Psalms 34 Cross References - Danish

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. ² Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. ³ Min Sjæl skal rose sig i HERREN; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig. ⁴ Lover HERREN storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. ⁵ Jeg søgte HERREN, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. ⁶ De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. ⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester. ⁸ HERRENS Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem. ⁹ Smager og ser, at HERREN er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. ¹⁰ Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel. ¹¹ De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe HERREN, skulle ikke have Mangel paa noget godt. ¹² Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder HERRENS Frygt. ¹³ Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt? ¹⁴ Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig. ¹⁵ Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! ¹⁶ HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. ¹⁷ HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. ¹⁸ Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster. ¹⁹ HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand. ²⁰ Mange Genvordigheder vederfares den retfærdige; men HERREN skal udfri ham af dem alle sammen, ²¹ Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt. ²² Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.

² Og Abraham sagde om Sara sin Hustru: hun er min Søster; saa udsendte Abimelek, Kongen af Gerar, og tog Sara.

¹² Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen og gør ham intet; thi nu kender jeg, at du frygter Gud og har ikke sparet din Søn, din eneste, for mig.

¹ Og der var Hunger i Landet, foruden den forrige Hunger, som var i Abrahams Tid, og Isak drog til Abimelek, Filisternes Konge i Gerar.

¹ Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham. ² Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim.

¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.

⁷ Du skal ikke tage HERREN din Guds Navn forfængelig; thi HERREN skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.

¹⁰ Og hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der æder noget Blod, imod den Person, som æder Blodet, vil jeg sætte mit Ansigt og udrydde ham af sit Folks Midte.

¹⁷ Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder.

² paa det du skal frygte HERREN din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlænges

²⁰ at du maa elske HERREN din Gud og høre paa hans Røst og hænge ved ham; thi han er dit Liv og dine Dages Længde; at du maa blive i Landet, som HERREN tilsvor dine Fædre, Araham, Isak og Jakob, at give dem.

⁴ Saa talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode. ⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?

¹³ Derfor anstillede han sig afsindig for deres Øjne og rasede mellem deres Hænder og tegnede paa Portens Døre og lod Fraaden flyde ned paa sit Skæg. ¹⁴ Da sagde Akis til sine Tjenere: Se, I se, at Manden er gal, hvi førte I ham til mig? ¹⁵ Mon jeg fattes galne, at I førte denne hid at rase for mig? skulde denne komme i mit Hus

¹ Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; intet er mig bedre, end at jeg flyr til Filisternes Land, at Saul kan opgive at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, og at jeg kan undgaa hans Haand.

⁴ Da sagde Saul til sin Vaabendrager: Drag dit Sværd ud og stik mig igennem dermed, at ikke disse uomskaarne skulle komme og gennemstikke mig og handle ilde med mig; men hans Vaabendrager vilde ikke, thi han frygtede saare; da tog Saul Sværdet og styrtede sig deri.

⁹ Da svarede David Rekab og hans Broder Baena, Beerothiteren Rimmons Sønner, og sagde til dem: Saa vist som HERREN lever, som har forløst min Sj æl af al Angest,

⁵ Og Joab gik ind til Kongen i Huset og sagde: Du har i Dag beskæmmet alle dine Tjeneres Ansigt, de, som i Dag reddede dit Liv og dine Sønners og dine Døtres Liv og dine Hustruers Liv og dine Medhustruers Liv,

¹ Og David talede Ordene af denne Sang for HERREN paa den Dag, HERREN havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,

²⁹ Da svor Kongen og sagde: Saa vist som HERREN lever, han som har forløst min Sjæl af al Angest:

⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!

³⁷ Saa døde Kongen og blev ført til Samaria, og de begrove Kongen i Samaria.

¹⁷ Og Elisa bad og sagde: HERRE! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod HERREN Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa.

³⁵ Og det skete i den samme Nat, at HERRENS Engel for ud og slog i Assyr ernes Lejr Hundrede og fem og firsindstyve Tusinde, og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

¹⁹ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for HERRENS Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelæggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN.

²⁰ Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kære, lover HERREN, eders Gud; og al Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og bøjede sig og nedkastede sig for HERREN og for Kongen.

⁴⁰ Nu, min Gud! kære, lad dine Øjne være aabnede, og lad dine Øren give Agt paa den Bøn, som sker paa dette Sted.

² Og han gik ud imod Asa og sagde til ham: Hører mig, Asa og al Juda og Benjamin! HERREN er med eder, fordi I ere med ham, og dersom I søge ham, skal han lade sig finde af eder, men om I forlade ham, skal han forlade eder.

³⁰ Siden sagde Kong Ezekias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love HERREN med Davids og Asafs, Seerens Ord; og de lovede ham med Glæde og bøjede sig og tilbade.

²⁰ Man Kong Ezekias og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, bade angaaende denne Sag, og de raabte til Himmelen. ²¹ Og HERREN sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.

²⁴ I de samme Dage blev Ezekias dødssyg, og han bad til HERREN, og denne talte til ham og gav ham et underfuldt Tegn.

¹⁶ Der var kommet Lys og Glæde for Jøderne og Fryd og Ære.

¹⁰ Løvens Brøl og den grumme Løves Røst høre op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; ¹¹ Løven omkommer af lvlangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.

¹⁹ I seks Angester skal han fri dig, og i syv skal intet ondt røre dig.

⁷ Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

²⁸ Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.

⁹ Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak. ¹⁰ De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet. ¹¹ Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt. ¹² Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig; ¹³ de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper; ¹⁴ de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder. ¹⁵ Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky. ¹⁶ Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig. ¹⁷ Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. ¹⁸ Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. ¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske. ²⁰ Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig. ²¹ Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke. ²² Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag. ²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus. ²⁴ Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke? ²⁵ Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige? ²⁶ Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed. ²⁷ Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig. ²⁸ Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen. ²⁹ Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder. ³⁰ Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede. ³¹ Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

⁷ Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

¹² Og HERREN velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder.

¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁴ Men du, HERRE! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der opløfter mit Hoved.

⁶ Ofrer Retfærligheds Ofre, og forlader eder paa HERREN!

⁹ Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. ¹⁰ Og HERREN være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!

¹⁶ HERREN er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. ¹⁷ Du, HERRE! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa

³ Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig?

⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig.

²⁸ Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.

⁴ Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved.

²² Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. ²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig.

²³ Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. ²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes.

³ Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.

⁵ Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.

²² Lovet være HERREN! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. ²³ Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.

⁵ Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela. ⁶ Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.

⁸ Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje.

¹ Synger med Fr6yd, i retfærdige, I HERREN! Lovsang sømmer sig for de oprigtige. ² Takker HERREN med Harpe; og leger for ham paa Psalte med ti Strenge.

¹⁸ Se, HERRENS Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed,

⁴ Lover HERREN storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn.

⁶ De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet.

¹⁵ Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!

¹⁷ HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.

¹⁷ HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. ¹⁸ Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster. ¹⁹ HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.

¹⁹ HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.

¹⁰ Alle mine Ben skulle sige: HERRE! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.

²⁷ Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: HERREN bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.

⁷ Din Retfærdighed er som Gudshjerge; dine Domme som det store Dyb; HERRE! du frelser Mennesker og Dyr.

⁹ De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk. ¹⁰ Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys.

¹² Den ubudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. ¹³ Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen. ¹⁴ De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed. ¹⁵ Deres Sværd skal I, komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes.

²⁷ Vig fra ondt, og gør godt, saa skal du blive boende evindelig.

³⁰ En retfærdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret. ³¹ Hans Guds Lov er i hans Hjerte hans Trin skulle ikke glide. ³² En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. ³³ HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes. ³⁴ Bi efter HERREN og var paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal se paa de ugudeliges Udryddelse. ³⁵ Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud. ³⁶ Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke. ³⁷ TagVare paa ja, den retsindige, og se hen til den oprigtige; thi Fredens Mand har en Fremtid. ³⁸ Men Overtrædere skulle Ødelægges til Hobe; de ugudeliges Fremtid er borte. ³⁹ Men de retfærdiges Frelse er af HERREN, han er deres Styrke i Nødens Tid. ⁴⁰ Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

¹ Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

¹⁵ Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. ¹⁶ Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! ¹⁷ Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.

⁸ Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede.

² Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.

¹⁷ Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris.

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning af David,

¹¹ Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den.

³ Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.

⁵ Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.

⁸ I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!

¹⁶ Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl.

¹⁶ Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. ¹⁷ Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. ¹⁸ Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. ¹⁹ Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

³⁰ Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.

⁶ Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

⁸ Lad min Mund fyldes med din Lovsang, don ganske Dag med din Pris.

¹⁴ Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. ¹⁵ Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

²⁰ Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

²³ Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst.

¹ Til Sangmesteren; "fordærv ikke" en Psalme af Asaf, en Sang.

¹ Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. ² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig!

¹⁶ saa forfølge du dem med din Storm og forfærde dem med din Hvirvelvind!

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte.

¹¹ Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte. ¹² Thi Gud HERREN er Sol og Skjold; HERREN giver Naade og Ære, intet godt nægter han dem, som vandre i Oprigtighed. HERRE Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.

¹² Thi Gud HERREN er Sol og Skjold; HERREN giver Naade og Ære, intet godt nægter han dem, som vandre i Oprigtighed. HERRE Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed.

⁷ Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn?

²³ Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. ¹⁶ Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

²³ Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; HERREN vor Gud skal udrydde dem.

¹¹ Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet.

⁴ ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed;

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! ²¹ Lover HERREN, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! ²² Lover HERREN, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov HERREN!

²¹ De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.

³ Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge HERREN!

¹⁰ HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

¹ Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. ² Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. ³ Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. ⁴ Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! ⁵ HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. ⁶ HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.

⁷⁴ De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord.

¹⁰³ Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund.

¹⁵¹ Nær er du, o HERRE! og alle dine Bud ere Sandhed.

⁷ Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

¹ En Sang paa Trapperne. Til dig opløfter jeg mine Øjne, du, som sidder i Himmelen! ² Se, som Tjeneres Øjne agte paa deres Herres Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agte vore Øjne paa HERREN vor Gud, indtil han vorder os naadig.

² Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.

⁸ Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.

³ HERRE! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.

⁷ Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig; naar du gør vel imod mig.

¹ En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid. ² Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid.

¹⁸ HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed.

¹⁸ HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem. ²⁰ HERREN bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige.

³ Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

¹ Halleluja! Lover HERREN fra Himlene, lover ham i det høje! ² Lover ham, alle hans Engle! lover ham, alle hans Hærskarer! ³ Lover ham, Sol og Maane! lover ham, alle Lysets Stjerner! ⁴ Lover Haa ham, Himlenes Himle! og I Vande, som ere over Himlene! ⁵ De skulle love HERRENS Navn; thi han bød, og de bleve skabte. ⁶ Og han har stillet dem hen for bestandig, evindelig; han satte dem en Lov, og Føde den skal ikke overskrides. ⁷ Lover HERREN fra Jorden, I Søuhyrer og alle Dyb! ⁸ IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord! ⁹ I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre! ¹⁰ I vilde Dyr og alt Kvæg, Kryb og vingede Fugle! ¹¹ I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden! ¹² Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge! ¹³ De skulle love HERRENS Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestæt er over Jorden og Himmelen. ¹⁴ Og han har ophøjet et Horn for sit Folk, han, der er Han en Lovsang for alle sine hellige, for hvo Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja!

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

¹ Min Søn! Dersom du vil tage imod mine Ord, og gemme mine Bud hos dig, ² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt; ³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt; ⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte: ⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab. ⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt. ⁷ Han gemmer det varige gode til de oprigtige; han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig, ⁸ saa han bevogter Rettens Stier og bevarer sine helliges Vej. ⁹ Da skal du forstaa Ret og Retfærdighed og Retvished, al god Vej.

⁷ Vær ikke viis i dine egneøjne; frygt HERREN, og vig fra det onde!

¹ Hører, I Sønner! en Faders Undervisning over at for at faa Forstand;

²⁴ Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!

¹³ HERRENS Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.

¹⁷ Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.

³² Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.

⁷ Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.

⁷ De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfærdiges Hus skal, bestaa.

¹⁹ Sundheds Læbe bestaar altid; men men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.

²² Falske Læber ere HERREN en Vederstyggelighed; men de, som handle rolig, ere ham en Velbehagelighed.

³ Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

¹⁴ Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er Haard.

¹⁶ At købe Visdom, hvor meget bedre er det end Guld? og at købe Forstand at foretrække for Sølv? ¹⁷ De oprigtiges slagne Vej er at vige fra det onde; hvo der vil bevare sin Sjæl, maa vare paa sin Vej.

²¹ Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt.

⁹ Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.

²³ Hvo der bevarer sin Mund og sin Tunge, bevarer sin Sjæl fra Trængsler.

⁶ Oplær den unge efter hans Vejs Beskaffenhed; endog naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.

¹⁶ Thi en retfærdig kan falde syv Gange og staa op igen; men de ugudelige skulle styrte i Ulykken.

²⁵ At forfærdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa HERREN, bliver beskærmet.

³ Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa længe deres Livsdage vare.

¹³ og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, es en Guds Gave.

¹⁰ Og da saa jeg de ugudelige at begraves og komme hjem og at gaa bort fra den Helliges Sted og at glemmes i Staden efter at have gjort saaledes; ogsaa dette er Forfængelighed.

⁹ Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.

¹³ Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.

³ Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.

¹ Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har ædt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Mælk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige!

¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde! ¹⁷ Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!

¹¹ Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal gengældes ham.

¹³ Den HERRE Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse. ¹⁴ Og han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

¹⁵ Derfor ærer nu HERREN, I, som bo i Østen! HERREN Israels Guds Navn paa Øerne i Havet. ¹⁶ Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: "Herlighed for den retfærdige!" men ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov.

⁹ Hvem skal han læse Kundskab? og hvem skal han bringe til at forstaa det, som høres? er det dem, som ere afvente fra Mælk, dem, som ere tabne fra Bryst?

¹⁴ Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til HERRENS Hus, og Ezekias udbredte dem for HERRENS Ansigt. ¹⁵ Og Ezekias bud til HERREN og sagde: ¹⁶ HERRE Zebaoth, Israels Gud du, som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himlene og Jorden. ¹⁷ HERRE! bøj dit Øre og hør; HERRE! oplad dine Øjne og se; og hør alle Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud. ¹⁸ Det er sandt, HERRE! Kongerne af Assyrien have ødelagt alle Landene og deres eget Land. ¹⁹ Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskenes Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. ²⁰ Men nu, HERRE vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er HERRE, du alene. ²¹ Da sendte Esajas, Amozs Søn, til Ezekias og lod sige: Saa siger HERREN, Israels Gud: Du har bønfaldet mig anbaaende Senakerib, Kongen af Assyrien.

²² Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

²⁵ I HERREN skal al Israels Sæd retfærdiggøres og prise sig.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

⁵ Da skal du se det og straale af Glæde, og dit Hjerte skal banke og udvide sig; thi Rigdommen fra Havet skal vende sig til dig, Hedningerries Magt skal komme til dig.

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;

⁸ Og han sagde: Kun de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke ville handle falskelig; og han blev dem en Frelser.

²⁴ Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre.

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

²⁴ men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er HERREN, som gør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger HERREN.

¹³ Israels Forhaabning, HERRE! Alle, som forholde dig, skulle beskæmmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode HERREN, de levende Vandes Kilde.

¹⁴ Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger HERREN.

¹¹ Derfor, saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg vender mit Ansigt imod eder til det onde og til at udrydde hele Juda.

⁵⁸ Herre du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

⁷ Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv. ⁸ Og jeg vil rette mit Ansigt imod denne Mand og ødelægge ham, at han bliver til et Tegn og til et Ordsprog, og jeg vil udrydde ham af mit Folks Midte; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte.

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig!

²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig! ²³ Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Mund, saa at de ikke have gjort mig Skade, efterdi jeg er funden uskyldig for ham, og heller ikke for dig: har jeg begaaet nogen Misgerning, o Konge! ²⁴ Da blev Kongen meget glad og befalede, at man skulde drage Daniel op af Kulen; og Daniel blev dragen op af Kulen, og der blev ingen Skade funden paa ham, fordi han havde troet paa sin Gud.

¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk. ²⁰ Og der jeg endnu talte og bad og bekendte min Synd og mit Folk Israels Synd og nedlagde min ydmyge Begæring for HERRENS, min Guds, Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld, ²¹ ja, der jeg endnu talte i Bønnen, da kom den Mand, Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et Syn, der jeg var aldeles afmægtig, hen til mig ved Aftens Madoffers Tid. ²² Og han underviste mig og talte med mig og sagde: Daniel! nu er jeg udgangen for at meddele dig Indsigt. ²³ Med Begyndelsen af dine ydmyge Begæringer udgik et Ord, og jeg er kommen for at kundgøre dig det, thi du er højlig elsket; saa agt da paa Ordet og giv Agt paa Synet!

⁵ Derefter skulle Israels Børn vende om og søge HERREN, deres Gud, og David, deres Konge, og med Frygt skulle de komme til HERREN og til hans gode Gaver i de sidste Dage.

⁴ Og om de end gaa som Fanger for deres Fjenders Ansigt, skal jeg dag derfra befale Sværdet, at det skal ihjelslaa dem; og jeg vil rette mit Øje imod dem til det onde, og ikke til det; gode,

² Og Jonas bad til HERREN sin Gud fra Fiskens Liv,

⁸ Og jeg vil slaa Lejr for mit Hus imod Krigshær, at ingen drager derover frem eller tilbage, og at ingen Undertrykker ydermere drager over dem; thi jeg har nu set til med mine Øjne.

¹⁷ Thi hvor stor skal dets Herlighed og hvor stor dets Skønhed være sorn skal bringe unge Karle og Most unge Piger til at blomstre frem.

⁹ Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn.

³² Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. ³⁶ Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. ³⁷ Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, ³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.

¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

¹⁴ Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. ¹⁵ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det. ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.

⁴⁶ Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren;

⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. ⁵³ De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme.

¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

⁹ Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

³⁰ Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov. ³¹ Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillægges Eder. ³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

¹⁴ Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os.

²⁷ Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

⁴¹ Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde: ⁴² vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine. ⁴³ Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne; ⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

⁷ Verden kan ikke hade Eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde.

²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig. ²⁸ Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand.

³³ Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu.

¹⁸ Dersom Verden hader Eder, da vider, at den har hadet mig førend Eder. ¹⁹ Vare I af Verden da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg har udvalt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder. ²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders. ²¹ Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig har udsendt. ²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. ²³ Hvo mig hader, hader og min Fader.

³³ Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.

³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes.

⁴¹ Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. ⁶ Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet. ⁷ Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne. ⁸ Og Englen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig. ⁹ Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn. ¹⁰ Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Englen fra ham. ¹¹ Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset.

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. ³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham?

³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham? ³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. ³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) ³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. ³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

⁹ Kjærligheden være uden Skrømt; haver Afsky til det Onde, Hænder fast ved det Gode;

¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

¹⁷ Thi Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand.

¹⁹ Derfor lader os tragte efter det som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse.

³¹ saa at, som skrevet er: hvo sig roser, rose sig i Herren.

²² være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, elller det Tilkommende; alle Ting ere Eders; ²³ men I ere Christi, men Christus Guds.

⁷ Men dette Liggendefæ have vi i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, og ikke af os; ⁸ vi, som trænges paa alle Maader, men ikke forsage; tvivlende, men ikke fortvivlende; ⁹ forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke forlorne; ¹⁰ ombærende altid den Herrens Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa Abenbares i vortLegeme. ¹¹ Thi skjøndt vi leve, hengives vi stedse til Døden for Jesu Skyld, at Jesu Liv maa og aabenbares i vort dødelige Kjød. ¹² Saa at Døden viser sig kraftig i os, men Livet i Eder.

¹⁷ Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed,

⁵ Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt. ⁶ Men den, som trøster de Nedbøiede, Gud, han trøstede os ved Titus' Ankomst;

¹⁷ Hvo sig roser, rose sig i Herren!

²³ Ere de Christi Tjenere? (jeg taler vanvittigen!) jeg er det mere. Jeg har arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, været flere Gange i Fængsler, ofte i Dødsfare. ²⁴ Af Jøderne har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre eet. ²⁵ Jeg er tre Gange hudstrøgen, een Gang steenet, jeg har lidt tre Gange Skibbrud, jeg har været et Døgn i Dybet. ²⁶ Jeg har udholdt mange Reiser; jeg var i Farligheder i Vanstrømme, i Farligheder iblandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Byer, i Farligheder i Ørken, i Farligheder, i Farligheder paa Havet, i Farligheder iblandt flaske Brødre; ²⁷ i Arbeide og Møie, ofte i nattevaagen, i Hunger og Trøst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;

⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig; ⁹ men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig.

¹¹ Iøvrigt, Brødre formaner hverandre, haver eet Sind, værer fredsommelige, og Kjærlighedens og Fredens Gud skal være med Eder.

¹⁰ Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.

²⁰ og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn,

²⁰ efter min Forlængsel og mit Haab, at jeg i Intet skal beskæmmes, men at Christus skal med al Frimodighed, som altid, saa og nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død.

¹⁹ Men min Gud skal fuldeligen give Eder Alt, hvad I behøve, efter sin Rigdom, i Herlighed i Christus Jesus.

⁹ Lyver ikke mod hverandre, I som have afført det gamle Menneske med dets Gjerninger,

¹⁷ Og Alt, hvad I gjøre i Ord eller i Handling, det gjører alt i den Herrens Jesu Navn, takkende Gud og Faderen formedelst ham.

¹⁵ hvilke baade ihjelsloge den Herren Jesus og deres egne Propheter og have forfulgt os og behage Gud ikke og ere alle Mennesker imod, ¹⁶ og formene os at tale til Heningerne til deres Frelse, saa at de opfylde deres Synders maal altid; men Vreden kommer over dem til Fuldendelse.

³ at ikke Nogen skulde blive vankelmodig i disse Trængsler; thi I vide selv, at vi ere dertil bestemte. ⁴ Thi ogsaa der vi vare hos Eder, sagde vi Eder det forud, at vi skulde lide Trængsler, som og er skeet, og i vide.

¹¹ og at søge Ære i at leve stille og varetage hver sin gjerning og arbeide med Eders egne Hænder, saasom vi have budet Eder,

¹⁸ Frembærer Taksigelse i alle Ting; thi dette er Guds Villie i Christus Jesus til Eder.

³ Vi ere Skyldige altid at takke Gud vor Eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi Eders Tro voxer kraftigen, og Kjærligheden formeres hos enhver af Eder alle mod hverandre,

⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder,

⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

¹³ Men vi ere Skyldige at takke Gud altid for Eder, Brødre, elskte af Herren! at Gud har udvalgt Eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens helliggjørelse og Sandheds Tro,

¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. ¹⁶ Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv.

⁷ Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.

¹⁹ Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som nævner Christi Navn, afstaae fra Uretfærdighed.

¹¹ i Forfølgelser, i Lidelser, saadanne som mig ere vederfarne i Antiochia, i Iconien, i Lystra; hvilke Forfølgelser jeg har udstaaet, og Herren friede mig af dem alle. ¹² Ja, ogsaa Alle, som vilde leve gudeligen i Christus Jesus, skulle forfølges,

¹⁵ og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christus Jesus.

¹⁴ som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al uretfærdighed og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,

³³ hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelser, stoppede Løvers Mund, ³⁴ skulde Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, bleve Stærke efter Skrøbelighed, bleve vældige i Krigen, bragte Fjendernes Leire til at vige. ³⁵ Kvinder fik deres Døde igjen, opstandne; Andre bleve udspilede til Pinsel og toge ikke imod Befrielse, at de maatte erholde en herligere Opstandelse. ³⁶ Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; ³⁷ de bleve stenede, gjennemsavgede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, ³⁸ (dem var Verden ikke værd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.

² idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesus, hvilken i stedetfor den Glæde, han havde for sig, led taalmodeligen Korset idet han foragtede Forhaanelsen, og sider nu ved den høire Side af Guds Throne.

¹⁴ Stræber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren;

¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

²⁶ Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.

² Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til at holde det ganske Legeme i Tømme.

⁵ Saaledes er og Tungen et lidet lem, men pukker storligen. See, en liden Ild, hvor stor en Skov antænder den! ⁶ Ogsaa Tungen er en Ild, en Verden af Uretfærdighed! Saaledes er Tungen iblandt voreLemmer; den besmitter det ganske Legeme og sætter Slægt efter Slægt i Brand, selv fat i Brand af Helvede. ⁷ Thi al natur, baade Dyrs og Fugles, baade Ormes og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige natur; ⁸ men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødelig Forgift. ⁹ Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere gjorte efter Guds Lignelse. ¹⁰ Af dem samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke saa at være.

¹⁷ Men den Viisdom herovenfra er først reen, dernæst fredsommelig, billig, lader sig gjerne sige, er fuld af Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk og uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt saaes i Fred for dem, som holde Fred.

¹⁰ Mine Brødre! tager Propheterne, hvilke have talet i Herrens Navn, til Exempel paa at lide Ondt og være taalmodige. ¹¹ See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder, ¹⁹ men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams,

¹ Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse; ² og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den, ³ dersom I ellers have smagt, at Herren er god.

²² hvilken ikke har gjort Synd, der blev og ikke funden Svig i hans Mund;

¹⁰ Thi den, som vil elske Livet og see gode Dage, skal stille sin Tunge fra Ondt og sine Løber, at de ikke tale Svig; ¹¹ han vende sig fra ondt og gjøre Godt; han søge Fred og hige efter den.

¹¹ han vende sig fra ondt og gjøre Godt; han søge Fred og hige efter den. ¹² Thi Herrens Øine ere over de Retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.

¹² Thi Herrens Øine ere over de Retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.

¹² I Elskelige! forundrer Eder ikke over den Ildprøve, som I gjennemgaae, Eder til en Forsøgelse, som om der hændtes Eder noget Underligt, ¹³ men som I ere deelagtige i Christi Lidelser, saa glæder Eder, at I og ved hans Herligheds Aabenbarelse skulle glæde og fryde Eder.

¹ Det, som var fra Begyndelse, det, vi have hørt, det, vi have seet med vore Øine, det, vi have beskuet og vore Hænder føler paa, nemlig om det Livsens ord; ² (thi Livet er aabenbaret, og vi have seet og vidne og forkynde Eder Livet det evige, hvilket var hos Faderen og blev aabenbaret for os; ³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

⁷ I Elskelige! lader os elske hverandre; thi Kjærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kjender Gud. ⁸ Hvo som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kjærlighed. ⁹ Derud er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. ¹⁰ Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

¹¹ Du Elskelige! Efterfølg ikke det Onde men det Gode. Hvo som gjør Godt, er af Gud; men hvo som gjør Ondt, har ikke seet Gud.

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de for Guds Throne og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei falde paa dem, ei heller nogen Hede. ¹⁷ Thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine.

⁴ Disse ere de, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere Jomfruer; disse ere de, som følge Lammet, i hvor det gaar. Disse ere Kjøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet, ⁵ og i deres Mund er ikke funden Svig; thi de ere ustraffelige for Guds Throne.

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁵ Og en røst udgik fra Thronen, som sagde: lover vor Gud, alle hans Tjenere, og I, som ham frygte, baade de Smaa og de Store! ⁶ Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lys og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Helleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.