Genesis 23:4 Cross References - Danish

⁴ Jeg er en fremmed og Gæst hos eder, giver mig en Ejendom til en Begravelse hos eder, at jeg kan begrave min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt.

¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.

⁸ Og jeg vil give dig og dit Afkom ef er dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

⁹ Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage.

³⁰ i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom.

¹³ Og hans Sønner førte ham til Kanaans Land og begrove ham i Hulen paa den Ager Makpela, den Ager, som Abraham havde købt til Begravelses Ejendom af Efron den Hetrliter, tvært over for Mamre.

²³ Og Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gæster hos mig.

¹⁵ Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gæster som alle vore Fædre: Vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og her er ingen Forhaabning.

²³ Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

¹² Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela.

¹² der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; ¹³ og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd.

¹⁹ Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!

³ Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.

⁵ da de ogsaa frygte for den høje, og eller er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

⁵ Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

⁹ Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;

¹³ I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjester og Udlændinge paa Jorden. ¹⁴ Men de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland. ¹⁵ Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage; ¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.

¹¹ I Elskelige! jeg formaner Eder som Fremmede og Udlændige, at I holde Eder fra kjødelige Lyster, som stride imod Sjælen.