1 Corinthians 3:9 Cross References - Danish

⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning.

⁹ Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel. ¹⁰ Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket. ¹¹ Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde. ¹² Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme. ¹³ Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.

¹⁶ Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden!

⁸ Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. ⁹ Du førte en Vinstok fra Ægypten; du uddrev Hedningerne og plantede den. ¹⁰ Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. ¹¹ Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre.

²² Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten.

¹ Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj. ² Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer. ³ Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard! ⁴ Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke; har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer? ⁵ Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes. ⁶ Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. ⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

² Paa den Dag synger om en lystelig Vingaard: ³ Jeg, HERREN, er dens Vogter, hvert Øjeblik vander jeg den; for at ingen skal hjemsøge den, vil jeg Dag og Nat vogte den.

²⁴ Mon Plovmanden pløjer til alle Tider for at saa, fælder og harver sin Jord? ²⁵ Er det ej saa, at naar han har jævnet dens Overflade, da udspreder han Dild og strør Kommen og saar Hvede i Rader og Byg paa det afmærkede Sted og Spelt i Kanten deraf? ²⁶ Thi Gud underviser ham om den rette Maade, hans Gud lærer ham den. ²⁷ Thi Dild tærskes ikke med Tærskevogn, og Vognhjul gaa ikke hen over Kommen; men Dild afslaas med Stav og Kommen med Kæp. ²⁸ Brødkorn stødes smaat; thi man tærsker det ej evindelig; og driver man sine Vognhjul og sine Heste derover, knuser man det ikke. ²⁹ Ogsaa dette udgaar fra den HERRE Zebaoth, han er underlig i Raad og stor, i Visdom.

²⁰ Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!

³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

⁵ Og fremmede skulle staa og vogte eders Faar, og Udlændinge skulle være eders Avlsmænd og eders Vingaardsmænd.

¹¹ Thi som orden, der giver sin Grøde, og som en Have, der lader sin Sæd opokse, saaledes skal den Herre, HERRE lade Retfærdighed og Lovang opvokse i alle Hedningernes Paasyn.

²¹ Og jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintræ?

¹¹ Paa denne Dag vil jeg oprejse Davids faldne Hytte, og jeg vil opmure Bruddene derpaa. og oprejse det nedrevne deraf og bygge den som i fordums Dage, ¹² for at de skulle arve det overblevne af Edom og alle de Folkeslag, over hvilke mit Navn nævnes, siger HERREN, som gør dette.

¹² og sig til ham: Saa siger den HERRE Zebaoth: Se, en Mand, Zemak er hans Navn; og fra sit Sted skal han skyde frem, og han skal bygge HERRENS Tempel. ¹³ Ja, han skal bygge HERRENS Tempel, og han skal bære Kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone, og der skal være Freds Raad imellem dem begge.

³⁷ Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa;

³ Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae. ⁴ Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op. ⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det. ⁷ Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det. ⁸ Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold. ⁹ Hvo som haver Øren at høre med, han høre!

¹⁸ Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden. ¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien. ²⁰ Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax. ²² Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold. ²⁴ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. ²⁵ Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. ²⁶ Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne. ²⁷ Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten? ²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? ²⁹ Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af. ³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade.

³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren. ³⁷ Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn. ³⁸ Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn; ³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene. ⁴⁰ Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende. ⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

¹ Thi Himmeriges Rige lignes ved en Huusbonde, som udgik tidlig om Morgenen, at leie Arbeidere til sin Viingaard. ² Men der han blev eens med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard. ³ Og han gik ud ved den tredie Time, og saae Andre staae ledige paa Torvet, ⁴ og han sagde til dem: gaar I og hen i Viingaarden, og jeg vil give Eder, hvad som ret er. Men de gik hen. ⁵ Han gik atter ud ved den sjette og niende Time, og gjorde ligesaa. ⁶ Men ved den ellevte Time gik han ud, og fandt Andre staae ledige, og sagde til dem: hvi staae I her den ganske Dag ledige? ⁷ De sagde til ham: fordi Ingen leiede os, Han sagde til dem: gaar I ogsaa hen i Viingaarden, og hvad som ret er, skulle I faae. ⁸ Men der det blev aften, siger Viingaardenens Herre til sin Foged. kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første. ⁹ Og de kom, som vare leiede ved den ellevte Time og fok hver en Penning. ¹⁰ Men der de Første kom, mente de at de skulle faae mere; og fik hver en Penning. ¹¹ Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde: ¹² disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede. ¹³ Men han svarede og sagde til een af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven eens med mig om en Penning? ¹⁴ Tag Dit, og gak hen. Men jeg vil give denne Sidste ligesom dig.

²³ Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt. ²⁴ Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette. ²⁵ Johannes' Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke? ²⁶ Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet. ²⁷ Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette. ²⁸ Men hvad tykkes Eder? Et menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard. ²⁹ Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. ³⁰ Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen. ³¹ Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. ³² Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham. ³³ Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands. ³⁴ Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter. ³⁵ Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de. ³⁶ Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. ³⁷ Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn. ³⁸ Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. ³⁹ Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. ⁴⁰ Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? ⁴¹ De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid. ⁴² Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine. ⁴³ Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter. ⁴⁴ Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse.

²⁶ Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden, ²⁷ og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes. ²⁸ Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet. ²⁹ Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden.

²⁰ Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen.

³⁵ Sige I ikke: der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. ³⁶ Og hvo som høster, saaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster. ³⁷ Thi herudi er hiint Ord fandt: En saaer, og en Anden høster. ³⁸ Jeg har udsendt Eder at høste det, som I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres Arbeide.

¹ Jeg er det sande Viintræ, og min Fader er Viingaardsmanden. ² Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt. ³ I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder. ⁴ Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. ⁵ Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre. ⁶ Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde. ⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder. ⁸ Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

¹¹ Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

⁶ Jeg plantede, Apollos vandede men Gud gav Væxt.

¹⁶ Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Aand boer i Eder?

¹⁹ Eller vide I ikke, at Eders Legeme er den Hellig Aands Tempel, som er i Eder, hvilken Ihave af Gud, og at I ikke ere Eders Egne?

¹ Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjeves maae have modtaget Guds Naade;

¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

⁷ rodfæstede og opbygte i ham, og stadfæstede i Troen, ligesom i ere lærte, voxende i den med Taksigelse.

¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold,

³ Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. ⁴ Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.

⁶ men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

⁸ Derfor ere vi skyldige at antage os Saadanne, paa det vi kunne blive Medarbidere for Sandheden.