1 Samuel 6 Cross References - Danish

¹ Der HERRENS Ark havde været i Filisternes Land i syv Maaneder, ² da kaldte Filisterne ad Præsterne og ad Spaamændene og sagde: Hvad skulle vi gøre ved HERRENS Ark? lader os vide, hvormed vi skulle sende den til sit Sted. ³ Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive lægte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Haand ikke vilde vige fra eder. ⁴ Da svarede de: Hvad er det for et Skyldoffer, som vi skulle give den med tilbage? Og de sagde: Efter Filisternes Fyrsters Tal, fem Guldbylder og fem Guldmus; thi der har været een Plage over dem alle og over eders Fyrster. ⁵ Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land. ⁶ Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? er det ikke saa, at der han havde ladet dem føle sin Magt, da lode de dem fare, og de gik? ⁷ Saa tager nu og gører en ny Vogn og tager to nybære Køer, paa hvilke der ikke er kommen Aag; og I skulle spænde Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem fra dem. ⁸ Og I skull tage HERRENS Ark og sætte den paa Vognen, og Guldtøjet, som I give den med tilbage til Skyldoffer, skulle I lægge i et Skrin ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare. ⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse. ¹⁰ Og Mændene gjorde saaledes og toge to nybære Køer og spændte dem for Vognen; og de lukkede deres Kalve inde hjemme. ¹¹ Og de satte HERRENS Ark paa Vognen og Skrinet og Guldmusene og deres Bylders Billeder. ¹² Og Køerne gik ret frem paa Vejen, ad Vejen til Beth-Semes, paa den ene alfare Vej gik de stedse og bøgede og vege ikke til højre eller venstre Side; og Filisternes Fyrster gik efter dem indtil Beth-Semes Landemærke. ¹³ Og Bethsemiterne høstede Hvede i Dalen; og de løftede deres Øjne op og saa Arken, og de bleve glade, da de saa den. ¹⁴ Og Vognen kom paa Bethsemiteren Josvas Ager og blev staaende der, og der var en stor Sten; og de flakte Træet af Vognen og ofrede Køerne til Brændoffer for HERREN. ¹⁵ Og Leviterne løftede HERRENS Ark ned tillige med Skrinet, som stod ved den, og i hvilket Guldtøjet var, og satte det alt paa den store Sten; og Mændene af Beth-Semes ofrede Brændofre og slagtede Slagtofre paa samme Dag for HERREN. ¹⁶ Og der de fem Filisters Fyrster havde set det, da vendte de tilbage til Ekron paa samme Dag. ¹⁷ Disse ere de Guldbylder, som Filisterne gave med til Skyldoffer: For Asdod een, for Gaza een, for Asklon een, for Gath een, for Ekron een; ¹⁸ og de Guldmus efter Tallet paa alle Filisternes Stæder, som tilhørte de fem Fyrster, saavel de befæstede Stæder, som de ubefæstede Landsbyer, indtil den store Sten Abel, som de satte HERRENS Ark paa, og som er indtil denne Dag paa Bethsemiteren Josvas Ager. ¹⁹ Og han slog blandt Mændene i Beth-Semes, fordi de i HERRENS Ark, og han slog af Folket halvfjerdsindstyve Mænd, halvtredsindstyve Tusinde Mænd; sørgede Folket, fordi HERREN havde slaget blandt Folket med et stort Slag. ²⁰ Og Mændene af Beth-Seme sagde: Hvo kan bestaa for HERRENS, denne hellige Guds, Ansigt? og til hvem skal han drage op fra os? ²¹ Og de sendte Bud til Indbyggerne Kirjath-Jearim og lode sige: Filisterne have ført HERRENS Ark tilbage, kommer ned og henter den op til eder!

⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

¹¹ Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser.

¹³ Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte døm ikke, ligesom HERREN havde sagt.

⁵ Og HERREN sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land.

¹⁵ Der Farao saa, at han havde ad faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som HERREN havde sagt.

¹⁷ Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land.

²⁴ Og HERREN gjorde saa; og der kom - en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj.

³² Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

³⁴ Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

¹⁴ Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes; ¹⁵ thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land.

¹² Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er HERREN.

³¹ Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener HERREN, som I have sagt. ³² Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig. ³³ Og Ægypterne trængte lla ar dt paa Folket for astigen at faa dem hel af Landet; thi de sagde: Vi dø ille.

³⁵ Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder.

¹⁷ Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere.

²³ Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.

¹⁴ Folkene hørte det, de blevede; Angest betog dem, som de i Palæstina. ¹⁵ Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige. ¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

²¹ Da sagde HERREN til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til HERREN for, at se, saa at mange af dem maatte falde.

²⁴ Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig.

¹⁵ Du skal holde de usyrede Brøds Højtid; du skal æde usyrede Brød syv Dage, saasom jeg befalede dig, til den bestemte Tid i Abib Maaned, thi i den drog du ud af Ægypten; og for mit Ansigt skal ingen lade sig se tomhændet;

²⁰ Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet.

⁶ da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for HERREN en Hun af Smaakvæg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; saa skal Præsten gøre Forligelse for ham for hans Synd.

¹⁵ Naar nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er HERREN helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for HERREN en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer. ¹⁶ Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dem til, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, saa skal det forlades ham. ¹⁷ Og naar nogen synder og gør imod et af alle HERRENS Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgerning. ¹⁸ Og han skal fremføre en Væder uden Lyde af Faarene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, saa skal det forlades ham. ¹⁹ Det er et Skyldoffer, han var skyldig for HERREN. Og HERREN talede til Mose og sagde: Naar nogen synder og forgriber sig saare imod HERREN, ved at han lyver for sin Næste, angaaende det ham betroede eller det i hans Værge nedlagte, eller angaaende det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Næste; eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og sværger paa Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: Da skal det ske, naar han saa synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt, hvorom han har svoret paa Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og lægge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det paa sit Skyldoffers Dag. Men for sin Skyld skal han fremføre til HERREN en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Præsten. Og Præsten skal gøre Forligelse for ham for HERRENS Ansigt, saa bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.

⁶ Ilden skal stedse være optændt paa Alteret og maa ikke udslukkes.

¹ Og dette er Loven om Skyldofret; det er en højhellig Ting. ² Paa det Sted, hvor de skulle slagte Brændofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring. ³ Og alt Fedtet deraf skal man ofre, nemlig Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, ⁴ og de to Nyrer, og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tilligemed Nyrerne. ⁵ Og Præsten skal gøre et Røgoffer af dem paa Alteret, som et Ildoffer for HERREN; det er et Skyldoffer. ⁶ Alt Mandkøn iblandt Præsterne skal æde det, det skal ædes paa et helligt Sted; det er en højhellig Ting. ⁷ Ligesom Syndofret er, saa skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved.

¹ Og Arons Sønner, Nadab og Abihu toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for HERRENS Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem. ² Da for en Ild ud fra HERRENS Ansigt og fortærede dem, og de døde for HERRENS Ansigt. ³ Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som HERREN har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav.

⁴⁵ Thi jeg er HERREN, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige; thi jeg er hellig.

⁴ Dette skal være Kahaths Børns Tjeneste ved Forsamlingens Paulun ved de højhellige Ting. ⁵ Naar Lejren rejser, da skulle Aron og hans Sønner komme og nedtage Dækkets Forhæng, og de skulle skjule Vidnesbyrdets Ark derudi.

¹⁵ Og naar og Aron og hans Sønner ere færdige med at tildække Helligdommen og Helligdommens Redskaber, naar Lejren rejser, saa skulle derefter Kathaths Børn komme at bære det, men ikke røre ved Helligdommen og dø. Dette er Kahaths Børns Byrde ved Forsamlingens Paulun.

²⁰ Men de skulde ikke gaa ind at se til, naar de hastelig skjule Helligdommen,

¹² Og Israels Børn sagde til Mose, sigende: Se, vi maa opgive Aanden, vi omkomme, vi omkomme alle sammen! ¹³ Enhver som kommer nær den som kommer nær til HERRENS Tabernakel, han maa dø; mon det da skulde være forbi med os, og vi skulde opgive Aanden?

² Dette skal være Lovens Skik, som HERREN har budet og sagt: Sig til Israels Børn, at de skulle tage til dig en rød Kvie, uden Lyde, paa hvilken ingen Men er, og paa hvilken der ikke er kommet Aag.

¹⁹ Og Israels, Børn sagde til ham: Vi ville gaa op, ad den alfare Vej, og dersom vi drikke af Vandet hos dig, jeg og mit Kvæg, da vil jeg give Betaling derfor; jeg vil slet intet gøre uden at gaa igennem til Fods.

⁴ Og da begrove Ægypterne alle førstefødte, som HERREN havde ihjelslaaet iblandt dem; og HERREN havde holdt Dom over deres Guder.

⁵ Alle disse Stæder vare faste med høje Mure, dobbelte Porte og Stænger; desuden saare mange Stæder, som vare ubefæstede Byer.

¹⁶ Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for HERREN din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvælge, paa de usyrede Brøds Højtid og paa Ugernes Højtid og paa Løvsalernes Højtid; og der skal ingen ses tomhændet for HERRENS Ansigt;

²⁹ de skjulte Ting ere for HERREN vor Gud; men de aabenbare ere for os og for vore Børn evindeligen, at vi skulle gøre efter alle denne Lovs Ord.

³ Og de bøde Folket og sagde: Naar I se HERRENS, eders Guds Pagts Ark, og Præsterne, Leviterne, som bære den, saa skulle I rejse ud fra eders Sted og gaa efter den;

¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;

¹⁷ Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de paa den tredje Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath Jearim.

³ Fra Sihon, som flyder foran Ægypten og indtil Ekrons Landemærke mod Norden, som regnes til Kananiterne; de fem Filisters Fyrster: Den Gaziter og den Asdoditer, den Asklonitel, den Gathiter og den Ekroniter, og Aviterne;

⁹ Og Landemærket bøjer sig fra Bjergets Top til Nefthoa Vandkilde og gaar ud til Stæderne paa Efrons Bjerg, og Landemærket bøjer sig til Baala, det er Kirjath-Jearim. ¹⁰ Og Landemærket gaar fra Baala mod Vesten omkring til det Bjerg Sejr og gaar igennem til den nordre Side af Har-Jearim, det er Kesalon, og det kommer ned til Beth-Semes og gaar igennem Thimna.

⁶⁰ Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, og Rabba; to Stæder og deres Landsbyer.

¹⁴ Og Landemærket gaar videre og bøjer sig om den venstre Side mod Sønden, fra Bjerget, som ligger tværs over for Beth-Horon mod Sønden, og Udgangen derpaa er til Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, Judas Børns Stad; dette er den vestre Side.

¹⁶ og Ajin og dens Marker og Jutta óg dens Marker og Beth-Semes og dens Marker, ni Stæder af disse to Stammer;

¹⁸ Og Juda indtog Gasa og dens Landemærke og Asklon og dens Landemærke og Ekron og dens Landemærke.

³ Filisternes fem Fyrster og alle Kananiterne, og Sidonierne og Heviterne, som boede paa Libanons Bjerg fra Bjerget Baal-Hermon, indtil man kommer til Hamath.

²⁶ Og du skal bygge HERREN et Alter oven paa denne stærke Klippe, hvor den er jævn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Brændoffer ved Træet af Astartebilledet, som du skal omhugge.

¹ Og Samson gik til Gaza, og han saa der en Kvinde, en Skøge, og kom til hende.

⁵ Og Filisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og se, hvorudi hans store Kraft bestaar, og hvormed vi formaa noget imod ham, saa ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville hver give dig tusinde og hundrede Sekel Sølv.

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus.

²³ Men Filisternes Fyrster samledes, for at ofre til deres Gud, Dagon, et stort Offer og for at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand. ²⁴ Og der Folket saa ham, da lovede de deres Gud thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land og slog mange af vore ihjel. ²⁵ Og det skete, der deres Hjerter vare vel til Mode, da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson ud af Fangernes Hus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Pillerne. ²⁶ Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Haand: Lad mig hvile og lad mig føle paa de Piller, som bære Huset, at jeg kan hælde mig op til dem. ²⁷ Og Huset var fuldt af Mænd og Kvinder, der var og alle Filisternes Fyrster, og paa Taget vare ved tre Tusinde Mænd og Kvinder, som saa til, da Samson legede. ²⁸ Men Samson kaldte paa HERREN og sagde: Herre, HERRE! Kære, kom mig i Hu! og styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg maa een Gang hævne mig til Gavns paa Filisterne for begge mine Øjnes Skyld. ²⁹ Og Samson greb omkring de to midterste Piller, som bare Huset, og han støttede sig mod dem, den ene var i hans højre og den anden i hans venstre Haand. ³⁰ Og Samson sagde: Min Sjæl dø med Filisterne! og han bøjede sig med Kraft: Da faldt Huset paa Fyrsterne og paa alt Folket, som vare derudi, og de døde vare flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv.

¹² Og de droge op og belejrede sig i Kirjath-Jearim i Juda; derfor kaldte de det samme Sted Dans Lejr indtil denne Dag, se, den er bag Kirjath-Jearim.

⁴ Og det skete den anden Dag, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de ofrede Brændofre og Takofre.

¹ Og Filisterne toge Guds Ark, og de førte den fra Eben-Ezer til Asdod.

³ Men Asdoditerne stode tidlig op den næste Dag, og se, Dagon var falden paa sit Ansigt til Jorden foran HERRENS Ark; og de toge Dagon og satte ham paa sit Sted igen.

³ Men Asdoditerne stode tidlig op den næste Dag, og se, Dagon var falden paa sit Ansigt til Jorden foran HERRENS Ark; og de toge Dagon og satte ham paa sit Sted igen. ⁴ Og de stode den næste Dag tidlig op om Morgenen, og se, Dagon var falden paa sit Ansigt til Jorden foran HERRENS Ark; og Dagons Hoved og begge hans Hænder laa afhuggne paa Dørtærskelen; kun Dagons Krop stod der endnu.

⁶ Og HERRENS Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder.

⁶ Og HERRENS Haand blev svar over Asdoditerne, og han ødelagde dem; og han slog Folket i Asdod og i dens Landemærker med Bylder. ⁷ Der Folket i Asdod saa, at det gik saaledes til, da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os: thi hans Haand er svar over os og over Dagon, vor Gud.

⁷ Der Folket i Asdod saa, at det gik saaledes til, da sagde de: Israels Guds Ark skal ikke blive hos os: thi hans Haand er svar over os og over Dagon, vor Gud. ⁸ Og de sendte hen og samlede alle Filisternes Fyrster til sig og sagde: Hvad skulle vi gøre med Israels Guds Ark? Og de sagde: Lader Israels Guds Ark flyttes om til Gath; og de bragte Israels Guds Ark om.

⁸ Og de sendte hen og samlede alle Filisternes Fyrster til sig og sagde: Hvad skulle vi gøre med Israels Guds Ark? Og de sagde: Lader Israels Guds Ark flyttes om til Gath; og de bragte Israels Guds Ark om. ⁹ Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var HERRENS Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem.

⁹ Og det skete, efter at de havde bragt den om, da var HERRENS Haand mod Staden med en saare stor Forstyrrelse, og han slog Folket i Staden, baade smaa og store, og der brød Bylder ud paa dem. ¹⁰ Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da raabte Ekroniterne og sagde: De have baaret Israels Guds Ark om til mig for at slaa mig og mit Folk ihjel.

¹⁰ Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da raabte Ekroniterne og sagde: De have baaret Israels Guds Ark om til mig for at slaa mig og mit Folk ihjel.

¹⁰ Da sendte de Guds Ark til Ekron; og det skete, der Guds Ark kom til Ekron, da raabte Ekroniterne og sagde: De have baaret Israels Guds Ark om til mig for at slaa mig og mit Folk ihjel. ¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.

¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar.

¹¹ Saa sendte de hen og samlede alle Filisternes Fyrster og sagde: Sender Israels Guds Ark hen, at den kan komme igen til sit Sted og ikke slaa mig og mit Folk ihjel; thi der var en døds Forstyrrelse i hele Staden; Guds Haand var der meget svar. ¹² Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.

¹² Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.

³ Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive lægte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Haand ikke vilde vige fra eder.

³ Og de sagde: Dersom I sende Israels Guds Ark bort, da sender den ikke bort uden Gave; men I skulle give den et Skyldoffer med tilbage, da skulle I blive lægte, og det skal; blive eder vitterligt, hvorfor hans Haand ikke vilde vige fra eder. ⁴ Da svarede de: Hvad er det for et Skyldoffer, som vi skulle give den med tilbage? Og de sagde: Efter Filisternes Fyrsters Tal, fem Guldbylder og fem Guldmus; thi der har været een Plage over dem alle og over eders Fyrster.

⁴ Da svarede de: Hvad er det for et Skyldoffer, som vi skulle give den med tilbage? Og de sagde: Efter Filisternes Fyrsters Tal, fem Guldbylder og fem Guldmus; thi der har været een Plage over dem alle og over eders Fyrster. ⁵ Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land.

⁵ Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land.

⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse.

¹² Og Køerne gik ret frem paa Vejen, ad Vejen til Beth-Semes, paa den ene alfare Vej gik de stedse og bøgede og vege ikke til højre eller venstre Side; og Filisternes Fyrster gik efter dem indtil Beth-Semes Landemærke.

¹⁴ Og Vognen kom paa Bethsemiteren Josvas Ager og blev staaende der, og der var en stor Sten; og de flakte Træet af Vognen og ofrede Køerne til Brændoffer for HERREN. ¹⁵ Og Leviterne løftede HERRENS Ark ned tillige med Skrinet, som stod ved den, og i hvilket Guldtøjet var, og satte det alt paa den store Sten; og Mændene af Beth-Semes ofrede Brændofre og slagtede Slagtofre paa samme Dag for HERREN. ¹⁶ Og der de fem Filisters Fyrster havde set det, da vendte de tilbage til Ekron paa samme Dag. ¹⁷ Disse ere de Guldbylder, som Filisterne gave med til Skyldoffer: For Asdod een, for Gaza een, for Asklon een, for Gath een, for Ekron een; ¹⁸ og de Guldmus efter Tallet paa alle Filisternes Stæder, som tilhørte de fem Fyrster, saavel de befæstede Stæder, som de ubefæstede Landsbyer, indtil den store Sten Abel, som de satte HERRENS Ark paa, og som er indtil denne Dag paa Bethsemiteren Josvas Ager.

⁹ Saa tog Samuel et diende Lam og ofrede det til et Brændoffer helt for HERREN; og Samuel raabte til HERREN for Israel, og HERREN svarede ham. ¹⁰ Og Samuel ofrede Brændofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men HERREN lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Filisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. ¹¹ Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar. ¹² Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har HERREN hjulpet os. ¹³ Saa bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemærke, og HERRENS Haand var imod Filisterne, saa længe Samuel levede. ¹⁴ Og de Stæder, som Filisterne havde taget fra Israel, kom til Israel igen, fra Ekron og indtil Gath; tilmed udfriede Israel deres Landemærke af Filisternes Haand; men der var Fred imellem Israel og imellem Amoriterne. ¹⁵ Og Samuel dømte Israel alle sine Livsdage. ¹⁶ Og han gik hvert Aar og vandrede. omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Stæder. ¹⁷ Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der HERREN et Alter.

⁵ Og se, Saul kom bagefter Øksnene fra Marken, og Saul sagde: Hvad skader Folket, at de græde? Da fortalte de ham Mændenes Ord af Jabes.

²⁹ Og han sagde: Kære, lad mig fare, thi vor Slægt har et Slagtoffer i Staden, og min Broder har selv paalagt mig det, og nu, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, kære, da tillad mig, at jeg maa se mine Brødre; derfor er han ikke kommen til Kongens Bord.

⁶ Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det hændte sig, at jeg kom paa Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig paa sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere trængte ind paa ham.

²⁰ Giver det ikke til Kende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Askalon, at Filisternes Døtre ikke skulle glæde sig, at de uomskaarnes Døtre ikke skulle fryde sig!

³ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn og toge den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn.

⁷ Da optændtes HERRENS Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, og han døde der ved Guds Ark.

⁹ Og David frygtede for HERREN samme Dag og sagde: Hvorledes skal HERRENS Ark komme til mig?

²² Disse fire vare fødte for Rafa i Gath, og de faldt ved Davids Haand og ved hans Tjeneres Haand.

¹⁸ Og Gad kom til David paa den samme Dag og sagde til ham: Gak op, oprejs HERREN et Alter paa Jebusiteren Aravnas Tærskeplads.

²² Og Aravna sagde til David: Min Herre Kongen tage og ofre det, ham godt synes; se, der er en Okse til Brændofferet og Tærskeslæderne og Tøjet paa Oksen til Veddet.

²⁵ Og David byggede HERREN der et Alter og ofrede Brændofre og Takofre; og HERREN bønhørte Landet, og Plagen holdt op for Israel.

³⁰ Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede HERRENS Alter, som var nedbrudt. ³¹ Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem HERRENS Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel. ³² Og han byggede af de Stene et Alter i HERRENS Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret. ³³ Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet. ³⁴ Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang. ³⁵ Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand. ³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord. ³⁷ Bønhør mig, HERRE! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, HERRE, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage. ³⁸ Da faldt HERRENS Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.

²¹ Saa gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet paa Øksnene, og gav Folket, og de aade; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham.

² Og Ahasia faldt igennem Sprinkelværket i sin Sal Samaria og blev syg; og han sendte Bud og sagde til dem: Gaar hen, adspørger Baal-Sebub, Ekrons Gud, om jeg skal leve efter denne Sygdom.

⁵ Saa samlede David hele Israel fra Ægypten Sihor og til Hamath for at føre Guds Ark fra Kirjath-Jearim. ⁶ Og David og hele Israel drog op til Baalath, til Kirjath-Jearim, som hører til Juda, for at hente Gud HERRENS Ark op derfra, hans, som sidder paa Keruber, og hvis Navn paakaldes. ⁷ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn fra Abinada's Hus og Ussa og Ahio førte Vognen.

⁹ Og der de kom til Kidons Lade da udrakte Ussa sin Haand for at gribe fat paa Arken, thi Øksnene vege ud af Sporet. ¹⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod Ussa, og han slog ham, fordi han udrakte sin Haand til Arken, og han døde der for Guds Ansigt. ¹¹ Da blev David ilde tilfreds, fordi HERREN havde gjort et Skaar paa Ussa, og han kaldte det samme Sted Perez-Ussa indtil denne Dag. ¹² Og David frygtede for Gud paa den samme Dag og sagde: Hvorledes skal jeg lade Guds Ark komme til mig? ¹³ Og David vilde ikke føre Arken til sig i Davids Stad; men han lod den føre hen til Githiten Obed-Edoms Hus.

¹³ Thi fordi I ikke første Gang vare med, har HERREN, vor Gud, gjort et Skaar iblandt os, fordi vi ikke søgte ham, saaledes som ret var. ¹⁴ Saa helligede Præsterne og Leviterne sig til at føre HERRENS, Israels Guds, Ark op. ¹⁵ Og Levi Børn opløftede Guds Ark, saaledes som Mose havde befalet efter HERRENS Ord, paa deres Skuldre, med Stængerne over den.

⁶ Thi han drog ud og stred imod Filisterne og nedrev Murene i Gath og Murene i Jabne og Murene i Asdod og byggede Stæder ved Asdod og iblandt Filisterne.

⁴ Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred

² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

³¹ Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder? ³² Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har jort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

⁴⁴ Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.

⁴ Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela.

¹⁰ Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.

³ Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.

⁷ For din Trusel, Jakobs Gud! er baade Hest og Vogn falden i den dybe Søvn.

⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. ⁶¹ Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

⁸ Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,

¹¹ Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle.

⁶ Men du har forskudt dit Folk Jakobs Hus; thi de have fuldt op af Østens Væsen og ere Tegnsudlæggere som Filisterne, og de have Behag i de fremmedes Børn.

¹ Profeti imod Ægypten. Se, HERREN farer paa en let Sky og kommer til Ægypten, og Ægyptens Afguder skulle bæve for hans Ansigt og Ægypternes Hjerte blive modfaldent i deres Inderste:

¹¹ HERRE! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

¹² De skulle tillægge HERREN Ære og kundgøre hans Lov paa Øerne.

¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN.

¹² Thi gaar dog til mit Sted, som var i Silo, hvor jeg lod mit Navn bo i Begyndelsen, og ser, hvad jeg har gjort ved det for mit Folk Israels Ondskahs Skyld.

¹⁴ Saa vil jeg gøre ved dette Hus, som er kalæt efter mit Navn; og paa hvilket I forlade eder, og ved det Sted, som jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg har gjort ved Silo.

¹⁶ Giver HERREN eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde paa Mørkets Bjerge, og I skulle forvente Lys, men han skal gøre det til Dødens Skygge og omskifte det til Mørkhed.

²⁰ og den hele Hob af alle Haande Folk og alle Kongen Landet Uz og alle Konger i Fillsternes Land, Askalon. og Gaza og Ekron og de overblevne af Asdod,

² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt.

⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget.

⁴ Hvad Høskrækken lod overblive aad Græshoppen, og hvad Græshoppen lod overblive, aad Oldenborren, og hvad Oldenborren lod overblive, aad Kornormen. ⁵ Vaagner op, I drukne, og græder! og hyler, alle I, som drikke Vin, over Mosten! thi den er reven bort fra eders Mund. ⁶ Thi et Folk er draget op. over mit Land, stærkt og ikke til at tælle; det har Tænder som Løvers Tænder og Kindtænder som Løvindens. ⁷ Det har ødelagt mit Vintræ og knækket mit Figentræ; det har gjort det aldeles bart og kastet det ned, Rankerne derpaa ere blevne hvide.

²⁵ Og jeg vil godtgøre eder Aarene, i hvilke Græshoppen, Oldenborren og Kornormen og Høskrækken fortærede, denne min store Hær, som jeg havde sendt paa eder.

⁷ derfor vil jeg sende en Ild paa Gazas Mur, og den skal fortære dens Paladser. ⁸ Og jeg vil udrydde Indbyggerne fra Asdod og den, som fører Spiret, fra Askalon; og jeg vil vende min Haand imod Ekron, og de overblevne af Filisterne skulle omkomme, siger den Herre, HERRE.

⁶ Eller mon del stødes i Trompeten i en Stad, uden at Folket forfærdes? eller mon der sker en Ulykke i en Stad, og HERREN ikke har gjort den?

² Gaar over til Kalne og ser, og gaar derfra til det store Hamath, og drager ned til Filisternes Gath! mon de ere lykkeligere end disse Riger eller mon deres Landemærke er større end eders Landemærke?

⁶ Hvormed skal jeg komme HERREN i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve? ⁷ Ion HERREN vil have Behag i Tusinder af Vædre, i ti Tusinder af Oliebække mon jeg skal give min førstefødte for min Overtrædelse, min Livsfrugt som Syndoffer for min Sjæl? ⁸ Han har kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er, og hvad HERREN kræver af dig: Kun det at gøre Ret og at elske Miskundhed og at vandre ydmygelig med din Gud. ⁹ HERRENS Røst raaber til Staden - og dit Navn ser efter Visdom -; hører Riset! og hvo har beskikket det?

⁵ Askalon skal se det og frygte, ligesaa Gaza, og den skal vorde saare bange, samt Ekron; thi dens Haab er blevet til Skamme; og Gaza skal miste sin Konge, og Askalon skal ikke bebos. ⁶ Og der skal bo Horebørn i Asdod, og jeg vil udrydde Filisternes Hovmod.

² Dersom I ikke høre det, og dersom I ikke lægge det paa Hjerte at give mit Navn Ære, siger den HERRE Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser; ja, jeg har allerede forbandet dem, fordi I ikke ville lægge det paa Hjerte.

² Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan, bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud.

⁴ og der han havde forsalmet alle de Ypperstepræster og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes.

⁸ Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand.

³⁷ Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen.

³¹ Men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei ned, og der han saae ham, gik han forbi.

²⁴ Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde været blind, og sagde til ham; giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

¹⁸ Lader Ingen tage klenodiet fra Eder, som finder Behag i ydmygelse og Engles Dyrkelse, indladende sig i Ting, som han ikke har seet, forfængeligen opblæst af sit kjødelige Sind,

¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

¹⁷ Thi det er Tiden, at Dommen skal begynde fra Guds Huus; men begynder den først fra os, hvad Ende vil det faae med den, som ikke troe Guds Evangelium?

¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹³ Og i samme Stund skete et stort Jordskjælv, og Tiendedelen af Staden faldt, og der bleve ihjelslagne i Jordskjælvet syv tusinde personer; og de andre bleve forfærdede og gave Himmelens Gud Ære.

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

⁹ Og Menneskene brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke at give ham Ære.