1 Samuel 7 Cross References - Danish

¹ Og Mændene af Kirjath-Jearim kom og hentede HERRENS Ark op og førte den til Abinadabs Hus paa Højen; og de helligede hans Søn Eleasar til at tage Vare paa HERRENS Ark. ² Og fra den Dag, at Arken blev i Kirjath-Jearim, forløb lang Tid, saa at det blev tyve Aar, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN. ³ Da talede Samuel til al Israels Hus, sigende: Dersom I omvende eder til HERREN af eders ganske Hjerte, saa borttager de fremmede Guder og Astartebillederne af eders Midte, og bereder eders Hjerte til HERREN og tjener ham alene, og han skal fri eder af Filisternes Haand. ⁴ Da borttoge Israels Børn Baal- og Astartebillederne, og de tjente HERREN alene. ⁵ Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til HERREN. ⁶ Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for HERRENS Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for HERREN; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa. ⁷ Der Filisterne hørte, at Israels Børn havde samlet sig i Mizpa, da droge Filisternes Fyrster op mod Israel; der Israels Børn hørte det, da frygtede de for Filisternes Ansigt. ⁸ Og Israels Børn sagde til Samuel: Hør ikke op med at raabe for os til HERREN vor Gud, at han frelser os fra Filisternes Haand. ⁹ Saa tog Samuel et diende Lam og ofrede det til et Brændoffer helt for HERREN; og Samuel raabte til HERREN for Israel, og HERREN svarede ham. ¹⁰ Og Samuel ofrede Brændofret, og Filisterne kom frem til Krigen imod Israel; men HERREN lod tordne med en svar Torden paa den samme Dag over Filisterne og forfærdede dem, og de bleve slagne for Israels Ansigt. ¹¹ Og Israels Mænd droge ud af Mizpa og forfulgte Filisterne; og de sloge dem indtil neden for Beth-Kar. ¹² Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har HERREN hjulpet os. ¹³ Saa bleve Filisterne ydmygede og kom ikke ydermere i Israels Landemærke, og HERRENS Haand var imod Filisterne, saa længe Samuel levede. ¹⁴ Og de Stæder, som Filisterne havde taget fra Israel, kom til Israel igen, fra Ekron og indtil Gath; tilmed udfriede Israel deres Landemærke af Filisternes Haand; men der var Fred imellem Israel og imellem Amoriterne. ¹⁵ Og Samuel dømte Israel alle sine Livsdage. ¹⁶ Og han gik hvert Aar og vandrede. omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Stæder. ¹⁷ Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der HERREN et Alter.

⁷ Og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for HERREN, som aabenbaredes for ham. ⁸ Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for HERREN og paakaldte HERRENS Navn.

¹⁴ Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: HERREN skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa HERRENS Bjerg skal ses.

¹⁸ Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, som han havde lagt under sit Hoved, og oprejste den til en Mindesten og øste Olie oven paa den. ¹⁹ Og han kaldte det samme Steds Navn Bethel, men ellers var Lus Stadens Navn fra Begyndelsen.

⁴⁵ Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke. ⁴⁶ Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben. ⁴⁷ Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead. ⁴⁸ Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead, ⁴⁹ og Mizpa; thi han sagde: HERREN skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne. ⁵⁰ Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig. ⁵¹ Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig, ⁵² denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde.

²⁰ Og han oprejste der et Alter og kaldte det: Gud er Israels Gud.

² Da sagde Jakob til sit Hus og til alle, som vare med ham: Bortkaster de fremmede Guder, som ere iblandt eder, og renser eder og omskifter eders Klæder!

⁷ Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder.

¹⁴ Saa oprejste Jakob et Mindesmærke paa det Sted, hvor han taled med ham, et Mindesmærke af Sten og Øste Drikoffer derpaa og over Øste det med Olie.

²³ Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og HERREN lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og HERREN lod regne Hagel over Ægyptens Land. ²⁴ Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land. ²⁵ Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken.

¹⁰ Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til HERREN.

¹⁵ Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: HERREN er mit Banner.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig,

¹³ Du skal frygte HERREN din Gud og tjene ham, og ved hans Navn skal du sværge.

² og HERREN din Gud har givet dem hen for dit Ansigt, og du har slaget. dem: Da skal du bandlyse dem; du skal ikke gøre Pagt med dem og ej bevise dem Naade.

¹⁶ Og du skal tilintetgøre alle de Folk, som HERREN din Gud giver i din Vold, dit Øje skal ikke spare dem; og du skal ikke tjene deres Guder, thi det skal blive dig til en Snare.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

⁴ I skulle vandre efter HERREN eders Gud og frygte ham og holde hans Bud og høre hans Røst og tjene ham og hænge ved ham.

³ Og han skal sige til dem: Hør, Israel! I nærme eder i Dag til Striden imod eders Fjender, lader eders Hjerte ikke blive modløst, frygter ikke og forfærdes ikke og gruer ikke for deres Ansigt! ⁴ Thi HERREN eders Gud er den som gaar med eder, at stride for eder imod eders Fjender for at frelse eder

² og du omvender dig til HERREN din Gud, og du hører hans Røst, aldeles som jeg byder dig i Dag, du og dine Børn, af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; ³ da skal HERREN din Gud vende dit Fangenskab og forbarme sig over dig og atter samle dig fra alle de Folk, til hvilke HERREN din Gud havde bortspredt dig. ⁴ Om nogen af dig var fordreven til Himmelens Ende, skal HERREN din Gud samle dig derfra og tage dig derfra. ⁵ Og HERREN din Gud skal føre dig til det Land, som dine Fædre ejede, og du skal eje det, og han skal gøre vel imod dig og formere dig mere end dine Fædre. ⁶ Og HERREN din Gud skal omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte, at du skal elske HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl, at du maa leve. ⁷ Og HERREN din Gud skal lægge alle disse Forbandelser paa dine Fjender og paa dem, som hade dig, og som have forfulgt dig. ⁸ Men du skal omvende dig og høre paa HERRENS Røst, og du skal gøre efter alle hans Bud, som jeg byder dig i Dag. ⁹ Og HERREN din Gud skal give dig Overflod under alle dine Hænders Gerninger af dit Livs Frugt og af dit Kvægs Frugt og af dit Lands Frugt, dig til Gode; thi HERREN vil atter glæde sig over dig til det gode, ligesom han glædede sig over dine Fædre, ¹⁰ naar du hører paa HERREN din Guds Røst, saa at du holder hans Bud og hans Skikke, det som er skrevet i denne Lovbog; naar du omvender dig til HERREN din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl

⁹ Og tolv Stene oprejste Josva midt i Jordanen, nede, hvor Præsterne, som bare Pagtens Ark, havde staaet med deres Fødder, og de ere der indtil denne Dag.

²⁰ Og de tolv Stene, som de toge af Jordanen, oprejste Josva i Gilgal. ²¹ Og han sagde til Israels Børn: Naar eders Børn herefter spørge deres Fædre og sige: Hvad betyde disse Stene ²² da skulle I kundgør eders Børn det og sige: Israel gik paa det tørre igennem denne Jordan, ²³ thi HERREN eders Gud udtørrede Jordanens Vande for eders Ansigt, indtil I kom over, ligesom HERREN eders Gud gjorde ved det røde Hav, hvilket han udtørrede for vort Ansigt, indtil vi kom over, ²⁴ at alle Folk paa Jorden skulle kende HERRENS Haand, at den er stærk, at I skulle frygte HERREN eders Gud alle Dage.

¹⁰ Og HERREN forskrækkede dem for Israels Ansigt, saa han slog dem med et svart Slag ved Gibeon; og han forfulgte dem paa Vejen, hvor man gaar op til Beth-Horon, og slog dem indtil Aseka og indtil Makkeda.

³⁸ og Dilan og Mizpe og Joktheel,

¹⁴ Og Landemærket gaar videre og bøjer sig om den venstre Side mod Sønden, fra Bjerget, som ligger tværs over for Beth-Horon mod Sønden, og Udgangen derpaa er til Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, Judas Børns Stad; dette er den vestre Side.

¹⁴ Saa frygter nu HERREN og tjener ham i Oprigtighed og i Sandhed, og borttager de Guder, som eders Fædre tjente paa hin Side Floden og i Ægypten, og tjener HERREN!

²³ Saa borttager nu de fremmede Guder, som ere midt iblandt eder, og bøjer eders Hjerter til HERREN, Israels Gud.

²⁶ Og Josva skrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og lod den oprejse der under Egen, som var ved HERRENS Helligdom. ²⁷ Og Josva sagde til alt Folket: Se, denne Sten skal være til Vidnesbyrd imod os, thi den har hørt alle HERRENS Ord, som han har talet med os; ja, den skal være til Vidnesbyrd imod eder, at I ikke skulle fornægte eders Gud.

⁴ Og det skete, der HERRENS Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd.

¹¹ Da gjorde Israels Børn det onde for HERRENS Øjne, og de tjente Baalerne.

¹³ Og de forlode HERREN og tjente Baal og Astharoth.

¹⁶ Og HERREN oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.

¹⁰ Og HERRENS Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og HERREN gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Haand var stærk over Kusan-Risathaim.

¹⁰ Og HERRENS Aand var over ham, og han dømte Israel og drog ud til Krig, og HERREN gav Kusan-Risathaim, Kongen af Aram, i hans Haand, og hans Haand var stærk over Kusan-Risathaim. ¹¹ Og Landet havde Ro fyrretyve Aar; og; Othniel, Kenas Søn, døde.

¹⁵ Da forfærdede HERREN Sisera og alle Vognene og al Hæren ved skarpe Sværd for Baraks Ansigt; og Sisera steg af Vognen og flyede til Fods.

¹⁷ Men Sisera flyede til Fods til Jaels, Keniteren Hebers Hustrus, Telt, thi der var Fred imellem Jabin, Kongen af Hazor, og imellem Keniteren Hebers Hus.

⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.

¹⁰ I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde paa Tæpper, og I, som gaa paa, Vejen, taler frit!

²⁰ Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera.

²⁶ Og du skal bygge HERREN et Alter oven paa denne stærke Klippe, hvor den er jævn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Brændoffer ved Træet af Astartebilledet, som du skal omhugge.

²⁸ Og Mændene i Staden stode aarle op om Morgenen, og se, da var Baals Alter nedbrudt, og Astartebilledet, som var derhos, var omhugget; og den anden Okse var ofret paa det byggede Alter.

⁴ Og han havde tredive Sønner, som rede paa tredive Asenfoler, og de havde tredive Stæder; dem kaldte de Jairs Byer indtil denne Dag, de ligge i Gileads Land.

⁶ Og Israels Børn bleve ved at gøre ondt for HERRENS Øjne og tjente Baalerne og Astarterne og Syriens Guder og Zidons Guder og Moabs Guder og Ammons Børns Guder og Filisternes Guder; og de forlode HERREN og tjente ham ikke.

¹⁰ Da raabte Israels Børn til HERREN og sagde: Vi have syndet imod dig, fordi vi have forladt vor Gud og tjent Baalerne.

¹⁵ Da sagde Israels Børn til HERREN: Vi have syndet; gør du rned os efter alt det, som er godt for dine Øjne; dog, kære, udfri os paa denne Dag. ¹⁶ Og de kastede de fremmedes Guder bort fra sig og I tjente HERREN; og han ynkedes inderlig over Israels Nød.

¹⁶ Og de kastede de fremmedes Guder bort fra sig og I tjente HERREN; og han ynkedes inderlig over Israels Nød.

¹⁴ Og han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som rede paa halvfjerdsindstyve Asenfoler; og han dømte Israel otte Aar.

¹ Og Israels Børn bleve ved at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Haand fyrretyve Aar.

⁵ thi se, du skal vorde frugtsommelig og føde en Søn, og paa hans Hoved skal ikke komme Ragekniv; thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af, og han skal begynde at frelse Israel af Filisternes Haand.

¹ Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til HERREN i Mizpa.

⁴ Og det skete den anden Dag, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de ofrede Brændofre og Takofre. ⁵ Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen med op til Forsamlingen af alle Israels Stammer til HERREN? Thi der var svoret en høj Ed imod den, som ikke kom op til HERREN i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.

¹ Og der var en Mand fra Ramathaim-Zofim fra Efraims Bjerg, og hans Navn var Elkana, en Søn af Jeroham, som var en Søn af Elihu, der var en Søn af Thobu, Efratiteren Zufs Søn.

¹⁵ Og Hanna svarede og sagde: Det er ikke saa, min Herre; jeg er en Kvinde, som er hart bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin eller stærk Drik; men jeg har udøst mit Hjerte for HERRENS Ansigt

¹⁹ Óg de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for HERRENS Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Hus i Rama; og Elkana kendte Hanna sin Hustru, og HERREN kom hende i Hu.

¹⁰ De, som trætte med HERREN, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; HERREN skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.

¹ Og Samuels Ord skete til al Israel, og Israel drog ud imod Filisterne til Krig, og de lejrede sig ved Eben-Ezer, men Filisterne havde lejret sig i Afek.

¹ Og Filisterne toge Guds Ark, og de førte den fra Eben-Ezer til Asdod.

¹⁴ Og Vognen kom paa Bethsemiteren Josvas Ager og blev staaende der, og der var en stor Sten; og de flakte Træet af Vognen og ofrede Køerne til Brændoffer for HERREN. ¹⁵ Og Leviterne løftede HERRENS Ark ned tillige med Skrinet, som stod ved den, og i hvilket Guldtøjet var, og satte det alt paa den store Sten; og Mændene af Beth-Semes ofrede Brændofre og slagtede Slagtofre paa samme Dag for HERREN.

²¹ Og de sendte Bud til Indbyggerne Kirjath-Jearim og lode sige: Filisterne have ført HERRENS Ark tilbage, kommer ned og henter den op til eder!

⁶ Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for HERRENS Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for HERREN; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.

¹² Da tog Samuel en Sten og satte den imellem Mizpa og imellem Sen og kaldte dens Navn Eben-Ezer; og han sagde: Hidindtil har HERREN hjulpet os.

¹⁶ Og han gik hvert Aar og vandrede. omkring til Bethel og Gilgal og Mizpa og dømte Israel i alle disse Stæder. ¹⁷ Og han kom tilbage til Rama, thi der var hans Hus, og der dømte han Israel; og han byggede der HERREN et Alter.

⁴ Da samlede sig alle de Ældste af Israel, og de kom til Samuel i Rama.

¹² Og de svarede dem og sagde: Ja, se, der for dit Ansigt; skynd dig nu, thi i Dag er han kommen i Staden, efterdi Folket har Slagtoffer i Dag paa Høj en.

⁸ Og du skal gaa ned for mit Ansigt til Gilgal, og se, jeg vil komme ned til dig til at ofre Brændoffer og at slagte Takofre; syv Dag skal du bie, indtil jeg kommer til dig, saa vil jeg lade dig vide, hva du skal gøre.

¹⁷ Og Samuel lod Folket kalde til Hobe til HERREN i Mizpa.

¹⁵ Da gik alt Folket til Gilgal og gjorde der Saul til Konge for HERRENS Ansigt i Gilgal og slagtede der Takofre for HERRENS Ansigt; og Saul glædede sig der og alle Israels Mænd saare meget.

¹ Da sagde Samuel til al Israel: Se jeg hørte eders Røst i alt det, I sagde til mig, og jeg har sat en Konge til at regere over eder.

¹¹ Da sendte HERREN Jerub-Baal og Bedan og Jeftha og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Haand trindt omkring, at I boede tryggeligen.

¹⁷ Er det ikke Hvedehøst i Dag? Jeg vil kalde paa HERREN, saa skal han give Torden og Regn: Saa vider og ser, at det onde, som I have gjort for HERRENS Øjne, er stort, idet at I have begæret eder en Konge

¹⁹ Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til HERREN din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge. ²⁰ Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke! I have vel gjort alt dette onde; viger dog ikke fra HERREN, men tjener HERREN i eders ganske Hjerte! ²¹ Og viger ikke af; thi saa følge I forfængelige Ting, sorn ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed. ²² Thi HERREN skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi HERREN har, haft Villie til at gøre eder til sit Folk. ²³ Ogsaa jeg - det være langt fra mig at synde imod HERREN, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej.

²³ Ogsaa jeg - det være langt fra mig at synde imod HERREN, at jeg skulde lade af at bede ydmygeligen for eder; men jeg vil lære eder den gode og den rette Vej. ²⁴ Frygter ikkun HERREN og tjener ham i Sandhed af eders ganske Hjerte; thi ser, hvor store Ting han gør imod eder.

¹ Saul var . . . Aar, da han blev Konge, og han regerede paa andet Aar over Israel. ² Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. ³ Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det! ⁴ Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besætning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal. ⁵ Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. ⁶ Der Israels Mænd saa sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Taarne og i Grøfterne.

⁶ Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaa over til disse uomskaarnes Besætning, maaske HERREN udretter noget for os; thi hos HERREN er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved faa. ⁷ Og hans Vaabendrager sagde til ham: Gør alt det, som er i dit Hjerte; bøj af Vejen, se, jeg er med dig efter dit Hjerte. ⁸ Og Jonathan sagde: Se, vi gaa over til Mændene og lade os se af dem. ⁹ Dersorn de sige saaledes til os: Staar stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staa paa vort Sted og ikke gaa op til dem. ¹⁰ Men dersom de sige saaledes: Kommer op til os, saa ville vi stige op; thi HERREN har givet dem i vor Haand; og dette skal være os et Tegn. ¹¹ Der de begge bleve sete af Filisternes Besætning, da sagde Filisterne: Se, Hebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig. ¹² Og Mændene i Besætningen tiltalede Jonathan og hans Vaabendrager og sagde: Kommer op til os, saa ville vi lære eder noget. Da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stig op efter mig; thi HERREN har givet dem i Israels Haand. ¹³ Og Jonathan steg op paa sine Hænder og paa sine Fødder og hans Vaabendrager efter ham; da faldt de for Jonathans Ansigt, og hans Vaabendrager slog ihjel efter ham. ¹⁴ Og det første Slag, som Jonathan og hans Vaabendrager slog, var ved tyve Mand, paa omtrent den halve Længde af en Dags Pløjeland. ¹⁵ Og der var en Forfærdelse i Lejren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og den ødelæggende Skare bleve ogsaa forfærdede, ja, Landet skælvede; thi det var en Forfærdelse fra Gud. ¹⁶ Og Sauls Skildvagt i Gibea i Benjamin saa til, og se, Hoben splittedes og gik, og de stødte hverandre.

²⁰ Og Saul og alt det Folk, som var hos ham, blev sammenkaldt, og de kom til Striden, og se, den enes Sværd var imod den andens, og der var en saare stor Forstyrrelse. ²¹ Og de Hebræer, som havde været med Filisterne tilforn, og som vare dragne op med dem i Lejren trindt omkring, de kom ogsaa for at være med Israel, som var med Saul og Jonathan. ²² Og alle Israls Mænd, som havde skjult sig paa Efraims Bjerg, der de hørte, at Filisterne flyede, da satte de efter dem i Striden. ²³ Saa frelste HERREN Israel paa den samme Dag, og Striden naaede forbi Beth-Aven.

² Men Samuel sagde: Hvorledes kan jeg gaa? thi Saul skulde høre det og slaa mig ihjel; da sagde HERREN: Tag en Kalv af Kvæget med dig, og du skal sige: Jeg er kommen at slagte Slagtoffer for HERREN.

¹¹ Der Saul og al Israel hørte disse Filisternes Ord, da bleve de forf ærdede, og de frygtede saare.

⁴⁹ Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. ⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden. ⁵¹ Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Sværd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne saa, at den vældige iblandt dem var død, da flyede de. ⁵² Da gjorde Israels og Judas Mænd sig rede og raabte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Saarajim og indtil Gath og indtil Ekron. ⁵³ Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr.

¹⁸ Og David flyede og undkom og kom til Samuel i Rama og gav ham alt det til Kende, som Saul havde gjort ham; og han og Samuel gik hen, og de bleve i Najoth. ¹⁹ Og det blev Saul tilkendegivet, og der sagdes: Se, David er i Najoth i Rama. ²⁰ Da sendte Saul Bud, at de skulde hente David, og de saa en Forsamling af Profeter, som profeterede, og Samuel, som var sat over dem, stod hos; og Guds Aand kom over Sauls Bud, saa at ogsaa de profeterede. ²¹ Der de gave Saul det til Kende, da sendte han andre Bud, og de profeterede ogsaa; og Saul sendte ydermere tredje Gang Bud, og de profeterede ogsaa. ²² Siden gik han selv til Rama, og der han kom til den store Brønd, som er i Seku, da spurgte han og sagde: Hvor er Samuel og David? og en sagde: Se, de ere i Najoth i Rama. ²³ Da gik han derhen til Najoth i Rama; og Guds Aand kom ogsaa over ham, og han vedblev at gaa og profetere, indtil han kom til Najoth i Rama.

¹ Og Samuel døde, og al Israel samlede sig og sørgede over ham, og de begrove ham i hans Hjem udi Rama, og David gjorde sig rede og drog ned til Ørken i Paran.

³ Men Samuel var død, og al Israel havde sørget over ham og begravet ham i Rama, og det ved hans Stad; og Saul havde bortskaffet Spaakvinder og Tegnsudlæggere af Landet. ⁴ Og der Filisterne samledes og kom og lejrede sig i Sunem, da samlede Saul al Israel, og de lejrede sig i Gilboa. ⁵ Der Saul saa Filisternes Lejr, da frygtede han, og hans Hjerte var saare forfærdet.

¹ Og Filisterne strede imod Israel, og Israels Mænd flyede for Filisternes Ansigt, og de faldt ihjelslagne paa Gilboas Bjerg. ² Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner, og Filisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malkisua, Sauls Sønner. ³ Og Kampen blev svar imod Saul, og Skytterne, som førte Bue, naaede ham, og han blev saare angest for Skytterne. ⁴ Da sagde Saul til sin Vaabendrager: Drag dit Sværd ud og stik mig igennem dermed, at ikke disse uomskaarne skulle komme og gennemstikke mig og handle ilde med mig; men hans Vaabendrager vilde ikke, thi han frygtede saare; da tog Saul Sværdet og styrtede sig deri. ⁵ Der hans Vaabendrager saa, at Saul var død, da styrtede ogsaa han sig i sit Sværd og døde med ham. ⁶ Saa døde Saul og hans tre Sønner og hans Vaabendrager, ogsaa alle hans Mænd til Hobe paa den samme Dag. ⁷ Og der Israels Mænd, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Mænd vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Stæderne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem.

¹⁰ Og de lagde hans vaaben i Astarte-Billedernes Hus og hængte hans Krop ud paa Muren i Bethsan.

² Og David gjorde sig rede og gik hen, han og alt Folket, som var hos ham, fra Baale-Juda, for derfra at føre Guds Ark op, over hvilken der nævnes et Navn, den HERRE Zebaoths Navn, som sidder over Keruber. ³ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn og toge den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn. ⁴ Saa toge de den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen, og fulgte med Guds Ark; men Ahio gik foran Arken.

¹⁴ Thi vi dø visselig og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, hvilket ikke samles; men Gud tager ikke Livet bort, men tænker over, at den udstødte ikke altid skal være udstødt fra ham.

¹⁴ HERREN tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. ¹⁵ Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem:

⁴⁷ og de tage det igen til Hjerte i Landet, hvori de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, have været ugudelige; ⁴⁸ og de vende sig til dig af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl i deres Fjenders Land, som have taget dem fangne, og de bede til dig, vendte imod deres Land, som du har givet til deres Fædre, imod Staden, som du udvalgte, og Huset, som jeg har bygget for dit Navn:

³³ fordi de have forladt mig og nedbøjet sig for Astoreth, Zidoniernes Gud, for Kamos, Moabiternes Gud, og for Milkom, Ammons Børns Gud, og de have ikke vandret i mine Veje til at gøre, hvad ret var for mine Øjne, og mine Skikke og mine Forskrifter som David hans Fader.

³⁰ Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede HERRENS Alter, som var nedbrudt.

³⁰ Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket, kom frem til ham, og han helede HERRENS Alter, som var nedbrudt. ³¹ Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem HERRENS Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel.

³¹ Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem HERRENS Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel. ³² Og han byggede af de Stene et Alter i HERRENS Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret.

³² Og han byggede af de Stene et Alter i HERRENS Navn, og han gjorde, en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret. ³³ Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.

³³ Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet. ³⁴ Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang.

³⁴ Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang. ³⁵ Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand.

³⁵ Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand. ³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.

³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord. ³⁷ Bønhør mig, HERRE! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, HERRE, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage. ³⁸ Da faldt HERRENS Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.

²³ Der alle Stridshøvedsmændene, de og deres Mænd, hørte, at Kongen af Babel havde sat Gedalia over dem, da kom de til Gedalia til Mizpa, baade Ismael, Nethanias Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og Seraja, Netofatiten Thanhumeths Søn, og Maakatiten Jaasanias Søn, de og deres Mænd.

⁵ Saa samlede David hele Israel fra Ægypten Sihor og til Hamath for at føre Guds Ark fra Kirjath-Jearim. ⁶ Og David og hele Israel drog op til Baalath, til Kirjath-Jearim, som hører til Juda, for at hente Gud HERRENS Ark op derfra, hans, som sidder paa Keruber, og hvis Navn paakaldes. ⁷ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn fra Abinada's Hus og Ussa og Ahio førte Vognen.

¹⁹ Giver nu eders Hjerte og eders Sjæl hen til at søge HERREN eders Gud, og gører eder rede og bygger Gud HERRENS Helligdom for at indføre HERRENS Pagts Ark og Guds Helligdoms Kar i Huset, som skal bygges for HERRENS Navn.

⁹ Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.

³ Dog er der nogle gode Ting fundne hos dig, at du har borttaget Astartebillederne af Landet og beredet dit Hjerte til at søge Gud.

³ Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge HERREN og lod udraabe en: Faste over al Juda.

¹⁹ for hver den, som har beredet sit Hjerte til at søge Gud HERREN, sine Fædres Gud, om det end ikke er efter Helligdommens Renhed!

²¹ Og jeg lod der udraabe en Faste ved den Flod Ahava for at ydmyge os for vor Guds Ansigt for at bede ham om en lykkelig Rejse for os og vore smaa Børn og alt vort Gods. ²² Thi jeg skammede mig ved at begære Krigsmagt og Ryttere af Kongen til at hjælpe os imod Fjenden paa Vejen; thi saaledes havde vi sagt til Kongen: Vor Guds Haand er over alle dem, som søge ham, til det gode, og hans Styrke og hans Vrede er over alle dem, som forlade ham. ²³ Saa fastede vi og bade til vor Gud derom, og han bønhørte os.

⁵ Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til HERREN min Gud, ⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen. ⁷ Fra vóre Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgerningers Skyld ere vi, ja vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, givne hen til Sværd, til Fangenskab og til Rov og til vore Ansigters Blusel, som det ses paa denne Dag. ⁸ Men nu er et lidet Øjeblik sket os Naade af HERREN vor Gud, at han ladet os nogle undkomne blive tilovers og sat os som en Nagle paa sit hellige Sted, saa at vor Gud har opklaret vore Øjne og givet os et lidet Livsophold i vor Trældom; ⁹ thi vi ere Tr ælle; dog vor Gud har ikke forladt os i vor Trældom; og han har tilvendt os Miskundhed hos Kongerne i Persien for at give os Livsophold, at vi kunde opføre vor Guds Hus og oprejse dets øde Steder, og for at give os et Gærde i Juda og Jerusalem. ¹⁰ Og nu, vor Gud, hvad skulle vi sige herefter? da vi have forladt dine Bud,

¹ Og paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned forsamledes Israels Børn med Faste og med Sæk og med Jord paa sig.

¹ Og paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned forsamledes Israels Børn med Faste og med Sæk og med Jord paa sig. ² Og Israels Sæd adskilte sig fra alle de fremmede, og de stode og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger. ³ Og de stode op paa deres Sted og læste i HERREN deres Guds Lovbog Fjerdeparten af Dagen, og den anden Fjerdepart aflagde de Bekendelsen og tilbade HERREN deres Gud.

²⁷ Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og disse trængte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du fra Himmelen, og efter din megen Barmhjertighed gav du dem Frelsere, og disse frelste dem af deres Fjenders; Haand.

¹³ Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham, ¹⁴ dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,

²⁰ Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt.

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han?

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

⁶ Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget?

¹¹ Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. ¹² Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. ¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder.

³ Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. ⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld. ⁵ Thi mine Misgernger ere gaaede mig over Hovedede ere blevne mig for svare som en svar Byrde. ⁶ Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld. ⁷ Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder. ⁸ Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.

³ Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; skal jeg dog komme og ses Guds Ansigt?

¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

⁸ Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

⁶ Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

² Vi takke dig, Gud! vi takke, og nær er dit Navn; man fortæller dine underfulde Gerninger.

¹⁶ Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. ¹⁷ Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. ¹⁸ De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem.

³ Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed! ⁴ Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand!

³ Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. ⁴ Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede.

⁶ Mose og Aron iblandt hans Præster og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn, raabte til HERREN, og bønhørte dem.

⁶ Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.

³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

⁶ Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark.

¹ Det staar til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet; men Tungens Svar er fra HERREN.

¹⁹ Paa denne Dag skal der være et Alter for HERREN midt i Ægyptens Land og en Mindestøtte for HERREN ved dets Grænse.

⁴ Maaske HERREN din Gud vil høre Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt; saa opløft en Bøn for de overblevne, som findes.

³ Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som bæres af mig fra Moders Skød af! ⁴ Ja, indtil eders Alderdom skal jeg være den samme og bære eder indtil eders graa Haar; jeg har gjort det og skal fremdeles holde eder oppe, og jeg vil bære eder og lade eder undkomme.

¹¹ Bort, bort! drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af dens Midte, renser eder, I, som bærer HERRENS Kar!

⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹ For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems jeg ekke være stille, indtil dens Retfærlighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder.

⁶ Paa dine Mule, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller deri ganske Nat; I, som paaminde om HERREN, tier ikke! ⁷ Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.

¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN.

¹³ Kend ikkun din Misgerning; thi du har gjort Overtrædelse imod HERREN din Gud, og du er løben hid og did paa dine Veje til fremmede Guder under hvert grønt Træ, men paa min Røst have I ikke hørt, siger HERREN. ¹⁴ Omvender eder, I frafaldne Børn! siger HERREN; thi jeg er eders Husbonde, og jeg vil tage eder, een af en Stad og to af en Slægt og føre eder til Zion.

²² Saa vender om, I frafaldne Børn! jeg vil læge eders Afvigelser. "Se, her ere vi, vi komme til dig; thi du er HERREN vor Gud. ²³ Sandelig, det er idel Bedrageri med Tummelen paa Bjergene; sandelig, Israels Frelse er i HERREN vor Gud. ²⁴ Og Skændsel har fortæret vore Fædres Arbejde, fra og deres store Kvæg, deres Sønner og deres Døtre. ²⁵ Vi maa ligge i vor Skændsel og vor Skam skjule os; thi vi have syndet imod HERREN vor Gud, vi og vore Fædre, fra vor Ungdom af og indtil denne Dag; og vi vare ikke HERREN vor Guds Røst lydige".

³ Thi saa siger HERREN til Judas Mænd og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne! ⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!

⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.

¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.

¹¹ Mine Øjne forsmægte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelæggelse, idet de spæde og diende Børn vansmægte paa Stadens Gader.

¹⁸ Deres Hjerte raabte til Herren: O Zions Datters Mur lad Taarerne strømme ned som en Bæk Dag og Nat, giv dig ingen Hvile, lad din Øjesten ikke være rolig! ¹⁹ Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Hænder til ham for dine spæde Børns Liv; thi de vansmægte af Hunger paa alle Gadehjørner.

⁴⁹ Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er icigen Afladelse,

³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

⁴ Vil du dømme dem, vil du dømme, du Menneskesøn? giv dem deres Fædres Vederstyggeligheder til Kende!

³ Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske. ⁴ Og jeg bad til HERREN min Gud, og bekendte og sagde: Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer Pagt og Miskundhed imod dem, som elske ham, og imod dem, sorn holde hans Bud! ⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.

¹ Kommer og lader os vende om til HERREN; thi han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os. ² Han skal gøle os levende efter to Dage; paa den tredje Dag skal han oprejse os, at vi maa leve for hans Ansigt.

¹ Samaria skal bøde, thi den har været genstridig imod Gud; de skulle falde ved Sværdet, deres spæde Børn skulle knuses og deres frugtsommelige Kvinder sønderrives.

³ Tager Ord med eder, og omvender eder til HERREN; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber.

⁸ De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintræet; hans Ihukommelse skal være som Vin fra Libanon.

¹² thi stor er HERRENS Dag og saare forfærdelig, og nu, siger HERREN, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage,

¹² thi stor er HERRENS Dag og saare forfærdelig, og nu, siger HERREN, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage, ¹³ og sønderriver eders Hjerte, og ikke eders Klæder, og vender om til HERREN, eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af Miskundhed og angrer det onde.

¹⁶ Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de gamle, samler de spæde Børn og dem, som die Brysterne; en Brudgom gaa ud af sit Kammer og en Brud af sit Brudehus!

¹ Og HERRENS Ord kom anden Gang til Jonas saaledes: ² Gør dig rede, gak til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg paalægger dig. ³ Og Jonas gjorde sig rede og gik til Ninive efter HERRENS Ord, og Ninive var en stor Stad for Gud, en tre Dages Gang. ⁴ Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og hanlaabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. ⁵ Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem: ⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. ⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. ⁸ Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin brændende Vrede, at vi forgaa. ¹⁰ Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth.

¹⁰ Og jeg vil udgyde over Davids Hus og over Jerusalems Indbyggere Naadens og Bønnens Aand, og de, skulle se til mig, som de have gennemstunget; og de skulle sørge over ham med en Sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte. ¹¹ Paa den Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem, som Sorgen fra Hadad-Rimmon, i Megiddons Dal.

¹⁰ Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

⁴ Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon.

⁸ dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig.

⁸ Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig,

²⁴ Gud er en Aand, og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.

²⁰ Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel. ²¹ Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar.

²² Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:

¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

¹⁰ Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlængsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.

¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

¹⁸ Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskælv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort. ¹⁹ Og den store Stad blev til tre Dele, og Hedningernes Stæder nedfaldt; og den store Babylon blev ihukommet for Gud, at han vilde skjenke hende med Vinen af sin strenge Vrede. ²⁰ Og hver Ø flyede, og Bjergene blev ikke fundne. ²¹ Og en stor Hagel, centnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage, thi dens Plage er meget stor.