Acts 27:1-28 Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Keiserens Rode.

Danish⁽ⁱ⁾ ¹ Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Keiserens Rode. ² Men vi gik ombord paa et adramytisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Marcedonier fra Thessalonica, var med os. ³ Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedte ham at gaa til sine Venner og nyde Pleie. ⁴ Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod. ⁵ Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia og kom til Myra i Lycien. ⁶ Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa. ⁷ Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone. ⁸ Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa. ⁹ Mender nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev forlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: ¹⁰ I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. ¹¹ Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde. ¹² Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvinde i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. ¹³ Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta. ¹⁴ Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte nordost-Kuling. ¹⁵ Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve. ¹⁶ men vi løb under en liden Ø, som klades Claude, og kunde næppe faae Magt over Baaden. ¹⁷ Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes. ¹⁸ Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde. ¹⁹ Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør, ²⁰ Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget. ²¹ Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade. ²² Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet. ²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: ²⁴ frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig. ²⁵ Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt. ²⁶ Men vi maae strande paa en Ø. ²⁷ Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land. ²⁸ Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og have femten Favne.