John 9 Cross References - Danish

¹ Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født. ² Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller hans Forældre, at han er blind født? ³ Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans Forældre; men paa det at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede paa ham. ⁴ Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som mig har udsendt, saalænge det er Dag; Natten kommer, da Ingen kan arbeide. ⁵ Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys. ⁶ Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa den Blindes Øine. ⁷ Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage. ⁸ Da sagde Naboerne og de, som før havde seet, at han var blind: er det ikke den, som sad og tiggede? ⁹ Andre sagde: det er denne; men Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er mig. ¹⁰ Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede? ¹¹ Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende. ¹² Da sagde de til ham: hvor er han? Han sagde: jeg veed ikke. ¹³ Da førte de ham, som før var blind, til Pharisæerne. ¹⁴ (Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine). ¹⁵ Da spurgte og Pharisæerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig og seer. ¹⁶ Derfor sagde nogle af Pharisæerne: dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke Sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre saadanne Tegn? Og der var Splid imellem dem. ¹⁷ Da sagde atter til den Blinde: hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øine? Men han sagde: han er en Prophet. ¹⁸ Men Jøderne troede ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de kaldte hans Forældre, som havde faaet sit Syn. ¹⁹ Og de spurgte dem og sagde: er denne Eders Søn, om hvem I sige, at han var blind født? hvorledes er han da nu seende? ²⁰ Hans Forældre svarede dem og sagde: vi vide, at dette er vor Søn, og at han var blind født. ²¹ Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig. ²² Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen. ²³ Derfor sagde hans Forældre: han er gammel nok, spørger ham selv. ²⁴ Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde været blind, og sagde til ham; giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder. ²⁵ Da svarede han og sagde: om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer. ²⁶ Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine? ²⁷ Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple? ²⁸ Da skjældte de paa ham og sagde: du er hans Discipel, men vi ere Moses' Disciple. ²⁹ Vi vide, at Gud har talet til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er. ³⁰ Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øine. ³¹ Vi vide dog, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han. ³² Aldrig er det hørt, at Nogen har aabnet Øinene paa en Blindfødt. ³³ Var denne ikke fra Gud, da kunde han slet intet gjøre. ³⁴ De svarede og sagde til ham: du er ganske født i Synd, og du vil lære os? Og de stødte ham ud. ³⁵ Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn? ³⁶ Han svarede og sagde: hvo er han, Herre! at jeg kan troe paa ham? ³⁷ Men Jesus sagde til ham: baade har du seet ham, og den, som taler med dig, ham er det. ³⁸ Men han sagde: jeg troer, Herre! og han kastede sig ned for ham. ³⁹ Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. ⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? ⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

²³ Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige? ²⁴ Der maatte maaske være halvtredsindstyve retfærdige i Staden; vil du og ødelægge og ej spare det Sted for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som kunde være derinde? ²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret. ²⁶ Da sagde HERREN: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige udi Sodoma Stad, da vil jeg spare hele Stedet for deres Skyld. ²⁷ Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske. ²⁸ Der maate maaske fattes fem i de halvtredsindstyve retfærdige, vilde du ødelægge hele Staden for de fems Skyld? Og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den, om jeg finder fem og fyrretyve der. ²⁹ Og han blev endnu ved at tale til ham og sagde: Der maatte maaske findes Herretyve; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det for de fyrretyves Skyld. ³⁰ Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale: der kunde maaske findes tredive; og han sagde: Jeg vil ikke gøre det, om jeg finder tredive der. ³¹ Og han sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, der maatte maaske findes tyve; og han sagde: Jeg vil ikke Ødelægge den for de tyves Skyld. ³² Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld. ³³ Og HERREN gik bort, der han havde udtalt med Abraham, og Abraham vendte om til sit Sted.

⁹ Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosæette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op.

¹⁴ Og Lot gik ud og talede med sine Svigersønner, som skulde tage hans Døtre, og sagde: Staar op, gaar ud fra dette Sted, thi HERREN vil ødelægge Staden; men han syntes for hans Svigersønners Øjne, som han gækkede.

²⁹ Og det skete, der Gud ødelagde Stæderne paa Sletten, da kom Gud Abraham i Hu, og han lod Lot føre ud midt af Ødelæggelsen, der han omstyrtede de Stæder, som Lot boede udi.

⁷ Og nu, lad Manden faa sin Hustru tilbage, thi han er en Profet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du ikke lader hende komme tilbage, da vid, at du skal visseligen dø, du og enhver, som hører dig til.

¹⁴ Og han sagde: Hvo har sat dig til Fyrste og Dommer over os tænker du at slaa mig ihjel, saasom du slog en Ægypter ihjel da frygtede Mose og sagde: Sandelig den Gerning er bleven vitterlig.

¹⁸ Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I, saa snart i Dag ¹⁹ Og de sagde: En ægyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand og drog desuden flittig Vand op for os og vandede Kvæget. ²⁰ Og han sagde til sine Døtre: Hvor er han da hvi lode I den Mand gaa kalder ham og han skal æde Brød med os.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

⁵ Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, HERREN din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;

² Og de sagde: Taler HERREN ene og alene ved Mose? mon ikke ogsaa taler ved os? og HERREN hørte det. ³ Men den Mand var saare sagtmodig, fremfor Mennesker paa Jorderige. ⁴ Og HERREN sagde hastelig til Aron og til Maria: Gaar ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud. ⁵ Da kom HERREN ned i en Skystøtte og stod i Paulunets Dør; og han kaldte ad Aron Og Maria, og de gik begge ud. ⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham. ⁷ Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus.

²⁸ Og Mose sagde: Derpaa skulle I kende, at HERREN har sendt mig at gøre alle disse Gerninger, og at de ikke ere af mit eget Hjerte:

¹⁰ Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem HERREN kendte Ansigt til Ansigt,

¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;

¹⁹ Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi?

⁸ han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.

⁵ Og I skulle gøre Billeder af eders Bylder og Billeder af eders Mus, som have ødelagt Landet, og I skulle give Israels Gud Ære; maaske han letter sin Haand fra eder og fra eders Guder og fra eders Land. ⁶ Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Farao forhærdede deres Hjerte? er det ikke saa, at der han havde ladet dem føle sin Magt, da lode de dem fare, og de gik? ⁷ Saa tager nu og gører en ny Vogn og tager to nybære Køer, paa hvilke der ikke er kommen Aag; og I skulle spænde Køerne for Vognen og føre deres Kalve tilbage hjem fra dem. ⁸ Og I skull tage HERRENS Ark og sætte den paa Vognen, og Guldtøjet, som I give den med tilbage til Skyldoffer, skulle I lægge i et Skrin ved dens Side; og I skulle sende den hen og lade den fare. ⁹ Og I skulle se til: Dersom den farer op ad Vejen til Landemærket imod Beth-Semes, da er det ham, som har gjort os det store onde, og hvis ikke, da vide vi, at hans Haand ikke har rørt os, det har været os en Hændelse.

¹¹ Og Akis Tjenere sagde til ham: Er dette ikke David, Landets Konge? sang de ikke om denne mod hverandre i Dansen, og sagde: Saul har slaget sine tusinde, og David sine ti Tusinde

²⁰ og han raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! har du virkelig bragt Ulykke over denne Enke, som jeg opholder mig hos, saa at du dræber hendes Søn? ²¹ Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange og raabte til HERREN og sagde: HERRE, min Gud! Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen! ²² Og HERREN hørte Elias's Røst, og Barnets Sjæl kom inden i det igen, og det blev levende.

³⁶ Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord. ³⁷ Bønhør mig, HERRE! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, HERRE, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage. ³⁸ Da faldt HERRENS Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.

²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred.

¹⁰ Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak hen og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kød komme sig paa dig igen, og du skal blive ren. ¹¹ Da blev Naaman vred for bort, og han sagde: Se, jeg tænkte, han skulde komme ud til mig og staa og paakalde HERREN sin Guds Navn og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden. ¹² Ere ikke Floderne Abana og Farfar i Damaskus bedre, end alle Vandene i Israel? kunde jeg ikke to mig i dem og blive ren? Og han vendte sig og drog bort med Vrede. ¹³ Da gik hans Tjenere frem og talte til ham, og de sagde: Min Fader! havde Profeten talt til dig om en stor Ting, vilde du da ikke have gjort det? og hvor meget mere nu, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive ren! ¹⁴ Da drog han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord, og hans Kød blev igen ligesom en liden Drengs Kød, og han blev ren.

¹¹ Og der Jehu gik ud til sin Herres Tjenere, sagde man til ham: Staar det sig vel? hvorfor kommer denne gale Mand til dig? Og han sagde til dem: I kende Manden og hans Tanke.

¹⁶ Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelægge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.

²⁰ Man Kong Ezekias og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, bade angaaende denne Sag, og de raabte til Himmelen. ²¹ Og HERREN sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd.

¹⁵ Men Kildeporten istandsatte Sallum, Kol-Koses Søn, Øversten for Mizpas Kreds; han byggede den og tækkede den og indsatte dens Døre med dens Laase og dens Stænger; tilmed Muren ved Sela Dam hen imod Kongens Have og indtil Trapperne, som gaa ned fra Davids Stad.

⁸ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud, og som viger fra det onde. ⁹ Men Satan svarede HERREN og sagde: Mon Job frygter Gud for intet ¹⁰ Har du ej sat Gærde om ham og om hans Hus og om alt det, han har trindt omkring du har velsignet hans Hænders Gerning, og hans Kvæg har udbredt sig i Landet. ¹¹ Men udræk nu din haand og rør ved alt det, som han har; hvad gælder det, om han ikke skal for nægte dig lige for dit Ansigt ¹² Og HERREN sagde til Satan: Se, alt det, han har, være i din Haand; kun paa ham selv lægge du ikke din Haand; da gik Satan ud fra HERRENS Ansigt.

³ Og HERREN sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag. ⁴ Da svarede Satan HERREN og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv. ⁵ Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt ⁶ Og HERREN sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde? ¹⁵ Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne: ¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

⁴ Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:

²⁷ Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;

⁵ Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger? ⁶ Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne. ⁷ Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød. ⁸ Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var i anset, boede deri. ⁹ Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes. ¹⁰ Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig. ¹¹ Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig? ¹² Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje! ¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? ¹⁴ Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds. ¹⁵ vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa, ¹⁶ de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm; ¹⁷ de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem. ¹⁸ Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig. ¹⁹ De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem: ²⁰ Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed". ²¹ Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig. ²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte! ²³ Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte. ²⁴ Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene: ²⁵ Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv. ²⁶ Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud. ²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter. ²⁸ Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje. ²⁹ Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned. ³⁰ Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.

⁴ Hvorledes kan da et Menneske være retfærdigt for Gud? og hvorledes kan den, som er født af en Kvinde, være ren?

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl! ⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige?

³ Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

¹² Der raabe de, men han svarer ikke, for de ondes Hovmods Skyld.

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁷ Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

¹² Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

⁴¹ Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg.

⁶ Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.

⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. ⁹ Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej.

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.

¹⁰ Thi min Fader og min Moder forlode mig; men HERREN tager mig op.

¹⁵ Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! ¹⁶ HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab.

⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

¹¹ Hør, Datter! og se til og bøj dig øre og glem dit Folk og din Faders Hus!

¹⁴ Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! ¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig.

¹⁸ Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. ¹⁹ Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

⁶ Mose og Aron iblandt hans Præster og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn, raabte til HERREN, og bønhørte dem.

⁷ Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger.

²⁶ Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt.

¹⁶ Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige.

²³ Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem?

¹⁸ Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov.

¹⁰ Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land!

¹⁹ Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem.

⁸ HERREN høner de blindes Øjne; HERREN oprejser de nedbøjede; HERREN elsker de retfærdige.

²⁸ Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke, svale, de skulle søge mig, men ikke finde mig. ²⁹ Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke HERRENS Frygt,

⁷ Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. ⁸ Sæt ikke en Spotter Rette, at han ikke skal hade dig; sset en viis i Rette, og han skal elske dig.

²⁹ HERREN er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn.

¹³ Hvo som stopper sit øre for den ringes Raab, han, ja, han skal raabe og ikke bønhøres.

¹⁰ Uddriv Spotteren, saa gaar Trætten med, saa skal Kiv og Forsmædelse høre op.

¹² Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

⁹ Hvo som vender sit Øre bort fra at høre Loven, endog hans Bøn er en Vederstyggelighed.

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

²⁵ At forfærdes for et Menneske fører i Snare; inden den, som forlader sig paa HERREN, bliver beskærmet.

³ Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige. ⁴ Hvo for op til Himmelen og for ned? Hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fstsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo.

¹ Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. ² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

⁵ Ligesom du ikke ved, hvilken Vindens Vej er, saa lidet som du ved, hvorledes Benene dannes i den frugtsommeliges Liv, saaledes kan du heller ikke vide Guds Gerning, hvorledes holl gør det alt sammen.

⁹ Hvad er din elskede fremfor en andens elskede, du daaligste iblandt Kvindelne? hvad er din elskede fremfor en andens elskede, at du har saaledes besvoret os?

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

²¹ Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker!

⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej!

⁶ Fordi dette Folk foragtede Siloas sagte rindende Vande, og der er Glæde over Pezin og Remalias Søn;

¹¹ HERRE! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne,

¹⁴ Se derfor vi jeg ikke blive ved at handle underligt med dette Folk, underligt, ja vidunderligt; thi deres vises Visdom skal forgaa, og deres forstandiges Forstand skal skjule sig.

¹⁸ Og paa; den Dag skulle de døve høre Bogens Ord og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke.

¹⁸ Og paa; den Dag skulle de døve høre Bogens Ord og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke. ¹⁹ Og de sagtmodige skulle ydermere faa Glæde i HERREN, og de fattige iblandt Menneskene fryde sig i Israels Hellige:

³ Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

⁵ Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves øren oplades.

¹⁸ Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, venlte ikke paa din Trofasthed. ¹⁹ Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om dinTrofasthed.

⁶ Jeg, HERREN, jeg har kaldet dig i Retfærdighed, og jeg vil tage dig ved din Haand; og jeg vil bevare dig og gøre dig til en Pagt for Folket, til et Lys for Hedningerne, ⁷ til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.

⁷ til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.

¹⁶ Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys ng de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem. ¹⁷ Vige tilbage og blive svarlig til Skamme skulle de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, de, som sige til: et støbt Billede: I ere vore Guder. ¹⁸ I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se.

¹⁸ I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se. ¹⁹ Hvo er blind, naar det ikke er min Tjener, og døv som den, jeg udsendte som mit Bud? hvo er blind som den fuldkomne og blind som HERRENS Tjener? ²⁰ Du har set mange Ting, men du bevarer dem ikke; oplades Ørene, hører han dog ikke.

⁸ Han fører det blinde Folk ud, som dog har Øjne, og de døve, som dog have Øren.

¹⁸ De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa.

⁶ han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel; men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

⁷ Hører mig, I, som kelæde Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

¹² Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte. for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

¹ Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er HERRENS Arm Aabenbaret? ² Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud, af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. ³ Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

¹¹ Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af men mig vil du ikke frygte!

⁹ Da skal du paakalde, og HERREN skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret.

¹ Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og HERRENS Herlighed er opgangen over dig. ² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal HERREN oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses. ³ Og Hedningerne skulle vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgangen for dig.

⁴ Du møder den, som er glad ved al gøre Retfærdighed, de skulle komme dig i Hu paa dine Veje; se, du var vred, og vi bleve ved at synde; rare vi evindelig blevne paa dem da vare vi nu frelste.

⁵ til dem, som sige: Hold dig hos dig selv; kom ikke nær til mig, thi jeg er hellig over for dig; disse ere en Røg i min Næse, en Ild, som brænder den ganske Dag.

⁵ Hører HERRENS Ord, I som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre; som hade eder og udstøde eder for mit Navns Skyld, sige: Lad HERREN vise sig herlig, at vi maa se eders Glæde! Men de skulle beskæmmes.

⁹ Og HERREN udrakte sin Haand og lod den røre ved min Mund, og HERREN sagde til mig: Se, jeg har lagt mine Ord i din Mund: ¹⁰ Se, jeg har beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at omstyrte og til at fordærve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante.

³⁵ Og dog sagde du: Jeg er uskyldig, hans Vrede har vendt sig fra mig; se, jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: Jeg har ikke syndet.

¹¹ Derfor siger HERREN saaledes: Jeg lader en Ulykke kommn paa dem, fra hvilken de ikke skulle kunne undkomme; og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.

¹² Naar de, end faste, vil jeg dog ikke høre deres Skrig, og naar de end ofre Brændoffer og Madoffer, har jeg dog ikke Behag i dem; thi jeg vil gøre Ende paa; dem ved Sværd og ved Hunger og ved Pest.

¹ Og HERREN sagde til mig: Omend Mose og Samuel stode for mit Ansigt, var min Sjæl dog ikke til dette Folk: Jag dem bort fra mit Ansigt, og lad dem gaa ud!

¹⁷ Og de spurgte Baruk og sagde: Giv os dog til Kende, hvorledes du skrev alle disse Ord efter hans Mund?

¹⁸ Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.

⁴ Da skulle de raabe til HERREN, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.

¹³ Og det skete, ligesom han raabte, og de hørte ikke: Saaledes skulle de raabe, og jeg vil ikke høre, sagde den HERRE Zebaoth;

² Men for edel, som frygte mit Navn, skal Retfærdigheds Sol opgaa med Lægedom under sine Vinger; og I skulle gaa ud og springe som Kalve fra Fedestalden.

⁴ Kommer Mose, min Tjeners, Lov i Hu, hvilken jeg bød ham paa Horeb for hele Israel, som Bold og Befalinger.

¹⁶ det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.

¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det.

²³ men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!

³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige;

²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.

¹ Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax og at æde. ² Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten.

² Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten. ³ Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? ⁴ Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? ⁵ Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaten og ere uskyldige? ⁶ Men jeg siger Eder, at den er her som er større end templet. ⁷ Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har Villie til Miskundhed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige. ⁸ Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten. ⁹ Og han gik frem derfor og kom i deres Synagoge. ¹⁰ Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham. ¹¹ Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som har eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op? ¹² Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten. ¹³ Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden. ¹⁴ Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

²⁴ Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Belzebul, Djævelens Øverste.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. ¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

³³ Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn.

¹² Da gik hans Disciple frem og sagde til ham veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale? ¹³ Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes. ¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

¹⁴ Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber: men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne.

¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?

¹⁷ Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. ¹⁸ Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal være løst i Himmelen.

¹¹ Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa.

⁷ Og de ville gjerne være hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene.

¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig. ¹⁷ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig. ¹⁹ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa. ²¹ Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri. ²² Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa. ²³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre. ²⁴ I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. ²⁶ Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent. ²⁷ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed. ²⁸ Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.

⁶¹ denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.

³⁹ Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde:

⁹ Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: hil være Eder! Men de traadte til, og omfavnede hans Fødder, og tilbade ham.

¹⁷ Og der de saae ham, tilbade de ham; men Nogle tvivlede.

¹ Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var,

²³ Og det begav sig, at han vandrede paa Sabbaten gennem Sæden, og hans Disciple begyndte, idet de gik, at plukke Ax.

²⁷ og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes.

⁶ Og han forundrede sig over deres vantro og gik omkring i Byerne og lærte.

³³ Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,

²³ Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget.

⁴⁶ Og de kom til jericho; og der han gik ud af Jericho tillligemed sine Disciple og meget Folk, sad Timæus' Søn, Bartimæus den Blinde, ved Veien og tiggede.

²⁷ Og de korsfæstede to Røvere med ham, een ved hans høire, og een ved hans venstre Side.

⁷⁰ som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid;

⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

³² et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.

³⁴ Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans Moder Maria: see, denne er sat mange i Israel til Fald og Opreisning og til et Tegn, som imodsiges,

¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

¹ Men det begav sig paa den næstførste Sabbat, at han gik igjennem Sæden, og hans Disciple plukkede Ax og gnede dem med Hænderne og aade. ² Men nogle af Pharisæerne sagde til dem: hvi gjøre I, hvad ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaterne? ³ Og Jesus svarede og sagde til dem: have I da ikke læst det, som David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? ⁴ Hvorledes han gik ind i Guds Huus og tog Skue-Brødene og aad og gav ogsaa dem, som vare med ham, hvoraf det dog ikke er Nogen tilladt at æde, uden Præsterne alene. ⁵ Og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over Sabbaten. ⁶ Men det skete paa en anden Sabbat, at han gik ind i Synagogen og lærte; og der var et Menneske, hvis høire Haand var vissen. ⁷ Men de Skriftkloge og Pharisæerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, paa det de kunde finde Klagemaal imod ham. ⁸ Men han vidste deres Tanker og sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: reis dig, og staa fram iblandt os! Men han reiste sig og stod frem. ⁹ Da sagde Jesus til dem: jeg vil spørge Eder: hvad er tilladt paa Sabbaterne? at gjøre godt, eller at gjøre ondt? at frelse Liv, eller at fordærve det? ¹⁰ Og han saae omkring paa dem alle og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud; men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen som den anden. ¹¹ Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

²² Salige ere I, naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt for Menneskens Søns Skyld.

²¹ Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet. ²² Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige;

³⁹ Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.

³⁴ Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt. ³⁵ See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.

³⁹ Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab. ⁴⁰ I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes? ⁴¹ Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene. ⁴² Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre. ⁴³ Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene. ⁴⁴ Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke. ⁴⁵ Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os.

⁴⁵ Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os. ⁴⁶ Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre. ⁴⁷ Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel. ⁴⁸ Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave. ⁴⁹ Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre. ⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt, ⁵¹ fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt, ⁵² Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det. ⁵³ Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. ⁵⁴ Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

⁴ Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. ⁵ Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham. ⁶ Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. ⁷ Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve. ⁸ Men jeg siger Eder: hver den som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskenes Søn bekjende for Guds Engle. ⁹ Og hvo mig fornægter for menneskene, skal fornægtes for Guds Engle.

⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

² Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette?

² Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette? ³ Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa omkomme. ⁴ Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem?

⁴ Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? ⁵ Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

¹⁰ Men han lærte i een af Synagogerne paa Sabbaten. ¹¹ Og see, der var en Kvinde, som havde havt en Sygdoms Aand i atten Aar, og hun var kroget og kunde aldeles ikke rette sig op. ¹² Men der Jesus saae hende kaldte han ad hende og sagde til hende: Kvinde, du er løst fra din Sygdom. ¹³ Og han lagde Hænderne paa hende; og strax rettede hun sig op og prisede Gud. ¹⁴ Da svarede Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte paa Sabbaten, og sagde til Folket: der ere sex Dage, paa hvilke man bør arbeide; kommer derfor paa dem og lader Eder helbrede, og ikke paa Sabbatsdagen. ¹⁵ Da svarede Herren ham og sagde: du Øienskalk! løser ikke hver iblandt Eder sin Oxe eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem til Vands? ¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvilken Satanas havde bundet, see, i atten Aar, burde hun ikke løses af dette Baand paa Sabbatsdagen? ¹⁷ Og der han dette sagde, bleve Alle beskæmmede, som vare ham imod; og alt Folket glædte sig over alle de herlige Gjerninger, som gjordes af ham.

³⁰ Og see, der ere Sidste, som skulle være de Første, og der ere Første, som skulle være de Sidste. ³¹ Paa den samme Dag kom nogle Pharisæer og sagde til ham: gak bort, og drag herfra; thi Herodes vil ihjelslaae dig. ³² Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Ræv: see, jeg uddriver Djævle og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen og paa den tredie Dag fuldendes jeg.

³² Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Ræv: see, jeg uddriver Djævle og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen og paa den tredie Dag fuldendes jeg. ³³ Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem.

³³ Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem. ³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

¹ Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.

¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

² Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem.

²⁰ Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar. ²¹ Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar. ²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

³¹ Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.

¹⁰ der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder. ¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder. ¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. ¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! ¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

¹⁷ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.

³⁵ Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.

⁷ Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand.

⁵⁶ Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham. ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke. ⁵⁸ Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke. ⁵⁹ Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer. ⁶⁰ Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange.

⁶⁷ og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke.

² Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat og sige sig selv at være Christus, en Konge.

¹⁹ Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket;

⁵² Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

⁴ I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys. ⁵ Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke. ⁶ Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus. ¹⁸ Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det. ¹⁹ Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du?

³⁴ Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

³⁸ Men Jesus vendte sig om og saae dem følge og sagde til dem:

⁴⁹ Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig. ⁵⁰ Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge.

² Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham.

⁹ Nicodemus svarede og sagde til ham: hvorledes kan dette skee? ¹⁰ Jesus svarede og sagde til ham: er du en Israels Lærer og veed ikke dette?

¹⁵ paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv. ¹⁶ Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham.

¹⁷ Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham. ¹⁸ Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn. ¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde.

¹⁹ Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. ²⁰ Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. ²¹ Men hvo som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud.

³⁶ Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

¹⁹ Kvinden siger til ham: Herre! jeg ser, at du er en Prophet.

²⁶ Jesus siger til hende: ham er jeg, som taler med dig.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

⁹ Og strax blev Mennesket sundt og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag.

¹¹ Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak.

¹¹ Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak. ¹² Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak? ¹³ Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet. ¹⁴ Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares.

¹⁶ Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat.

¹⁹ Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa.

²² Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, ²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.

²³ at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. ²⁴ Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. ²⁵ Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve. ²⁶ Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv; ²⁷ og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn.

³⁶ Men jeg har et større Vidnesbyrd end Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen har givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.

⁴⁴ Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke? ⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. ⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. ⁴⁷ Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

¹⁴ Da nu Folket saae det Tegn, som Jesus havde gjort, sagde de: denne er i Sandhed den Prophet, som kommer til Verden.

³⁷ Alt, hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud.

⁵² Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde?

⁶⁹ og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

¹¹ Da ledte Jøderne efter ham paa Høitiden og sagde: hvor er han? ¹² Og der blev meget mumlet om ham iblandt Folket; Nogle sagde: han er en god Mand; men Andre sagde: nei, han forfører Folket. ¹³ Dog talede Ingen frit om ham, af Frygt for Jøderne.

¹⁷ Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.

¹⁹ Har ikke Moses givet Eder Loven? Og ingen af Eder holder Loven. Hvi søge I at slaae mig ihjel?

²¹ Jesus svarede og sagde til dem: een Gjerning gjorde jeg, og I forundrede Eder alle derover. ²² Moses gav Eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene), og I omskære et Menneske paa Sabbaten. ²³ Dersom et Menneske annammer Omskærelsen paa Sabbaten, paa det Moses Lov skal ikke brydes, ere I da vrede paa mig, at jeg har gjort et heelt Menneske sundt paa Sabbaten?

²⁷ Dog vide vi, hvorfra denne er; men naar Christus kommer, veed Ingen, hvorfra han er.

⁴¹ Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa? ⁴² Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var? ⁴³ Saaledes blev der Splid iblandt Folket om ham.

⁴⁵ Da kom Tjenerne til de Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid? ⁴⁶ Tjenerne svarede: aldrig har et Menneske talet saaledes, som dette Menneske. ⁴⁷ Da svarede Pharisæerne dem: monne I og være forførte? ⁴⁸ Mon Nogen af de Øverste har troet paa ham, eller af Pharisæerne?

⁴⁸ Mon Nogen af de Øverste har troet paa ham, eller af Pharisæerne? ⁴⁹ Men denne Hob, som ikke kjender til Loven, er forbandet.

⁴⁹ Men denne Hob, som ikke kjender til Loven, er forbandet. ⁵⁰ Nicodemus (den, som var kommen til ham om Natten og var een af dem) sagde til dem: ⁵¹ mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør? ⁵² De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilæa.

³ Men de Skriftkloge og Pharisæerne førte en Kvinde til ham, greben i Hoer, og stillede hende frem i Midten. ⁴ Og de sagde til ham: Mester! denne Kvinde er greben i Hoer paa frisk Gjerning. ⁵ Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du? ⁶ Men dette sagde de, for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. ⁷ Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende. ⁸ Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden.

¹² Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

¹⁴ Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen. ¹⁵ I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.

⁴¹ I gjøre Eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede i Hoer; vi have en Fader, Gud.

⁴⁶ Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd? men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke?

⁴⁹ Jesus svarede: jeg har ikke Djævelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.

² Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller hans Forældre, at han er blind født?

⁶ Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa den Blindes Øine. ⁷ Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage. ⁸ Da sagde Naboerne og de, som før havde seet, at han var blind: er det ikke den, som sad og tiggede? ⁹ Andre sagde: det er denne; men Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er mig. ¹⁰ Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede?

¹⁰ Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede? ¹¹ Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende.

¹¹ Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende.

¹¹ Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende. ¹² Da sagde de til ham: hvor er han? Han sagde: jeg veed ikke. ¹³ Da førte de ham, som før var blind, til Pharisæerne. ¹⁴ (Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine). ¹⁵ Da spurgte og Pharisæerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig og seer.

¹⁵ Da spurgte og Pharisæerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig og seer. ¹⁶ Derfor sagde nogle af Pharisæerne: dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke Sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre saadanne Tegn? Og der var Splid imellem dem.

²¹ Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig. ²² Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen.

²⁴ Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde været blind, og sagde til ham; giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder. ²⁵ Da svarede han og sagde: om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer. ²⁶ Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine?

²⁶ Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine? ²⁷ Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple?

²⁷ Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple?

³⁰ Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øine.

³⁰ Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øine. ³¹ Vi vide dog, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han. ³² Aldrig er det hørt, at Nogen har aabnet Øinene paa en Blindfødt. ³³ Var denne ikke fra Gud, da kunde han slet intet gjøre. ³⁴ De svarede og sagde til ham: du er ganske født i Synd, og du vil lære os? Og de stødte ham ud. ³⁵ Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn? ³⁶ Han svarede og sagde: hvo er han, Herre! at jeg kan troe paa ham? ³⁷ Men Jesus sagde til ham: baade har du seet ham, og den, som taler med dig, ham er det. ³⁸ Men han sagde: jeg troer, Herre! og han kastede sig ned for ham. ³⁹ Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. ⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde?

¹⁹ Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord.

³² Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig?

³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? ³⁷ Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke.

⁴ Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den.

⁹ Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys. ¹⁰ Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.

²⁷ Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden.

³⁷ Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død?

⁴⁰ Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed? ⁴¹ Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig. ⁴² Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig.

⁴⁶ Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. ⁴⁷ Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

⁵⁷ Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.

¹⁹ Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.

³⁵ Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.

³⁵ Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. ³⁶ Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. ³⁷ Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham,

³⁷ Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, ³⁸ at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? ³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. ⁴¹ Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. ⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen;

⁴² Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; ⁴³ thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

⁴⁶ Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

¹¹ Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld!

¹¹ Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld! ¹² Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader. ¹³ Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen.

²¹ Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. ²² Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden? ²³ Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.

³⁰ Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig.

¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

²² Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. ²³ Hvo mig hader, hader og min Fader. ²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

²⁴ Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader.

² De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse.

⁴ Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre.

³⁰ De svarede og sagde til ham: var denne ikke en Misdæder, da havde vi ikke overantvordet dig ham.

⁶ Da nu de Ypperstepræster og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfæster ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham.

³⁸ Men Joseph af Arimathæa (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme.

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!

³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

²² I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;

² Og en Mand, som var halt fra Moders Liv, af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet. ³ Der han saae Peter og Johannes idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse. ⁴ Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os! ⁵ Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem. ⁶ Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak! ⁷ Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op. ⁸ Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud. ⁹ Og alt Folket saae ham gaae og love Gud. ¹⁰ Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret.

¹⁰ Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret. ¹¹ Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.

²² Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. ²³ Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket. ²⁴ Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage. ²⁵ I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fældre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ²⁶ Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

¹⁴ Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.

¹⁸ Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn.

²⁰ Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. ²¹ Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

¹³ Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

³⁸ Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; ³⁹ men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud. ⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

¹¹ Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud. ¹² Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet; ¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven. ¹⁴ Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.

³⁵ Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.

³⁶ Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

²⁰ Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

³¹ og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud. ³² Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers, Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer. ³³ Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.

³⁸ anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

⁴⁷ thi saaledes har Herren befalet os: jeg har sag dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.

⁴ Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.

²² Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

²² Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag og vidner baade for Smaa og Store og siger intet Andet end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses: ²³ at Christus skulde lide, at han den Første af de Dødes Opstandelse skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.

⁴ Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.

⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

¹⁷ See, du kalder dig en Jøde og forlader dig tryggeligen paa Loven og roser dig i Gud,

¹⁹ og fordrister dig til at være de Blindes Veileder, deres Lys, som ere i Mørke, ²⁰ Uforstandiges Tugtemester, eenfoldiges Lærer, som har Reglen for Kundskab og Sandhed i Loven. ²¹ Du derfor, som lærer Andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke skal stjæle, du stjæler! ²² Du, som siger, at man ikke skal bedrive Hoer, du bedriver Hoer! Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige!

³ Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet,

² Jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjærheden for Gud men ikke med Kundskab; ³ thi da de ikke kjende Guds Retfærdighed og tragte efter at oprette en egen Retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds Retfærdighed. ⁴ Thi Christus er Lovens Ende, til Retfærdighed for hver den, som tror.

¹⁴ Hvorledes skulle de vel paakalde den, paa hvem de ikke havde troet? men hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som prædiker?

²⁰ Men Esaias drister sig til at sige: jeg er funden af dem, som mig ikke søgte, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.

⁷ Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; ⁸ som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag. ⁹ Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag; ¹⁰ deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg!

¹² og arbeide møisommeligen med vore egne Hænder. Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi,

⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft, ⁵ at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordærvelse, at Aanden maa frelses paa den Herrens Jesu Christi Dag.

¹³ dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer I den Onde fra Eder!

¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige.

³⁵ Men der maatte Nogen sige: hvorledes opstaae de Døde? og med hvordant et Legeme komme de frem? Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.

¹⁶ for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig?

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Christus Jesus, Herren; os derimod være Eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

⁶ Thi Gud, som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Christus.

²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

¹¹ Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste. ¹² Thi førend Nogle fra Jakobus ankom, aad han med Hedningerne; men der de kom, unddrog og fraskildte han sig af Frygt for dem af Omskærelsen. ¹³ Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven af deres Hykleri.

¹⁵ Vi, skjøndt Jøder af Fødsel, og ikke af Hedningerne, Syndere,

⁴ Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,

¹⁰ Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.

³ iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre.

¹⁴ Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig!

¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde.

⁵ Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor saa I kjøbe den beleilige Tid.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse.

² hvem han har sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og har gjort Verden; ³ hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie; ⁴ og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. ⁵ Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag? og atter: jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn? ⁶ Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham. ⁷ Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue. ⁸ Men til Sønnen: din Trone, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir. ⁹ Du elskede Retfærdighed og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.

² der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus. ³ Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. ⁴ Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,

¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen: ¹⁶ hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken? ¹⁸ Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe? ¹⁹ Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.

¹¹ Lader os derfor beflitte os at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal kalde efter samme Vantroes Exempel.

⁷ Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie.

²⁶ Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,

¹⁵ Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham. ¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig. ¹⁷ Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder. ¹⁸ Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongelig Præstedom, et helligt Folk, et Folk til Eiendom, at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte Eder fra Mørket til sit beundringsværdige Lys,

²³ hvilken ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdeligen;

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

⁸ Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os. ⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. ¹⁰ Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gjøre vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os.

¹¹ Men hvo som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket og veed ikke, hvor han gaaer, fordi Mørket har forblindet hans Øine.

²¹ I elskelige! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud, ²² og hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham; thi vi holde hans Bud og gjøre det, som er behageligt for ham.

¹⁵ Hvo som bekjender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud.

⁵ Hvo er den, som overvinder Verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn?

¹⁰ Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv; hvo som ikke troer Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han haver ikke troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn.

¹³ Dette har jeg skrevet til Eder, I, som troe paa Guds Søns Navn, paa det I skulle vide, at I have det evige Liv, og paa det I skulle troe paa Guds Søns Navn.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke.

¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. ¹⁸ Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klæder, at du kan bedække dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see.

⁹ Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter. ¹⁰ Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden. ¹¹ Og jeg saa og hørte mange Engles Røst omkring Thronen, og Dyrenes og de Ældste, og deres tal var titusinde Gange Titusinde, og tusinde Gange Tusinde. ¹² De sagde med høi Røst: Lammet, som er slagtet, er værdig at annamme Magt og Rigdom og Viisdom og Styrke og Priis, og Ære og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, og hvad der er i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder paa Thronen, og Lammet være Velsignelse og Priis og Ære og Kraft i al Evighed! ¹⁴ Og de fire Dyr sagde: Amen! Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som lever i al Evighed!

¹⁷ og at Ingen kan kjøbe eller sælge, uden den, som har Mærket eller Dyrets Navn eller dets Navns Tal.

¹⁸ Og der skete Røster og Tordener og Lyn; og der skete et stort Jordskælv, saadant som ikke er skeet fra den Tid, at Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskælv, saa stort.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

²³ Og Staden behøver ikke Sol eller Maane til at skinne i den; thi Guds Herlighed oplyser den, og Lammet er dens Lys.