendefæ paa Kamelernes Pukkel ned til et Folk, som ikke kan gavne dem, ⁷ Thi Ægypterne - deres Hjælp er Forfængelighed og Tant; derfor kalder jeg det: "En Rahab, som sidder stille".

¹⁴ Ja, han skal sønderbryde den, som naar man sønderbryder en Pottemagers Krukke, han skal sønderslaa uden Skaansel, og der skal ikke findes iblandt det sønderslagne deraf et Skaar til at tage Ild med af Arnestedet eller til at øse Vand med af en Brønd.

¹⁶ Men I sagde: Nej, thi vi ville fly til Hest, derfor skulle I fly; og vi ville ride paa lette Heste, derfor skulle eders Forfølgere ogsaa vorde lette. ¹⁷ Et Tusinde skal fly for eens Skælden; for fem, som skælde, skulle I fly, indtil I blive tilovers som en Stang oven paa et Bjerg og som et Banner paa en Høj.

¹ Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke HERREN! ² Men ogsaa han er viis og lader Ulykke komme og, tager ikke sine Ord tilbage, men han rejser sig imod de ondes Hus og imod deres Hjælpere, som gøre Uret. ³ Thi ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kød og ikke Aand; og HERREN skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, at de alle skulle omkomme til Hobe.

⁹ I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Rønst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale! ¹⁰ Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling. ¹¹ Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne! ¹² De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld; ¹³ der skal opvokse Torre og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad. ¹⁴ Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

¹ Kommer nær, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt Jorden høre det, og dens Fylde, jorderige og al dens Grøde! ² Thi HERRENS Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes. ³ Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe, skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod. ⁴ Og Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Hær skal visne som et vissent Blad af et Vintræ og ligesom vissent Løv af et Figentræ: ⁵ Thi, mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band. ⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land. ⁷ Og Bøfler fældes tillige med dem, og Ungkvæg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vædet af Blod og deres Jordbund mættes med Fedme. ⁸ Thi det er HERRENS Hævns Dag, Gengældelsens Aar for Zions Retssag. ⁹ Og dets Bække skulle forvandles til Beg og dets Jordbund til Svovl, og dets Land skal blive til brændende Beg. ¹⁰ Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal stige op evindelig; det skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal inben gaa igennem det. ¹¹ Men Rørdrum og Pindsvin skulle eje det, og Hornuglen og Ravnen skulle bo i det; thi han skal udstrække Maalesnoren over det, at det bliver øde, og veje det ud, at det skal blive Ørk. ¹² Af dets ædle er der ingen, man kan kalde til Konge; og alle dets Fyrster skulle blive til intet. ¹³ Og der skal opvokse Tjørn paa dets Paladser, Nælder og Tidsler i dets Befæstninger; og det skal være Dragers Bolig, Strudsungers Gaard. ¹⁴ Og Ørkens Vildt og Ulve skulle møde hverandre, og den ene Skovtrold skal raabe til den anden, kun Vætter skulle slaa sig til Ro der og finde Hvile for sig. ¹⁵ Pilslangen skal bygge Rede der og lægge Æg og udklække Unger og samle dem under sin Skygge; kun Glenter flokkes der, den ene hos den anden. ¹⁶ Søger i HERRENS Bog og læser, der fattes ikke een af disse Ting, det ene savner ikke det andet; thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket dem. ¹⁷ Og han har kastet Lod for dem, og hans Haand har delt det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eje det evindelig, fra Slægt til Slægt skulle de bo deri.

² taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af HERRENS Haand uagtet alle dens Synder.

¹⁵ Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig.

¹⁸ Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden.

¹ Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds KIæder, Jerusalem, du hellige Stad! thi ingen uomskaaren eller uren skal ydermere. komme ind i dig.

¹⁴ Ligesom mange forskrækkedes over ham saa var hans, Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og, hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn

¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn.

⁹ Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdigheden naar ikke til os; vi forvente Lys, og se, der er Mørke; vi vente idel Solskin, og se, vi vandre i Mulm. ¹⁰ Vi famle som de blinde efter en Væg, ja, vi famle som de, der ikke have Øjne; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere paa de øde Steder som de døde. ¹¹ Vi brumme alle sammen som Bjørne og kurre som Duer; vi bie efter Ret, og den kommer ikke, efter Frelse, og den er langt borte fra os.

¹⁸ Der skal ikke ydermere høres om Vold i dit Land eller om ødelæggelse og Forstyrrelse inden dine Landemærker; men du skal kalde Frelsen dine Mure og Lovsangen dine Porte.

¹ Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse! ² Hvorfor er der rødt paa dit Klædebon og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen? ³ Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede. ⁴ Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet. ⁵ Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig, bi. ⁶ Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

¹² Og HERREN sagde til mig: Du saa rigtigt; thi jeg vil være aarvaagen over mit Ord for at fuldkomme det.

¹⁸ Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har da at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand?

²⁰ Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge.

³⁴ Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.

³⁶ Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev I til Skamme ved Assyrien.

¹³ Se, har trækker op som Skyerne; og han: Togne ere som Hvirvelvinden, hans heste ere lettere end Ørne: Ve os! Thi vi ere ødelagte.

³¹ Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?

² Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger æg. ³ Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke.

¹¹ Men, af HERRENS Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes. ¹² Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger HERREN. ¹³ Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

²⁰ Derfor siger den Herre, HERRE saaledes: Se, min Vrede og min Harme er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr og over Træer paa Marken og over Landets Frngt; og den skal brænde og ikke udslukkes.

²⁰ Høsten er forbi, Sommeren er til Ende, og vi ere ikke frelste.

⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger HERREN; eller skulde min Sjæl ikke hævne sig paa saadant Folk som dette? ¹⁰ Jeg vil opløfte Graad og Klage paa Bjergene og Klagemaal over Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa ingen gaar over dem, og man ikke hører Lyd af Kvæg, baade Himmelens Fugle og Dyrene de ere bortfløjne, de ere bortgangne. ¹¹ Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ørk, saa at ingen bor der.

²¹ Thi Døden er steget ind igennem vore Vinduer, er kommen ind i vore Paladser til at udrydde de spæde Børn, at de ej findes udenfor, de unge Karle, at de ej findes paa Gaderne. ²² Tal: Saa siger HERREN: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op.

¹⁴ Og jeg vil sønderslaa dem, den ene imod den anden, baade Fædrene og Børnene tillige, siger HERREN; jeg vil hverken skaane, ej heller spare, ej heller forbarme mig, at jeg jo Ødelægger dem.

¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren. ¹⁶ Og Folket for hvilket de spaa, skal blive henkastet paa Jeruslems Gader, formedelst Hunger og Sværd, og de skulle ingen have som skal begrave dem, dem, deres: Hustruer og deres Sønner og deres Døtre; og jeg ville udøse deres Ondskab over dem:

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud! ² Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger HERREN: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab. ³ Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger HERREN: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at Ødelægge. ⁴ Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.

⁴ Og jeg vil gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, for Manasse, Ezekias's Søns, Judas Konges Skyld, for det, han gjorde i Jerusalem.

⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde.

¹⁶ Se, jeg sender Bud til mange Fiskere, siger HERREN, og de skulle fiske dem; og derefter vil jeg sende Bud til mange Jægere, og de skulle jage dem paa alle Bjerge og paa alle Høje og i Klipperevnerne.

²⁷ Men dersom I ikke høre mig oni at helligholde Sabbatens Dag og om ikke at bære Byrder og gaa ind ad Portene i Jerusalem paa Sabbatens Dag, da vil jeg antænde en Ild i dens Porte, og den skal fortære, Jerusalems Paladser og ikke udelukkes.

³ Og du skal sige: Hører HERRENS Ord, Judas Konger og Jerusalems Indbyggere! saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme Ulykke over dette Sted, saa at det skal runge for hvers Øren, som hører det, ⁴ fordi de forlode mig og gjorde dette Sted fremmed og gjorde Røgelse der for andre Guder, hvilke de og deres fædre og Judas Konger ikke havde kendt, og fordi de have fyldt dette Sted med de uskyldiges Blod ⁵ og haver bygget Baals Høje for at opbrænde deres Sønner med Ild, til Brændofre for Baal; hvilket jeg ikke havde budt og ikke talt om, og som ikke var kommet mig i Tanke. ⁶ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da man ikke mere skal kalde dette Sted Tofeth, eller BenHinnolns Dal, men Morderdal. ⁷ Og jeg vil udtømme Judas og Jerusalems Raad paa dette Sted og lade dem falde ved Sværdet for deres Fjenders Ansigt? og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og jeg vil give Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden deres døde Kroppe til Føde. ⁸ Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager. ⁹ Og jeg vil lade dem æde deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle æde hver sin Næstes Kød, i den Belejring og Trængsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle trænge dem.

⁹ Og jeg vil lade dem æde deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle æde hver sin Næstes Kød, i den Belejring og Trængsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle trænge dem. ¹⁰ Og du skal sønderslaa Krukken for de Mænds Øjne, som gik med dig. ¹¹ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave.

¹¹ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave.

¹³ Se, jeg kommer til dig, du Beboer af Dalen, af Klippen paa Sletten I siger HERREN; I, som sige: Hvo vil stige ned til os, og hvo vil komme ind i vore Boliger? ¹⁴ Og jeg vil hjemsøge eder efter eders Idrætters Frugt, siger HERREN, og antænde en Ild i dens Skov, og den skal fortære alting trindt omkring den.

²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende?

¹¹ Thi baade Profet og Præst ere vanhellige; endog i mit Hus har jeg fundet deres Ondskab, siger HERREN. ¹² Derfor skal deres Vej blive for dem som slibrige Stier i Mørke, de skulle stødes frem og falrle paa den; thi jeg vil lade Ulykke komme over dem, deres Hjemsøgelses Aar, siger HERREN. ¹³ Og hos Profeterne i Samaria har jeg set Daarlighed, de spaaede ved Baal og forvildede mit Folk Israel; ¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra. ¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land. ¹⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af HERRENS Mund. ¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder. ¹⁸ Thi hvo har staaet i HERRENS hemmelige Raad og ser og hører hans Ord? hvo har lyttet til hans Ord, saa han hørte det? ¹⁹ Se, HERRENS Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm! den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved.

¹⁹ Se, HERRENS Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm! den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved. ²⁰ HERRENS Vrede skal ikke vende om, inden han har udført, og inden han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I ret faa Forstand der paa.

²⁰ HERRENS Vrede skal ikke vende om, inden han har udført, og inden han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I ret faa Forstand der paa. ²¹ Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de.

⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land, ⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem.

⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁰ Og jeg vil sende Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Fædre.

¹⁵ Thi saa sagde HERREN, Israels Gud, til mig: Tag Bægeret med denne Vredens Vin af min Haand, og giv alle Folkene, til hvilke jeg sender dig, at drikke af den. ¹⁶ Og de skulle drikke og tumle og rase over Sværdet, som jeg sender iblandt dem. ¹⁷ Og jeg tog Bægeret af HERRENS Haand, og jeg gav alle Folkene, til hvilke HERREN sendte mig, at drikke: ¹⁸ Jerusalem og Judas Stæder og dens Konger og dens Fyrster for at gøre dem til en Ørk, til forfærdelse, til Spot og til Forbandelse, som det ses paa denne Dag; ¹⁹ Farao, Kongen i Ægypten, og hans Tjenere og hans Fyrster og alt hans Folk ²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod, ²¹ Edom og Moab og Ammons Børn, ²² og alle Konger i Tyrus og alle Konger i Sidon og Kongerne paa Kysten, som er paa hin Side Havet, ²³ Dedan og Thema og Bus og alle dem med rundklippet Haar ²⁴ og alle Konger i Arabien og alle Konger over den hele Hob af alle Haande Folk; dem, som bo i Ørken, ²⁵ og alle Kkonger i Zimri og alle Konger i Elam og alle Konger i Medien, ²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem. ²⁷ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Drikker og bliver drukne, og spyer og falder, saa at I ikke kunne staa op igen; for Sværdet; sorn jeg sender iblandt eder. ²⁸ Og det skal ske, naar de vægre sig ved at tage Bægeret af din Haand til at drikke, da skal du sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Drikke skulle I! ²⁹ Thi se i den Stad, som er kaldet efler mit Navn, begyndez jea med at lade Ulykken komme; og skulde I gaa fri? I skulle ikke gaa fri! thi jeg kalder et Sværd hid over alle Jordens Beboere, siger den HERRE Zebaoth.

⁸ Og det skete, der Jeremias var færdig med at tale alt det, som HERREN havde befalet ham at tale til alt Folket, da grebe Præsterne og Profeterne og alt Folket ham og sagde: Du skal visselig dø! ⁹ Hvorfor spaaede du i HERRENS Navn og sagde: Dette Hus skal blive ligesom Silo, og denne Stad skal ødelægges, saa at ingen skal bo der? Og alt Folket samlede sig imod Jeremias i HERRENS Hus,

⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig.

⁸ Og jeg vil rense dem fra al deres Misgerning, med hvilken de synded imod mig, og forlade dem alle deres Misgerninger, med Hvilke de have syndet imod mig, og med hvilke de have forbrudt sig imod mig.

⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten; ⁸ sig Kaldæerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbrænde den med Ild. ⁹ Saa siger HERREN: Bedrager ikke eder selv, idet I sige: Kaldæerne skulle visselig drage fra os; thi de skulle ikke drage bort. ¹⁰ Thi om I end sloge hele Kaldæernes Hær, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Mænd tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbrænde denne Stad med Ild.

⁴ Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten. ⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebakadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham.

⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebakadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham.

²⁷ Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfærdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Sæd fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfærde ham. ²⁸ Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

¹² Thi saa siger HERREN: Se, de, som ikke vare dømte til at drikke af Bægeret, maatte jo drikke, og skulde da du slippe fri? Nej, du skal ikke slippe; fri, men visselig drikke.

²⁰ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage.

³³ Thi saa siger den HERRE Zebaoth Israels Gud: Babels Datter er ligesom et Logulv til den Tid, man træder det fast; endnu en liden Stund, og dens Høsts Tid skal komme.

⁷ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede og droge ud af Staden om Natten, ad Vejen igennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have, medens Kaldæerne laa trindt omkring Staden; og de droge hen ad Vejen til den slette Mark. ⁸ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Hær blev adspredt fra ham.

⁸ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Hær blev adspredt fra ham. ⁹ Og de grebe Kongen; og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla i Hamaths Land; og han holdt Ret over ham.

¹³ Og han opbrændte HERRENS Hus og Kongens Hus og alle Husene i Jerusalem, ja, alle store Huse opbrændte han med Ild.

⁷ Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Landflygtigheds Dage alle sine Herligheder, som den havde i gamle Dage, idet dens Folk nu er faldet i Fjendens Haand, og der er ingen, som hjælper den; Fjenderne saa den, de spottede over, at den ikke er mere.

¹¹ Hele hendes Folk sukker og søger efter Brød, de give deres Herligheder hen for Mad til at vederkvæge deres Sjæl; se, HERRE! og sku, at jeg er bleven ringe.

¹⁹ Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig; mine Præster og mine Ældste opgave Aanden i Staden; thi de søgte sig Brød, at de kunde vederkvæge deres Sjæl.

⁸ HERREN har besluttet at ødelægge Zions Datters Mur, han har udstrakt en Maalesnor; han har ikke draget sin Haand tilbage fra Ødelæggelsen; og han lod Værn og Mur sørge; sammensunkne ligge de begge. ⁹ Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstænger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra HERREN.

¹¹ Mine Øjne forsmægte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelæggelse, idet de spæde og diende Børn vansmægte paa Stadens Gader. ¹² De sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin idet de vansmægte som saarede paa Stadens Gader, idet de udaande deres Sjæl i deres Moders Skød.

¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.

¹⁷ HERREN har gjort det, som han havde besluttet, han har udført sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han har nedbrudt og ikke sparet; og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøjede dine Modstanderes Horn.

¹⁹ Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Hænder til ham for dine spæde Børns Liv; thi de vansmægte af Hunger paa alle Gadehjørner. ²⁰ HERRE se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle æde deres Livsfrugt, de spæde Børn, som man bærer paa Hænderne mon Præst og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom? ²¹ Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.

⁴⁸ Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

⁵² Han jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

¹ Hvorledes er Guldet fordunklet, det kostelige Guld forkastet, de hellige Stene henkastede paa alle Gadehjørner! ² Zions dyrebare Børn, der vejede op med fint Guld hvorledes agtes de lige med Lerflasker, en Pottemagers Hænders Gerning? ³ Endog Drager række Brystet frem de give deres Unger Die; mit Folks Datter er bleven grusom, lig Strudser i Ørken.

⁶ Og mit Folks Datters Misgerning er større end Synden i Sodoma, som blev omkastet i et Øjeblik, og hvortil ingen Hænder brugtes.

⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken. ¹⁰ Barmhjertige I Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse.

²¹ Fryd og glæd dig kun, du Edoms Datter! du, som bor i Landet Uz; ogsaa til dig skal Bægeret komme, du skal blive drukken og blotte dig. ²² Din Skyld har en Ende, Zions, Datter! han skal ikke mere lade I dig bortføre; nu hjemsøger han din Skyld, du Edoms Dattert han aabenbarer dine Synder.

¹⁰ Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

¹² Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.

¹⁰ Derfor skulle Forældrene æde deres Børn i din Midte og Børnene æde deres Forældre; og jeg vil holde Ret hos dig og adsprede alt det overblevne af dig for alle Vinde.

² Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, HERRE om Israels Land: Der er Ende; Enden; kommer over Landets fire Hjørner. ³ Nu forestaar Enden dig, og jeg vil sende min Vrede over dig og dømme dig efter dine Veje og lade dine Vederstyggeligheder falde tilbede paa dig. ⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Ulykke, en eneste Ulykke, se, den kommer! ⁶ Ende kommer! kommen er Enden, den er vaagnet op imod dig; se, den kommer. ⁷ Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er nær, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene. ⁸ Nu snart vil jeg udøse min Harme over dig og fuldkomme min Vrede paa dig og dømme dig efter dine Veje og lade alle dine Vederstyggeligheder falde tilbage paa dig. ⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar. ¹⁰ Se Dagen! se, den kommer! Morgenen bryder frem, Riset blomstrer, Hovmodigheden skyder op. ¹¹ Vold rejser sig til et Ris over Ugudelighed; der bliver intet tilovers af dem; og intet af deres Mangfoldighed, og intet af deres Mængde, og intet herligt iblandt dem! ¹² Tiden kommer, Dagen er kommen nær, den, som køber, glæde sig ej, og den, som sælger, sørge ej; thi Vreden naar hele dens Mangfoldighed.

¹⁹ De skulle kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal være dem til Modbydelighed; deres Sølv og deres Guld skal ikke kunne fri dem paa HERRENS Vredes Dag, de skulle ikke kunne mætte deres Sjæl og ej fylde deres Indvolde dermed; thi det var dem Anstød til at synde. ²⁰ Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffærdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed. ²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det. ²² Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den.

¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.

²² Du Menneskesøn! hvad er dette for et Ordsprog, I have i Israels Land, naar der siges: Dagene trække ud, og ethvert Syn bliver til intet? ²³ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere nær, og hvad hvert Syn udsiger.

²⁷ Du Menneskesøn! se, Israels Hus siger: Det Syn, som denne ser, skal ske efter mange Aar, og han spaar om Tider, som ere larlgt borte.

⁴⁸ Saa I sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Sodoma, din Søster, hun og hendes Døtre, de have ikke gjort saaledes, som du har gjort, du og dine Døtre. ⁴⁹ Se, denne var Sodomas, din Søsters, Synd: Hovmod, Brød i Overflod og sorgløs Ro haver de hun og hendes Døtre, men hun styrkede ikke den nødlidendes og den fattiges Haand. ⁵⁰ Og de ophøjede sig og gjorde Vederstyggelighed for mit Ansigt, derfor tog jeg dem bort, der jeg saa det.

¹⁸ Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra.

⁴ Der Hedningerne hørte om ham, blev han fangen i deres Grav, og de førte ham i Lænker til Ægyptens Land. ⁵ Og da hun saa, at det trak ud og blev til intet med hendes Haab, tog hun en anden af sine Unger og gjorde en ung Løve af den. ⁶ Og den vandrede midt iblandt Løver, den blev en ung Løve, og den lærte at røve Rov, den aad Mennesker. ⁷ Og denne skændede deres Enker og ødelagde deres Stæder; og Landet, og hvad der var i det, forfærdedes for hans Brølens Røst. ⁸ Og Hedningerne trindt omkring fra Landskaberne opstillede imod ham og udbredte over ham deres Garn, han blev fangen i deres Grav.

⁴⁷ Og da skal sige til Skoven imod Sønden: hør HERRENS Ord; saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg vil antænde en Ild i dig, og den skal fortære alle grønne Træer og alle tørre Træer i dig, den blussende Lue skal ikke udslukkes, men alle Ansigter fra Sønden til Norden skulle blive forbrændte ved den. ⁴⁸ Og alt Kød, de skulle se, at jeg HERREN, jeg har optændt den; den skal ej udslukkes.

²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt.

³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

²³ Men eders Hovedsmykker skulle være paa eders Hoveder og eders Sko paa eders Fødder, I skulle ikke klage og ikke græde, men I skulle svinde hen i eders Misgerninger og sukke, den ene med den anden.

⁶ Thi saa siger den Herre, HERRE: Fordi du klappede i Haanden og stampede med Enden og glædede dig i al din Haan efter din Sjæls Lyst imod Israels Land:

⁸ Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Moab og Sejr sige: Se, Judas Hus er ligesom alle Hedningerne:

¹² Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Edom tog en svar Hævn over Judas Hus og gjorde sig saare skyldig, da de hævnede sig paa dem: ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil udrække min Haand over Fdom og udrydde Mennesker og Kvæg deraf: Og jeg vil gøre det øde fra Theman af, og indtil Dedan skulle de falde ved Sværdet; ¹⁴ og jeg, vil føre min Hævn over Edom ved mit Folk Israels Haand, og de skulle gøre ved Edom efter min Vrede og efter min Fortørnelse, og de skulle kende min Hævn, siger den Herre, HERRE.

² Du Menneskesøn! fordi Tyrus siger over Jerusalem: Ha ha! sønderbrudt er Folkenes Port; det har vendt sig til mig; jeg vil blive fyldt, den er ødelagt;

⁶ Og alle Ægyptens Indbyggere skulle fornemme, at jeg er HERREN. Fordi de have været Israels Hus en Rørkæp - ⁷ naar de gribe din Haand, knækker du og splitter dem hver Skulder; og naar de støtte sig paa dig, sønderbrydes du og bringer dem alle Lænder til at vakle derfor,

¹⁶ Og det skal ikke ydermere være Israels Hus til Fortrøstnnning, saa at det bringer mig deres Synd til Erindring, naar disse vende sig om efter dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE.

¹⁰ Og du Menneskesøn! sig til Israels Hus: I sige saaledes: Vore Overtrædelser. og vore Synder ere over os, og vi hensvinde under dem; hvorledes kunne vi da leve?

³ Og du skal sige til det: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Seirs Bjerg! og jeg vil udrække min Haand imod dig og gøre dig til en Ødelæggelse og en Ørk. ⁴ Dine Stæder vil jeg gøre øde, og du selv skal vorde en Ødelæggelse; og du skal fornemme, at jeg er HERREN. ⁵ Fordi du nærer et evigt Fjendskab og overgav Israels Børn i Sværdets Vold, i deres Trængsels Tid, den Tid, da Misgerningen medførte Enden: ⁶ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, vil jeg gøre dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; efterdi du ikke har hadet Blod, skal Blod forfølge dig. ⁷ Og jeg vil gøre Seirs Bjerg til en Ødelæggelse og en Ørk; og jeg viI udrydde deref enhver, som drager frem og tilbage. ⁸ Og jeg vil fylde Bjergene der med deres ihjelslagne; paa dine Høje og i dine Dale og i alle dine Flodlejer, der falde de, som ere ihjelslagne med Sværd. ⁹ Jeg vil gøre dig til evige Ørkener, og dine Stæder skulle ikke bebos; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, vil jeg gøre efter min Vrede og efter din Nid, som du har udvist formedelst dit Had imod dem, og jeg vil give mig til Kende hos dem, naar jeg dømmer dig. ¹² Og du skal fornemme, at jeg er HERREN, jeg har hørt alle meine Besottelser; som du har sagt imod Israels Bjerge, idet du sagde: De ere ødelagte, os ere de givne til Føde. ¹³ Og I have gjort eder store imod mig med eders Mund og brugt mange overflødige Ord imod mig; jeg har hørt det. ¹⁴ Saa siger den Herre, HERRE: Naar hele Jorden glæder sig, vil jeg gøre dig øde. ¹⁵ Ligesom du har glædet dig over Israels Hus's Arv, fordi den blev Ødelagt, saaledes vil jeg gøre imod dig; du Seirs Bjerg og hele Edom alt sammen skal vorde øde; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁸ Og Hedningerne skulle fornemme, at jeg er HERREN, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver midt iblandt dem evindelig.

¹⁵ Og efter at ti Dage vare til Ende, viste det sig, at deres Udseende var smukkere, og at da vare federe af Kød end alle Drengene, som aade Kongens Mad.

¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.

² Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.

¹ Basunen for din Gane! Som en Ørn over HERRENS Hus! fordi de have overtraadt min Pagt og forbrudt sig imod min Lov.

⁶ Folkene bæve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.

¹¹ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom og for fire eg tager det ikke tilbage fordi han forfulgte sin Broder med Sværdet og kvalte sin Barmhjertighed, saa at hans Vrede altid sønderrev, og han har bevaret sin Harme evindelig,

¹¹ og jeg opvakte nogle af eders Sønner til Profeter og nogle af eders unge Karle til Nasiræer, (mon det ikke er saa, Israels Børn, siger HERREN); ¹² men I gave Nasiræerne Vin at drikke og gave Profeterne det Bud: I skulle ikke spaa:

¹⁴ Og den lette skal ingen Tilfrugt finde, og den stærke skal ikke lægge Kraft i sin Styrke, og den vældige skal ikke redde sit Liv,

³ I, som vise den onde Dag bort og bringe Volds Sæde til at komme nærmere! ⁴ Folk, som sove paa Elfenbens Senge og række sig paa deres Leje, og som æde Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden; ⁵ som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optænke sig Strengeleg; ⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst! ⁷ Derfor skulle de nu bortføres, fremmest iblandt de bortførte, og Frydesangen af dem, som rækkede sig, skal ophøre.

² Og han sagde: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde HERREN til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det.

¹ Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtærsklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Sværdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes. ² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra. ³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.

¹ Obadias's Syn. Saa har den Herre, HERRE sagt om Edom. Vi have hørt et Rygte fra HERREN, og et Bud er sendt ud ihlondt Folkene: Staar op, og lader os staa op imod det til Krig!

¹⁰ For Vold imod dig Broder Jakob skal Skam bedække dig, og du skal udryddes evindelig. ¹¹ Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem. ¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag! ¹⁴ Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen! ¹⁵ Thi HERRENS Dag er nær over alle Hedningerne ligesom du har gjort, skal dig ske; gengældelen skal komme overe dit Hoved. ¹⁶ Thi ligesom de have drukket paa mit hellige Bjerg, saa skulle alle Hedningerne drikke stedse, ja de skulle drikke og drikke ud og vorde som de, der ikke have været.

¹¹ Drag forbi, du Indbyggerske i Safir, blottet og skamfuld! Indbyggersken i Zaanan gaar ikke ud! Beth-Ezels Klage betager eder Stade der.

⁶ Derfor skal det blive Nat for eder, uden Syner, og Mørke for eder, uden Spaadom; og Solen skal gaa ned over Profeterne, og Dagen skal blive sort over dem. ⁷ Og Seerne skulle beskæmmes og Spaamændene blive til Skamme, og de skulle skjule Skægget over Munden alle sammen; thi der er intet Svar fra Gud.

¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os. ¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹⁰ Røver Sølv! røver Guld! der er dog ingen Ende paa Forraadet, en Herlighed af alle Haande kostelige Ting.

⁸ Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Æde.

³ Dens Fyrster i dens Midte ere brølende Løver; dens Dommere ere Aftenulve, som ikke levne et Ben til om Morgenen. ⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

⁶ Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den HERRE Zebaoth havde tænkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort imod os.

¹³ Thi jeg spænder rnig Juda, lægger Efraim paa Buen, og jeg vækker dine Sønner, Zion! imod dine Sønner, Grækenland! og jeg gør dig som den vældiges Sværd.

² Jeg har elsket eder, siger HERREN; men I sige: "Hvorudi har du elsket os? Er ikke Esau Jakobs Broder?" siger HERREN, dog elskede jeg Jakob. ³ Men Esau hadede jeg og gjorde hans Bjerge øde og hans Arv til Hjem for Ørkens Drager. ⁴ Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi ville komme igen og opbygge de Øde Stæder, da siger den HERRE Zebaoth saaledes De ville bygge, men jeg vil nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket HERREN er vred indtil evig Tid.

⁴ Naar Edom siger: Vi ere knuste, men vi ville komme igen og opbygge de Øde Stæder, da siger den HERRE Zebaoth saaledes De ville bygge, men jeg vil nedbryde, og man skal kalde dem Ugudeligheds Land og det Folk, paa hvilket HERREN er vred indtil evig Tid.

⁹ Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, om han give ham en Steen? ¹⁰ Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange? ¹¹ Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!

²³ Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag. ²⁴ Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

³¹ Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne.

³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom? ³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden, ³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

² Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

²¹ thi da skal være saa stor en Trængsel, som ikke har været fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.

²⁷ Thi ligesom Lynet udgaaer fra Østen og skinner indtil Vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være. ²⁸ Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles.

² Og Jesus svarede og sagde til ham: seer du disse store Bygninger? der skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

¹⁵ Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv,

²⁵ Elle hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.

¹² Men jeg siger Eder, det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin Dag end denne Stad.

⁴⁷ Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel. ⁴⁸ Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave. ⁴⁹ Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre. ⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt, ⁵¹ fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt,

⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

¹⁶ Og han begjerede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham Noget.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde.

⁵ Og der Nogle sagde om Templet at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han: ⁶ hvad angaaer disse Ting, som I skue, skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

²² Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.

²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn. ²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

³¹ uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige;

²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære? ²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse; ²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed,

⁷ Men dette Liggendefæ have vi i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, og ikke af os;

¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse,

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

⁶ Men den Vellystige er levende død.

²⁰ Men i et stort Huues ere ikke alene kar af Guld og Sølv, men ogsaa af Træ og Leer, og nogle til Ære, andre til Vanære.

⁹ ikke efter den pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden at udføre dem af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren.

¹⁵ See, jeg kommer som en Tyv. Salig er den, som vaager og bevarer sine Klæder, at han ikke skal gaae nøgen, og de skulle see hans Skam.

⁷ Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see, ⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende. ⁹ Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand,