Psalms 106:40 Cross References - Danish

⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.

²³ Og I skulle ikke vandre i det Folks Skikke, hvilket jeg skal udkaste for eder; thi alle disse Ting have de gjort, og jeg væmmedes ved dem.

²⁹ Thi de ere dit Folk og din Arv, og du udførte dem med din store Kraft og med din udrakte Arm.

¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre.

¹⁴ Saa optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt.

²⁰ Og HERRENS Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budt deres Fædre, og de løde ikke min Røst,

⁸ Da optændtes HERRENS Vrede over Israel, og han solgte dem i Kusan-Risathaims Haand, som var Konge i Aram Naharaim, og Israels Børn tjente Kusan-Risathaim otte Aar.

²⁷ Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og disse trængte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du fra Himmelen, og efter din megen Barmhjertighed gav du dem Frelsere, og disse frelste dem af deres Fjenders; Haand. ²⁸ Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gøre ondt for dit Ansigt; saa overlod du dem i deres Fjenders Haand, at disse regerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig,, da hørte du fra Himmelen og reddede dem efter din Barmhjertighed mange Gange. ²⁹ Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov; men de handlede hovmodigt og hørte ikke dine Bud, men syndede imod dine Befalinger, hvilke et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem; og de vendte modvilligt Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke. ³⁰ Og du lod det gaa hen med dem i mange Aar og lod vidne for dem ved din Aand ved dine Profeter, men de vendte ikke Øren dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene. ³¹ Men efter din megen Barmhjertighed gjorde du ikke aldeles Ende paa dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud. ³² Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møje være agtet ringe for dit Ansigt, den, som har ramt os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Profeter og vore Fædre og dit ganske Folk fra Kongerne af Assyriens Dage og indtil denne Dag! ³³ Og du er retfærdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt. ³⁴ Og vore Konger, vore Fyrster, vore Præster og vore Fædre have ikke gjort efter din Lov, ikke heller givet Agt paa dine Bud og dine Vidnesbyrd, som du lod vidne for dem. ³⁵ Thi de tjente dig ikke, medens de vare et Rige, og under din store Velsignelse, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de om vendte sig ikke fra deres onde Gerninger. ³⁶ Vi ere Tjenere i Dag, ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten af og det gode af, se, derudi ere vi Tjenere. ³⁷ Og sin Afgrøde bringer det rigeligt for de Konger, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Dyr efter deres Villie, og vi ere i stor Nød. ³⁸ Og efter alt dette sluttede vi en fast Pagt og affattede den skriftligt, og paa den forseglede Skrift underskreve vore Fyrster, vore Leviter, vore Præster.

¹ En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.

⁵⁹ Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. ⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. ⁶¹ Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. ⁶² Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

⁷ Herren har forkastet sit Alter, ringeagtet sin Helligdom, overgivet dens Paladsers Mure i Fjendens. Haand; man opløftede en Røst i HERRENS Hus, som var det en Festforsamlings Dag.

⁸ og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig;