Genesis 23 Cross References - Danish

¹ Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. ² Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende. ³ Siden stod Abraham op fra sin dødes Aasyn og talede tiI Heths Børn og sagde: ⁴ Jeg er en fremmed og Gæst hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt. ⁵ Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham: ⁶ Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde. ⁷ Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn. ⁸ Og han talede med dem sigende: Dersom det er med eders Villie, at jeg maa begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt, da, hører mig og beder for mig hos Efron, Zokars Søn, ⁹ at han vil give mig Hulen Makpela, som er hans, som er ved Enden af hans Ager; han give mig den for fuld Værdi midt iblandt eder til en Begravelses Ejendom. ¹⁰ Men Efron sad midt iblandt Heths Børn; da svarede Efron den Hethiter Abraham, saa at Heths Børn hørte derpaa, alle de, som gik ind ad hans Stads Port sigende: ¹¹ Nej, min Herre, hør mig! jeg giver dig den Ager, og Hulen, som er paa den, giver jeg dig, for mit Folks Børns Øjne giver jeg dig den, begrav din døde! ¹² Da bøjede Abraham sig for Folket i Landet, ¹³ og han talede med Efron i Folkets Paahør i Landet og sagde: Gid du dog blot vilde høre mig; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min døde der. ¹⁴ Da svarede Efron Abraham og sagde til ham: ¹⁵ Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde. ¹⁶ Og Abraham lød Efron, og Abraham tilvejede Efron det Sølv, hvilket han havde nævnet, i Heths Børns Paahør, fire Hundrede Sekel Sølv, gængse i Køb. ¹⁷ Saa blev Efrons Ager, som er ved Makpela, som er tværs over for Mamre, Ageren og Hulen, som er paa den, og alle Træer, som vare paa Ageren inden al dens Grænse, stadfæstede. ¹⁸ Abraham til er Ejendom i Heths Berns Aasyzl, for alle, som gik ind ad hans Stads Port. ¹⁹ Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tværsover for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land. ²⁰ Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfæstede Abraham til en Begravelses Ejgndom af Heths Børn.

¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.

¹⁵ Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth

² Og Abram var meget rig paa Fæ, paa Sølv og paa Guld.

¹⁸ Saa opslog Abram Telt og kom og boede i Mamre Lund, som er i Hebron, og byggede der HERREN et Alter.

¹⁴ Der Abram hørte, at hans Broder var fangen, da væbnede han sine tre Hundrede og atten oplærte unge Karle, som vare fødte i hans Hus, og Forfulgte dem til Dan.

²² Men Abram sagde til Kongen af Sodoma: Jeg har opløftet min Haand til HERREN, den højeste Gud, som ejer Himmel og Jord, ²³ at jeg ikke vil tage saa meget som en Traad eller Skotvinge af alt det, som tilhører dig, at du ikke skal sige: jeg har gjort Abram rig;

⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

¹⁷ Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel og skulde Sara, som er halafemsindstyve Aar gammel, føde?

² Og han opløftede sine Øjne og saa, og se, tre Mænd stode for ham; og der han saa dem, løb han dem i Møde fra Teltets Dør og bøjede sig til Jorden.

¹² Og Sara log ved sig selv og sagde: Skulde jeg lade mig lyste, efter at jeg er bleven gammel, og min Herre er gammel!

¹ Og de to Engle kom til Sodoma om Aftenen; men Lot sad i Sodomas Port, og der Lot saa dem, da stod han op og gik dem i Møde og bøjede Ansigtet til Jorden.

²² Og det skete paa den samme Tid, da talede Abimelek og Pikol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gør.

⁵ Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham: ⁶ Hør os, min Herre! du er en Guds Fyrste iblandt os, begrav din døde i vore bedste Grave, ingen af os skal formene dig sin Grav, at du jo maa begrave din døde. ⁷ Da stod Abraham op og bøjede sig for Folket i Landet, for Heths Børn.

¹⁵ Min Herre, hør mig! den Jord er fire Hundrede Sekel Sølv værd; hvad er det imellem mig og dig? begrav ikkun din døde.

¹⁸ Abraham til er Ejendom i Heths Berns Aasyzl, for alle, som gik ind ad hans Stads Port. ¹⁹ Og siden begrov Abraham Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i Makpela tværsover for Mamre, det er Hebron i Kanaans Land. ²⁰ Saa blev Ageren og Hulen paa den stadfæstede Abraham til en Begravelses Ejgndom af Heths Børn.

¹⁰ Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og for bort og havde alle Haande af sin Herres Gods med sig og gjorde sig rede og drog til Aram Naharaim, til Nakors Stad.

¹⁸ Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand og gav ham at drikke.

³⁵ Og HERREN har velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han har givet ham Faar og Kvæg og Sølv og Guld og Svende og Tjenestepiger og Kameler og Asener.

⁹ Og Isak og Ismael, hans Sønner, begrove ham i Hulen Makpela, paa Efrons, Zokars den Hethiters Søns, Agel, som ligger tvært over for Mamre.

⁹ Og Isak og Ismael, hans Sønner, begrove ham i Hulen Makpela, paa Efrons, Zokars den Hethiters Søns, Agel, som ligger tvært over for Mamre. ¹⁰ Paa den Ager, som Abraham købte af Heths Børn, der blev Abraham begraven og Sara hans Hustru.

¹⁰ Paa den Ager, som Abraham købte af Heths Børn, der blev Abraham begraven og Sara hans Hustru.

⁴¹ Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel.

⁴⁶ Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Hendes Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?

³⁵ Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne.

⁴ Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Løan og dvælet der indtil nu. ⁵ Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne.

¹⁸ da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os.

²⁰ Saa kom Hemor og Sikem, hans Søn, til deres Stads Port og talede til deres Bymænd og sagde:

²⁴ Og de løde Hemor og hans Søn Sikem, alle de, som gik ud af hans Stads Port, og alt Mandkøn lod sig omskære, alle som gik ud af hans Stads Port.

²⁷ Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre, ndi Kirjath-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde været fremmede. ²⁸ Og Isak blev hundrede Aar og firsindstyve Aar gammel. ²⁹ Og Isak opgav Aanden og døde og blev samlet til sit Folk, gammel og mæt af Dage; og Esau og Jakob, hans Søzuler, begrove ham.

¹⁰ Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise.

²¹ Og vi have taget andre Penge ned med os til at købe Spise for; vi vide ikke, hvo der lagde vore Penge i vore Poser.

⁵ Er det ikke den, som min Herre drikker af? og hvorved han spaar? I have gjort ilde i, hvad I have gjort.

⁸ Se, de Penge, som vi fandt oven i vore Poser, have vi bragt til dig igen fra Kanaans Land; hvorledes skulde vi da stjæle af din Herres Hus Sølv eller Guld?

⁹ Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage.

³⁰ Og jeg vil ligge hos mine Fædre, og du skal føre mig af Ægypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt.

²⁹ Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager, ³⁰ i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom.

³⁰ i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom. ³¹ Der have de begravet Øraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea. ³² Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn.

⁵ Min Fader tog en Ed af mig og sagde: Se, jeg dør; i min Grav, som jeg lod mig grave i Kanaans Land, der skal du begrave mig; og nu, kære, vil jeg drage op og begrave min Fader, og jeg vil komme igen.

¹⁰ Der de kom til den Lade Atad, som ligger paa hin Side Jordan, da holdt de der en stor og saare svar Klage, og han lod holde Sorrig for sin Fader syv Dage.

¹³ Og hans Sønner førte ham til Kanaans Land og begrove ham i Hulen paa den Ager Makpela, den Ager, som Abraham havde købt til Begravelses Ejendom af Efron den Hetrliter, tvært over for Mamre.

²⁴ Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg dør, og Gud skal visselig besøge eder og føre eder op af dette Land, til det Land, som han har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob. ²⁵ Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra.

²⁵ Og Josef tog en Ed af Israels Børn og sagde: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op her fra.

¹³ Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv; Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gælder tyve Gera, en halv Sekel skal være en Offergave for HERREN.

¹⁵ Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give HERREN en Offergave, til at gøre Forligelse I for eders Sjæle.

²² Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at, det ligger i det onde.

²³ Og Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gæster hos mig.

²² Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Ægypten.

²⁹ Og der al Menigheden saa, at Aron havde opgivet Aanden, da begræd de Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

³⁰ Naar nogen ihjelslaar en Person, da skal man efter Vidners Mund slaa denne Manddraber ihjel; men eet Vidne skal ikke vidne imod en Person i Livssag.

⁶ Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund.

¹⁵ Eet Vidne skal ikke staa frem imod nogen for nogen Misgerning eller for nogen Synd, i hvad Haande Synd nogen har syndet; efter to Vidners Mund eller efter tre Vidners Mund skal en Sag stadfæstes.

⁸ Og Israels Børn begræd Mose paa Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Graadens Dage endtes, Sorgen over Mose.

³⁹ Og han indtog den og dens Konge og alle dens Stæder, og de sloge dem med skarpe Sværd, og de ødelagde alle Personer, som vare i den, han lod ingen blive tilovers til at undkomme; ligesom han gjorde ved Hebron, saa gjorde han ved Debir og dens Konge, og ligesom han gjorde ved Libna og dens Konge.

¹⁴ Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han; fuldkommeligen efterfulgte HERREN Israels Gud. ¹⁵ Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.

⁷ Saa helligede de Kedes i Galilæa paa Nafthali Bjerg og Sikem paa, Efraims Bjerg og Kirjath-Arba, det er Hebron, paa Judas Bjerg.

¹⁰ Og Juda drog hen imod Kananiterne, som boede i Hebron, og Hebrons Navn var fordum Kirjath-Alba, og de sloge Sesai, Ahiman og Talmai.

¹³ Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øjne, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kærligen til din Tjenestekvinde; og jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger.

¹ Og Boas gik op til Porten og sad der, og se, Løseren gik forbi, som Boas havde talt om, og sagde til denne: Træd nærrnere, sæt dig her, min Ven; og han traadte nærmere og satte sig.

¹ Og Boas gik op til Porten og sad der, og se, Løseren gik forbi, som Boas havde talt om, og sagde til denne: Træd nærrnere, sæt dig her, min Ven; og han traadte nærmere og satte sig. ² Og han tog ti Mænd af de Ældste i Staden og sagde: Sætter eder her, og de satte sig. ³ Da sagde han til Løseren: Den Del af Marken, som hørte vor Broder Elimelek til, den har Noomi, som er kommen tilbage af Moabiternes Land, solgt. ⁴ Og jeg sagde: Jeg vil aabenbare det for dine Øren, og sige: Køb det i Overværelse af Indbyggerne og de Ældste af mit Folk: Dersom du vil løse det, løs det, men dersom du ikke vil løse det, giv mig det til Kende, at jeg; kan vide det; thi der er ingen uden du til at løse det og jeg efter dig; og han sagde: Jeg vil løse det.

⁴ Og jeg sagde: Jeg vil aabenbare det for dine Øren, og sige: Køb det i Overværelse af Indbyggerne og de Ældste af mit Folk: Dersom du vil løse det, løs det, men dersom du ikke vil løse det, giv mig det til Kende, at jeg; kan vide det; thi der er ingen uden du til at løse det og jeg efter dig; og han sagde: Jeg vil løse det.

⁷ Og dette var fordum Sædvane i Israel ved Løsning og ved Skiften til at stadfæste al Handel, at een drog; sin Sko af og gav sin Næste; og det var Vidnesbyrdet i Israel. ⁸ Og Løseren sagde til Boas: Køb dig det; og han drog sin Sko af. ⁹ Da sagde Boas til de Ældste og til alt Folket: I ere Vidner i Dag, at jeg har købt alt det, som hørte Elimelek til, og alt det, som hørte Kiljon og Malon til, af Noomis Haand.

⁹ Da sagde Boas til de Ældste og til alt Folket: I ere Vidner i Dag, at jeg har købt alt det, som hørte Elimelek til, og alt det, som hørte Kiljon og Malon til, af Noomis Haand. ¹⁰ Og tilmed har jeg taget Ruth den moabitiske, Malons Hustru, mig til en Hustru, til at oprejse den døde et Navn paa hans Arv, at den dødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og af hans Steds Port; dertil ere I Vidner i Dag. ¹¹ Og alt Folket, som var i Porten, og de Ældste sagde: Vi ere Vidner; HERREN give, at den Kvinde, der kommer i dit Hus, maa blive som Rakel og som Lea, hvilke begge byggede Israels Hus; og bliv du mægtig i Efrata og bliv navnkundig i Bethlehem!

³¹ Thi alle de Dage, som Isais Søn lever paa Jorden, bliver hverken du stadfæstet eller dit Rige; derfor send nu og lad hente ham til mig, thi han er et Dødens Barn.

⁶ Da svarede David og sagde til Hethiteren Akimelek, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, saaledes: Hvo vil gaa ned med mig til Saul i Lejren? og Abisai svarede: Jeg vil gaa ned med dig.

³ Men Samuel var død, og al Israel havde sørget over ham og begravet ham i Rama, og det ved hans Stad; og Saul havde bortskaffet Spaakvinder og Tegnsudlæggere af Landet.

¹² Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over HERRENS Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet.

¹⁷ Og David sang denne Klagesang over Saul og over Jonathan, hans Søn,

¹¹ Men Tallet paa de Dage, David var Konge i Hebron over Judas Hus, var syv Aar og seks Maaneder.

³ Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for HERRENS Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.

⁵ Han regerede i Hebron over Juda syv Aar og seks Maaneder og regerede i Jerusalem i tre og tredive Aar over hele Israel og Juda.

³⁹ Hethiteren Uria i alt syv og tredive.

²⁰ Og Aravna saa ud og saa Kongen og hans Tjenere komme over til sig; og Aravna gik ud og bøjede sit Ansigt for Kongen til Jorden. ²¹ Og Aravna sagde: Hvorfor kommer min Herre kongen til sin Tjener? Og David sagde: For at købe denne Tærskeplads af dig til at bygge HERREN et Alter, at denne Plage maa holde op for Folket. ²² Og Aravna sagde til David: Min Herre Kongen tage og ofre det, ham godt synes; se, der er en Okse til Brændofferet og Tærskeslæderne og Tøjet paa Oksen til Veddet. ²³ Kong Aravna gav Kongen alt det, og Aravna sagde til Kongen: HERREN din Gud have Behagelighed til dig! ²⁴ Men Kongen sagde til Aravna: Ikke saa, men jeg vil købe det af dig for dets Værd, thi jeg vil ikke ofre Brændofre for intet til HERREN min Gud. Saa købte David Tærskepladsen og Oksen for halvtredsindstyve Sekel Sølv.

²⁴ Men Kongen sagde til Aravna: Ikke saa, men jeg vil købe det af dig for dets Værd, thi jeg vil ikke ofre Brændofre for intet til HERREN min Gud. Saa købte David Tærskepladsen og Oksen for halvtredsindstyve Sekel Sølv.

¹⁷ Da sagde han: Kære, tal til Kong Salomo, thi han afviser dig ikke, at han vil give mig Abisag, den sunamitiske, til Hustru.

¹⁸ Og Manasse laa med sine Fædre og blev begraven i sit Hus's Have, som var i Ussas Have, og Amon, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

⁵⁷ Saa gave de til Arons Børn Tilflugtsstæderne Hebron og Libna og dens Marker og Jathir og Esthemoa og dens Marker

²² Og David sagde til Ornan: Giv mig den Tærskeplads, saa vil jeg bygge HERREN et Alter derpaa; giv mig den for fuld Betaling, at Plagen maa holde op for Folket. ²³ Da sagde Ornan til David: Tag du den og gør, min Herre Konge! det, som er godt for dine Øjne; se, jeg giver Okserne til Brændoffer og Tærskeslæderne til Veddet, og Hveden til Madofferet, jeg giver det alt. ²⁴ Og Kong David sagde til Ornan: Ikke saa, men jeg vil visselig købe det for fuld Betaling; thi jeg vil ikke tage det, som tilhører dig, til HERREN og til at ofre Brændoffer for intet.

¹⁵ Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gæster som alle vore Fædre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning.

²⁵ Og Jeremias sang en Klagesang over Josias, i lige Maade talte alle Sangerne og Sangerskerne i deres Klagesange om Josias indtil denne Dag, og de gjorde en Skik deraf i Israel; og se, de ere opskrevne iblandt Klagesangene.

²⁵ og jeg tilvejede dem Sølvet og Guldet og Karrene, som vare en Gave til vor Gud Hus, som Kongen og hans Raadsherrer og hans Fyrster og al Israel, som fandtes, havde givet. ²⁶ Og jeg tilvejede dem i deres Haand seks Hundrede og halvtredsindstyve Gentner Sølv og Sølvkar til hundrede Gentner, Guld til hundrede Centner. ²⁷ og tyve Guldbægere til tusinde Drakmer og to Kar af godt skinnende Kobber, kostelige som Guld. ²⁸ Og jeg sagde til dem: I ere HERREN hellige, og Karrene ere hellige, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN, eders Fædres Gud. ²⁹ Værer aarvaagne og bevare det, indtil I veje det ud for Præsternes og Leviternes Øverster og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israel i Jerusalem, i HERRENS Hus's Kamre. ³⁰ Da toge Præsterne og Leviterne imod samme Sølv og Guld og Kar efter Vægt for at føre det til Jerusalem, til vor Guds Hus.

¹⁵ Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Værdi opvejes med Sølv.

⁷ da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

¹² Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela.

¹² der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; ¹³ og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd.

⁵ Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed.

¹⁹ Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!

²⁴ En Mand med mange Venner vil finde sig ilde stedt; men der er den Ven, som hænger fnstere ved end en Broder.

³ Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.

⁵ da de ogsaa frygte for den høje, og eller er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

⁶ og til Rettens Aand for den, som sidder i Retten, og til Styrke for dem, som drive Krigen tilbage til Porten.

⁸ Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

¹⁴ Saa siger HERREN: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

¹⁰ Græder ikke over den døde, og ynkes ikke over ham; græder bittert over den, som drager bort, thi han skal aldrig komme tilbage og se sit Fædreland.

¹⁸ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Josias's Søn, Kongen i Juda: De skulle ikke sørge over ham, og sige: Ak, min Broder! og ak, Søster! de skulle ikke sørge over ham og sige: Ak, Herre og ak, hans Herlighed!

⁷ Se, Ianameel, din Farbroder, Sallums Søn, kommer til dig og siger: Køb dig min Ager, som er i Anathoth; thi du har Løsningsretten, at du kan købe den.

⁷ Se, Ianameel, din Farbroder, Sallums Søn, kommer til dig og siger: Køb dig min Ager, som er i Anathoth; thi du har Løsningsretten, at du kan købe den. ⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord.

⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord. ⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv.

⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv.

⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv. ¹⁰ Og jeg skrev det i Brevet og forseglede det og tog Vidner dertil og vejede Pengene i Vægtskaalerne.

¹⁰ Og jeg skrev det i Brevet og forseglede det og tog Vidner dertil og vejede Pengene i Vægtskaalerne. ¹¹ Og jeg tog Købebrevet, det som var forseglet og indeholdt, hvad der var bestemt og fastsat, og det, som var aabent.

¹¹ Og jeg tog Købebrevet, det som var forseglet og indeholdt, hvad der var bestemt og fastsat, og det, som var aabent. ¹² Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Fængselets Forgaard.

¹² Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Fængselets Forgaard.

¹² Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Fængselets Forgaard. ¹³ Og jeg befalede Baruk for deres Øjne og sagde: ¹⁴ Saa siger den HERRE Zebaoth, lsraels Gud: Tag disse Breve, dette Købebrev, baade dette forseglede og dette aabne Brev, og læg dem i et Lerkar, at de maa holde sig mange Dage.

¹⁶ Du Menneskesøn! se, ved eet Slag vil jeg tage fra dig dine øjnes Lyst; men du skal ikke klage og ikke græde, og dine Taarer skulle ikke komme frem. ¹⁷ Suk i Tavhed, hold ikke Sorg for de døde, bind dit Hovedsmykke paa dig, og drag dine Sko paa dine Fødder, og dæk ikke over Skæabet, og æd ikke Folks Brød ¹⁸ Og jeg talte til Folket om Morgenen, og min Hustru døde om Aftenen; og jeg gjorde næste Morgen, som mig var befalet.

¹² Og en Sekel skal være tyve Gera; en Mine skal være eder tyve Sekel; fem og tyve Sekel, femten Sekel.

¹² Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det være; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv.

¹² Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne.

¹ Og han traadte ind i Skibet og foer over og kom til sin egen Stad.

¹⁶ See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.

³ Og Alle gik at lade sig indskrive hver til sin Stad. ⁴ Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt),

³ Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener. ⁴ Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette;

²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund.

³¹ Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der.

³⁵ Jesus græd.

⁵ Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

¹⁶ Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem.

² Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt en stor Begrædelse over ham.

³⁵ Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage.

¹⁷ Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; beflitter Eder paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn.

¹⁷ Betaler ikke Nogen Ondt for Godt; beflitter Eder paa, hvad der er godt for alle Menneskers Aasyn. ¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

⁸ Bliver Ingen Noget skyldige uden dette, at elske hverandre; thi hvo som elsker den Anden, har opfyldt Loven.

¹⁵ Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise,

⁵ Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! Herren er nær! ⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; ⁷ og Guds Fred som overgaaer al Forstand, skal bevare Eders hjerter og Eders tanker i Christus Jesus. ⁸ Iøvrigt, Brødre! hvadsomhelst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er reent, hvad derer elskeligt, hvad der er godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: derpaa giver Agt.

⁸ Iøvrigt, Brødre! hvadsomhelst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er reent, hvad derer elskeligt, hvad der er godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: derpaa giver Agt.

⁵ Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid. ⁶ At Ingen skal undertrykke eller forfordele sin Broder i nogen Handel; thi Herren er Hevner over alt Saadant, som vi og forud have sagt og vidnet for Eder.

²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene;

⁹ Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;

¹³ I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlændinge paa Jorden. ¹⁴ Men de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland. ¹⁵ Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage; ¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.

¹⁴ Stræber efter Fred med hver Maand og efter hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren;

⁵ Eders Vandel være uden Gjerrighed, nøies med det I have; thi han har selv sagt; jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,

¹¹ I Elskelige! jeg formaner Eder som Fremmede og Udlændige, at I holde Eder fra kjødelige Lyster, som stride imod Sjælen.

⁸ Overhovedet, værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige;

¹ Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfærdige, ² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.

¹ Seer, hvor stor en Kjærlighed Faderen har beviist os, at vi skulle kaldes Guds Børn! Derfor kjender Verden os ikke, fordi den kjender ham ikke. ² I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.