Leviticus 24:11 Cross References - Danish

¹¹ Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn; var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme.

¹⁵ Og Gud sagde yder mere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: HERREN, eders Fædres Gad, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

²² Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle bære den tilligemed dig.

²⁶ Og de dømte Folket til enhver Tid; hver svar Sag skulde de føre for Mose, og hver liden Sag skulde de selv dømme.

⁷ Du skal ikke tage HERREN din Guds Navn forfængelig; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.

¹⁵ Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd. ¹⁶ Og hvo som taler ilde om HERRENS Navns skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmed som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes

³³ Og de, som fandt ham sanke Ved, førte ham frem til Mose og til Aron og til al Menigheden. ³⁴ Og de satte ham i Forvaring; thi det var ikke forklaret, hvad der skulde gøres ved ham. ³⁵ Og HERREN sagde til Mose: Den Mand skal visselig dødes; den ganske Menighed skal stene ham med Stene uden for Lejren.

¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.

¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

³⁰ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os, og denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

³⁵ Hvo iblandt alle Guderne i Landene ere de, som have friet deres Land af min Haand, at HERREN skulde redde Jerusalem fra min Haand?

³⁷ Da kom Eliakim Hilkias Søn, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og Ioa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder, og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

⁶ da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde HERREN: Frygt ikke for de Ord, som du hørte, de, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig.

¹⁰ Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

²² Hvem har du bespottet og forhaanet: og imod hvem opløftede du Røsten? du opløftede dine Øjne højt imod Israels hellige.

¹⁴ Hvo iblandt alle Guderne hos disse Hedninger, hvilke mine Fædre have bandlyst, var den, som kunde fri sit Folk fra min Haand, saa at eders Gud skulde kunne fri eder fra min Haand? ¹⁵ Saa lader nu Ezekias ikke bedrage eder og ikke tilskynde eder paa denne Maade, og tror ham ikke; thi ingen Gud hos noget Folk eller Rige har kunnet fri sit Folk fra min Haand og fra mine Fædres Haand; hvor meget mindre skulde eders Guder fri eder fra min Haand: ¹⁶ Tilmed talte hans Tjenere ydermere imod Gud HERREN og imod hans Tjener Ezekias. ¹⁷ Han skrev og Breve for at forhaane HERREN, Israels Gud, og at tale imod ham, sigende: Ligesom Guderne hos Hedningerne i Landene ikke friede deres Folk fra min Haand, Saaledes skal ikke heller Ezekias's Gud fri sit Folk fra min Haand.

⁵ Og det skete, naar Gæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem og stod aarle op om Morgenen og ofrede Brændofre efter Tallet paa dem alle; thi Job sagde: Maaske mine Sønner have syndet og fornægtet Gud i deres hjerte. Saaledes gjorde Job alle de Dage.

¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt

²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt

⁹ Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø! ¹⁰ Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹⁸ Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede HERREN, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.

²² Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

⁶⁵ Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.

¹¹ Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud. ¹² Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet; ¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven.

²⁴ Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.

¹³ mig, som tilforn var en Bespotter og en Forfølger og en Forhaaner; men mig er Barmhjertighed vederfaren, thi jeg gjorde det uvitterligt i Vantro.

¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gjerninger.

²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.