Genesis 49:4 Cross References - Danish

⁴ Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng.

²² Og det hændte sig, der Israel boede i dette Land, da gik Ruben hen og laa hos Bilha, sin Faders Medhustru, og Israel hørte det. Og Jakob havde tolv Sønner.

⁸ Og disse ere Israels Børns Navne, som kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;

¹ Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare talrigt Kvæg, og de saa det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvæg. ² Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende: ³ Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon, ⁴ det Land, som HERREN har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg. ⁵ Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen. ⁶ Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her? ⁷ Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som HERREN har givet dem? ⁸ Saa gjorde eders Fæelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet; ⁹ thi de gik op til Eskols Bæk og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som HERREN havde givet dem. ¹⁰ Og HERRENS Vrede optændtes den samme Dag, og han svor og sagde: ¹¹ Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig, ¹² undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt HERREN. ¹³ Saa optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for HERRENS Øjne. ¹⁴ Og se, I ere traadte op i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, for at gøre HERRENS Vrede endnu større imod Israel; ¹⁵ thi dersom I vender eder bort fra ham, da skal har lade det blive endnu længere i Ørken; og dermed bringe I Fordærvelse over hele dette Folk. ¹⁶ Da gik de frem til ham og: sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Kvæg, og Stæder for vore smaa Børn. ¹⁷ Men vi ville væbne os og ile foran Israels Børns Ansigt, indtil vi have ført dem til deres Sted, og vore smaa Børn skulle blive i de faste Stæder, for Landets Indbyggeres Skyld. ¹⁸ Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv. ¹⁹ Thi vi ville ikke arve med dem paa hin Side Jordanen og videre frem; men vor Arv skal tilfalde os paa denne Sids Jordanen mod Østen. ²⁰ Og Mose sagde til dem: Dersom I ville gøre denne Gerning, dersom I ville væbne eder til Strid for HERRENS Ansigt, ²¹ og hver af eder bevæbnet vil drage over Jordanen for HERRENS Ansigt, indtil han har fordrevet sine Fjender fra sit Ansigt, ²² og Landet bliver undertvunget for HERRENS Ansigt: Saa maa I derefter vende tilbage, og I skulle være uden Skyld for HERREN og for Israel, og I skulle have dette Land til Ejendom for HERRENS Ansigt. ²³ Men dersom I ikke ville gøre saaledes, se, da have I syndet imod HERREN; og vider, at eders Synd skal finde eder. ²⁴ Saa bygger eder Stæder for eders smaa Børn og Stier for eders smaa Kvæg, og gører efter det, som er udgaaet i af eders Mund. ²⁵ Og Gads Børn og Rubens Børn sagde til Mose, sigende: Dine Tjenere skulle gøre, saaledes, som min Herre har befalet. ²⁶ Vore smaa Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alt vort Kvæg, de skulls blive der, i Gileads Stæder; ²⁷ men dine Tjenere ville drage over, hver bevæbnet til Strid for HERRENS Ansigt, i Krigen, som min Herre siger. ²⁸ Da gav Mose Befaling angaaende dem til Eleaser, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de Øverste for Fædrenehusene blandt Israels Børns Stammer. ²⁹ Og Mose sagde til dem: Dersom Gads Børn og Rubens Børn drage rned eder over Jodanen, hver bevæbnet til Krigen, for HERRENS Ansigt, og Landet er undertvunget for eders Ansigt, da skulle I give dem det Land Gilead til Ejendom. ³⁰ Men dersorn de ikke drage bevæbnede over med eder, da skulle de tage Arv midt iblandt eder i Kanaans Land. ³¹ Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Som HERREN har talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gøre. ³² Vi ville drage bevæbnede for HERRENS Ansigt over i Kanaans Land, og vor Arvs Ejendom skulle vi have paa denne Side Jordanen ³³ Saa gav Mose dem. nemlig Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josefs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med dets Stæder inden deres Grænser, Landets Stæder trindt omkring. ³⁴ Saa byggede Gads Børn Dibón og Ataroth og Aroer ³⁵ og Ataroth Sofann og Jaeser og Jogbea ³⁶ og Beth-Nimra og Beth-Haran, faste St æder og Faarestier. ³⁷ Og Rubens Børn byggede Hesbon og Eleale og Kirjathajim ³⁸ og Nebo og Baal-Meon, som de forandrede Navnene paa, og Sibma; og de gave Stæderne, som de byggede, Navne, hver sit Navn. ³⁹ Og Makirs, Manasse Søns, Børn gik ind i Gilead og indtoge det; og de fordreve Amoriterne, som vare derudi. ⁴⁰ Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi. ⁴¹ Men Jair, Manasse Søn, gik hen og indtog deres Smaabyer og kaldte dem Havoth-Jai ⁴² Og Noba gik hen og indtog Kenat og dens tilliggende Byer og kaldte den Noba efter sit Navn.

²¹ Og du skal ikke begære din Næstes Hustru; og du skal ikke begære din Næstes Hus, hans Ager eller hans Svend eller hans, Pige, hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.

²⁰ Forbandet være den, som ligger hos sin Faders Hustru, thi han har opslaaet sin Faders Flig; og alt Folket skal sige: Amen!

⁶ Ruben leve og dø ikke; og hans Mænd vorde en liden Hob!

¹ Og Rubens, Israels førstefødtes Sønner - thi han var den førstefødte, men fordi han besmittede sin Faders Seng, blev hans: Førstefødselsret givet Josefs, Israel; Søns, Børn; dog denne blev ikke regnet i Slægtregisteret som den førstefødte;

¹ Ydermere høres der Horeri iblandt Eder, og saadant Horeri, som ikke end nævnes iblandt Hedningerne, at En lever med sin Faders Hustru.

⁶ Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret. ⁷ Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren; ⁸ en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.

¹⁴ deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn;

¹⁶ som og i alle Brevene, naar han deri taler om disse Ting; hvoriblandt der er Noget, svart at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefæstede forvende, ligesom de øvrige Skrifter, til deres egen Fordærvelse.